For mange kvinder er ammeindlæg et uundværligt hjælpemiddel, fordi de opsuger mælk mellem amningerne, men de kan have relation til en svampeinfektion. Brugen af især tætte engangsindlæg kan være medvirkende til en svampeinfektion på grund af det fugtige og varme miljø. Derfor er det vigtigt at skifte indlæggene ofte og gerne bruge indlæg uden plastic. Ammeindlæggene bør skiftes endnu oftere, end man plejer, og man skal især være påpasselig med hurtigt at udskifte våde indlæg. Om man bruger engangs-ammeindlæg eller genbrugelige indlæg er en smags- og temperamentssag, men der er både argumenter for og i mod begge typer i forbindelse med en infektion.
Uld-ammeindlæg hævdes at kunne forværre en infektion, måske på grund af varmen. Til gengæld finder mange dem behagelige at have mod et ømt bryst. Hygiejnemæssigt kan de rengøres på lige fod med andre genbrugsindlæg, når blot man følger anvisningen for kogning af uldindlæg. Det kan være omstændeligt at skulle koge indlæggene ved hver amning,
men det er nødvendigt for at mindske risikoen for smittevedligeholdelse.
Engangsindlæg indeholder ofte et lag plastic, hvilket ikke giver brystet optimal
lufttilførsel. Til gengæld er de helt rene, når de tages i brug, og de kasseres umiddelbart
efter brug og giver ikke arbejde med vask eller vedligeholdelse.
Bomuldsammeindlæg kan vaskes i maskine ved høje temperaturer og er behagelige mod
huden. Der skal en del par til, idet man skal skifte dem ved hver amning.
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.