Symptomer hos morHvis du har fået svamp på brystvorterne og eller i brystet har du ikke nødvendigvis synlige symptomer, men du vil ofte mærke smerter og/eller ubehag, både under og imellem amningerne. Smerterne kan føles som stik eller jag, der stråler langt ind i brystet. Brystvorterne kan være sårede eller revnede. De kan skinne og være mere røde end normalt, og nogle oplever huden som mere skallende og tør end ellers. Svampeinfektionen opdages nogle gange, når en såret brystvorte er usædvanligt længe om at hele. Brystvorterne kan også se ud, som de plejer. Mange kvinder vil samtidig have en svampeinfektion i skeden eller måske have haft det i graviditeten. Mange mødre oplever så voldsomme smerter, at de overvejer at stoppe amningen.
Symptomer hos barnetHeller ikke barnet har nødvendigvis synlige symptomer. Mange gange får barnet dog trøske, som kan ses som hvide belægninger i mundhulen. (Gylp og mælkerester kan også give hvide belægninger, der ikke skal forvekslesmed svamp. Hvis de hvide belægninger kan tørres af med en ren stofble, er der blot tale om mælk eller gylp.) Det er sandsynligt, at barnet kan have synke- og suttebesvær som følge af en svampeinfektion, hvorfor det kan ligge uroligt ved brystet under amning, eller det kan vægre sig ved at blive ammet. Barnet kan også være smittet hele vejen gennem mave og tarm og have en svampeinfektion i bleområdet. Det kan vise sig ved rødme eller , let hævet og skinnende udslæt.
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.