Nogle få kvinder oplever, at deres brystvorter af og til bliver blege/hvide, samtidig med at det gør ondt i dem, fx som en brændende smerte. Nogle får hvide brystvorter i forbindelse med amning, og tilstanden kan også opstå ved almindelig berøring, ved kuldepåvirkning, efter rygning, indtag af koffein eller visse medikamenter.
Hvis man har tendens til blege, smertende brystvorter, bør man være særligt opmærksom på barnets sutteteknik, da forkert sug på brystet kan medføre flere smerter. Det er vigtigt at holde brysterne varme, også imellem amningerne. Endelig kan man forsøge at afhjælpe tilstanden ved at lægge varme omslag på brysterne inden amning.
Hvis man lider af sygdommen Reynaud´s syndrom, som er en kredsløbssygdom, kan man også få problemer med hvide brystvorter. Denne sygdom kan give farveskift i brystvorterne på grund af manglende blodgennemstrømning. Hvis du har mistanke om, at det er tilfældet for dig, så snak med din læge om det. Der findes medicinsk behandling, men i nogle tilfælde er det nok at holde brysterne varme og sørge for god ammeteknik.
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.