Amning er en familiesagNår vi fremhæver amning som en familiesag, er det fordi amning både påvirker og kræver noget af den familie, der lever med den ammende mor og det ammede barn. Amning indebærer dels et fysisk stykke arbejde og dels en mental udfordring, som kan betyde både glæde og lykke, udmattelse og træthed, både for mor, far, søskende og øvrige familiemedlemmer.
Støtte
Undersøgelser viser, at ammevarighed og -hyppighed blandt andet afhænger af omgivelsernes støtte og opbakning. Det betyder, at amning i høj grad er en sag for alle de personer, der er omkring den ammende mor, og især hendes familie. Det har stor betydning, at familien har tiltro til moderens evner til at amme, og bakker hende op – også hvis der skulle opstå problemer med amningen.
TidsslugerAmning tager tid, især i begyndelsen, hvor processen er følsom og afhængig af, at der ammes, når barnet har brug for det. Mange mødre oplever at sidde i timevis hver dag og måske også om natten med det lille barn ved brystet. Der er ikke altid tid og måske heller ikke overskud til at varetage andre opgaver end amningen Det er ikke nu, man som husmor kan præsentere tomme vasketøjskurve, friskbagt brød og nypudsede vinduer.
For nogle betyder det kaos at skulle amme og lade opvasken stå, mens andre synes, det er dejligt udelukkende at hellige sig barnet og dets behov. For nogle mødre er det svært at forklare barnets far, hvorfor huset roder, og hvorfor de ikke engang er nået i bad, når han kommer fra arbejde. I så fald kan det måske hjælpe at anskue amning og omsorg for spædbarnet som et decideret fuldtidsarbejde, dog med den forskel, at man ikke har fyraften eller kan holde ”fri” eller ”ferie” fra det.
Læs mere om amning og familieliv på de næste sider.