Min søn vil have kjole på...

Anonym skriver:

Jeg ville ikke blæse det op til en ting ... men jeg ville finde et alternativ til en kjole - en luftig t-shirt og shorts... 

Hvis min teenage datter (som jeg ikke har) kom med bar mave, total nedringet, læder/lak osv. ville jeg da også tage en snak om hvad det kan sende af signaler til andre.

Personligt synes jeg det er langt mere restriktivt at pådutte sit barn at være veganer end at skubbe i retningen af at ens søn ikke tager en kjole på. .. blot en tanke. 

 

Men hvad hvis han ikke ville have shorts og tshirt på, kun kjolen..?? Hvad ville du så gøre? 

SØS skriver:

Gør man ikke? Det fortæller jeg mine sønner hver eneste dag? Jeg siger “jeg elsker at være sammen med dig, du er så sjov og du er smuk - hvor er jeg heldig at jeg er din mor”

Jeg synes en debat som denne er super svær. Det bliver lynhurtigt til at man er intollerant og fordomsfuld hvis ikke man stryger på Strøget og køber en kjole til sin søn. Jeg tænker faktisk, der er flere nuancer i det end som så… 

Nu er jeg én af dem, som er kritisk. 
Men i mit første indlæg skriver jeg også, at det handler om mod. Og jeg ville have svært ved at være modig på mine børns vegne. 

MEN jeg er bevidst om, at alle argumenter, som udspringer af “køn” er problematiske (i mine øjne og generelt for en del, hvis man ser på, hvor mange i folkeskolen, som føler sig stigmatiseret af køn)

Du er jo ikke intolerant fordi du ikke giver dit barn en kjole på i morgen. Du er intolerant, hvis du kommer med højlydte kommentarer til et lille barn i børnehaven, en mand i netto osv. 

Jeg siger bare, at når man siger nej, fordi navnet er Peter… så skal man bare lige have med, at det er et argument, som kvinder igennem historien har kæmpet for at komme til livs.

Og så er man bare (i mine øjne) ikke med til at give den reelle ligestilling (også for mænd) de bedste vilkår. 

Men intolerant er du ikke. Og jeg mener heller ikke, at du er en dårlig forældre, fordi du ikke vil gå imod normen. De ting går ikke hånd i hånd med at være bevidst over, at ens argumenter hviler på barnets køn.

Men de snævrer verden for børn generelt, hvis der er noget man ikke kan i kraft af køn. Og det kan man jo så være tilhænger af eller ej. 

Jeg siger helt bevidst til mine piger, at de er sej, modige, dejlige, kloge, sjove og smukke. 
Og præcis det samme til mine smukke, kloge, seje, sjovt nevøer. 

Men mine piger bliver godt nok altid imødekommet med “sikker en du  kjole. Du ligner da en rigtig prinsesse”. Og det er fint at sige - men det er godt nok meget kedeligt, hvis de ikke er andet end det i fremmedes øjne. 

Anonym skriver:

Nu er jeg én af dem, som er kritisk. 
Men i mit første indlæg skriver jeg også, at det handler om mod. Og jeg ville have svært ved at være modig på mine børns vegne. 

MEN jeg er bevidst om, at alle argumenter, som udspringer af “køn” er problematiske (i mine øjne og generelt for en del, hvis man ser på, hvor mange i folkeskolen, som føler sig stigmatiseret af køn)

Du er jo ikke intolerant fordi du ikke giver dit barn en kjole på i morgen. Du er intolerant, hvis du kommer med højlydte kommentarer til et lille barn i børnehaven, en mand i netto osv. 

Jeg siger bare, at når man siger nej, fordi navnet er Peter… så skal man bare lige have med, at det er et argument, som kvinder igennem historien har kæmpet for at komme til livs.

Og så er man bare (i mine øjne) ikke med til at give den reelle ligestilling (også for mænd) de bedste vilkår. 

Men intolerant er du ikke. Og jeg mener heller ikke, at du er en dårlig forældre, fordi du ikke vil gå imod normen. De ting går ikke hånd i hånd med at være bevidst over, at ens argumenter hviler på barnets køn.

Men de snævrer verden for børn generelt, hvis der er noget man ikke kan i kraft af køn. Og det kan man jo så være tilhænger af eller ej. 

Jeg siger helt bevidst til mine piger, at de er sej, modige, dejlige, kloge, sjove og smukke. 
Og præcis det samme til mine smukke, kloge, seje, sjovt nevøer. 

Men mine piger bliver godt nok altid imødekommet med “sikker en du  kjole. Du ligner da en rigtig prinsesse”. Og det er fint at sige - men det er godt nok meget kedeligt, hvis de ikke er andet end det i fremmedes øjne. 

 

Sikke et fint svar. Vi er meget enige…

BAE skriver:

Men hvad hvis han ikke ville have shorts og tshirt på, kun kjolen..?? Hvad ville du så gøre? 

Ærligt ... det ved jeg sku ikke  

Jeg har aldrig haft en søn der har tigget om at gå i kjole. Og jeg har aldrig mødt nogen hvor det var et så bestemt og stort ønske - hos veninder og bekendte. 

Mine sønner har da haft kvindelige superhelte figurer de har leget med. Jeg har da heller ikke forhindret dem i at gå til dans. Men min egen grænse går ved en kjole (hvis det ikke var udklædning) og hårspænder i pink mm.  

Jeg synes det er min rolle som mor, at guide mine børn - så de udvikler sig og finder sig selv som mennesker... men vi lever ikke i en verden, hvor man kan se bort fra de rammer der er. De kan også udvikle sig og ændres over tid (rammerne). Men jeg lærer mine børn at navigere i de rammer, der er lige nu på dette tidspunkt i Danmark. Boede vi i Ægypten hvor alle går med kjortler - så var det noget andet. 

Mine børn er ikke jordens navle .. og jeg forsøger at skabe børn der også kigger på givne rammer. 

SØS skriver:

Sikke et fint svar. Vi er meget enige…

Tak. Og tak for feedbacken. Det er meget rart.

:-)

Det er en samtale jeg ofte har. Og jeg er draget af den, fordi jeg var ramt selv gennem hele folkeskolen. 
Ikke af mine forældre - for jeg var fuld ud accepteret der. Der var aldrig noget problematisk i at jeg var en pige med ekstrem krudt i røven og en mund som en fuld person på værtshus. 

Men drengene - de havde svært ved det. Det var en evig kamp om min ret til at have de interesser/tøj osv.

Jeg er identificerer mig og har altid identificeret mig som kvinde. Men det var underligt at skulle forsvare sig selv, fordi jeg ville køre scooter og var en pige - for det var jo bare mig, der ville køre scooter. Ikke min tissekone…

Anonym skriver:

Ærligt ... det ved jeg sku ikke  

Jeg har aldrig haft en søn der har tigget om at gå i kjole. Og jeg har aldrig mødt nogen hvor det var et så bestemt og stort ønske - hos veninder og bekendte. 

Mine sønner har da haft kvindelige superhelte figurer de har leget med. Jeg har da heller ikke forhindret dem i at gå til dans. Men min egen grænse går ved en kjole (hvis det ikke var udklædning) og hårspænder i pink mm.  

Jeg synes det er min rolle som mor, at guide mine børn - så de udvikler sig og finder sig selv som mennesker... men vi lever ikke i en verden, hvor man kan se bort fra de rammer der er. De kan også udvikle sig og ændres over tid (rammerne). Men jeg lærer mine børn at navigere i de rammer, der er lige nu på dette tidspunkt i Danmark. Boede vi i Ægypten hvor alle går med kjortler - så var det noget andet. 

Mine børn er ikke jordens navle .. og jeg forsøger at skabe børn der også kigger på givne rammer. 

 

Men guider du dem ikke også, ved at lytte til dem og deres ønsker?

Hvilke rammer? At drenge går i drenge tøj og piger går i pigetøj? De rammer ser jeg der springe ofte. 

Neglelak, hestehale, spænder, lyserøde scooter.. (sjovt nok er den pinke scooter ofte den mest populære i børnehaven), lege med Dukker.. ��

BAE skriver:

Men guider du dem ikke også, ved at lytte til dem og deres ønsker?

Hvilke rammer? At drenge går i drenge tøj og piger går i pigetøj? De rammer ser jeg der springe ofte. 

Neglelak, hestehale, spænder, lyserøde scooter.. (sjovt nok er den pinke scooter ofte den mest populære i børnehaven), lege med Dukker.. ��

 

Jeg synes det er en balance - hvor jeg lytter efter øsnker og også lytter til situationen/ rammerne. Mine børn får ikke bare lov uagtet rammene at opfylde deres “egoistiske” ønsker. De skal heller ikke have lov til at larme på en restaurant. Hvis de altid får lov til det de føler for mener jeg seriøst ikke at jeg guider dem godt nok. Det er en balance mellem at udleve sig selv/ finde sig selv inden for nogle rammer. På min arbejdsplads går jeg heller ikke klædt “bare som jeg vil”. Heldigvis passer min stil ind med kulturen. ... men jeg har da skruet op og ned for jakkesættet afhængigt af arbejdspladsen. En dreng i en kjole kan blive drillet og det ser jeg ikke grund til at udsætte mit barn for. 

Anonym skriver:

Jeg synes det er en balance - hvor jeg lytter efter øsnker og også lytter til situationen/ rammerne. Mine børn får ikke bare lov uagtet rammene at opfylde deres “egoistiske” ønsker. De skal heller ikke have lov til at larme på en restaurant. Hvis de altid får lov til det de føler for mener jeg seriøst ikke at jeg guider dem godt nok. Det er en balance mellem at udleve sig selv/ finde sig selv inden for nogle rammer. På min arbejdsplads går jeg heller ikke klædt “bare som jeg vil”. Heldigvis passer min stil ind med kulturen. ... men jeg har da skruet op og ned for jakkesættet afhængigt af arbejdspladsen. En dreng i en kjole kan blive drillet og det ser jeg ikke grund til at udsætte mit barn for. 

Ja selvfølgelig skal der være en balance, men jeg synes heller ikke at det bare skal skydes ned.. 

Hvordan ved du at han vil blive drillet? Det er sku da også den bedste måde at få en snak om, at vi alle er forskellige.. Og at vi har lov til at gå i det tøj, vi har det behageligt i.. 

At det hele ikke er hvidt og sort. Og det er jo ikke børnene der siger at det er forkert, det får de fra andre. 

Jeg synes det er en balance - hvor jeg lytter efter øsnker og også lytter til situationen/ rammerne. Mine børn får ikke bare lov uagtet rammene at opfylde deres “egoistiske” ønsker. De skal heller ikke have lov til at larme på en restaurant. Hvis de altid får lov til det de føler for mener jeg seriøst ikke at jeg guider dem godt nok. Det er en balance mellem at udleve sig selv/ finde sig selv inden for nogle rammer. På min arbejdsplads går jeg heller ikke klædt “bare som jeg vil”. Heldigvis passer min stil ind med kulturen. ... men jeg har da skruet op og ned for jakkesættet afhængigt af arbejdspladsen. En dreng i en kjole kan blive drillet og det ser jeg ikke grund til at udsætte mit barn for. 

Men du kan også blive drillet med ikke at gå med mærkevarer. Det gjorde jeg. Hvis man skal følge argumentet til dørs med ikke at blive drille, så skal man også købe det rigtige tøj (mærkevare).

Og jeg blev altså ikke bare smådrillet. Jeg fik olferter, fik hevet bukserne ned, blev slået på og spyttet. Fordi mine forældre ikke kunne værdien i det. Det samme med tamagohi. Den måtte jeg heller ikke få - så jeg blev holdt uden for “festerne” i de mindre klasser, når de andre holdt fredagshygge og legede med dem. 

Jeg har svært ved at se, at det er et egoistisk valg at tage kjole på som dreng mere end som pige? 
men passende kjole for en pige med fladt bryst er vel præcis ligeså passende som en dreng med kjolen på?
Det skaber vel ikke mere postyr end “nå, Per har taget kjole på i dag” - eller det burde det ikke. For hvem skader det? 
Jeg ville jo heller ikke forbyde en kvindelig kollega en skjorte på, bare fordi jeg synes den var grim til hende. 

Måske tanken om, at man skal tage ansvar for egne tanker meget voldsom. Men vi kan jo ikke begrænse verden, fordi vi ikke har samme smag i tøj? Så længe det ikke skader nogen, så kan jeg vitterligt ikke se problemet i det. 

Man kan jo kigge væk og glæde sig over, at man ikke selv har en mand i kjole derhjemme. 

Vi kan have forskellige holdninger. Jeg morer mig dog lidt over at mange her bliver dømmende/fordumsfulde bare fordi man ikke ville give sin søn kjole på. ..??? Den lader jeg så stå lidt..

I er ikke særligt rummelige ifht at andre kan være mere konservative i forhold til valg af tøj f.eks. Man var heller ikke et dårligt menneske fordi man ikke brændte bh’er i 60/70 erne.