Min søn vil have kjole på...

Anonym skriver:

Men jeg ville aldrig gøre noget som jeg vidste min mand hadede og omvendt..? Jeg klæder mig f.eks ikke på og lægger makeup og tager smykker på for min egen skyld men bl.a fordi jeg gerne vil have, han synes st jeg er lækker at se på. Så for mig giver det ikke mening at insisterer på blå. Vi har ikke et forhold hvor vi nedlægger veto eller er specielt firkantede eller insisterende overfor hinanden.

Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at et lille barn ville have i tankerne, at “jeg vil SÅ gerne have den røde t-shirt, som jeg elsker, på, men det gør mor ked af det, så jeg vælger den blå, selv om jeg hader den”. Hvad voksne vælger at gøre bevidst for at tilfredsstille deres partner, må være deres egen sag. Men et lille barn skal da ikke have mors velbefindende i tankerne som en potentiel kilde til dårlig samvittighed og skam, når det til- og fravælger yndlingstøj, yndlingsfarver osv. 

Selvfølgelig skal forældrene ind over deres børns tøjvalg, men ikke på en måde, så barnet oplever at tilsidesætte egne brændende ønsker med det ene formål at gøre mor eller far glad. 

Jeg er uenig i stort set alt hvad du skriver. 

Jeg har netop skrevet, at jeg ville give min dreng shorts på - underforstået, at han ikke ville få kjole på. Og jeg er blevet udskammet (GRUNDIGT) som sexist og én, der nok ville give sit barn spiseforstyrrelse. Der er (i denne tråd) tydeligvis ikke plads til, at man ikke ville købe sin søn en kjole. 

Derudover har jeg (og nok flere end mig) en mand, der bestemt har holdninger til mit tøj. Men ligesom jeg ville guide min søn i retning af shorts uden at tale om, at man bliver drillet i kjole (for det ville faktisk handle om, at jeg synes, at han er pænere i shorts), ville min mand heller aldrig sige, at jeg ville blive drillet i en bestemt kjole. Han ville bare sige, at han syntes, at den røde kjole var flottere. 

Jeg vil bare lige understrege, at jeg ikke har sagt, at DU er sexist. Jeg siger, at det at lade det være et argument, at barnets køn er det alt dominerende i sit valg ER et sexistisk argument. 

At du vælger at tolke/tage det sådan, at du ER sexist er dit eget valg. 

Igen - jeg påpeger bare, at det er et klokkeklart sexistisk argument at sige “du må ikke, fordi du er en dreng/pige”. Længere er den ikke. Det er jo netop definitionen på sexisme. 

Langt de færreste opdrager jo KUN ud fra køn. Og det ville jeg kalde en sexisitisk opdragelse. Ikke blot et sexitisk argument. 

Jeg taler udelukkende om sprogbrug og argumenter. Jeg går dælme efter bolden og ikke personen. For jeg aner intet om folks liv. 

Og at en debattør deler sine egne oplever i livet med spiseforstyrrelse og kæder brugen af de argumenter sammen med der, handler jo ikke om, at du har giver dine børn spiseforstyrrelser. 

At dele personlige oplevelser kan da aldrig udskamme andre? For så føler jeg mig MEGET udskammet nu, når jeg ser de andre indlæg, hvor folk fortæller, at de giver deres børn rent tøj på - så det gør jeg åbenbart ikke, eller forsøger at give deres børn et lettere liv - så det gør jeg åbenbart ikke. 

Så er jeg både intolerant, en dårlig mor der giver mine børn dårligere kår i livet, fordi jeg ville give kjole på, en mor som ville lade sine børn være urene og usoignerede. 

Dog føler jeg mig bestemt ikke som ovenstående, fordi andre lever et andet liv. :-) 

Jeg undskylder virkelig dybt, at du føler dig udskammet og hopper ud af debatten. 

Her kan jeg så igen ærgrer mig over, at det aldrig er lovlig at tale faktuelt (at bruge køn er sexistisk)

eller dele egne oplevelser uden andre tror, det handler om dem. 

Mit liv handler aldrig om, at andre er dårlige forældre, fordi de foretager andre valg. 
For det mener jeg IKKE! 

Og jeg er helt sikkert også sexistisk i mange af mine ubevidste tankemønstre - for det har samfundet skabt. 

Men jeg er trist over, at sprog ikke må undersøges og tales om, uden andre tror, det handler om dem. 

Jeg føler mig ikke udskammet eller krænket over denne debat, fordi den netop virker totalt saglig. Der bliver spurgt og svaret pænt. Der er ingen personangreb. Jeg taler udelukkende om sproget - det påpeger jeg også. At folk føler, de er den sætning - det er deres fortolkning. 
Men jeg vil gerne undskylde igen - for jeg er KUN interesseret i debatter, hvor man kan tale sagligt om tingene. 

Mit liv går ikke ud på at dømme andre. Mit liv går ud på at oplyse (qua mit arbejde også). Så jeg slår lige fast igen: 

Jeg mener IKKE at nogen ER generelt diskriminerende eller dårlige mennesker, fordi de har et sted i deres liv, hvor de gør brug af det argument. 

I mit første indlæg skriver jeg endda, at jeg nok heller ikke selv ville være så modig at skille mig ud. 

Men så må jeg vel også udskamme mig selv? 

Så jeg mener helt oprigtig, at jeg ikke forsøger at udskamme nogen, ved at påpege at lige det argument er sexistisk - fordi jeg selv ville have svært ved at efterleve det. 

For mig må i forbyde jeres børn alt det meste og stadig være knaldhamrende skønne forældre! Bare man ved, hvilke konsekvenser det har. Og som jeg også skriver - så er det helt fair. 

God dag til alle 

Det her er simpelthen en fantastisk debat, og det varmer mig meget at se, hvor mange der inderligt ønsker at den næste generation bliver mindre fordomsfuld og går mindre op i kønsroller. For kønsroller begrænser os alle. Det vi lærer som små, begrænser os som voksne. Vores generation er desværre meget begrænsede stadigvæk, og vi ser det at “skille sig ud” som noget negativt, og noget, der vil gøre at vores børn bliver mobbede - ligesom vi selv gjorde i 90’erne og 00’erne. Men vi lever ikke i den tid mere. Bare gå på gaden og se, hvor vidt forskelligt teenagerne klæder sig på. Hvor mange kropstyper der er. Hvor åbentlyst de unge skildrer deres seksualitet og kærlighed. Det er allerede blevet bedre, og man behøver ikke have den samme frygt på sit barns vegne, som vores forældre havde på vores. Om man selv er fordomsfuld, ja, det kan andre jo ikke kontrollere. Men det er mit indtryk, at de fordomsfulde er i undertal - og i langt de fleste børnehaver vil det være barnet/forælderen, der kommenterer på drengen i kjolen, der bliver ildeset, ikke drengen eller forældrene der lod ham tage kjolen på.

For resten, en lille anekdote: Jeg var på stranden i fredags og så den smukkeste lille pige med langt hår og sommerkjole på…så tog hun kjolen af og der hang en lille dims mellem benene, og min eneste reaktion var - nåh, jeg tog fejl. The end. Det var vitterligt ikke vigtigt. Og jeg tvivler på, at nogen andre på stranden syntes, det var vigtigt (og hvis de gjorde, var det deres problem).

Jeg tror vi som mennesker som udgangspunkt er meget mere tolerante og rummelige, end vi beskylder hinanden for at være. Især den yngre generation. Det er os selv, der ligger enormt meget symbolsk betydning ind i et stykke stof - og det tror jeg personligt vi skal passe på med at give videre, hvis vi gerne vil have et endnu mere tolerant samfund i fremtiden, hvor man ikke føler et enormt pres for at definere sig selv og sin identitet og sin “normalitet” ved hver enkelt lille beslutning man tager.

puk87 skriver:

Det her er simpelthen en fantastisk debat, og det varmer mig meget at se, hvor mange der inderligt ønsker at den næste generation bliver mindre fordomsfuld og går mindre op i kønsroller. For kønsroller begrænser os alle. Det vi lærer som små, begrænser os som voksne. Vores generation er desværre meget begrænsede stadigvæk, og vi ser det at “skille sig ud” som noget negativt, og noget, der vil gøre at vores børn bliver mobbede - ligesom vi selv gjorde i 90’erne og 00’erne. Men vi lever ikke i den tid mere. Bare gå på gaden og se, hvor vidt forskelligt teenagerne klæder sig på. Hvor mange kropstyper der er. Hvor åbentlyst de unge skildrer deres seksualitet og kærlighed. Det er allerede blevet bedre, og man behøver ikke have den samme frygt på sit barns vegne, som vores forældre havde på vores. Om man selv er fordomsfuld, ja, det kan andre jo ikke kontrollere. Men det er mit indtryk, at de fordomsfulde er i undertal - og i langt de fleste børnehaver vil det være barnet/forælderen, der kommenterer på drengen i kjolen, der bliver ildeset, ikke drengen eller forældrene der lod ham tage kjolen på.

For resten, en lille anekdote: Jeg var på stranden i fredags og så den smukkeste lille pige med langt hår og sommerkjole på…så tog hun kjolen af og der hang en lille dims mellem benene, og min eneste reaktion var - nåh, jeg tog fejl. The end. Det var vitterligt ikke vigtigt. Og jeg tvivler på, at nogen andre på stranden syntes, det var vigtigt (og hvis de gjorde, var det deres problem).

Jeg tror vi som mennesker som udgangspunkt er meget mere tolerante og rummelige, end vi beskylder hinanden for at være. Især den yngre generation. Det er os selv, der ligger enormt meget symbolsk betydning ind i et stykke stof - og det tror jeg personligt vi skal passe på med at give videre, hvis vi gerne vil have et endnu mere tolerant samfund i fremtiden, hvor man ikke føler et enormt pres for at definere sig selv og sin identitet og sin “normalitet” ved hver enkelt lille beslutning man tager.

Helt enig! Min oplevelse med 2 skolebørn er også at børn og unge mennesker er langt mindre fordømmende og langt mere rummelige end vi voksne giver dem credit for der er utrolig meget individualitet på mine børns skole og der er 0 problemer med mobning. Så skønt! 

Anonym skriver:

Men jeg ville aldrig gøre noget som jeg vidste min mand hadede og omvendt..? Jeg klæder mig f.eks ikke på og lægger makeup og tager smykker på for min egen skyld men bl.a fordi jeg gerne vil have, han synes st jeg er lækker at se på. Så for mig giver det ikke mening at insisterer på blå. Vi har ikke et forhold hvor vi nedlægger veto eller er specielt firkantede eller insisterende overfor hinanden.

Fair nok, det er jeres valg..

Men jeg ville ikke lade en mand bestemme om jeg tog den blå på, hvis det var den jeg gerne ville have på... Hvis jeg spurgte ham, blå eller rød.. Ja, så ville det være noget andet.. Men hvis jeg forelskede mig i noget og jeg synes det sad fantastisk på mig, så køber jeg det... for det er min krop og jeg skal have det godt i det jeg har på.. 

Ligesom hvis en mand kan li sokker i sandaler, jeg synes ikke det ser kønt ud, men jeg ville ikke sige: Det må du ikke, fordi jeg synes det er grimt.. Det er hans valg.. 

puk87 skriver:

Det her er simpelthen en fantastisk debat, og det varmer mig meget at se, hvor mange der inderligt ønsker at den næste generation bliver mindre fordomsfuld og går mindre op i kønsroller. For kønsroller begrænser os alle. Det vi lærer som små, begrænser os som voksne. Vores generation er desværre meget begrænsede stadigvæk, og vi ser det at “skille sig ud” som noget negativt, og noget, der vil gøre at vores børn bliver mobbede - ligesom vi selv gjorde i 90’erne og 00’erne. Men vi lever ikke i den tid mere. Bare gå på gaden og se, hvor vidt forskelligt teenagerne klæder sig på. Hvor mange kropstyper der er. Hvor åbentlyst de unge skildrer deres seksualitet og kærlighed. Det er allerede blevet bedre, og man behøver ikke have den samme frygt på sit barns vegne, som vores forældre havde på vores. Om man selv er fordomsfuld, ja, det kan andre jo ikke kontrollere. Men det er mit indtryk, at de fordomsfulde er i undertal - og i langt de fleste børnehaver vil det være barnet/forælderen, der kommenterer på drengen i kjolen, der bliver ildeset, ikke drengen eller forældrene der lod ham tage kjolen på.

For resten, en lille anekdote: Jeg var på stranden i fredags og så den smukkeste lille pige med langt hår og sommerkjole på…så tog hun kjolen af og der hang en lille dims mellem benene, og min eneste reaktion var - nåh, jeg tog fejl. The end. Det var vitterligt ikke vigtigt. Og jeg tvivler på, at nogen andre på stranden syntes, det var vigtigt (og hvis de gjorde, var det deres problem).

Jeg tror vi som mennesker som udgangspunkt er meget mere tolerante og rummelige, end vi beskylder hinanden for at være. Især den yngre generation. Det er os selv, der ligger enormt meget symbolsk betydning ind i et stykke stof - og det tror jeg personligt vi skal passe på med at give videre, hvis vi gerne vil have et endnu mere tolerant samfund i fremtiden, hvor man ikke føler et enormt pres for at definere sig selv og sin identitet og sin “normalitet” ved hver enkelt lille beslutning man tager.

Ja jeg er også glad for at der er folk der er rummelige og ikke tænker på hvad børnene har på, så længe det er deres eget valg.. 

Jeg kender en pige på snart 3 år, hun fik da spiderman badebukser, fordi hun ville have badetøj med spiderman og så det fik hun. ligesom hun har superhelte shorts og tshirt.. og blå sandaler. men hun har også blonder tshirt.. sååå fantastiskt.. 

Det er helt sikkert voksne der præger børnene til hvad der er rigtigt og forkert, når du er dreng eller pige.. For hvem har lært piger at kjoler kun er til piger? Eller at spiderman kun er for drenge? Voksne, fordi det er deres mening. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at et lille barn ville have i tankerne, at “jeg vil SÅ gerne have den røde t-shirt, som jeg elsker, på, men det gør mor ked af det, så jeg vælger den blå, selv om jeg hader den”. Hvad voksne vælger at gøre bevidst for at tilfredsstille deres partner, må være deres egen sag. Men et lille barn skal da ikke have mors velbefindende i tankerne som en potentiel kilde til dårlig samvittighed og skam, når det til- og fravælger yndlingstøj, yndlingsfarver osv. 

Selvfølgelig skal forældrene ind over deres børns tøjvalg, men ikke på en måde, så barnet oplever at tilsidesætte egne brændende ønsker med det ene formål at gøre mor eller far glad. 

Præcis, det styrker også børnene at de får en medstemmelse, at de selv får lov til at vælge hvad de har på, ligesom vi gør..

Det er tøj, ikke hvad de skal bruge resten af deres liv på.. 

Mor11 skriver:

Men må han også nedlægge veto hvis du står fast på at du selv synes den blå er pænest og ønsker at have den på, uanset hans holdning? 

Næh. 

Men sammenligningen mellem min mands og mit forhold og mit forhold til mit barn er heller ikke god. Min mand og jeg har et ligeværdigt voksent forhold, og jeg er forælder til mit barn. 

At behandle børn som små voksne er misforstået i mine øjne. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at et lille barn ville have i tankerne, at “jeg vil SÅ gerne have den røde t-shirt, som jeg elsker, på, men det gør mor ked af det, så jeg vælger den blå, selv om jeg hader den”. Hvad voksne vælger at gøre bevidst for at tilfredsstille deres partner, må være deres egen sag. Men et lille barn skal da ikke have mors velbefindende i tankerne som en potentiel kilde til dårlig samvittighed og skam, når det til- og fravælger yndlingstøj, yndlingsfarver osv. 

Selvfølgelig skal forældrene ind over deres børns tøjvalg, men ikke på en måde, så barnet oplever at tilsidesætte egne brændende ønsker med det ene formål at gøre mor eller far glad. 

Mine drenge har aldrig ytret ønske om tøj som de specielt ønskede sig, som de ikke har fået grundet farve eller køn. Ingen skyld eller skam eller pleasing af mig..? Jeg køber heller ikke tøj ud fra hvad min mand ønsker eller clearer det ham. Men jeg kender hans smag og min egen.  
Min mand og jeg begrænser ikke hinanden .. men jeg kan da ikke lade værd med tænke på hvad han synes ser dejligt ud. Jeg synes man kommer  længst med hensyn til hinanden. For nogen er det vigtigt at kunne sige “jeg bliver klippet korthåret og får håret farvet lilla - lev med det” men den type “stædighed”/ holden på min egen holdning/ ret synes jeg ikke er befordrende - for mig. Heldigvis er min mand enig og er på samme måde overfor mig.

AnoMor skriver:

Så hvis din mand købte en kjole til dig som han synes er super flot og ville elske at se dig i. Men du selv synes var tude grim. Så ville du tage den på fordi så ville han synes du er lækker? 

Nej ... for han ville typisk kunne se at den sad dårligt når den kom på. Hvis jeg ikke kunne lide den ville den blive byttet. 
Der findes meget tøj som jeg kan lide OG min mand kan lide. Der findes også meget mine sønner kan lide OG, som vi som forældre kan lide. Ingen konflikt eller stort problem

Hvis min mand tændte på piercinger og tatoos og lædertøj var han nok ikke sammen med mig.