Min søn vil have kjole på...

BAE skriver:

Så hvornår må dine børn selv bestemme hvad de går i? Må dine piger så heller ikke have superman, spider man eller andet på deres tøj? 
Så de må ikke ønske sig hvad de vil?? Det skal godkendes af mor? 
Selvfølgelig er der noget der noget bras, men der tænker jeg i tingen, ikke hvad der er på.. 

 

Når de får deres egne penge til at købe tøj for - og selv på dét tidspunkt vil jeg forsøge at præge dem i en retning, som jeg ikke synes er decideret grim. 

Abracadabra skriver:

Når de får deres egne penge til at købe tøj for - og selv på dét tidspunkt vil jeg forsøge at præge dem i en retning, som jeg ikke synes er decideret grim. 

Så når de fylder 18 må de selv bestemme deres tøj? Jeg undrer mig bare.. For hvad hvis de ikke kan li det samme som dig, altså de kan li det du synes er grimt..

Jeg forstår at man kan præge dem, men jeg synes det der er lidt for meget prægning. 

Anonym skriver:

Nu må det endelig ikke lyde dømmende. Alle har lov til at være forældre som de ønsker og man ved selv hvad der er bedst for ens barn

Men jeg voksede op med forældre som altid var enormt forfængelige på mine vegne. Det tøj jeg gik med, skulle godkendes af dem. Og det skulle netop være piget. Jeg skulle sidde pænt, som en pige osv. Jeg skulle også altid have rene, flotte negle og flot friseret hår.

Jeg har døjet med det laveste selvværd. Og det spøger stadig. Jeg kunne som yngre aflyse aftale hvis ikke jeg selv synes jeg så pæn ud. Og det udviklede sig også til en spiseforstyrrelse som varede over ti år. Jeg kan stadig blive helt ked af det hvis ikke mit hår lige spiller eller make-up’en ikke vil jeg som vil. 
Og jeg kan med sikkerhed sige, at det skyldes måden mine forældre altid var efter mig i forhold til mit udseende. Og de har ellers været de mest fantastiske forældre. 

Jeg ved at de mente det godt og med kærlighed men det satte sine spor

Igen - det må endelig ikke lyde dømmende. Men jeg ville ønske at de dengang vidste hvad  det ville føre til (ikke ens betydende med at det KUN medføre til dårligt selvværd)

Jeg føler mig på ingen måde dømt. 

Jeg har arbejdet meget med piger med spiseforstyrrelse, og jeg ser ingen sammenhæng mellem at ønske at børn er velklædt og har rene negle og udvikling af svær psykisk sygdom. 

BAE skriver:

Så når de fylder 18 må de selv bestemme deres tøj? Jeg undrer mig bare.. For hvad hvis de ikke kan li det samme som dig, altså de kan li det du synes er grimt..

Jeg forstår at man kan præge dem, men jeg synes det der er lidt for meget prægning. 

Det er jo en gradbøjning, som ikke kan forklares fyldestgørende på skrift. 

Jeg synes godt om rene og velklædte børn. At dét skal forårsage et ramaskrig, forstår jeg nok ikke. De fleste børn jeg møder er rene og velklædte. Men jeg synes ikke om at drenge har hår til midt på ryggen og er i kjole. Jeg synes ikke, at det er pænt eller klædeligt. Det betyder ikke, at mine børn lider nød. 

At man begrænser sine børn på nogle punkter er trods alt en del af almindelig opdragelse. Jeg er temmelig loose - men der ER selvfølgelig ting, jeg ikke bryder mig om. De må i øvrigt heller ikke bande…  At de en gang imellem bander og bliver irettesat er ikke et svigt. Det er bare opdragelse. 

Jeg siger nej til tusind ting. Jeg siger fx nej til tøj, jeg synes er grimt. Jeg siger også tit nej til slik og is og computerspil. Jeg tror ikke, at børn tager skade af et nej - heller ikke til kjoler eller til udklædningstøj. 

Alle mennesker får et nej. Men et nej til en is, er ikke et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Slet ikke når det handler om noget så ligegyldigt som en kjole, fordi man hedder Peter. Det er jo bare sexisme på lige fod med mænd, der synes “rigtige kvinder bør gå i kjole”. 

Du må ikke “fordi du er en dreng/pige” - det er sexisme og diskrimination. 

Almindelig opdragelse indebærer selvfølgelig et nej. Men det er jo et nej betinget af, at man ønsker det bedste for sit barn, som at de ikke får sukkerchok, eller hopper ud over en skrænt osv. og der er det jo ligegyldigt, hvad navnet på barnet er. 

Et nej til en kjole, kun er betinget af navnet “Peter”, er direkte diskrimination af barnets køn. Ergo sexisme.

Men fair nok at du synes at sexisme er okay og bruger det, som en del af din argumentation i din opdragelse og er ærlig omkring det. Det kan man jo kun tage hatten af for, også gøre noget andet, hvis man er uenig. :-)

Anonym skriver:

Alle mennesker får et nej. Men et nej til en is, er ikke et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Slet ikke når det handler om noget så ligegyldigt som en kjole, fordi man hedder Peter. Det er jo bare sexisme på lige fod med mænd, der synes “rigtige kvinder bør gå i kjole”. 

Du må ikke “fordi du er en dreng/pige” - det er sexisme og diskrimination. 

Almindelig opdragelse indebærer selvfølgelig et nej. Men det er jo et nej betinget af, at man ønsker det bedste for sit barn, som at de ikke får sukkerchok, eller hopper ud over en skrænt osv. og der er det jo ligegyldigt, hvad navnet på barnet er. 

Et nej til en kjole, kun er betinget af navnet “Peter”, er direkte diskrimination af barnets køn. Ergo sexisme.

Men fair nok at du synes at sexisme er okay og bruger det, som en del af din argumentation i din opdragelse og er ærlig omkring det. Det kan man jo kun tage hatten af for, også gøre noget andet, hvis man er uenig. :-)

• sexisme sb. (1970) diskrimination baseret på køn” (sproget.dk) 

 

 

 

 

Jeg synes ikke, at et nej til et bestemt stykke tøj er et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Jeg forstår nok ikke, at det er SÅ betændt at sige nej til et barn. Hvis det vitterlig bare er en kjole, er det jo (igen) BARE en kjole. Jeg siger også nej til (grimme) kjoler til mine døtre. Og til grimme shorts. Og til grimme jakker. Og til at gå i skole klædt ud som leopard i et polyester-kostume fra H&M. 

At jeg ville sige nej til en kjole (eller et kostume), er ikke det samme som, at jeg ikke ville elske mit barn, hvis det var transkønnet eller homoseksuelt. Men selv hvis min datter var bragende butch, skulle hun alligevel have rene negle og være præsentabel i tøjet. Ikke i forhold til mig, men i forhold til sin omverden. 

Høflige, velklædte, rene, velfriserede børn/unge/voksne har det nemmere hér i livet. Uhøflige, beskidte, uglede børn/unge/voksne har det sværere. Jeg vil gerne gøre livet nemt for mine unger. Derfor opdrager jeg dem. 

Jeg synes ikke, at et nej til et bestemt stykke tøj er et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Jeg forstår nok ikke, at det er SÅ betændt at sige nej til et barn. Hvis det vitterlig bare er en kjole, er det jo (igen) BARE en kjole. Jeg siger også nej til (grimme) kjoler til mine døtre. Og til grimme shorts. Og til grimme jakker. Og til at gå i skole klædt ud som leopard i et polyester-kostume fra H&M. 

At jeg ville sige nej til en kjole (eller et kostume), er ikke det samme som, at jeg ikke ville elske mit barn, hvis det var transkønnet eller homoseksuelt. Men selv hvis min datter var bragende butch, skulle hun alligevel have rene negle og være præsentabel i tøjet. Ikke i forhold til mig, men i forhold til sin omverden. 

Høflige, velklædte, rene, velfriserede børn/unge/voksne har det nemmere hér i livet. Uhøflige, beskidte, uglede børn/unge/voksne har det sværere. Jeg vil gerne gøre livet nemt for mine unger. Derfor opdrager jeg dem. 

Og der er vi jo slet ikke uenige. 
Jeg taler om præmissen for “nej’et” 

Hvorfor dælen man siger nej?
Jeg siger også nej til hullet tøj, tøj med pletter osv. men hvis mit barn kommer og beder om en kjole, og mit nej er betinget af kønnet, så er det et meget ubetænksomt nej, som ikke handler om den normale pli. Om at være ren, soigneret osv. 

Det er jo netop der, begrebet sexisme opstår. 
Argumenter (og dermed belæg) i at at barnet har er køn og dette køn betinger et nej - det ER sexisme. 

Et nej til is, skærmtid osv er betinget af argumentet “sundhed og behov”. 

Selv er jeg blevet trynet, fordi jeg ville ting, som “drengene” ville. Og de argumenter om, at der er ting piger og drenge kan i kraft af deres køn, giver færre muligheder og et kedeligt liv og i værste fald et meget svært liv for en del. 

Jeg tror da ikke, du ville elske dit barn mindre, hvis det var transkønnet. Jeg tror, du ville bebrejde dig selv for at “fejle”. Netop fordi du så ikke har gjort livet nemmere for dit barn, i dine egne øjne.
Og når man har det så ambivalent, forsøger man jo at placere skylden et andet sted - netop barnets opførsel - måske mere eller mindre bevidst via sin opførsel.

at stoppe med at elske sit barn, fordi det er transkønnet? tror jeg faktisk rigtig få gør - og det er netop smerten i den relation. At man kan støde barnet væk fra sig, fordi man ikke acceptere det hele barn/menneske, fordi man så er nødt til også at acceptere, at barnets liv ikke bliver “nemt”, som man jo faktisk gik og opdragede efter. 

Og man kan sagtens være super høflig og hedde Peter og gå i kjole og være ren. Faktisk synes jeg ofte, at de børn er pisse høflige - for det er de nødt til for at være bare lidt accepterede.

Men hey - livet er ikke let uanset hvem man er.

Abracadabra skriver:

Jeg synes ikke, at et nej til et bestemt stykke tøj er et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Jeg forstår nok ikke, at det er SÅ betændt at sige nej til et barn. Hvis det vitterlig bare er en kjole, er det jo (igen) BARE en kjole. Jeg siger også nej til (grimme) kjoler til mine døtre. Og til grimme shorts. Og til grimme jakker. Og til at gå i skole klædt ud som leopard i et polyester-kostume fra H&M. 

At jeg ville sige nej til en kjole (eller et kostume), er ikke det samme som, at jeg ikke ville elske mit barn, hvis det var transkønnet eller homoseksuelt. Men selv hvis min datter var bragende butch, skulle hun alligevel have rene negle og være præsentabel i tøjet. Ikke i forhold til mig, men i forhold til sin omverden. 

Høflige, velklædte, rene, velfriserede børn/unge/voksne har det nemmere hér i livet. Uhøflige, beskidte, uglede børn/unge/voksne har det sværere. Jeg vil gerne gøre livet nemt for mine unger. Derfor opdrager jeg dem. 

Men en dreng i kjole kan da være mindst ligeså høflig, velopdragent, pæne negle, friseret hår osv som en dreng i shorts og t-shirts. Endda pænere. Det er jo ikk kjolen der gør om han f.eks er høflig overfor andre. 

synes du modsiger dig selv lidt. Du vil elske dine børn selvom de var transkønnede. Men de må bare ikke gå i kjole før de selv har råd til at betale. Dvs de er ikke accepterede før de selv tjener penge 

Abracadabra skriver:

Jeg synes ikke, at et nej til et bestemt stykke tøj er et nej til at afprøve sig selv i livet. 

Jeg forstår nok ikke, at det er SÅ betændt at sige nej til et barn. Hvis det vitterlig bare er en kjole, er det jo (igen) BARE en kjole. Jeg siger også nej til (grimme) kjoler til mine døtre. Og til grimme shorts. Og til grimme jakker. Og til at gå i skole klædt ud som leopard i et polyester-kostume fra H&M. 

At jeg ville sige nej til en kjole (eller et kostume), er ikke det samme som, at jeg ikke ville elske mit barn, hvis det var transkønnet eller homoseksuelt. Men selv hvis min datter var bragende butch, skulle hun alligevel have rene negle og være præsentabel i tøjet. Ikke i forhold til mig, men i forhold til sin omverden. 

Høflige, velklædte, rene, velfriserede børn/unge/voksne har det nemmere hér i livet. Uhøflige, beskidte, uglede børn/unge/voksne har det sværere. Jeg vil gerne gøre livet nemt for mine unger. Derfor opdrager jeg dem. 

Tænker vi alle sammen, så længe børnene er små er ret bestemmende om, hvad de går med og hvordan de ser ud (med mindre de som en af mine var meget bestemmende). Så du er vel ikke anderledes end os andre, der ville acceptere kjolen.

Mine børn er uordentlige, små beskidte efter 10 minutter og vælger selv tøj, og nogle gange ryster jeg kraftigt på hovedet. Men det er jo også en opdragelsesstil, et valg og ja så er tøjet jo indkøbt ( i hvert fald da de var små) af ja gæt hvem af mig.

Jeg ville jo heller ikke sige ja til et par bukser til et par tusind, så jeg begrænser jo også. Og mine begrænsninger er ikke mere "rigtige" end dine. 

Forresten har jeg så fået en dreng der absolut ikke vil have hjemmestrikket, men derimod stort set kun fodboldtrøjer - tro mig det er hårdt for hans mor som havde set sit lille christinia barn. Han vil også være korthåret, så nu går han bare alene til frisør med storebror, så kan de bestemme helt selv uden jeg sidder og skærer ansigt

Hvis du læser tråden igennem, så er vi gået fra, at jeg ville guide min børnehave-knægt til luftige shorts, til at jeg nu er en sexist, der formentlig inducerer en spiseforstyrrelse hos mit barn. 

Det er bare en kjole. 

Jeg ville sige nej til en kjole. Og det er ikke et udtryk for, at mit barn ikke må udvikle sig til et helt og unikt menneske. Det er bare et nej til en kjole.