Min søn vil have kjole på...

puk87 skriver:

Måske er det også interessant at tænke på, hvorfor at have en kjole på bliver sammenlignet med ting som at spise grøntsager eller gå i seng i fornuftig tid - altså aspekter af barnets liv, hvor forælderen reelt har et ansvar, baseret på en faglig viden barnet ikke har, for at “tvinge” (i overført forstand) barnet til at være så sund og rask som muligt. At have kjole på kan vel kun sammenlignes, hvis man som udgangspunkt mener, at det decideret er skadeligt, mentalt/udviklingsmæssigt, for drengen at have den på. Og så er det vel en helt anden samtale.

For når vi snakker om tvang/ingen tvang i børneopdragelse, så handler det jo om, hvad der er forældrenes ansvar at beskytte barnet imod. Jeg ville fx sige, at jeg til hver en tid ville “tvinge” et barn til ikke at gå ud på motorvejen…og det tror jeg ikke, nogen ville blive chokerede over. For det handler jo om barnets ve og vel.

Jeg tror vi er nogle der mener, at vi skader barnet (mentalt) ved at nægte dem kjolen, hvor andre mener det modsatte - derfor de stærke meninger.

Det er også det jeg prøver at forstå.. Hvad folk tror der sker ved drengen at have kjole på?

Men et barn kan sagtens blive mobbet og det er jeg ikke interesseret i at lægge op til. Jeg sender dem heller afsted i zebra-kostume.

Nej, og den impuls forstår jeg på sin vis godt. Nu tror jeg bare ikke at en dreng i børnehaven ville blive mobbet for hverken kjole eller zebra kostume. Jeg tror altså ikke, at lade drengen tage kjole på, er farligt eller skadeligt. Men jeg kan godt forstå hvis du gør det - det ville det nok have været engang. Måske ikke da vi var børn (jeg husker da i hvert fald drenge med nederdele på i min børnehave), men en halv generation over vores.

puk87 skriver:

Nej, og den impuls forstår jeg på sin vis godt. Nu tror jeg bare ikke at en dreng i børnehaven ville blive mobbet for hverken kjole eller zebra kostume. Jeg tror altså ikke, at lade drengen tage kjole på, er farligt eller skadeligt. Men jeg kan godt forstå hvis du gør det - det ville det nok have været engang. Måske ikke da vi var børn (jeg husker da i hvert fald drenge med nederdele på i min børnehave), men en halv generation over vores.

jeg tænker også, at vi måske har haft en tid med mindre rummelighed. Hvor det er offerets skyld og man som potentielt offer skal vogte sig, og andres kommentarer ens egen skyld. 

Jeg er 35 år. Jeg husker drenge med kjole på i min børnehave. Han havde i øvrigt det fedeste Barbiesæt, som han sov i.

Han legede udelukkende med piger og gik i kjole.

Han var den sjoveste at være hjemme hos, han havde fuld My-little pony stald! Noget jeg kun turde drømme om. Han var bare så sej i mine øjne. Jeg tænkte aldrig noget om, at han gik i kjole.

Jeg gik også i skole med ham. Han legede altid med pigerne og var et kæmpe hit hos dem. Drengene drillede og drillede ham med at han var en pige og en bøsse. Jeg forstod det ikke - for han var jo bare ham og skide sød. Men de børn har jo deres opfattelse af forkert fra nogle voksne

I dag har han været skuespiller og kunster i mange år og har en familie med kone og 3 børn. Han er stadig et skønt menneske. 

BAE skriver:

men hvad hvis det var hans største ønske? Hvad ville du sige til ham, uden at det bliver fordi han er en dreng? 

 

Jeg ville slet ikke gå over i en pige afdeling i første omgang. Jeg ville bede ham vælge imellem 2-3 par bukser og bluser jeg allerede havde fundet frem i forretningen. 

Hanspige skriver:

Jeg ville slet ikke gå over i en pige afdeling i første omgang. Jeg ville bede ham vælge imellem 2-3 par bukser og bluser jeg allerede havde fundet frem i forretningen. 

hvad hvis han har ønsket det allerede før eller gik hen og hentede den? hvad ville du så sige? 
Hvorfor må han ikke selv vælge sit tøj?

Og hvad hvis han sagde nej til det du har valgt? Ville du så købe det alligevel? 

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg ikke har læst hele tråden.

Jeg har altid været den i klassen, som var anderledes. Det havde intet med min tøjstil at gøre, men bare fordi jeg var anderledes. Jeg interesserede mig ikke for de samme ting som de andre, og jeg var heller ikke interesseret i at ændre mig, så jeg kunne passe ind og blive accepteret. Men det var da meget tydeligt, at det var mig som var helt forkert, og alle de andre var rigtige. Jeg var helt klar over, at hvis jeg bare stoppede med at være så dum og anderledes, som jeg valgte at være, så kunne jeg falde i ét med tapetet, og så ville jeg ikke genere øjnene på alle andre.

Hele min barndom har jeg vidst og fået at vide, både direkte og indirekte, at jeg var dum og grim og forkert og anderledes og "i stykker". Og hvor bliver jeg så bare ked af at læse tråde som denne her, for jeg havde virkelig håbet at livet for de næste generationer var bedre. At man efterhånden havde lov til bare at være sig selv, men der sidder tydeligvis stadig rigtig mange mennesker derude og bestemmer, hvem der er "rigtig" og hvem der er "forkert", og så bliver jeg næsten helt grådlabil ved tanken om at mit barn skal starte i skole næste år, og så er hun åbenbart ikke god nok hvis hun er sig selv, så skal nogle mødre et eller andet sted lige godkende hende først og beslutte om hun er "acceptabel" eller om hun er "forkert". Tænk hvis verden var et sikkert sted, hvor man var god nok som man er. Det ville da være utopisk.

BAE skriver:

Det er også det jeg prøver at forstå.. Hvad folk tror der sker ved drengen at have kjole på?

 

1) Jeg synes det er grimt med kjole til drenge

2) Jeg synes personligt det er fint og sundt at udvikle en kønsidentitet. Hvis de senere vil være kvinde so be it. Og jeg går ind for ligestilling mht job, uddannelse osv. Men for mig gør det ikke noget, at “noget” (tøjet) signalerer hvilket køn man er. 

3) Mobning

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg ikke har læst hele tråden.

Jeg har altid været den i klassen, som var anderledes. Det havde intet med min tøjstil at gøre, men bare fordi jeg var anderledes. Jeg interesserede mig ikke for de samme ting som de andre, og jeg var heller ikke interesseret i at ændre mig, så jeg kunne passe ind og blive accepteret. Men det var da meget tydeligt, at det var mig som var helt forkert, og alle de andre var rigtige. Jeg var helt klar over, at hvis jeg bare stoppede med at være så dum og anderledes, som jeg valgte at være, så kunne jeg falde i ét med tapetet, og så ville jeg ikke genere øjnene på alle andre.

Hele min barndom har jeg vidst og fået at vide, både direkte og indirekte, at jeg var dum og grim og forkert og anderledes og "i stykker". Og hvor bliver jeg så bare ked af at læse tråde som denne her, for jeg havde virkelig håbet at livet for de næste generationer var bedre. At man efterhånden havde lov til bare at være sig selv, men der sidder tydeligvis stadig rigtig mange mennesker derude og bestemmer, hvem der er "rigtig" og hvem der er "forkert", og så bliver jeg næsten helt grådlabil ved tanken om at mit barn skal starte i skole næste år, og så er hun åbenbart ikke god nok hvis hun er sig selv, så skal nogle mødre et eller andet sted lige godkende hende først og beslutte om hun er "acceptabel" eller om hun er "forkert". Tænk hvis verden var et sikkert sted, hvor man var god nok som man er. Det ville da være utopisk.

Jeg ville fint acceptere hvis din søn kom i skole med kjole. Og jeg ville aldrig dømme din datter. Men det betyder ikke at jeg ville lade min søn gå i kjole. Man er åbenbart meget mærkelig hvis man køber bukser og t shirts til sin søn. 
Jeg ville heller aldrig kalde min datter for mini my eller Pippi eller Laila. Men fair hvis andre gør det. Jeg synes rummeligheden den anden vej mangler..... jeg er heller ikke sur på veganske mødre, men der er ingen der skal fortælle mig at jeg skal leve vegansk.  
Rummelighed betyder også at være åben for at der er forskellige ting man synes er fedt som forældre. Og jeg synes ikke min søn skal have fletning eller lyserød hello kitty kjole.. 

Anonym skriver:

1) Jeg synes det er grimt med kjole til drenge

2) Jeg synes personligt det er fint og sundt at udvikle en kønsidentitet. Hvis de senere vil være kvinde so be it. Og jeg går ind for ligestilling mht job, uddannelse osv. Men for mig gør det ikke noget, at “noget” (tøjet) signalerer hvilket køn man er. 

3) Mobning

1. Må børn kun gå i tøj deres forældre synes er pænt? Eller må de også have noget på de selv kan li? (jeg har da også ting jeg ikke synes er pæne, men hvis barnet vil have det, så hvorfor ik? ) 

2.Det har jo INTET med at ville være kvinde.. Det er en kjole.. en beklædningsgenstand.. som var for mænd og kvinder..
må de så heller ikke have lyserøde sko? Pink cykel eller taske? 

Så piger skal altid gå i kjoler eller pink tøj med blomster og prinsesser og drenge i bukser og short/t-shirt? 

 3.mobning? Hvorfor sku børnene mobbe, hvis Ikke de får det af vide at der er forkert? Hvis de hjemmefra har fået vide at kjoler kun er til piger, ja så vil de selvfølgelig sige det.. 

BAE skriver:

1. Må børn kun gå i tøj deres forældre synes er pænt? Eller må de også have noget på de selv kan li? (jeg har da også ting jeg ikke synes er pæne, men hvis barnet vil have det, så hvorfor ik? ) 

 

2.Det har jo INTET med at ville være kvinde.. Det er en kjole.. en beklædningsgenstand.. som var for mænd og kvinder..
må de så heller ikke have lyserøde sko? Pink cykel eller taske? 

Så piger skal altid gå i kjoler eller pink tøj med blomster og prinsesser og drenge i bukser og short/t-shirt? 

 3.mobning? Hvorfor sku børnene mobbe, hvis Ikke de får det af vide at der er forkert? Hvis de hjemmefra har fået vide at kjoler kun er til piger, ja så vil de selvfølgelig sige det.. 

 

1) Kombi - her sikrer  jeg mig at både jeg og mine børn kan lide det. Det må også gerne være rart i stoffet.

2) der er meget identitet og signal i tøj..? Jakkesæt/ jeans +piercing og det er da også igennem tøjet man kan skrue mere og mindre op for det pigede eller drengede. Og her er kjole altså bare udelukkende til piger i min optik. Nej - piger skal ikke altid gå i pynt og lyserødt.... 

Jeg ville heller ikke købe lyserøde sko til min søn. 

Jeg har aldrig nævnt at kjoler kun er til piger for mine drenge. Men det er ret indkodet i dem når de kogger på tøj med mig.