Min datter er blevet slået i børnehaven igen

Flomama skriver:

Rap over nallerne? Nææ bare besked på du er fuldstændig uden empati og hamrende egoistisk faktisk er dit ego i sådan en grad at du er en røv, en rigtig egoistisk røv, typen man frygter at møde  i supermarkedet, typen der komme med grimme kommentere og ikke afhjælper situationen men gør der 100 gange værre. 

Jeg forstiller mig du et typen der bearbejde andre deres børn opførsel og helt sikkert tror de er spassere i byen pga forældrene..

min søn har autisme og kan virkelig ikke gøre for hans adfærd - han kopierer bare det de andre gør fordi han ikke forstår hvorfor de gør som de gør han efterligner dem bare. 

 

Han går i speciel gruppe om eftermiddag men det nytter jo ikke en klap når han resten af tiden skal klarer sig i blandt “normale børn” og deres sure forældre. 

Kommun har fjernet speciel tilbud og det hele ligger på mig som mor, fortæl mig hvad jeg skal høre for at min lille søn med en psyke som en på 2 og en krop som en på 7 ikke slår dit barn? Please! Giv mig løsningen frem for bebrejdelserne. 

Fortæl mig hvad jeg skal gøre når min søn ikke kan holde fødselsdag fordi ingen vil komme 

fortæl mig hvad jeg skal gøre når min søn ikke har en bedste ven eller nogen at lege med hele dagen? 

Fortæl mig hvad jeg skal gøre når min søn gerne vil sige han vil lege med dit barn men ikke kan finde ud af det og i stedet slår? 

Jeg er klar! Giv mig din videnskab! For guderne skal vide jeg ikke aner hvad jeg skal gøre! Jeg sidder med et barn hverdag  det græder over manglende venskaber og ensomhed, der græder over de andre siger ting han ikke forstår, jeg skal sidde hver dag med mit barn og snakke om hans bedste ven -pædagogen på stuen 

Kan SÅ godt forstå dig.

Har super svært ved at være rummelig og empatisk når det går ud over min datter. Det er fandme svært at blive ved med at sige at drengen har det svært og bla bla bla, når datteren kommer hjem med diverse skrammer, hår der er revet ud af hovedet, hævet øre efter at være blevet dunket ind i en mur. 

Jeg KAN ikke bare sige at det er synd for den dreng han har det sådan, for i min verden, er det sgu mere vigtigt at stoppe at han gør sådan mod min datter - og især inden det ender virkelig galt!! 

Så kan sagtens forstå dig! Og ville bestemt også selv have lyst til at flytte min datter - det ansigt din datter er kommet hjem med, er jo ikke ok

EBK skriver:

tak den ramte den kommentar, det kunne virkelig mærkes helt nede i maven 

Kernen i konflikten er vel ikke drengen, men det pædagogiske personales manglende ansvartagen i sagen. Det bør ikke være muligt for to børn at have en så voldsom konflikt uden at det bliver stoppet af en voksen.

Så hvis TS' datter skal flyttes, skal det ikke være pga drengen men pga personalet. 

Abracadabra skriver:

Kernen i konflikten er vel ikke drengen, men det pædagogiske personales manglende ansvartagen i sagen. Det bør ikke være muligt for to børn at have en så voldsom konflikt uden at det bliver stoppet af en voksen.

Så hvis TS' datter skal flyttes, skal det ikke være pga drengen men pga personalet. 

meget enig  

og tænker bestemt at ts skal tage den med børnehaven og evt. ringe direkte til kommunen med beviset, så de kan få en støtte pædagog eller lign. til drengen  

Drwhosaidthat skriver:

Jeg synes ikke at løsningen er at tage det op med ledelsen eller skifte børnehave. 

Jeg ville selvfølgelig snakke med pædagogerne på stuen, omkring det der er sket, og så sørge for at de bakker din datter op, når hun skal tage konflikter med den pågældende dreng. 

Hvis du skal gøre din datter tryg, skal du lære hende, at hun har magten og kompetencerne til at løse problemerne (selvfølgelig med hjælp fra voksne). 

Bak hende op i, at det drengen gør er forkert, og at det er helt ok og rigtig at hun føler sine grænser overtrådt. Og så snak med hende om hvordan hun kan løse problemerne, når hun oplever noget hun ikke kan lide (sige nej, råbe nej, skubbe hans hånd væk, løbe efter en voksen etc). Du kan umuligt undgå, at en lignende episode kan gentage sig, men du kan sørge for at din datters oplevelse af den, bliver en anden. Hvis hun føler at hun får sagt fra overfor ham, så vil hun med garanti ikke være så bange længere. 

Jeg ville ikke bekymrer mig så meget om, om min datter fik nogle skrammer. Men jeg ville bekymrer mig meget, hvis hun ikke lærer at hvile i at sige fra og føle sig kompetent til det. På den måde, lærer hun også, at hendes egen tryghed er noget hun har indflydelse på, og derfor, at andre børn ikke kan bestemme om hun skal føle sig utryg i sin egen børnehave.

giver det mening? 

Held og lykke med det, håber snart det løser sig, så din datter kan føle sig tryg. 

For det første det her er ikke små kratte mærker, drengen har nået at kradse hul i hendes ansigt og tage hendes tøj af og kaste det over hegnet. Han kan ikke være Superman der har gjort det her under 3-4 min . Dvs pædagogerne har slet ikke været i nærheden , de har ikke hørt hende græde eller skrige. 

Hendes veninde måtte løbe efter hjælp. Deres legeplads er ikke så stort så hvor har pædagogerne været mens alt dette er sket. Det er det der bekymre mig mest

EBK skriver:

Som undskyldning?? Det er BØRN. 

Så små børn kan ikke udtrykke sig med ord, og nogle gange flyder bægeret over for børn som i forvejen er pressede. 

Jeg bruger det ikke som undskyldning, men som en forklaring. Det handler ikke om dårlig opdragelse, manglende opdragelse, at være en møgunge eller lign. 

Vi kan ikke spærre børn eller voksne inde, som har brug for hjælp til at blive guidet i socialt adfærd, men vi kan forklare de børn som ikke har disse udfordringer HVORFOR barnet gør sådan. 

Det skaber forståelse og rummelighed. Men det forstår man nok først når man har et barn, som har det svært. 

Det er rigtig nemt at pege fingre, men meget sværere at gøre noget selv.

Men et barn med adfærd som dette , skal der holdes ekstra øje med så de andre børn ikke blive traumatiseret og har frygt for han slår når det siger klik for ham! 

Denne dreng skal have ekstra tilsyn af en pædagog. 

Flomama skriver:

meget enig  

og tænker bestemt at ts skal tage den med børnehaven og evt. ringe direkte til kommunen med beviset, så de kan få en støtte pædagog eller lign. til drengen  

Ja, hvis det bare var så let, at man bare lige kunne ringe...

Der er flere tabere eller ofre i den her historie. Du har ts tænker selvsagt på din datter, og det er også det du skal - du skal finde en løsning, så både du og din datter er glade i hverdagen og trygt kan gå på arbejde og i børnehave. Er det at skifte institution? Måske, jeg tror selv, at jeg ville skulle arbejde med min tillid til en børnehave, hvor en dreng kom så langt ud og kunne gøre skade på min datter i det omfang (jeg går ud fra det ikke “bare” er en lille skramme som sker in the heat of the moment - synes billeder er svære at tolke ud fra).

Jeg synes det svære er den der balancegang, hvad skal vi som forældre vide i forhold til insatser og i forhold til inklusion. Hvornår overskrider vi grænsen. Der var også både en pige og en dreng i mit ene barns børnehave, der uden tvivl havde udfordringer - vi forældre fik ingen information, kunne jo se spillepladen fysisk på stuen, kunne høre min dreng fortælle de var lidt bange en gang imellem osv. Men jeg havde hundrede procent tillid til institutionen - dog ville jeg gerne man nedbrød tabuet. Der er ingen skam ved at have et barn med udfordringer, og det er nogle gange lettere at rumme og forstå hvis der er åbenhed.

Når så mange i denne tråd skriver det er synd for drengen, så er det fordi det er det. SOm udgangspunkt vil børn det rigtige, de vil opfører sig korrekt, de vil være vellidte, de vil roses, de vil have venner og de vil smiles til - de vil mødes positivt. Men for nogle er det en udfordring, det kan være de oplever en høj grad af frustration og ragere uhensigtsmæssigt på den, det kan være for mange stimuli, det kan være mangel på forståelse for andres signaler og meget mere. Og det er de professionelles opgave ikke at ændre barnet, men at ændre systemet så barnet på bedst mulig vis kan indgå. Det kan fx være at den dreng din datter møder skal have hjælp i legesituatoner, skal have en aftale om hvem han leger med og hvordan, det kan være legen skal være leget igennem med ham sammen med en voksen. Det kan være han skal have stille tid inden han skalforholde sig til den fri leg på legepladsen, det kan være man skal indføre et stoptemperaturen som alle børnene kender eller hvad ved jeg. Det er i hvert fald ikke det rigtige, at pege fingre af ham og kalde ham uopdragen, ond eller hvad der nu kan falde en ind, for det er og bliver de voksne professionelle rundt om ham, der skal sørge for han kan være i situationen - derfor som en anden også skriver, jeg forstår godt hvis du vælger et skift, men så er det ikke ga drengen men pga de professionelle voksne der sammen med drengen og din datter. 

Som mor til et komplekst diagnose barn som er inkluderet i først alm vuggestue, børnehave og nu skole, ved jeg hvor svært det er “bare” at få støtte og hjælp udefra til sit “bølle” barn. 

Mit barn var ham det slog, bed, nev, kradsede osv. Han havde fint sprog men rummede ikke omgivelserne. Guderne skal vide hvor vi kæmpede og stadig kæmper for ham i hans daglige trivsel omkring adfærd og den sociale relation til andre - børn som voksne. 

Det rammer mig dybt når jeg ser de mærker din datter er blevet pådraget og jeg kan godt forstå at hun er blevet forskrækket og ikke har lyst til at komme i børnehave. Men det kunne ha været mit barn som havde gjort det da han var mindre. 

Måske der står forældre på den anden side, som vi gjorde, og råber på hjælp. På hjælp i et system hvor inklusion er et flot ord men hvor ingen er forberedt på de børn man får ind som ikke passer ind i den alm kasse. 

I den alm bh vores barn gik i søgte de om støtte på 5 børn og fik 7 støtte timer som skulle fordeles på disse børn. I disse 7 timer indgik også møder med os forældre, papirarbejde osv. Så er der ikke meget tilbage at ude støtte i på en uge. 

Så det er ikke “bare”. 

Vi skal hver især kæmpe. Kæmpe for vores børn og de skal kæmpe selv.  De skal lære mange ting - på hver deres måde, til hver deres tid og der er kun os forældre der kan hjælpe dem på vej til at lære forskellene på mennesker og de vilkår de har med i livet og om rummelighed. 

Som forældre er det vigtigt at hjælpe de normal fungerende børn til at få nogle Strategier til hvordan man omgås disse børn så de kan lære at flytte sig selv fra disse situationer. Og man kan måske tænke at det virkelig ikke kan passe. Men jo det kan passe! For inklusion er vejen frem - omend man vælger at flytte sit barn eller ej. Og så kan man selvfølgelig altid sætte spørgsmålstegn ved om børnehaven gør det de skal i den givne situation. For de HAR mulighed for at søge støtte til børnene men du som forældre skal bare ikke regne med/forvente at det bliver en fuldstidsstøtte/mandsopdækning.