Min datter er blevet slået i børnehaven igen

Mor og meget mere skriver:

Hvor og som hvad arbejder du? 

Det er uden betydning. Jeg ser tingene på min måde og du ser tingene på din måde.

Hvis du vil kritisere, irettesætte e.l. så gør det åbent. Jeg skriver fordi jeg har en vis viden som jeg af grunde ikke kan diktere nærmere.

san skriver:

sikke en debat... 

Utroligt at voksne mennesker kan snakke sådan om børn, der skal lærer at begå sig ude i denne store verden, hvordan og hvorledes man skal gøre, hvordan man nærmest skal flytte denne dreng som slå,  JA lad os putte ham i fængsel, for puha han ved jo godt hvad han gør og gør det KUN af ond mening. 

 

Puha siger jeg bare, jeg skæmmer mig næsten... 

 

Ja det er forfærdeligt, at børn slå, men en 3 årige gør det ikke fordi han eller hun vil noget ondt, men fordi de har brug fir hjælp og støtte, og dette får de ikke, derfor sker de ting desværre.. 

 

God aften 

Jeg synes faktisk, de fleste i denne debat er på et ok niveau. Hvem skriver grimt om drengen? Udover en enkelte peger langt de fleste jo på børnehaven. Derudover er vi mange som medgiver, at det OGSÅ er svært for pigen som er blevet slået, og ikke længere tør at komme i børnehave. Men det har jo intet at gøre med, at vi godt kan se, den svære problemstilling mange har i form af udadreagerende børn.

Vi debatter her et emne, hvor vi nok er mange, som er berørte - enten fordi man har barnet med udfordringer, eller fordi man har et barn som er bange og er kommet hjem med store mærker. Set i det lys er jeg faktisk overrasket over, hvor sober de fleste holder sig.

Kurt_H skriver:

Det er uden betydning. Jeg ser tingene på min måde og du ser tingene på din måde.

Hvis du vil kritisere, irettesætte e.l. så gør det åbent. Jeg skriver fordi jeg har en vis viden som jeg af grunde ikke kan diktere nærmere.

 

Jeg ved ikke, hvad du mener med “ikke at diktere din viden nærmere”. Og jeg spørger, fordi du antyder, at du er ansat i en institution for børn, men dine holdninger og formuleringer ligger meget langt fra, hvad jeg ville forvente af en person med en pædagogisk uddannelse. Så jeg var egentlig bare nysgerrig, når du nu selv påberåber dig erfaring inden for området - og jo, jeg mener, det har ret stor betydning, hvad du bygger dine erfaringer på. 

Kurt_H skriver:

Hvis det er ENESTE mulighed for at råbe lederen op om hendes ansvar, så er det en mulig løsning ! Det gælder uanset om det er vuggestue, børnehave, skole, SFO eller klub !

Det er jo den løsning som skilsmisseforældre også vælger i de fleste tilfælde. Fordi det ER svært at være et sted hvor man skal kigge sig over skulderen hele tiden... og når det er i børnehøjde, så snakker vi om omsorgssvigt ! 

Så du vil mene det er i barnets interesse at hive det ud af deres vante rammer, væk fra deres venner hver gang det er svært?? 

Pikku Myy skriver:

Min søn fandt tryghed da han fik at vide at han godt måtte kæmpe imod. Han skulle ikke finde sig i at hans grænser blev overskredet. Han havde fået at vide hele sit liv at man ikke må slå og skubbe, men da gråzonen, hvor man fx gerne må skubbe een væk, der slår, blev åbnet op, kunne han selv tage ejerskab over situationen.

I det konkrete tilfælde lyder det til at pigen har været fuldstændig passiv. Det er trods alt lykkedes drengen at tage (over)tøjet af hende. Vi ved allesammen, hvor svært det er hvis barnet kæmper imod. 

Hvis det var mit barn, ville jeg sige at hun ikke skulle finde sig i det. Hun skulle markere sin grænse tydeligt, også selvom det bliver fysisk. 

(Disclaimer: Jeg mener selvfølgelig ikke at alle børnene skal danne et tæskehold og banke drengen. Bare lige så vi har det på det rene.)

Det lyder faktisk som et virkelig godt råd! Det er klart, at i situationer, hvor den udadreagerende er fysisk meget større, kan det nok stadig være lidt svært.

Hvis jeg må provokere lidt, synes jeg faktisk det er bemærkelsesværdig, at du som den eneste er kommet med et reelt svar på, hvad man kan gøre om forældre til det barn, som er blevet slået/bidt/revet. Altså udover at give normeringen/inklusion skylden, hvilket jo reelt set ikke hjælper meget på den situation, man står i her og nu. Jeg kan ikke undgå at tænke, at man måske som lærer/pædagog kunne hjælpe os forældre lidt på vej, hvis det blev lidt mere konkret, og man fik lidt mere info. Hvis man i den pågældende institution hvor dette er sket, havde sagt - "det skete, det er vi kede af, det vi gør er, at vi prøver at arbejde med x omkring hans udbrud, får ham til at sige undskyld osv, og så har vi snakket med jeres datter om at skulle det ske igen, skal hun råbe højt efter os, skubbe ham væk osv. Det ville hjælpe os, hvis I snakket med hende om, at hun kunne håndtere ham så xxxxx" Derefter kunne man lige sætte et tjek ind i kalenderen efter et par uger.

Jeg tænker umiddelbart, at det ville gøre man som forældre havde tiltro til institutionen, og man ville netop kunne indgå i et samarbejde med dem om at håndtere det på bedste vis.

(disclamer mine forslag var FORSLAG til hvad der f.eks kunne være sat i værk, og ment som et eksempel på, at man kunne tage hånd om situationen på en helt anden måde(med samme resurser) som ville være noget bedre for alle partner involveret)

Kurt_H skriver:

Det er uden betydning. Jeg ser tingene på min måde og du ser tingene på din måde.

Hvis du vil kritisere, irettesætte e.l. så gør det åbent. Jeg skriver fordi jeg har en vis viden som jeg af grunde ikke kan diktere nærmere.

 

Din viden stammer helt sikkert ikke fra en børnehave. 

nielsen80 skriver:

Det lyder faktisk som et virkelig godt råd! Det er klart, at i situationer, hvor den udadreagerende er fysisk meget større, kan det nok stadig være lidt svært.

Hvis jeg må provokere lidt, synes jeg faktisk det er bemærkelsesværdig, at du som den eneste er kommet med et reelt svar på, hvad man kan gøre om forældre til det barn, som er blevet slået/bidt/revet. Altså udover at give normeringen/inklusion skylden, hvilket jo reelt set ikke hjælper meget på den situation, man står i her og nu. Jeg kan ikke undgå at tænke, at man måske som lærer/pædagog kunne hjælpe os forældre lidt på vej, hvis det blev lidt mere konkret, og man fik lidt mere info. Hvis man i den pågældende institution hvor dette er sket, havde sagt - "det skete, det er vi kede af, det vi gør er, at vi prøver at arbejde med x omkring hans udbrud, får ham til at sige undskyld osv, og så har vi snakket med jeres datter om at skulle det ske igen, skal hun råbe højt efter os, skubbe ham væk osv. Det ville hjælpe os, hvis I snakket med hende om, at hun kunne håndtere ham så xxxxx" Derefter kunne man lige sætte et tjek ind i kalenderen efter et par uger.

Jeg tænker umiddelbart, at det ville gøre man som forældre havde tiltro til institutionen, og man ville netop kunne indgå i et samarbejde med dem om at håndtere det på bedste vis.

(disclamer mine forslag var FORSLAG til hvad der f.eks kunne være sat i værk, og ment som et eksempel på, at man kunne tage hånd om situationen på en helt anden måde(med samme resurser) som ville være noget bedre for alle partner involveret)

Det tror jeg nu de fleste børnehave gør - men det er ikke ensbetydende med at det ikke dker igen. 

mor:) skriver:

Det tror jeg nu de fleste børnehave gør - men det er ikke ensbetydende med at det ikke dker igen. 

Det håber jeg! Det er bare ikke min egen erfaring desværre, og lyder heller ikke til det er TS erfaring. Men kan jo (af gode grunde) ikke vide, hvad der sker andre steder. 

lineog4 skriver:

Jeg tænker du måske ikke arbejder i en børnehave, for virkeligheden er jo bare sådan, at nogle børn slår eller river andre børn. 

Nogle gør det ofte, nogle gør det en gang i deres tid i børnehaven - og de gør det ikke fordi de er onde og såmænd heller ikke fordi de er dårligt opdraget. De gør det for det meste som udtryk for en frustration, den frustration kan komme af de ikke kan få formidlet deres ønsker, de ikke kan overskue situationen, de så gerne vil sige: jeg vil gerne lege med dig, men ikke kan og meget meget andet. 

de professionelle voksne bør så kende deres børn og vide om der er nogle der ofte oplever en frustration og reagerer enten udafreagerende eller ved trække sig ind i sig selv - og er der sådanne børn bør de professionelle voksne være nysgerrige på i hvilke situationer, så de kan afhjælpe - men det er ADLRIG barnets skyld grundlæggende.

Og nu bliver jeg så nysgerrige, hvad er det I ikke stopper forældrene i at bruge?

Jo, jeg arbejder faktisk i en børnehave.

Som jeg læser TS, så er omtalte drengs adfærd voldlig overfor en større gruppe af børn.

Jeg siger ikke at han er dårligt opdraget. Jeg siger at det er forælderenes opgave at opdrage ham ordentligt, når de har gjort dét så er den side af deres pligt opfyldt.

Jeg har ikke sagt at det er barnets skyld. Jeg siger tværtimod at der er lederen som ikke tager ansvar for hvad hendes personale bør gøre.

Børnehavens personale har pligt til at tage affære i den type adfærdproblematikker. Dog er de ikke forpligtet til at oplyse hvilke tiltag de har gang i.

Jeg prøver lige med et eksempel.

Hvis en forældre, der henter sit barn, er den første voksen som barnet får kontakt med efter være blevet slå af et andet barn, så siger forælderen:

"Molly, du skal lige sige undskyld til Holly..."

Så siger jeg ikke til forælderen at vi ikke bruger "undskyld" i vores dagligdag.

I stedet for "undskyld" sætter vi en dialog op mellem børnene, fordi nogle gange er det et uheld og andre gange er der en frustration inden over e.l.

nielsen80 skriver:

Det håber jeg! Det er bare ikke min egen erfaring desværre, og lyder heller ikke til det er TS erfaring. Men kan jo (af gode grunde) ikke vide, hvad der sker andre steder. 

Det er desværre heller ikke min erfaring, at man er åben om tiltag og de udfordringer der er i børnegruppen.

jeg ved ikke om det er misforstået hensynstagen - jeg har ikke selv børn med sådanne udfordringer, men i arbejdet med elever også med udfordringer, er det min erfaring st forældrene gerne vil være åbne, gerne vil have man taler åbent om det så længe det gøres sobert og det ligefrem er en lettelse at vi professionelle taler om det og anerkender udfordringerne og at forældregruppen kender til det, så de netop ikke ses som uopdragne møg unger 

Du har spurgt efter konkrete handlemuligheder lige nu og her - kan jeg egentlig ikke give dig, for handlemulighederne er jo forskellige afhængige af børnegruppen, det enkelte barn, personalet, forældrene osv. For mig er der ikke en opskrift, men selvsagt som professionel ville jeg være nysgerrig og opsøgende på, hvornår er det barnet når en frustrationstærskel som gør han reagerer, jeg ville også have børne samtaler med ham og måske finde en social historie (meget simpel) som han kendte og som alle børnene kendte så de vidste hvordan han burde gøre og hvad de kunne gøre.

Børnegruppen også i en børnehave kan meget sammen, hvis man er åben og fortæller i deres logik. Fx kunne der i ts tilfælde læres et stop ord, der kunne laves legeaftaler før man går ud osv. Og ja du har skrevet det til mig før, det ændrer ikke noget i morgen - det er et længere sejt træk. Men udover et vågent øje på drengen ville jeg aldrig lave en indsats som ikke var funderet i en viden og i den alder formodentlig indsamlet ved observation - det betyder ikke halve og hel pr, det betyder måske to uger og så går en indsats i gang og 3 uger med den og derefter evaluering og justering. Men mange gange så bare det at italesætte og have fokus giver en ændring.