Min datter er blevet slået i børnehaven igen

Flomama skriver:

mit liv ville også lettes en del 

Jo tak, det når man længst med sagde en eller anden engang 

Absolut - men det er nogle gange svært at få ørenlyd fordi de skønne børn bare ikke altid følge den der manual som vi alle tror er sandheden. 

Hvordan får man lige forklaret så det ikke lyder som en undskyldningen, at en del af ens barns udfordringer fx er han/hun ikke kan overføre fra den ene situation til den anden, at man godt kan sige: du må ikke skubbe Ida når hun vil danse med dig - men det betyder ikke for skønsakken, at man så heller ikke må skubbe Per når han vil danse. Det er ikke mangel på opdragelse, men mangel på helt andre ting. 

Kurt_H skriver:

Hvis du vil noget med dit indlæg, så sig det ! Fortæl hvad du finder problematisk.

Jeg har tavshedspligt og kan ikke bruge eksempler på specifikke sager som jeg har kendskab til.

Der er noget som hedder den professionelle side og den private side.

Når jeg har fri, så har jeg lov til at se tingene med nogle andre øjne end når jeg er på arbejde. Hvis det er nyt for dig, så forstår jeg din reaktion.

Hvilke holdninger hentyder du egentlig til ?

At jeg tævede mine plageånder da jeg gik i 5. klasse og de gik i 7. klasse ? Hvis du tror dét var problemfrit, så tager du fejl.

 

 

 

Jeg har overhovedet ikke noget ønske om, at du udpensler konkrete sager - jeg spurgte udelukkende til din uddannelse og hvilken type arbejdsplads, du er på, og i mellemtiden har du så “afsløret” for en anden, at sidstnævnte er en børnehave. 

Ja, det er ret nyt for mig, at nogen har et andet syn på børn og på pædagogik, når de har fri fra job. Som lærer ville jeg aldrig kunne gå på kompromis med mine overbevisninger og agere anderledes på arbejdet, end jeg egentlig kunne stå inde for som privatperson et vice versa. Ikke, når det omhandler mine holdninger til børn og til måden at behandle og opfatte fx udadreagerende børn på.

Når du kort og godt fastslår, at “INGEN børn skal slå, rive eller kratte andre børn, punktum !”, lyder det unægtelig, som om du mener, det konsekvent kan undgås. Selvfølgelig er handlingen i sig selv ikke acceptabel, men det sker, er alle dage sket, og det vil til enhver tid ske. 

Når du uden at uddybe oplyser, at “Da jeg blev provokeret i mine drengeår, så tævede jeg den eller de skyldige, så holdt de op med det.”, fremstår det ikke just, som om du begræder dette eller finder det problematisk. Så må du da følge det op med, at det viste sig ikke at være problemfrit - det lyder, som det står der, som nøgtern info om, hvordan du bremsede provokationer. Jeg kunne også spørge: Hvad vil du egentlig sige med dét? 

Så kommer endnu et bombastisk udsagn uden uddybelse: “Det er ALTID forældrenes pligt til at opdrage deres børn ordenligt og give dem gode sociale færdigheder. Det er institutionernes opgave at bidrage og støtte omkring forældrenes pligt !” Ja da - det vil ingen vel bestride? Er det altid nok? Nej. Magter alle forældre dette? Nej. Ved vi, at den udadreagerende dreng i denne tråd har forældre, der har forsømt deres pligt? Heller ikke. 

Så hvad er egentlig din holdning til det faktum, at nogle børn slår og river og kratter? - bortset fra, at dét skal ingen børn gøre? 

Kurt_H skriver:

NEJ, på ingen måde ! Jeg er total modstander af at børn skal "flyttes" rundt !

Det er bare et "trick" til at vække personalet op fra deres "lur" ! Det drejer sig om god omtale og det får man ikke hvis forældrene flytter deres børn. Eller nævner det som den udvej de ser. 

Mine indlæg handler om at være sit arbejde bevidst og tage ansvar.

 

 

Så tomme trusler er vejen frem? Nu er jeg jo godt nok lærer og ikke ansat i en børnehave, men i følge folkeskoleloven SKAL forældrene bidrage til skole-hjem-samarbejdet, og manglende ærlighed i form af tomme trusler om at flytte barnet eller sprede dårlig omtale, ser jeg ikke som nogen god grobund for et samarbejde. Jeg er også nødt til at fortælle, at såfremt forældre gentagne gange truer med at flytte deres barn, så vil min leder sige til dem, at det er de da inderligt velkomne til. Ikke, hvis det kommer som en dybfølt frustration og svære, ærlige overvejelser - men hvis det blot er sådan en “Og hvis I ikke gør noget ved det, så skifter vi skole!”, så er basis for tillid og samarbejde alligevel væk. 

Jeg mener, man skal spille med åbne og ærlige kort - ikke bruge “tricks” og true med at flytte et barn, man slet ikke ønsker at flytte. Og det gør altså langt større indtryk på mig at blive kontaktet af en opgivende, frustreret forælder, som mener, mine kolleger og jeg må gribe noget radikalt anderledes an, end at få serveret et “trick” i form af en trussel om skoleskift. Jeg skal sgu da ikke hjælpe et barn i en svær situation, fordi barnet ellers skifter skole - jeg skal gøre det, fordi det er mit ansvar og mit job at gøre mit ypperste for, at alle mine elever trives i skolen. 

Er der sådan en frygt for dårlig omtale i børnehaverne? Det lyder næsten som en Trustpilot- og shitstorm-agtig, frygtbaseret og kommerciel tilgang. 

san skriver:

sikke en debat... 

Utroligt at voksne mennesker kan snakke sådan om børn, der skal lærer at begå sig ude i denne store verden, hvordan og hvorledes man skal gøre, hvordan man nærmest skal flytte denne dreng som slå,  JA lad os putte ham i fængsel, for puha han ved jo godt hvad han gør og gør det KUN af ond mening. 

 

Puha siger jeg bare, jeg skæmmer mig næsten... 

 

Ja det er forfærdeligt, at børn slå, men en 3 årige gør det ikke fordi han eller hun vil noget ondt, men fordi de har brug fir hjælp og støtte, og dette får de ikke, derfor sker de ting desværre.. 

 

God aften 

Ja det sker.. men at ét barn der har det svært kan pludselig blive til 5 fordi de blir mærket af at gå i angst for at blive overfalet. Jeg ved godt det ikke er drengens skyld, det er systemet!

Du er meget voldsom i din formulering, og jeg har virkelig svært ved at forstå hvad du mener. 

 

INGEN børn skal slå, rive eller kratte andre børn, punktum ! -

Nej der er da selvsagt ikke nogen der SKAL for i ordet skal ligger det at man pådutter barnet at gøre en handling nå det var så det sproglig flueknepperi, den næste ting er at børn slår, børn kaster med ting, børn får hysteriske anfald, børn gramser på sig selv midt i supermarkedet, børn piller næsen i biografen, råber på biblioteket og løber over vejen uden at se sig for, fordi det er børn, børn er irrationelle små bavianer, og de skal lærer at reagere hensigtsmæssigt (det skal mange voksne i øvrigt også ) De skal lærer at kontrollere deres følser og behovs udskyde, men det tager tid og i din tid giver det knubs og grå hår hos de voksne. 

 

Det er ALTID forældrenes pligt til at opdrage deres børn ordenligt og give dem gode sociale færdigheder. Det er institutionernes opgave at bidrage og støtte omkring forældrenes pligt -

 

igen hvad mener du? min søn har autisme, vi har været i systemet fra han blev født, fordi han også er født for tidligt og var langt bagud helt frem til han var 4 år, hvor de så fandt ud af der var noget andet også,så jeg har haft hele paletten til rådighed, og jeg har ikke været bleg for at sige hjælp mig med at opdrage, støtte og guide, og vi er alle rørende enige om at det går så godt som det kan lige nu, så  hvordan skal jeg lærer mit barn de normale sociale færdigheder, når hele hans styrer system ikke er "normalt" hvordan skal jeg som mor forhindrer at han reagere som den alder han er modenhedes mæssigt (2 år)? hvad skal jeg gøre for at min barn ikke slår i børnehaven, ikke kradser andre børn. 

hvad skal pædagogerne gøre? jeg kan fortælle lidt om vores institution, den er fantastisk, dedikerede voksne, massere af videre uddannelse, åben dialog, klar pædagogik, positiv pædagogik, ude liv osv osv. 

MEN når jeg aflevere min søn sammen med V, N og P's mor som alle er "diagnose børn" og der er en pædagog, en medhjælper, en studerende og en der flyver rundt i mellem vuggestue og børnehave, hvordan skal de så holde et øje på alle fire børn samtidig med de 12 andre på stuen? hvordan skal de forhindrer at min søn ikke forstår hvorfor lille XX tager ham i hånden og snurrer rundt, så han skubber ham hårdt væk når de er i gang med N der banker P og V der er ved at slå sig selv bevidstløs med sin krykke? 

Når N skal have hjælp til at få skinner på, O skal have hjelm på pga epilepsi og lille D har brug for hjælp til at sige fra over L der sidder på hendes plads? 

hvor skal de stakkels pædagoger finde alle de øjne og arme samtidigt henne? 

nu svarer jeg lidt på din andre indlæg også, igen du virker så aggressiv så det er ret svært at forstå hvad du enlig mener, men der er virkelig ikke nogen der beder dig hænge forældre ud? du bruger dit arbejde som et augment, så må du også argumentere alt andet er simpelthen barnligt. 

Du siger i ikke bruger undskyldninger men forklaringer, jeg vil da meget gerne hører hvordan i støtter et barn med autisme i at få sociale færdigheder? jeg vil også rigtigt gerne hører hvordan i støtter et barn der bliver slået af et "diagnose" barn, og til sidst ville det være enormt spænderne at hører om hvordan ingen undskyldninger fungerer i praksis? altså er det som i de siger aldrig undskyld? hvad hvis et barn tager noget fra et andet ved et uheld eller rammer et andet barn? 

Og det at sige undskyld er vel læring i sig selv tænker jeg, at erkende ens handling var forkert, at se den skader en anden og tilkendegive dette via en undskyldning? Jeg tænker da det forurettede barn må føle en smule oprejsning og det udrettede barn føler ubehaget hos den anden. 

Tak for din tydelige markering.

Generelt set, så bliver jeg "hård og ufølsom", når jeg ikke skriver en hel roman hver gang. Det er jo ikke ment som jeg er ufølsom, tværtimod !

Pkt. 1: Hvis jeg kan bytte ordet "skal" med "må", så skulle det gerne give den rette mening.

Pkt. 2: Autisme er i min bog lige så "normalt" om alt andet.

Hvis din dreng slår og sparker andre, så er det din pligt, når du får kendskab til det, at følge op på de hændelser. Når du har gjort hvad du kan, så er der ikke mere i dén sag.

MEN en anden ting er at jeg hænger ikke nogen forældre ud !

Ej heller pædagoger eller andre fagfolk. Jeg er muligvis provokerende, men det er ikke i en ond hensigt.

Mor og meget mere skriver:

Jeg har overhovedet ikke noget ønske om, at du udpensler konkrete sager - jeg spurgte udelukkende til din uddannelse og hvilken type arbejdsplads, du er på, og i mellemtiden har du så “afsløret” for en anden, at sidstnævnte er en børnehave. 

Ja, det er ret nyt for mig, at nogen har et andet syn på børn og på pædagogik, når de har fri fra job. Som lærer ville jeg aldrig kunne gå på kompromis med mine overbevisninger og agere anderledes på arbejdet, end jeg egentlig kunne stå inde for som privatperson et vice versa. Ikke, når det omhandler mine holdninger til børn og til måden at behandle og opfatte fx udadreagerende børn på.

Når du kort og godt fastslår, at “INGEN børn skal slå, rive eller kratte andre børn, punktum !”, lyder det unægtelig, som om du mener, det konsekvent kan undgås. Selvfølgelig er handlingen i sig selv ikke acceptabel, men det sker, er alle dage sket, og det vil til enhver tid ske. 

Når du uden at uddybe oplyser, at “Da jeg blev provokeret i mine drengeår, så tævede jeg den eller de skyldige, så holdt de op med det.”, fremstår det ikke just, som om du begræder dette eller finder det problematisk. Så må du da følge det op med, at det viste sig ikke at være problemfrit - det lyder, som det står der, som nøgtern info om, hvordan du bremsede provokationer. Jeg kunne også spørge: Hvad vil du egentlig sige med dét? 

Så kommer endnu et bombastisk udsagn uden uddybelse: “Det er ALTID forældrenes pligt til at opdrage deres børn ordenligt og give dem gode sociale færdigheder. Det er institutionernes opgave at bidrage og støtte omkring forældrenes pligt !” Ja da - det vil ingen vel bestride? Er det altid nok? Nej. Magter alle forældre dette? Nej. Ved vi, at den udadreagerende dreng i denne tråd har forældre, der har forsømt deres pligt? Heller ikke. 

Så hvad er egentlig din holdning til det faktum, at nogle børn slår og river og kratter? - bortset fra, at dét skal ingen børn gøre? 

Så hvad er egentlig din holdning til det faktum, at nogle børn slår og river og kratter? - bortset fra, at dét skal ingen børn gøre?

I institutionstiden er det bla. min opgave at følge institutionens retningslinjer på ethvert område.

Min holdning er at børn skal lære at omgås hinanden uden det bliver til udadreagerende handlinger.

At nogen børn slår og river tyder jeg som et kommunikationsbrist som der skal følges op på.

Hvor skylden/manglen (kært barn mange navne) ligger har jeg faktisk ikke udpeget.

Jeg har udtalt hvad jeg ser ud fra de skrevne indlæg og hvis man ikke læser dem grundigt, så giver det grunden til at der er mange fejl- og over-fortolkninger.

Jeg troede, helt ærligt at der var flere som kunne læse og forstå de indlæg som jeg har reageret på, men nej.

Tak for din tydelige markering.

Generelt set, så bliver jeg "hård og ufølsom", når jeg ikke skriver en hel roman hver gang. Det er jo ikke ment som jeg er ufølsom, tværtimod !

Pkt. 1: Hvis jeg kan bytte ordet "skal" med "må", så skulle det gerne give den rette mening.

Pkt. 2: Autisme er i min bog lige så "normalt" om alt andet.

Hvis din dreng slår og sparker andre, så er det din pligt, når du får kendskab til det, at følge op på de hændelser. Når du har gjort hvad du kan, så er der ikke mere i dén sag.

 

MEN en anden ting er at jeg hænger ikke nogen forældre ud !

Ej heller pædagoger eller andre fagfolk. Jeg er muligvis provokerende, men det er ikke i en ond hensigt.

 

 

Kan godt være autisme for dig er lige så “nomalt” som alt andet, men håber da vi er enige om det ofte er helt andre redskaber du skal tage i brug som professionel, hvis du står med et barn der er inde for autismespektret?

Og ja så kan vi være helt enige om, at har du mødt en autist så har du mødt en autist - og den udbredte generalisering der var for år tilbage heldigvis er på retur. Men ikke desto mindre er der nogle indikatorere der gør barnet får en diagnose inden for autismespektret, og det skal hos os professionelle foranledige vi har en del faglig overvejelser og andre tilgange til barnet. 

Hvis du så ydermere også har indlæringsvanskeligheder og især udfordringer i forhold dine eksekutive og sociale funktioner som en del inden for autisme spektret har, så er det altså ikke “bare” at følge op og så er den skid slået. 

Du provokerer mig egentlig ikke, men understøtter egentlig en af mine anker, nemlig at vi professionelle ikke bliver klædt ordentlig på når vi skal møde børn som er udfordret. At vi ikke får den fornødne supervision og vejledning når vi pludselig placeres i en situation hvor vi går fra at arbejde med de almene udfordringer til at arbejde med børn hvor der er mere specifikke udfordringer. Og netop manglen på supervision og vejledning gør at ts oplever Alta hendes datter bliver slået og hun ikke føler sig tryg 

Så hvad er egentlig din holdning til det faktum, at nogle børn slår og river og kratter? - bortset fra, at dét skal ingen børn gøre?

I institutionstiden er det bla. min opgave at følge institutionens retningslinjer på ethvert område.

Min holdning er at børn skal lære at omgås hinanden uden det bliver til udadreagerende handlinger.

At nogen børn slår og river tyder jeg som et kommunikationsbrist som der skal følges op på.

Hvor skylden/manglen (kært barn mange navne) ligger har jeg faktisk ikke udpeget.

Jeg har udtalt hvad jeg ser ud fra de skrevne indlæg og hvis man ikke læser dem grundigt, så giver det grunden til at der er mange fejl- og over-fortolkninger.

Jeg troede, helt ærligt at der var flere som kunne læse og forstå de indlæg som jeg har reageret på, men nej.

 

Det er en meget forsimplet tilgang til børn der er udafreagerende. 

At et barn slår og river kan handle om en brist i kommunikationen mellem de to børn, det jan handle om et barn med et magert sprog. Men det kan også være tusind andre ting, det kan være en reaktion på noget der skete for en halv time siden med et helt andet barn, det kan være fordi larmen bliver for meget, uoverskuelighed, myrer i kroppen og en hjerne der sender nogle “forkerte” signaler. Det kan være et udtryk for træthed, sult, frustration over en dårlig morgen hjemme - ja alt. 

Har vi som professionelle et barn der slår og river gentagende gange, skal vi observere på mønstre - og vi skal udvide spektret og ikke “bare” tro det hele handler om lige nu og er, for så er det ikke sikkert vi finder mønstret. Et børn med fx generelle indlæringsvanskeligheder vil ikke kunne tage den opfølgende snak som jeg synes du ligger op til - der skal forskellige tilgange til og måske er det slet ikke vejen frem med snak. 

Jeg vil gerne placere skylden, eller rettere jeg vil gerne fortælle hvor jeg aldrig vil placere skylden: hos barnet. Det er hverken det barn der slår eller det barn der bliver slået der har skylden. Barnet reagere på noget og det noget skal forandres - det kan tage tid at finde det noget, det kan kræve flere forsøg på tiltag, og det kan også være man må smide håndklædet i ringen og sige: det barn er forkert placeret. Men det er os voksne der har ansvaret - nogle gange kan vi af forskellige årsager bare ikk leve fuldt op til ansvaret.

Og det kan godt være du føler dig fejlfortolket - men arbejdede vi sammen ville jeg reagere på præcis sammen måde med så bombastiske udtalelser og især udtalelser som egentlig slet ikke adressere udfordringens kerne, men alene symptom behandler. Du ville ikke provokere mig konstruktivt (elsker at blive provokeret konstruktivt, så jeg tænker ud af boksen), men blot frustrere mig fordi jeg ville opleve vores overordnede syn på børn, pædagogik, og ikke mindst børn med udfordringer var meget forskellige. 

Og du rammer ned i mit hjerteblod, ikke fordi jeg selv har et barn der udfordret, men fordi jeg arbejder med børn med udfordringer i min dagligdag. Jeg brænder for det arbejde, og synes de skal mødes af yderst professionelle mennesker der er klædt på til at vejlede dem og støtte dem så de ikke konstant presses ud i en frustration, hvor de handler uhensigtsmæssigt og dermed får endnu et lille nederlag med i rygsækken. Det kan godt være forældre har en pligt - men for mig er det os professionelle der har en pligt, en pligt til at være nysgerrige på de forskellige børn og hvordan vi kan hjælpe dem uden at opstille bør og skal og normalisere. Det er vores pligt at tage vores egen praksis og det system barnet skal agere i op til revision når vi ser et barn udtrykke frustration fx ved at slå. Det er vores pligt at være situeret professionel og kunne sadle om og ikke holde fast på en regel fordi det er en regel. Og jeg kunne blive ved - alt det er langt lettere med børn der følger den skrevne bog, det barn der udvikler sig nogen lineært, det barn hvor kernefamilien eller i hvert fald den moderne kernefamilie fungerer osv. Men står vi overfor børn med et lille knæk på kurven, så er det hele vores teoretiske og erfaringsviden skal i spil og vi skal droppe imperativer og bombastiske udmeldinger og være en smule ydmyg, undrende, reflekterende og konstruktive. 

lineog4 skriver:

Det er en meget forsimplet tilgang til børn der er udafreagerende. 

At et barn slår og river kan handle om en brist i kommunikationen mellem de to børn, det jan handle om et barn med et magert sprog. Men det kan også være tusind andre ting, det kan være en reaktion på noget der skete for en halv time siden med et helt andet barn, det kan være fordi larmen bliver for meget, uoverskuelighed, myrer i kroppen og en hjerne der sender nogle “forkerte” signaler. Det kan være et udtryk for træthed, sult, frustration over en dårlig morgen hjemme - ja alt. 

Har vi som professionelle et barn der slår og river gentagende gange, skal vi observere på mønstre - og vi skal udvide spektret og ikke “bare” tro det hele handler om lige nu og er, for så er det ikke sikkert vi finder mønstret. Et børn med fx generelle indlæringsvanskeligheder vil ikke kunne tage den opfølgende snak som jeg synes du ligger op til - der skal forskellige tilgange til og måske er det slet ikke vejen frem med snak. 

Jeg vil gerne placere skylden, eller rettere jeg vil gerne fortælle hvor jeg aldrig vil placere skylden: hos barnet. Det er hverken det barn der slår eller det barn der bliver slået der har skylden. Barnet reagere på noget og det noget skal forandres - det kan tage tid at finde det noget, det kan kræve flere forsøg på tiltag, og det kan også være man må smide håndklædet i ringen og sige: det barn er forkert placeret. Men det er os voksne der har ansvaret - nogle gange kan vi af forskellige årsager bare ikk leve fuldt op til ansvaret.

Og det kan godt være du føler dig fejlfortolket - men arbejdede vi sammen ville jeg reagere på præcis sammen måde med så bombastiske udtalelser og især udtalelser som egentlig slet ikke adressere udfordringens kerne, men alene symptom behandler. Du ville ikke provokere mig konstruktivt (elsker at blive provokeret konstruktivt, så jeg tænker ud af boksen), men blot frustrere mig fordi jeg ville opleve vores overordnede syn på børn, pædagogik, og ikke mindst børn med udfordringer var meget forskellige. 

Og du rammer ned i mit hjerteblod, ikke fordi jeg selv har et barn der udfordret, men fordi jeg arbejder med børn med udfordringer i min dagligdag. Jeg brænder for det arbejde, og synes de skal mødes af yderst professionelle mennesker der er klædt på til at vejlede dem og støtte dem så de ikke konstant presses ud i en frustration, hvor de handler uhensigtsmæssigt og dermed får endnu et lille nederlag med i rygsækken. Det kan godt være forældre har en pligt - men for mig er det os professionelle der har en pligt, en pligt til at være nysgerrige på de forskellige børn og hvordan vi kan hjælpe dem uden at opstille bør og skal og normalisere. Det er vores pligt at tage vores egen praksis og det system barnet skal agere i op til revision når vi ser et barn udtrykke frustration fx ved at slå. Det er vores pligt at være situeret professionel og kunne sadle om og ikke holde fast på en regel fordi det er en regel. Og jeg kunne blive ved - alt det er langt lettere med børn der følger den skrevne bog, det barn der udvikler sig nogen lineært, det barn hvor kernefamilien eller i hvert fald den moderne kernefamilie fungerer osv. Men står vi overfor børn med et lille knæk på kurven, så er det hele vores teoretiske og erfaringsviden skal i spil og vi skal droppe imperativer og bombastiske udmeldinger og være en smule ydmyg, undrende, reflekterende og konstruktive. 

Jeg er så enig i alt det du skriver!

Både som fagperson, indenfor specialområdet og som forældre! Vh Stine 

Kurt_H skriver:

Så hvad er egentlig din holdning til det faktum, at nogle børn slår og river og kratter? - bortset fra, at dét skal ingen børn gøre?

I institutionstiden er det bla. min opgave at følge institutionens retningslinjer på ethvert område.

Min holdning er at børn skal lære at omgås hinanden uden det bliver til udadreagerende handlinger.

At nogen børn slår og river tyder jeg som et kommunikationsbrist som der skal følges op på.

Hvor skylden/manglen (kært barn mange navne) ligger har jeg faktisk ikke udpeget.

Jeg har udtalt hvad jeg ser ud fra de skrevne indlæg og hvis man ikke læser dem grundigt, så giver det grunden til at der er mange fejl- og over-fortolkninger.

Jeg troede, helt ærligt at der var flere som kunne læse og forstå de indlæg som jeg har reageret på, men nej.

 

Det må du lige uddybe. Det er ikke dine indlæg, folk misforstår, men de indlæg, du svarer på? Jeg er meget uenig.