KaMa skriver:
Jeg tror ikke på, at man som mor kan styre sine børns forventninger - eller nærmere, at de ikke skal have dem.
De er godt nok 18 år, når de kan møde ham og der i stand til at skelne mange ting. Hvis barnet et vokset op med viden om, at det kan møde donor, så er jeg bange for at det vil sætte mange ukonstruktive ting i gang.
Jeg kan godt se dilemmaet i, at det vil være rigtig godt, at kende sit biologiske ophav. At møde ham er for voldsomt, synes jeg. En mellemting ville være godt - fx en udvidet donorprofil, som gav svar på flere spørgsmål end de ydre karistikaer.
Spørgsmålet kunne også være. Hvor meget fred får man i sjælen angående sit biologiske ophav ved at drikke kaffe på en café med en mand, som er ens donorfar? Vil freden ikke først indfinde sig, hvis han blev en større del af ens liv - end det ene møde?
Det er jo ikke til at vide...måske det der med donor slet ikke er så godt...hvor langt skal man gå for at få børn..ville adoption være bdre...der er mange spørgsmål.
Jeg synes jo bare det bør være på en måde som tilgodeser børnene...og så kan de jo vælge til og fra...jeg ser slet ikke at min søn savner eller mangler en far, overhoved og som du også skriver er jegs elv inde på...en bog omkring frossenpinden, som vi kalder ham herhjemme...
Vi har så altid været meget åbne om det....og som skrevet er der ikke et savn, men mere et behov for en afklring i forhold til sig selv...der er det bare ikke nok kun at kende den ene side,...men altså, jeg har måtte sige til jeppe at det kunne han aldrig...og det er da et lod at leve med for ham, noget som jeg har valgt uden at have tænkt over det..derfor er det vigtigt med fokus og ikke mindst de her historier fra børnene...så man som kommende mor til donorbarn kan vælge og vide fra start hvad man vælger til og fra...havde jeg skulle vælge nu var det åbendonor eller adoption.
Anmeld