Insemination

Eva. skriver:

Hvordan kan du vide hvordan du ville have det...din identitet er dannet, dit jeg er den du er...du er ikke vokset op uden at vide noget om din genetiske historie.

Jeg ved hvad jeg ved ud fra den netværksgruppe jeg har med store børn der er donorbørn og ud fra undersøgelser der er lavet om emnet. Og ja, så har jeg jo også selv gjort mig nogle praksiserfaringer.

Jeg tror så der i fremtiden vil ske noget indenfor det her område:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/01/02/193320.htm

Tja, kan kun sige hvordan jeg TROR jeg ville have det! 

Åhhh, hvor det dog smerter mit ellers rødglødende SF-hjerte at læse en artikel som den du referer til -ØV  Håber ikke de får det ført ud i livet, det ville skabe en masse skuffelser.

MHK skriver:

Præcis og jeg tænker i dén grad også på manden her!

 

Tænk hvis han som 18årig leverde en klat og tænkte " Tja, pyt" til at være åben doner.

18 år efter har han fået etableret en familie og så kommer der en person og siger "Hej, jeg er din datter" -Aaaah, vel?

 

Ærligt, forstår jeg slet ikke at åben donation er lovligt, der må da være SÅ mange mænd der fortryder hen af vejen 

På den klinik, hvor jeg blev insemineret, sagde en sygeplejerske til mig, at hun heller ikke forstod det. Hun sagde noget i stil med nedestående.

Prøv at leve med, at du om x antal år skal konfronteres med dine børn.. og MANGE af dem.

Ville du gifte dig med en mand, som lige kunne fortælle, at der snart ville vrimle med små kopier i hans liv.. Han har jo kun forpligtet sig til ét møde, men er sikker og vist på, at de fleste donorbørn vil ønske en relation til donor.

Tutter skriver:

Jeg kan ikke helt forstå hvorfor nogen af jer synes det er synd for barnet at vokse op uden sin bio far? Det er ikke generne der gør ham til far. Når jeg bliver insemineret og jeg efterfølgende finder en fast kæreste, vil han kunne være en ligeså god far som en bio far..

Eva: At det ligefrem er synd for børnene at de ikke er kommet til via åben donor, synes jeg nu ikke.. Vi er nogle stykker herinde som er under medicinsk behandling, og kan derfor ikke vælge åben donor. Skulle vi så helt droppe tanken om at få børn?

Jeg skal ikke afgøre hvad I skal...min mening har jeg ud fra de oplevelser jeg har haft...barnet mangler ikke nogen i sin opvækst, men noget i sig selv...jeg har et barn, et stor barn som jeg har valgt at få på den måde, og det er den største fejl jeg har begået, det vil jeg aldrig tilgive mig selv, det er et valg jeg ikke kan forsvare over for ham...jeg synes ikke det er en måde jeg kan forsvare.

En dag når I andre sidder med stpre børn som kan sætte ord på så ændrer i måske også mening...måske ikke...børn er forskellige, og derfor ville det være ideelt at de havde muligheden for en afklaring hvis de ønskede det...for man kan jo aldrig vide om lige netop ens eget barn gerne ville have den afklring.

Min søn har for flere år siden sat ord på og sagt han mangler noget af sig selv...han ville ikke møde manden, men bare se et billede, bare for at se hvordan han så ud ham han er kommet af...og så få en historie...feks det med han er så god til matematik..

Men han har da et godt liv, jeg ville bare ønske jeg havde haft mulighede for åben donor, det tror jeg havde givet et mere helt menneske...på sigt.

MHK skriver:

Tja, kan kun sige hvordan jeg TROR jeg ville have det! 

 

Åhhh, hvor det dog smerter mit ellers rødglødende SF-hjerte at læse en artikel som den du referer til -ØV  Håber ikke de får det ført ud i livet, det ville skabe en masse skuffelser.

Tror man skal lytte til de mennesker der lever med det valg deres forældre har taget og det er jo heldigvis det man kan og gør nu.

KaMa skriver:

Jamen, da jeg var 22 år, så lå det også meget fjernt for mig at få et donorbarn.

Dermed ikke sagt, at du ville vælge min løsning. Det kan jeg ikke vide.

Nogle gange har man bare en holdning til nogle ting fordi, at man ikke er blevet udfordret til at ændre holdningen.

Selvfølgelig kan det være, at du ville stå fast - også om ti år, hvis du var barn- og kæresteløs.

Måske provokerende at skrive. Vil bare pointere at plan B (at få donorbarn) kan være svær at sætte sig ind i, når man ikke selv har prøvet at stå og mangle de små mennesker.

Ja, det var provokerende sagt.. Men vælger at lade som ingenting.. 

Jeg ved at jeg ikk ville vælge det ligemeget hva der sker. Da jeg ønskede og stadigvæk ønsker min far....

Tutter skriver:

Jeg kan ikke helt forstå hvorfor nogen af jer synes det er synd for barnet at vokse op uden sin bio far? Det er ikke generne der gør ham til far. Når jeg bliver insemineret og jeg efterfølgende finder en fast kæreste, vil han kunne være en ligeså god far som en bio far..

Eva: At det ligefrem er synd for børnene at de ikke er kommet til via åben donor, synes jeg nu ikke.. Vi er nogle stykker herinde som er under medicinsk behandling, og kan derfor ikke vælge åben donor. Skulle vi så helt droppe tanken om at få børn?

Enig her 

Min søns biofar ville først ikke have noget som helst med ham at gøre. 

Da jeg fik en kæreste, overtog han faderrollen fuldstændigt og Hjalte begyndte også, helt af sig selv, at kalde ham far.

Vi har meget lidt kontakt til biofar men det er for mig også noget HELT andet, da jeg kender manden og ligesom har lavet det sjove med ham, for at Hjalte blev til 

Eva. skriver:

Tror man skal lytte til de mennesker der lever med det valg deres forældre har taget og det er jo heldigvis det man kan og gør nu.

De børn/unge må, groft sagt bare acceptere forældrenes valg selvom det kan være svært at sluge!

Som KaMa er inde på, så begriber jeg simpelthen ikke at mænd overhovedet VIL være åbne donere, de ved jo reelt ikke hvor mange børn der dukker op på hans dørtrin 18 år efter. Skræmmende! 

Eva. skriver:

Jamen, jeg ser det ikke som forventninger eller et behov om at møde en far...det tror jeg simpelthen slet ikke er det det handler om...det handler om barnet, det at danne sit eget jeg og sin egen identitet...jeg er som jeg er og hvad er jeg kommet af...ganske simpelt...og det er jo ikke et barn der vælger det er et menneske, et voksent myndigt menneske og det mener jeg bør være en ret og det bedste for barnet...også ud fra det jeg har læst om emnet, undersøgelser og ud fra de donorbørn jeg kender.

Jeg tror ikke på, at man som mor kan styre sine børns forventninger - eller nærmere, at de ikke skal have dem.

De er godt nok 18 år, når de kan møde ham og der i stand til at skelne mange ting. Hvis barnet et vokset op med viden om, at det kan møde donor, så er jeg bange for at det vil sætte mange ukonstruktive ting i gang.

Jeg kan godt se dilemmaet i, at det vil være rigtig godt, at kende sit biologiske ophav. At møde ham er for voldsomt, synes jeg. En mellemting ville være godt - fx en udvidet donorprofil, som gav svar på flere spørgsmål end de ydre karistikaer.

Spørgsmålet kunne også være. Hvor meget fred får man i sjælen angående sit biologiske ophav ved at drikke kaffe på en café med en mand, som er ens donorfar? Vil freden ikke først indfinde sig, hvis han blev en større del af ens liv - end det ene møde?

KaMa skriver:

På den klinik, hvor jeg blev insemineret, sagde en sygeplejerske til mig, at hun heller ikke forstod det. Hun sagde noget i stil med nedestående.

Prøv at leve med, at du om x antal år skal konfronteres med dine børn.. og MANGE af dem.

Ville du gifte dig med en mand, som lige kunne fortælle, at der snart ville vrimle med små kopier i hans liv.. Han har jo kun forpligtet sig til ét møde, men er sikker og vist på, at de fleste donorbørn vil ønske en relation til donor.

For mig handler det stadig ikke om mine følelser eller om manden/donor...det handler om barnets mulighed for, at kende sine rødder...også den anden del

Sig mig, sku du ikke i seng?  

Godnat herfra

Eva. skriver:

Jeg skal ikke afgøre hvad I skal...min mening har jeg ud fra de oplevelser jeg har haft...barnet mangler ikke nogen i sin opvækst, men noget i sig selv...jeg har et barn, et stor barn som jeg har valgt at få på den måde, og det er den største fejl jeg har begået, det vil jeg aldrig tilgive mig selv, det er et valg jeg ikke kan forsvare over for ham...jeg synes ikke det er en måde jeg kan forsvare.

En dag når I andre sidder med stpre børn som kan sætte ord på så ændrer i måske også mening...måske ikke...børn er forskellige, og derfor ville det være ideelt at de havde muligheden for en afklaring hvis de ønskede det...for man kan jo aldrig vide om lige netop ens eget barn gerne ville have den afklring.

Min søn har for flere år siden sat ord på og sagt han mangler noget af sig selv...han ville ikke møde manden, men bare se et billede, bare for at se hvordan han så ud ham han er kommet af...og så få en historie...feks det med han er så god til matematik..

Men han har da et godt liv, jeg ville bare ønske jeg havde haft mulighede for åben donor, det tror jeg havde givet et mere helt menneske...på sigt.

Jeg kan stadig ikke se hvorfor det skulle være synd for barnet med lukket donor!

Jeg kan godt se det smarte med åbendonor, og havde jo selv valgt det i sin tid, men donoren har jo stadig kun forpligtet sig til eet møde når barnet er fyldt 18 år!