Insemination

helora skriver:

Men selvom en mand og en kvinde laver barnet sammen er det jo ikke nogen garanti for, at barnet vil vokse op med begge forældre. I den ideelle verden er det da en smuk tanke, at alle børn vokser op med en far og en mor, der elsker hinanden, men sådan ser virkeligheden jo ikke ud.

...og groft forenklet vil jeg mene, at det eneste et barn har ret til er at blive elsket....og det kan det heldigvis blive af mange andre udover mor/far

dorthemus skriver:

Lige præcis den problematik har jeg diskuteret med mine veninder...også dem der endnu ikke har børn

Jeg har ALTID vidst at jeg ville have børn...også uden en mand, hvis skæbnen ville det. Min ene veninde ønsker sig børn, men det skal være sammen med en mand. Desværre er hun jævnaldrende med mig og har ingen kæreste og så har hun diabetes..så det er rigtig ærgeligt!

Åh hvor trist med din veninde. Sikke noget p.. at alderen i den grad skal modarbejde os kvinder

Jeg har også et par veninder, som ikke har mødt manden i deres liv, og hvis biologiske ure fiser afsted derudaf. Den ene af dem, som ellers har været afvisende overfor brugen af donorsæd, er ved at åbne op for muligheden. Og for hendes skyld (og for din) synes jeg helt klart det er fantastisk, at muligheden eksisterer

dorthemus skriver:

...og groft forenklet vil jeg mene, at det eneste et barn har ret til er at blive elsket....og det kan det heldigvis blive af mange andre udover mor/far

Jeg kunne ikke være mere enig

Anonym skriver:

Jeg forstår udemærket godt dit ønske. Ja jeg overvejer det selv, men jeg er ikke helt færdig med at tænke det igennem.

Hvad koster det egentlig?

Jeg håber det er ok at spørge (du behøver selvf- ikke svare)
Hvordan kan det være,at din grænse for at have børn er 30 år? Når man tænker på at det næsten er tidligere end gennemsnittet for hvornår folk får børn som førstegangs fødende. Jeg vil give dig ret i, at jeg personligt også gerne ville have haft børn som 27-28 årig. Men havde desværre ikke mødt manden og da jeg så gjorde kunne vi ikke blive gravide. Så efter behandlig var jeg 32 med den første og nu 35 med den anden. Jeg synes ikke det virker så gammelt. Mange af mine veninder er jævnaldrene og har børn i samme alder. Min personlige grænse er omkring 40 år. Så vi har jo alle grænser, så var bare nysgerrig over hvorfor din kun er 30 (i min verden "kun" men selvfølgelig ikke ment som om det er "sandhenden", da din grænse selvfølgelig er helt fint og anderledes for dig)

tinasmor skriver:

Jeg håber det er ok at spørge (du behøver selvf- ikke svare)
Hvordan kan det være,at din grænse for at have børn er 30 år? Når man tænker på at det næsten er tidligere end gennemsnittet for hvornår folk får børn som førstegangs fødende. Jeg vil give dig ret i, at jeg personligt også gerne ville have haft børn som 27-28 årig. Men havde desværre ikke mødt manden og da jeg så gjorde kunne vi ikke blive gravide. Så efter behandlig var jeg 32 med den første og nu 35 med den anden. Jeg synes ikke det virker så gammelt. Mange af mine veninder er jævnaldrene og har børn i samme alder. Min personlige grænse er omkring 40 år. Så vi har jo alle grænser, så var bare nysgerrig over hvorfor din kun er 30 (i min verden "kun" men selvfølgelig ikke ment som om det er "sandhenden", da din grænse selvfølgelig er helt fint og anderledes for dig)

Ja, det fik også mig til at føle mig som en gammel mor. Fik mine piger 14 dage før jeg fyldte 33 år.

helora skriver:

Åh hvor trist med din veninde. Sikke noget p.. at alderen i den grad skal modarbejde os kvinder

Jeg har også et par veninder, som ikke har mødt manden i deres liv, og hvis biologiske ure fiser afsted derudaf. Den ene af dem, som ellers har været afvisende overfor brugen af donorsæd, er ved at åbne op for muligheden. Og for hendes skyld (og for din) synes jeg helt klart det er fantastisk, at muligheden eksisterer

Jamen flere og flere gør det jo efterhånden...og det kan man så fundere lidt over også, hvis man tør

Da jeg oprettede mig på Baby for 1½ år siden var jeg den eneste der gik i de tanker og efter jeg fødte Runa så vrimler det med kvinder som har gjort som jeg.

Man skal gøre det der er det bedste for én selv - jeg er overud lykkelig for, at jeg tog springet og fik min datter

tinasmor skriver:

Jeg håber det er ok at spørge (du behøver selvf- ikke svare)
Hvordan kan det være,at din grænse for at have børn er 30 år? Når man tænker på at det næsten er tidligere end gennemsnittet for hvornår folk får børn som førstegangs fødende. Jeg vil give dig ret i, at jeg personligt også gerne ville have haft børn som 27-28 årig. Men havde desværre ikke mødt manden og da jeg så gjorde kunne vi ikke blive gravide. Så efter behandlig var jeg 32 med den første og nu 35 med den anden. Jeg synes ikke det virker så gammelt. Mange af mine veninder er jævnaldrene og har børn i samme alder. Min personlige grænse er omkring 40 år. Så vi har jo alle grænser, så var bare nysgerrig over hvorfor din kun er 30 (i min verden "kun" men selvfølgelig ikke ment som om det er "sandhenden", da din grænse selvfølgelig er helt fint og anderledes for dig)

Da jeg var sidst i 20´erne var jeg ikke klar til at træffe en så stor beslutning om at få barn alene...jeg var 34 år da tanken først begyndte at rumstere, og 38 år da jeg førte planen ud i livet.

Min personlige grænse var også 40 år...men det blir jeg om få måneder og jeg vil rigtig gerne have et barn mere...så nu er grænsen rykket til 42 år, haha

Fisenberg skriver:

 

jeg må så sige at den der tog det værst var min far (jeg fniser stadig ved tanken) han mente at jeg var klar til psykiatrisk indlæggelse eller tæt på men ok jeg var lige blevet 24 da jeg fortalte at jeg var gravid og alene og at jeg selv havde valgt det, via klinik *fnis* min mor der i mod havde vist det hele tiden og havde været der for mig gennem hele forløbet

 

 

 

Hej det er sådan et spændene omåde. Vi var også ved at vælge doner da min mand havde problemer, men heldvis fik vi to børn gennem behandling med med egne svømmere og æg. Men jeg håber det er ok, jeg spørger for jeg er så nysgerrig

Hvordan kan det være at du vælgte doner allerede som 24 årig. Mange i den alder håber jo stadigvæk at møde manden i sit liv inden for et par årrække. Var det fordi lysten til et barn havde været der i mange år?

Og så tænker jeg også, hvad med barn nr 2 (hvis nu ikke han er doner) Vil den midste så ikke være ked af han har en "rigtig" far og hun ikke har, eller vil den nye kæreste så tage over sådan så pigen evt. også ville kunne kalde ham far (ved godt det ikke er meget anderledes end hvis man f.eks har barn nr 1 med en "upser" eller en far der ikke ønsker at se barnet)

Håber det er ok jeg spørger, du behøver selvfølgelig ikke svare

dorthemus skriver:

Jamen flere og flere gør det jo efterhånden...og det kan man så fundere lidt over også, hvis man tør

Da jeg oprettede mig på Baby for 1½ år siden var jeg den eneste der gik i de tanker og efter jeg fødte Runa så vrimler det med kvinder som har gjort som jeg.

Man skal gøre det der er det bedste for én selv - jeg er overud lykkelig for, at jeg tog springet og fik min datter

Kvinder gider vel i højere og højere grad ikke ende som forbitrede mennesker, som ikke fik de børn de ønskede sig, fordi den rette mand ikke lige var der Og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Nu hvor jeg har fået mine piger, kan jeg da heller ikke forestille mig, at jeg skulle leve et liv uden børn

Baby-støv skriver:

Ja en papfar er fint. så har barnet og en faderlig rolle i billedet... som vil være der forhåbentlig som en "rigtig" far for altid.

Men det er jo også mors kæreste og ikk en "tilfældig" åbendonor...

Og ja, jeg ville fravælge børn, hvis jeg ikk havde en mand. For mit vedkommende for barnets skyld...

Ja, jeg ved godt jeg ser verden meget sort og hvidt... Men det er jo godt vi alle er forskellige.

Jeg synes det er helt fint med en anden holdning til doner. Jeg er ikke selv i situationen hvor jeg har brug for det. Så har aldrig tænkt så meget over at skulle være enlig mor. Jeg er ikke afvisende, men som dig vil jeg altid synes at det til hver en tid vil være bedst med både mor og far. Men desværre er der jo en del der hører det biologiske ur tikke, og istedet for at blive barnløs så vælger de doner. Jeg synes det er en god løsning for dem som vælger det.

Jeg tror dog, at der kan komme flere issues end man som mor lige regner med, om det så er åben eller lukket doner. Mange adoptiv børn mangler/søger jo gennem hele livet en identitet og det vil et donerbarn måske også. Også selv om det så er åbent og de kan besøge manden. Men et tæt forhold vil de jo sikkert aldrig få med ham. Så umiddelbart tror jeg at man måske om 20 år vil se eksempler på, at det måske ikke var så problemfrit for børnene som man måske tænker mens de er helt små.

Men samtidig synes jeg som sagt, at det er dejligt at enlige og lesbiske har fået muligheden for at få børn.

Men jeg synes også det er fint at du har en holdning som du vil stå ved (ved f.eks hellere at forblive barnløs end at bruge doner) Din barndom har jo helt sikkert også præget dig. jeg er forøvrig ked af at høre, at du mistede din far så tidligt