Insemination

MHK skriver:

Og jeg mener ikke at man finder ud af hvem man er udfra et møde men en fremmed der blot har afleveret en klat sæd 18 år før.

Men det kan du da ikke vide Man må gå ud fra, at hvis fyren har valgt at donere sæden åbent, at han så i de fleste tilfælde (pånær hvis han fortryder) vil fortælle noget om familien, evt. noget om genetikken i det mindste

Secrets skriver:

Men det kan du da ikke vide Man må gå ud fra, at hvis fyren har valgt at donere sæden åbent, at han så i de fleste tilfælde (pånær hvis han fortryder) vil fortælle noget om familien, evt. noget om genetikken i det mindste

Vi kan diskutere det her til døde og bliver alligevel aldrig enige.

Jeg rykker ikke på min holdning. Det bliver aldrig aktuelt for mig da jeg ikke vil have flere børn men hvis jeg ville, ville jeg vælge anonym doner og så fortælle mit barn hvor ønsket det var af MIG! 

Alt herfra

MHK skriver:

Vi kan diskutere det her til døde og bliver alligevel aldrig enige.

 

Jeg rykker ikke på min holdning. Det bliver aldrig aktuelt for mig da jeg ikke vil have flere børn men hvis jeg ville, ville jeg vælge anonym doner og så fortælle mit barn hvor ønsket det var af MIG! 

Alt herfra

Lige en afsluttende bemærkning.. Jeg har jo ikke sagt du skal ændre mening. Jeg har faktisk sagt, at jeg respekterer dit valg. Jeg har kun bedt dig medgive, at det for flere kan være problematisk ikke at vide noget om deres genetiske ophav, det er alt. Har også påpeget, at det ikke er sådan for alle

NilleG skriver:

Jeg vil ikke gøre mig uvenner med nogen af jer, men mit svar er helt sikkert nej jeg mener der er en grund til man skal være to for at lave et barn og barnet har ret til både at have en mor og en far at vokse op med!  Så hellere vente til man er 35 til man får sit første barn hvis der skal flere år til man finder den rigtige er sikker på der er en til alle derude et sted

Jeg er helt enig og hvor er det godt skrevet 

Anonym skriver:

Kunne i finde på at blive insemineret med donorsæd, hvis i var enlig?

Begrund gerne

Jeg har svaret ja, da  jeg er midt i processen. Er blevet insemineret 3 gange, og  for at 3. gang er lykkens gang. Skal teste om en uge.

For mig har det ikke været en let beslutning, det tog mig 5 år inden jeg var klar. Jeg havde håbet om at jeg inden da kunne finde en kæreste som jeg kunne stifte familie  med. Det skete ikke, og så måtte jeg tage en beslutning - ville jeg forsøge at få et barn selv eller skulle jeg fravælge børn?

Jeg tror helt ærligt ikke at man forstår den problematik, hvis ikke man har prøvet det på egen krop. Tanken om at fravælge børn var for mig umådeligt smertefuldt. Jeg tror ikke man kan sætte sig ind i den smerte, hvis man ikke selv har stået der. Det er så nemt at sige "nej jeg vil under ingen omstændigheder vælge donor" hvis man i forvejen har børn, eller hvis der er mange år til at det biologiske ur render ud.

Jeg ved jo så ikke endnu om det vil lykkes mig at få et barn, og bare tanken om at det ikke vil ske kan få mig til at tude. Det er hårdt.

sus73 skriver:

Jeg har svaret ja, da  jeg er midt i processen. Er blevet insemineret 3 gange, og  for at 3. gang er lykkens gang. Skal teste om en uge.

For mig har det ikke været en let beslutning, det tog mig 5 år inden jeg var klar. Jeg havde håbet om at jeg inden da kunne finde en kæreste som jeg kunne stifte familie  med. Det skete ikke, og så måtte jeg tage en beslutning - ville jeg forsøge at få et barn selv eller skulle jeg fravælge børn?

Jeg tror helt ærligt ikke at man forstår den problematik, hvis ikke man har prøvet det på egen krop. Tanken om at fravælge børn var for mig umådeligt smertefuldt. Jeg tror ikke man kan sætte sig ind i den smerte, hvis man ikke selv har stået der. Det er så nemt at sige "nej jeg vil under ingen omstændigheder vælge donor" hvis man i forvejen har børn, eller hvis der er mange år til at det biologiske ur render ud.

Jeg ved jo så ikke endnu om det vil lykkes mig at få et barn, og bare tanken om at det ikke vil ske kan få mig til at tude. Det er hårdt.

Din historie ligner min til forveksling..jeg ku selv have skrevet det indlæg

Jeg håber inderligt, at du får dit ønske opfyldt og at du nu ruger på en lille bebs

Jeg har stemt blankt.

Jeg har aldrig været 100% sikker på, at jeg for alt i verden ville have børn. Ikke før jeg mødte min mand. Og der var det fordi jeg gerne ville have dem sammen med lige netop ham.

Så det er langt fra sikkert, at jeg bevidst ville vælge at blive alene-mor. Men på den anden side er det jo heller ikke til at vide, hvordan jeg ville have haft det i dag som 36-årig, hvis jeg ikke havde haft mand og børn.

Jeg er dog helt klart prinicipielt for muligheden for donor-insemination.

Ja det kunne jeg. Jeg ønskede brændende at min søn skulle blive storebror, så jeg har været igennem 3 inseminerings forsøg, desværre uden held. Efterfølgende blev jeg uplanlagt gravid ved et one-night-stand og dette resulterede i den skønneste datter. Så nu er jeg alene mor til to dejlige børn som jeg elsker overalt på jorden og aldrig ville kunne undvære dem.

Så kan kun sig go for it...

Der er mange tanker omkring det med inseminering og jeg har været hele følelses registreret igennem, så vil du høre nærmere eller har spørgsmål så skriv endelig

Jeg vil ikke gøre mig uvenner med nogen af jer, men mit svar er helt sikkert nej jeg mener der er en grund til man skal være to for at lave et barn og barnet har ret til både at have en mor og en far at vokse op med!  Så hellere vente til man er 35 til man får sit første barn hvis der skal flere år til man finder den rigtige er sikker på der er en til alle derude et sted

Men selvom en mand og en kvinde laver barnet sammen er det jo ikke nogen garanti for, at barnet vil vokse op med begge forældre. I den ideelle verden er det da en smuk tanke, at alle børn vokser op med en far og en mor, der elsker hinanden, men sådan ser virkeligheden jo ikke ud.

helora skriver:

Jeg har stemt blankt.

Jeg har aldrig været 100% sikker på, at jeg for alt i verden ville have børn. Ikke før jeg mødte min mand. Og der var det fordi jeg gerne ville have dem sammen med lige netop ham.

Så det er langt fra sikkert, at jeg bevidst ville vælge at blive alene-mor. Men på den anden side er det jo heller ikke til at vide, hvordan jeg ville have haft det i dag som 36-årig, hvis jeg ikke havde haft mand og børn.

Jeg er dog helt klart prinicipielt for muligheden for donor-insemination.

Lige præcis den problematik har jeg diskuteret med mine veninder...også dem der endnu ikke har børn

Jeg har ALTID vidst at jeg ville have børn...også uden en mand, hvis skæbnen ville det. Min ene veninde ønsker sig børn, men det skal være sammen med en mand. Desværre er hun jævnaldrende med mig og har ingen kæreste og så har hun diabetes..så det er rigtig ærgeligt!