Måske far - måske ikke far

Eva skriver:

Ingen kan erstatte en biofar....om du er der eller ej, så er du en del af det barn og du er vigtig for det, det er i hvert fald min mening. Måske ikke som en primærperson i hverdagen, men som en del af det lille menneske, der er du vigtig...og så tror jeg på det er godt du er der, om det så bare er hveranden weekend og hvem siger ikke dte bliver mere en gang..

Held og lykke..

Eva

Det har du måske ret i. Jeg ved det ikke, jeg har dog svært ved at kunne leve med at jeg har et barn gående rundt, uden at være en del af dets hverdag. at gå halvt ind i noget har jeg utrolig svært ved, selvom det tyder på at ende sådan, som tingene er.

Nej det kan man jo håbe på, men at gå rundt og håbe den slags, tror jeg bare fremskaffer endnu flere frustrationer i fremtiden.

Lige nu glæder jeg mig bare til jeg har affundet mig med relateterne, hvis det da nogensinde sker.

Rosa skriver:

Hej Linda - hvorfor nyt navn, så kan jeg jo ikke kende dig

Ang. Lauras far: Han fik jo så også muligheden for at være med til fødslen og være en del af de sidste måneder af gravititeten... Det har rigtig meget at sige tror jeg. At man ved man har doneret sædcellen til et barn gør ikke at man automatisk får faderfølelser for barnet - der skal som regel mere til før man føler sig decideret knyttet til barnet.

Præcis. Jeg tror ikke han følte han var en del af graviditeten, men grunden til han valgte at se Laura er, at han aldrig har kendt sin egen far. Den store sorg han selv har båret rundt på i alle de år, ville han aldrig kunne byde et barn. Derfor har han valgt som han har på trods af sin anden familie.

Slagelseguy skriver:

Det har du måske ret i. Jeg ved det ikke, jeg har dog svært ved at kunne leve med at jeg har et barn gående rundt, uden at være en del af dets hverdag. at gå halvt ind i noget har jeg utrolig svært ved, selvom det tyder på at ende sådan, som tingene er.

Nej det kan man jo håbe på, men at gå rundt og håbe den slags, tror jeg bare fremskaffer endnu flere frustrationer i fremtiden.

Lige nu glæder jeg mig bare til jeg har affundet mig med relateterne, hvis det da nogensinde sker.

For dit barn vil du altid være hel...og det samme med samværdet.. det er jeg helt sikker på. Mine tre drenge ser kun deres far hveranden weekend og den yngste var under et år da vi gik fra hinanden og du kan tro han er en hel far og er der helt....det er jo ikke noget med hvor mange timer I er sammen, men at de føler og mærker at far er der og vil mig.

Og heldigvis kan du ikke bare lade et barn gå rundt som er dit...sådan skal det være, så du har jo ikke et valg, vel..

@spire skriver:

Og det er da pisse fantastisk at du helst så det sådan.. Men det kan åbenbart ikke blive, men det skal jo ikke diktere din ret/lyst til at se og være hos dit barn... Det du kan vinde i den kamp er netop dit barn, og udfra dit indlæg går jeg ud fra at det er det du gerne vil?

Forstår udemærket dine følelser om at gøre livet surt for hende, hun har jo ligefrem ikke gjort det nemt for dig, men bare fordi du har de følelser, skal du jo ikke opgive din ret til at se dit barn... Det kan være at du i forsøget på at få det som du vil have det, gør livet surt for hende fordi hun er af den opfattelse som hun er, men det er ligesom bare ikke dit problem! Hvorfor skal du benægtes glæden ved at være far til dit biologiske barn som du gerne vil se og have i dit liv, bare fordi at hun er af sådan en tåbelig opfattelse?

Mener slet ikke den kan diskuteres meget længere.. Hvis du virkelig gerne vil være en del af dit barns liv, skal du også bare kæmpe alt i verden for dette..! Uanset hvad.. Følgevirkningerne af en kamp mellem dig og moderen kan ikke være dit ansvar, da du jo blot tilvælger dig dit barn, hvor så mange andre direkte løber fra det, og det er moderen der burde få sig en virkelighedslussing og fatte hvad hun har gang i.. Det er hende der ødelægger noget, hvis der er noget der bliver ødelagt.. Og ikke dig...

Næ det kan jeg godt se en vis pointe i.

Og ja indirekte vil hun klart føle det surt at hun ikke kan få lov at bestemme det hele. Ingen tvivl om det. Eller det jeg ihvertfald overbevidst om. Men nu jeg nødvendigvis heller ikke kun interesseret i det. Jeg ville bare gerne have det optimale forhold for at kunne have et godt forhold til barnet. Disse forhold ser jeg dog blive gjort vanskelige med alle de valg hun træffer hen over mit hovede og alle de ting jeg af naturlige grunde ikke kan være med til, når hun vil gøre det selv.

Sidst men ikke mindst, så er jeg træt af at have ondt af mig selv

Rosa skriver:

Hej Linda - hvorfor nyt navn, så kan jeg jo ikke kende dig

Ang. Lauras far: Han fik jo så også muligheden for at være med til fødslen og være en del af de sidste måneder af gravititeten... Det har rigtig meget at sige tror jeg. At man ved man har doneret sædcellen til et barn gør ikke at man automatisk får faderfølelser for barnet - der skal som regel mere til før man føler sig decideret knyttet til barnet.

Præcis, som nu er den eneste tilknyning jeg har til barnet, nogle billeder jeg har fået fra en scaning, og et par mavebilleder. Derudover har jeg jo ingen tilknytningen "andet" end det stammer fra mit kød og blod.

Slagelseguy skriver:

Lige her rammer du mange af hovedpunkterne Rosa!

 

For nej, jeg har svært ved at se hvordan jeg overhovedet skal kunne knytte mig til barnet, når jeg ikke har været med til noget som helst overhovedet. Jeg ville da for alt i verden gerne være med til første scanning, kønsbestemmelse og generelt bare følge graviditeten på nært hold. sådan skulle det ikke være, og det er jeg da utrolig ked af, men det ikke rigtigt til at lave om på nu.

 

Om jeg ønsker en kamp eller blot være afventende ved jeg ikke endnu. Umiddelbart er jeg afventende indtil barnet er født og tingene finder en dagligdag, men omvendt kan det vel også skade en evt. kamp at vise passivhed fra starten af.

Jeg ville virkelig selv have svært ved at knytte mig til et barn, hvis jeg som du hverken ønskede mig barnet eller fik lov at være en del af "de indledende runder" med scanninger, maven der vokser, de første spark og fødslen.

Og så må man spørge sig selv hvad du egentlig ville bidrage med pt., for din eks har virkelig behandlet dig dårligt (efter min mening) og det ville ihvertfald kræve et større menneske end mig at tilgive den egoistiske opførsel du har beskrevet...

Som jeg ser det har jeg svært ved at forestille mig at du skulle kunne bidrage med så meget her i starten, ud over en masse ekstra frustration og irritation hos din eks fordi du alligevel vil gå ind og "blande dig" i det barn som HUN ene og alene har valgt at sætte i verden UDEN dig... Ikke fordi jeg ikke tror du har en masse kvaliteter som et barn ville nyde rigtig godt af - men fordi din eks simpelthen ikke giver dig mulighed for det - det er jo tydeligvis ikke hverken hendes ønske eller hensigt at du skal spille en rolle i hendes moderskab, vel?

Så måske (og her er der sikkert mange der vil være uenige med mig, men jeg mener det sgu) er det bedste for dit barn at give det en ustresset og glad mor der har al mulighed for at finde en anden far hun vil dele barnet med?

Mvh

Rosa

Eva skriver:

For dit barn vil du altid være hel...og det samme med samværdet.. det er jeg helt sikker på. Mine tre drenge ser kun deres far hveranden weekend og den yngste var under et år da vi gik fra hinanden og du kan tro han er en hel far og er der helt....det er jo ikke noget med hvor mange timer I er sammen, men at de føler og mærker at far er der og vil mig.

Og heldigvis kan du ikke bare lade et barn gå rundt som er dit...sådan skal det være, så du har jo ikke et valg, vel..

Nææ det rigtigt nok, det bare svært når man ikke føler man har OPTIMALE muligheder for at kunne være der for barnet.

Men nej, i teorien er der ikke noget valg, det nok snarrer et spørgsmål om hvorledes valget skal udføres.

Rosa skriver:

Jeg ville virkelig selv have svært ved at knytte mig til et barn, hvis jeg som du hverken ønskede mig barnet eller fik lov at være en del af "de indledende runder" med scanninger, maven der vokser, de første spark og fødslen.

Og så må man spørge sig selv hvad du egentlig ville bidrage med pt., for din eks har virkelig behandlet dig dårligt (efter min mening) og det ville ihvertfald kræve et større menneske end mig at tilgive den egoistiske opførsel du har beskrevet...

Som jeg ser det har jeg svært ved at forestille mig at du skulle kunne bidrage med så meget her i starten, ud over en masse ekstra frustration og irritation hos din eks fordi du alligevel vil gå ind og "blande dig" i det barn som HUN ene og alene har valgt at sætte i verden UDEN dig... Ikke fordi jeg ikke tror du har en masse kvaliteter som et barn ville nyde rigtig godt af - men fordi din eks simpelthen ikke giver dig mulighed for det - det er jo tydeligvis ikke hverken hendes ønske eller hensigt at du skal spille en rolle i hendes moderskab, vel?

Så måske (og her er der sikkert mange der vil være uenige med mig, men jeg mener det sgu) er det bedste for dit barn at give det en ustresset og glad mor der har al mulighed for at finde en anden far hun vil dele barnet med?

Mvh

Rosa

 

 

Den sidste del er jeg slet ikke 100% uenig i, tværtimod. Flere gange i denne tråd omtaler jeg muligheden for at barnet "bare" kan få en anden far med hende.

Og ja jeg ønsker klart det bedste for barnet, men det skal også være under nogle forhold jeg på et eller andet plan selv kan leve med.

Om jeg kan tilgive hendes valg, har er jeg ikke overbevidst om. Tidligere var jeg helt sikker på at det kunne jeg. Men efter at hun kontaktede mig igen for nogle dage siden, er jeg ikke helt så sikker længere. Som tiden er gået er jeg blevet mere og mere ligeglad. Men det er jeg ikke sikker på at jeg på den lange bane kan leve med.

For at svare på dine spørgsmål, så nej, det virker ikke til at jeg skal spille en rolle der. Ihvertfald ikke i dagligdagen. Ej heller omkring beslutninger om navn og hvad der ellers er i den retning.

Den sidste del er jeg slet ikke 100% uenig i, tværtimod. Flere gange i denne tråd omtaler jeg muligheden for at barnet "bare" kan få en anden far med hende.

Og ja jeg ønsker klart det bedste for barnet, men det skal også være under nogle forhold jeg på et eller andet plan selv kan leve med.

Om jeg kan tilgive hendes valg, har er jeg ikke overbevidst om. Tidligere var jeg helt sikker på at det kunne jeg. Men efter at hun kontaktede mig igen for nogle dage siden, er jeg ikke helt så sikker længere. Som tiden er gået er jeg blevet mere og mere ligeglad. Men det er jeg ikke sikker på at jeg på den lange bane kan leve med.

 

For at svare på dine spørgsmål, så nej, det virker ikke til at jeg skal spille en rolle der. Ihvertfald ikke i dagligdagen. Ej heller omkring beslutninger om navn og hvad der ellers er i den retning.

Jeg føler virkelig med dig. Jeg må oprigtigt sige at jeg f***** synes det er rigtig synd for dig at du står så magtesløs!

Jeg har selv brugt mange år på at "blive klar" til at blive forælder, og finde den helt rigtige mand at blive det sammen med. I min verden var det en kæmpestor ting at sætte et barn i verden som jeg har investeret blod, sved og tårer i at blive helt klar til, så både jeg, faren og barnet kunne få de allerbedste betingelser for den bedste start i livet. Der er så mange ukendte faktorer som kan spille ind i den forbindelse at jeg i det mindste ville spare mig selv for de mest indlysende.

Selv da jeg blev gravid med en kæreste jeg var smaskforelsket i efter bare 3 måneder bestilte jeg tid til en abort (aborterede dog spontant inden dagen) og set i bakspejlet - det var det KLOGESTE jeg kunne have gjort!!!

Og så var det med at få sit første barn på et tidspunkt i livet hvor jeg virkelig kunne dyrke og nyde graviditeten og tiden derefter også noget jeg ville give mig selv her i livet! Det var simpelthen for vigtigt for mig til at overlade til tilfældighederne - jeg ville have hele pakken - den rigtige partner, den rigtige situation og de rigtige følelser omkring "projektet" - det synes jeg at jeg fortjener. Så ville jeg også være langt mere rustet til at klare eventuelle udfordringer livet kan byde en under en graviditet/med børn. Og nu hvor tiden endelig er kommet er det bare SÅ FANTASTISK!!!! Jeg føler virkelig at jeg har fået en stor stor drøm opfyldt - det kunne jeg også unde dig at opleve!

Der er INGEN tvivl om at du ville kunne elske din søn eller datter som enhver anden forælder når det først er kommet til verden, hvis du vælger at være i dets liv - men jeg kan virkelig godt forstå hvis du føler at det barn i langt højere grad er hendes end dit, og vælger at lade hende leve sit liv med det som hun har planlagt.

Håber du finder en beslutning der giver dig ro, midt i afmagten.

Mvh

Rosa

Valle81 skriver:

Hejsa:0)

Happy end, hmm det ved jeg ikke, men eentlig jo. Vi har jo aldrig kendt til andet og jeg ved ikek hvad det vil sige at være to, og Asta ved ikke hvad det vil sige at have haft en far.

Jo bestemt mener jeg at det ville være det bedste at det var endt med at der havde været en fader og vi havde været i et forhold og virkelig gerne begge ville det. Men jeg tænker også meget over hvilket samfund vi lever i idag. Mange forhold holder ikke, mange går fra hindanden under graviditeten eller inden for barnets første år og mange "skilsmisser" er langt fra lykkelige og er meget til "skade" for børnene. Så et eller andet sted er jeg glad for, at jeg har "skånet" min datter for at have stået i en masse rod omkring det at være delebarn. SKuffelser osv, som det kunne ende i, men det kunne også være endt super, da jeg som tidligere skrevet havde alle gode muligheder for at have et super deleforhold, da vi ikke havde følelser i klemme.

Men sådan blev det ikke.

Jeg ville da virkelig ønske at Astas fader havde ønsket at være en del af hendes li, og at han havde været i stabil og elskelig del i hendes liv. Jeg er slet ikke i tvivl om at det ville have været lykken for hende.

Idag er jeg i et forhold, og min datter har en skønt forhold til min kæreste, men hendes fader bliver han aldrig. Når jeg ser dem lave fader datter ting sammen, så skær det da i mit hjerte at hun ikke får de oplevelser sammen med sin fader, men sådan er det nu engang.

Om det ville have været lettere for mig, det ved jeg ikke. Jeg har aldrig set dem som en belastning, klods om benet eller andet at være total alene mor. Jeg har ikke kendt til andet:0)

I dag er jeg gravid med barn nummer to og denne gang er der en fader. Vi bor sammen og håber da selvfølgelig at vi skal leve resten af livet sammen som en dejlig sammnbragt familie.

Om det ville have været bedre for min datter, det kan jeg ikke svare på. Jeg ved at hun med garanti vil mangle noget udefinertbart gennem sit liv, og jeg tror også hun vil bebrejde mig til en hvis grænse når hun bliver ældre. Men på et tidspunkt når hun bliver gammel nok og forstår begreber som kærlighed osv så komemr forståelsen for mit valg nok også.

Mn det er med garanti et svært dilemme. Det er så synd of frustrerende for JEr som mænd der bliver trængt op i en krog når dette sker. Men bestemt også for os kvinder, som står med kroppen osv der skal igennem valget og evt indgreb.

Jeg overvejede også en abort og havde bestilt tid, men jeg kunne ikke gennemføre det. en af de største tanker der løb gennem hovedet på mig var: Tænk hvis lige netop dette indgreb gør at jeg ikke kan blve gravid igen, så ville min verden bryde fuldstændig sammen.

Christina

Jeg synes virkelig du lyder som en fantastisk mor med overskud og et virkeligt stabilt syn paa en svaer situation. Det er vaerd at se op til.

Det var maaske ikke den optimale situation du havnede i, men du gjorde det til det mest optimale med den realitet der nu var.