Måske far - måske ikke far

Hej alle sammen!

Jeg har en masse spørgsmål til hvad i mener.

Jeg er en yngre mand fra slagelse på 24 år og venter mit første barn skal ramme verden om lidt under 2 måneder.

For ja mange måneder siden slog jeg og min xkæreste op, men sås stadig nogle måneder derefter sådan lidt on/off uden noget direkte forhold. Det endte så med at hun blev gravid mod alle forventninger da vi havde tager vores forholdsregler der.

hun vælger at beholde barnet.. Hun siger hun stopper med at have lyst til overhovedet at ses og vi taler nærmest ikke sammen i laaaang tid.. nu efter vi stortset ikke har talt sammen i et halvt år er hun lige pludseligt begyndt at kontakte mig igen "om jeg ikke vil være med til fødsel" og jeg ved ikke hvad...

Ved sgu ikke lige hvad jeg skal syntes om det...

Egentligt ved jeg slet ikke om jeg overhovedet har lyst til at ses med hende. - Det sgu hårdt at få af vide man skal være far for første gang samtidigt med hun bare sige hej hej - hvem ved måske gør hun det igen om et par måneder?

Men hvorfor overhovedet vælger at sætte et barn i verden? når der ikke er to til at tage sig af barnet?

Nu læser jeg så at der er en herinde der skriver noget om "kvindens ret til at gennemførrer en graviditet", hva nu det for noget pis? det da på alle punkter kvinden der HAR beslutningen.

Men har barnet ikke ret til at der skal være BÅDE en mor og en far?

Fortjener et barn ikke de bedste forudsætninger inden det sættes i verden?

så skal jeg hører på hun ingen penge har til barnet? nå så det har du ikke, jamen måske du skulle have tænkt på det for mange måneder siden, ellers stop med at brokke dig over det, det var DIT valg at få det, selvom jeg dengang stod klar til at hjælpe dig.

Hvordan kan en kvinde vælge at få et barn helt alene?

Jeg har de sidste måneder set meget af de unge mødre, og der vil de stortset alle gerne prøve at passe barnet med faren, men der vil faren stortset ikke kendes ved dem.

Og så ser man en der hvor de kører frem og tilbage med barnet HVER ANDEN WEEKEND...  er et barn tjent med at se sin far hver anden weekend? eller hvor meget mener i et barn bør se sin far?

er det lige så godt barnet bare kan blive passet af en anden?

Jeg står i den stik modsatte situation jeg ville elske at være fuldstidsfar, men får ikke lov. "ville" er i datid, jeg er ikke så sikker længere...

Måske tuder jeg, hva syntes i?

Vi er jo alle forskellige...personligt ville jeg aldrig vælge at sætte et barn i verden uden en far der også var der og var med til det...synes ikke man kan tage denne beslutning selv, men det er bare min mening, præcis som du har din....og der er vel ikke en egentlig rigtig mening, er der?

Det eneste man kan sige er at mænd kan og bør gøre alt for at beskytte sig, så ikke de gør en kvinde gravid, hvis de virkelig vil være sikre på ikke at blive far.

Når det så er sagt, så synes jeg du skal være der for det barn så meget du ønsker, orker og kan. Håber dog bare du vil åbne dine døre og vise hvem du er når dit barn engang vil møde dig, for det vil det helt sikkert. Tænk på barnet og ikke på kvinden...hun har selv valgt at beholde barnet og det er ikke lyserød candyfloss det hele..

Knus Eva

Jeg vil ikke udtale mig om mine holdninger da jeg har en masse for og imod men jeg ved at inden jeg dyrker sex med en mand gør jeg ham det meget klart at hvis uheldet er ude så står vi til ansvar for det begge to og hvis han ikke er med på den så er han heller ikke med på samlej med mig (eller sådan var det før i tiden nu er jeg lykkelig med mand og barn)

Jeg syntes du skal fortælle hende at du øønsker at være FAR og ikke bare deltids passe person (sådan som du selv så fint udtaler det) og hvis i kan finde en fælles løsning så få den på skrift, hvis ikke må du klart fortælle hende at selvom du vil det her barn syntes du det er mere skade end gavn for barnet og at du derfor ser det er bedst ikke at have kontakt til hende og barnet, men husk det er dit barn, det er dit kød og blod, det er en del af dig, og i kunne evt. prøve igen, nu er der nogen andre foranstaltninger og man ændre sig rigtig meget når man bliver forældre måske er i lige pludselig hinandens guld...

jeg syntes i skal få jer en god lang snak og få lagt alle kortene  på bordet, alle følelser, alle tanker osv.

Det blev vist lidt rodet men håber du forstå, det er bedst gavn for barnet at have begge sine forældre trors de nogen gange ulidelige vilkår!!

Hvad med at skrive et direkte brev til din ex. nodagtig de tanker du har om jeres forhold og barnet, uden at laegge fingre imellem men vaere helt aerlig. det er det aller vigtigeste for alles vedkommende.

Og saa bed hende om at svare helt aerligt i et brev til dig. det kan muligvis vaere med til at faa dig selv afklaret paa en masse sporgsmaal. jeg er helt enig med dig i at det er kvinden der har 'magten' hvad angaar at vaelge barnet til eller fra. det burde vaere begge partners men saadan er realiteten desvaerre ikke og det maa man acceptere.

Hejsa,

Hmm åhh det er sådan er svært emne, og især svært at skrive på skift, da man ikke kan få det sagt på samme måde som hvis man sad overfor hinanden.

Jeg blev i 2003 selv gravid ved et one night stad med en fyr jeg havde kendt i mange år, og som endte med en graviditet. Ingen af os var den aften opmærksomme på at beskytte os, så vi var vist begge "selv ude om det".

Jeg opdage jeg var gravid da jeg var ca 10 uger henne, ringede til ham og fortalte det som det var. Vi snakekde meget, han ønskede ikke barnet, men jeg kunne ikke få en abort. Jeg var i konflikt med mig selv da jeg selvfølgelig ikke synes det var fedt at skulle være enlig mor, men var mentalt og økonomisk i stand til at blive enlig mor.

Jeg valgte at beholde barnet hvilket ikke huede ham, hvilket jeg sagtens kunne forstå. Jeg anerkendte ham meget i hans følelser og han anerkendte min så langt han kunne, da han helt klart og forståeligt var meget frustreret.

Efter to måneder trak han stikket ud, jeg hørte ikke fra ham, og jeg beslutte mig for at han selv skulle vælge hvor meget han ville være en del af det, så pressede ham aldrig med smser opkald eller andet for at presse ham ind i en rolle som han tydeligt gav udtryk for ikke at have interesse i.

Da fødslen nærmede sig ringede jeg til ham for at at give ham muligheden for at være med, men pænt sagde han nej tak, men jeg måtte gerne ringe når jeg hvade født. Jeg ringede, han kom, var der et kvarter og jeg har ikke hørt merre fra ham.

Idag er min datter 6 år, fuldt bevidst om at hun har en far, hvad han hedder ser ud osv, men også klar over at hun ikke lgie kommer til at se ham.

jeg har valgt at respekterre han valg og har alrdig siden den dag på sygehuset kontaktet ham, og han har heller ikke kontaktet mig.

Jeg har aldrig givet ham grund til at blive væk og har aldrig presset ham til at være noget han ikke ønsker. Dette af respekt for ham og især også overfor min datter.

Jeg kunne da godt ønske at han ville have været far for min datter og at de idag ville hvae et forhold til hinanden, og vi havde umiddelbart et "godt grundlag" for at være deleforældre, da vi ikke følelsesmæssigt havde noget i klemme overfor hinanden. Men sådan blev det ikke.

Jeg har aldrig fortrudt min valgt, tænk hvis jeg ikke havde min vidunderlige datter.

Christina, som ville vælge det samme hvis jeg skulle vælge om, men som også altid har været besvidt om, at det bestemt ikke har været sjovt for ham, og stadig ikke er.

Først vil jeg lige sige velkommen her på siden, da jeg kan se du er nyoprettet

Jeg synes du skal tage en god lang snak med din eks. om, hvad hun forventer af dig, og fortælle hende, hvad du forventer af hende. Et barn fortjener til hver en tid begge sine forældre på fuld tid, men det kan desværre ikke altid lade sig gøre.

Det er da positivt, at hun spørger om du vil med til fødslen, og jeg synes helt klart du skal overveje at sige Ja, da det er en unik chance. Jeg forstår godt, at du frygter, hun vil lukke dig ude igen, men du vil som far altid have dine rettigheder, og dem synes jeg du skal slås for, hvilket du også antyder, du vil gøre. At sætte et barn i verden er noget helt unikt og vidunderligt, og du skal glæde dig til faderrollen

Jeg er ikke sammen med min datters far, og vi har ikke på noget tidspunkt været sammen om det, men han var lykkelig over, at han fik chancen for at være med til fødslen. Vores datter er kun 4 mdr. nu, men når hun bliver ældre, skal hun da se sin far, så tit hun vil og så tit han vil se hende.

Du er velkommen til at skrive et PB, hvis du vil.

K.h. Linda

Jeg er meget eget meget enig med dig, hvilket fremgår tydeligt af den tråd du refererer til, og jeg kan på alle punkter forstå hvorfor du har det som du har det! Jeg ville have det på præcis samme måde hvis det var mig!

Ikke alle kvinder tænker som din eks - jeg mener at skal man sætte et barn i verden alene skal der virkelig være et gennemtænkt valg bag som ikke sætter en umoden celleklump i en livmoder over et voksent menneskeliv, hvilket jeg mener man gør når man vælger faren fra og graviditeten til.

Mvh

Rosa

Pyha... hvis du havde spurgt mig for 1,5 år siden havde jeg sagt "jaaaa" men nu når jeg selv har en dreng på 1,5 år som jeg er alene med - ja så vil jeg sige, at jeg synes du skal tænke dig rigtig godt om.

Det er pisse hårdt at stå alene med et barn og du får virkelig brug for, et netværk som kan hjælpe og støtte dig med aflastning. Det er MEGET vigtigt, at du har nogle gode mennesker omkring dig idet det er nemt, at køre ned når man er alene. Dit barn har jo ikke selv ønsket liv - men det er et valg du træffer på dit barns vegne, dermed skal du også kunne magte, at tage dig af barnet og have ressourcerne til det på godt og ondt.

Tænk dig godt om...

Eva skriver:

Vi er jo alle forskellige...personligt ville jeg aldrig vælge at sætte et barn i verden uden en far der også var der og var med til det...synes ikke man kan tage denne beslutning selv, men det er bare min mening, præcis som du har din....og der er vel ikke en egentlig rigtig mening, er der?

Det eneste man kan sige er at mænd kan og bør gøre alt for at beskytte sig, så ikke de gør en kvinde gravid, hvis de virkelig vil være sikre på ikke at blive far.

Når det så er sagt, så synes jeg du skal være der for det barn så meget du ønsker, orker og kan. Håber dog bare du vil åbne dine døre og vise hvem du er når dit barn engang vil møde dig, for det vil det helt sikkert. Tænk på barnet og ikke på kvinden...hun har selv valgt at beholde barnet og det er ikke lyserød candyfloss det hele..

Knus Eva

Du har da selv sat en barn i verden ved hjælp af insemination...men du mener måske, at det ville du ikke gøre igen hvis du stod i samme situation som dengang?

Slagelseguy skriver:

Hej alle sammen!

Jeg har en masse spørgsmål til hvad i mener.

Jeg er en yngre mand fra slagelse på 24 år og venter mit første barn skal ramme verden om lidt under 2 måneder.

For ja mange måneder siden slog jeg og min xkæreste op, men sås stadig nogle måneder derefter sådan lidt on/off uden noget direkte forhold. Det endte så med at hun blev gravid mod alle forventninger da vi havde tager vores forholdsregler der.

hun vælger at beholde barnet.. Hun siger hun stopper med at have lyst til overhovedet at ses og vi taler nærmest ikke sammen i laaaang tid.. nu efter vi stortset ikke har talt sammen i et halvt år er hun lige pludseligt begyndt at kontakte mig igen "om jeg ikke vil være med til fødsel" og jeg ved ikke hvad...

Ved sgu ikke lige hvad jeg skal syntes om det...

Egentligt ved jeg slet ikke om jeg overhovedet har lyst til at ses med hende. - Det sgu hårdt at få af vide man skal være far for første gang samtidigt med hun bare sige hej hej - hvem ved måske gør hun det igen om et par måneder?

Men hvorfor overhovedet vælger at sætte et barn i verden? når der ikke er to til at tage sig af barnet?

Nu læser jeg så at der er en herinde der skriver noget om "kvindens ret til at gennemførrer en graviditet", hva nu det for noget pis? det da på alle punkter kvinden der HAR beslutningen.

Men har barnet ikke ret til at der skal være BÅDE en mor og en far?

Fortjener et barn ikke de bedste forudsætninger inden det sættes i verden?

så skal jeg hører på hun ingen penge har til barnet? nå så det har du ikke, jamen måske du skulle have tænkt på det for mange måneder siden, ellers stop med at brokke dig over det, det var DIT valg at få det, selvom jeg dengang stod klar til at hjælpe dig.

Hvordan kan en kvinde vælge at få et barn helt alene?

Jeg har de sidste måneder set meget af de unge mødre, og der vil de stortset alle gerne prøve at passe barnet med faren, men der vil faren stortset ikke kendes ved dem.

Og så ser man en der hvor de kører frem og tilbage med barnet HVER ANDEN WEEKEND...  er et barn tjent med at se sin far hver anden weekend? eller hvor meget mener i et barn bør se sin far?

er det lige så godt barnet bare kan blive passet af en anden?

Jeg står i den stik modsatte situation jeg ville elske at være fuldstidsfar, men får ikke lov. "ville" er i datid, jeg er ikke så sikker længere...

Måske tuder jeg, hva syntes i?

Først og fremmest vil jeg sige velkommen til og dernæst, at det gør mig ondt at du står i denne situation....det er frygteligt frustrerende, at se magtesløst til mens en anden tager et kæmpe valg på ens vegne og man hverken kan gøre fra eller til.

Nu er jeg så én af dem som har "valgt" at sætte et barn i verden uden en far...jeg er blevet insemineret på privatklinik og venter mit første barn til maj.

Grunden til, at jeg sætter ord valgt i citationstegn er, at jeg ville hellere end gerne have haft barn på mor-far-barn-måden, men det lykkedes desværre ikke og da jeg nåede de 38 år turde jeg ikke vente længere for jeg har virkeligt ønsket et barn i mange år.

Det ER en kæmpe beslutning at tage, at blive insemineret og sætte et barn i verden som ikke kommer til at vokse op med både mor OG far. Jeg har forsøgt, at gøre mit bedste ved at overveje igen og igen mit valg og derfor har jeg i sidste ende valgt en åben donor...dvs. min datter kan, hvis hun ønsker det, få oplysninger på sin biologiske far og evt. møde ham som voksen.

Jeg håber, at tingene vil løse sig for dig og at du kan mødes med din ex og få talt ud om. I har været fælles om, at lave dette barn og jeg synes det er urimeligt, at du ikke bliver hørt eller respekteret.

Stort knus Dorthe