Måske far - måske ikke far

Miamaja skriver:

Hvorfor ikke tage konsekvensen af realiteten og saette dig ud over dig selv. JA, det er folelsesmaessigt haardt. JA, det er ikke det optimale. JA, du foler dig til side sat og du har ingenting at skulle have sagt for aendre paa situationen. Men hvad kan man bruge det til i sidste ende andet end at have ondt af sig selv?.

Du kan jo vaelge at dvaele ved den uheldige situation resten af dit liv eller du kan mande dig op, acceptere situationen, saette DIG selv tilside og dette ufodte barn forest. Det kommer man laengst med og det andet hjaelper hverken dig eller det aller vigtigeste (det lille barn) noget som helst.

Valget er dit hvor paa du vaelger at faa det optimale ud af situationen. Det er den eneste vej frem.

 

Ja, det tror jeg efterhånden også så småt er begyndt at gå op for mig, så jeg må nok sige jeg er helt enig i hvorfor ikke bare gøre det. Det er/har bare været svært og acceptere situationen.

Jeg mangler efterhånden bare at finde ud af hvordan jeg/vi får det bedste ud af situationen. Men det kommer jo nok ganske stille og roligt.

NikitasMoar skriver:

Lad mig sige det sådan her, som udelukkende er ud fra min egen erfaring, alt den bekymring og pludselig sidde og kigge ud i luften, ja det var mere eller mindre sådan hele min graviditet foregik og ja der er mange bekymringer når man skal have et barn, og ja de bliver ikke mindre når barnet først er født, men det ændrer sig og bliver det hele værd..  (men det er jo altid meget let at sige på den anden side af tingene) 

Mht loven, så er det faktisk sådan, grundet ligestilling, at du i teorien har akkurat de samme rettigheder som moderen, og i dag tager man enormt meget hensyn til barnet, så ja du har de samme rettigheder, men det er selvfølgelig svært når barnet har brug for mors babser i starten, men det betyder ikke at man ikke har ret til samvær fordi barnet skal amme.. mener det er den lov der trådte i kraft i 2002, den ligger nok inde på retsinfo.dk, skulle du kede dig en dag ;O)

Knuz fra Jane

tak for indblikket af dine erfaringer. Du har ganske givet ret i at bekymringerne næppe bliver mindre når barnet er født, men jeg håber da at en del flere ting er afklaret forholdsvist kort tid efter fødslen, og gerne før. Men jeg bliver måske klogere

Ja, der må ligge noget info derinde. eller ihvertfald loven, så det jo bare at læse, som du så smukt siger. Har da noget jura fra min uddannelse, dog bare om et helt andet emne, men mon ikke paragrafferne er til at tyde alligvel.

Ansemusen skriver:

Det er sent nu, så min hjerne fungerer ikke optimalt og vil derfor ikke skrive en masse. Men kan alligevel ikke lade være med at fortælle dig, at dine rettigheder til at se dit barn er lige så store som morens! Barnet er lige så meget DIT barn, det skal du huske! SÅ hvis du ønsker at tage del i dit kommende barns liv og at det skal fylde i dit, så synes jeg du skal kæmpe. Måske det ender med halv tid hos jer hver og det kan et barn sagtens leve med. Meget bedre end at far vendte det ryggen og ikke vil se det!

Held og lykke med det hele, du lyder nu alligevel ganske klog og empatisk og som om dit barn betyder en hel del for dig trods al forvirring og frustration

Tak for de pæne ord

Du kan have en pointe, det jeg pt dog er kommet frem til, er at det med 50/50, kun kan fungere sådan at det ikke skader barnets dagligdag, eller det betyder der er for store ændringer i barnets dagligdag på den måde.

Umiddelbart så jeg helst det var den løsning, men tror ikke helt det kan komme til at fungere, da vi bor ca. 35min fra hinanden med bus/tog. Så det virker ikke helt til at være til barnets bedste, men det da rart at vide, at i teorien er det en mulighed. Men den løsning er selvfølgelig heller ikke mulig fra starten af.

LouiseVous skriver:

Testen kan først tages efter 3mdr og der tages 2 teste med 1uges mellem. Det er noget træls noget. Men synes du skal få den taget.
Nu ved jeg ikke hvad dit valg er blevet. Men har tænkt lidt på det hele og jeg tror sq jeg ville tage med til fødslen. Hallo det ku' jo ske det blev en engangsforstilling Og hvis du møder op, ja så har du da vist dit barn en kæmpe respekt.. Allerede fra start

Som du skriver nu, tror jeg slet ikke det vil være løsningen for dig at vælge barnet fra. Det tror jeg vil give dig endnu mere bekymring end hvis du kender til barnet og bliver smidt 'ud'.. Så har du gjort dit, og så kan moderen ikke fortælle barnet at du ikke har haft lyst til at ville være en del af dens liv..

Men håber da at hører tilbage

3 mdr.!?? Det var da fordærdelig lang tid.

Puha, god pointe, havde jeg ikke lige overvejet, at det selvfølgelig kan være det er første og sidste gang. Men det nu også noget af en kold spand vand at få i hovedet hvis det så 3-4 mdr. senere viser sig det slet ikke er mit.

Nej tror også jeg er kommet frem til at det ikke er en løsning af sige barnet fra. Så nu det egentligt "bare" at finde ud af hvordan det skal komme til at fungere. Tingene går desværre bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig.

Senia skriver:

Sikke et indlæg, en tråd og en fyr du er. Gid der var flere 24-årige som dig. I mine øjne, virker du som en god fyr, der er realistisk og med størst ønske om at være uselvisk og have barnets bedste som 1. prioritet. Allerede det gør dig til en far i mit hoved.

Et barn har brug for at afspejle sig i andre, og en far er ikke til at undvære - barnet kan jo genkende sig selv i dig. Uden dig, vil h*n med stor sandsynlighed føle der mangler noget i hans / hendes liv. 

Uanset hvem der komme ind i din eks-kærestes liv, så vil du være den bedste i hele verden, for du er barnets far..

Jeg sidder og kan ikke lade være med at tænke på adoptivbørn - de har tilbragt et liv i en fantastisk familie, men alligevel vælger mange at finde deres biologiske forældre, fordi de mangler en del af dem selv.

Nu kender jeg ikke din eks-kæreste, men tænk nu hvis du vælger ikke at være far i dit barns liv, så finder hun en ny, er sammen med denne et stykke tid, der så bliver faderfigur, så går det måske ikke, og så kommer der en ny ind, og en til.. (måske!) Så har barnet ingen fast faderfigur i sit liv?

Ville det så ikke være det bedste for dit barn, at have en far som faderfigur, selvom i kun ses hver anden weekend? Alle har brug for forbilleder i deres liv, og barnets bedste ville da være at have et så godt forbillede som dig 

------------------------

Lige lidt til det andet du ellers har skrevet i tråden..

Jeg kan godt forstå du er frustreret over hele situationen, hun lyder også meget ubeslutsom, og måske forvirret omkring hvad hun selv ønsker?

Jeg har selv fået abort, og nu 6 år senere, er jeg planlagt gravid, med en fantastisk fyr. Min abort har naget mig i alle 6 år og gør stadig - jeg har altid fortrudt mit valg, og gør det den dag idag. Men jeg ville være realistisk og fornuftig, jeg var 17 og havde ingen uddannelse, og ham jeg blev gravid med fandt jeg ud af tog stoffer. Men jeg ønskede det barn mere end noget andet. Jeg tog i forvejen vare på mig selv, og havde været nødsaget til at tage mig af mig selv / blive voksen, MEGET tidligt i mit liv. Så modenheden var der skam.

Men kort og godt - jeg valgte fornuft, frem for følelser - og den har bidt mig bag i lige siden.

Så ind imellem er fornuften ikke det rigtige....

Blot en lille tanke, for at fortælle det fra en kvindes side..

Skal lige siges at fyren ønskede barnet, men ikke ville være i stand til at tage sig af det, og jeg derfor havde valgt at det ville være det bedste for barnet ikke at se ham før han var fri for stoffer, men der er situationen jo så også lidt anderles.

Ang. fødslen, syntes jeg klart du skulle tage med, og holde det lille vidunder - måske det også får din ekskæreste til at se hvor rigtig det er, at du er en del af dit barns liv. Og skal du kæmpe for retten til at se dit barn, giver det jo også et stort plus. Men først og fremmest er det lille vidunder en del af dig og det er et unik oplevelse mellem dit barn og dig, som du aldrig vil kunne få igen..

Sikke det blev langt hehe.. men håber det måske viste dig tingene fra en lidt anden vinkel.

Det bedste til dig og dit kommende barn..

Mange tak for de søde ord, dit hovede kan jeg godt lide

Den tanke havde jeg ikke lige overvejet. Men helt enig med dig, det virker ikke som en god ting at barnet får en ny far hvert andet år. så set i det lys burde det jo ikke være så svært.

Ja, har selv altid tænkt på det må være mærkeligt for adoptivbørn at bo sammen med 2 forældre, der overhovedet ikke ligner dem eller noget. Måske et "almindeligt barn" også vil tænke sådan såfremt h*n kun kender til den ene af de biologiske forældre. Det kunne jeg egenligt godt forestille mig. Og det kan man jo faktisk ikke få sig selv til at udsætte et barn for. så igen, valgt burde nok slet ikke være så svært.

Ja, måske er hun det. Det har jeg også selv tænkt over. Jeg har bare svært ved at springe 100% på toget igen, såfremt det viser sig at togføren igen ønsker min togvogn løsnet.

Tak for din lille historie. Jeg kan 100% godt forstå fortrydelsen over en abort. Ingen tvivl om at det er utroligt svært følelsesmæssigt.

Såfremt vi skal vælge en løsning der er bedst for barnet, så lyder det da til at det barn du nu skal have, har langt bedre forudsætninger, end det du kunne have fået. Dermed ikke sagt at det barn du kunne have fået tidligere ikke kunne have fået et godt liv, men set udefra virker det til at det du snart skal have, vil få et rigtigt godt liv. Forudsætningerne er der ihvertfald fra starten af.

Omvendt kan man så også sige at når man får en abort, så fjerner man et kommende liv, og det er vel i teorien heller ikke det bedste for barnet, det kommer nok helt an på hvordan man ser på det.

Men som sagt, forstår jeg hele vejen at det rent følelsesmæssigt er et vanvittigt svært valg. Man skal jo også selv kunne leve med de valg man træffer bagefter. Derfor balancen er så svær omkring dette.

Hehe, ja det blev lidt langt, men det var et dejligt indspark i snakken

Også det bedste til dig og din lille familie

Milla-Victoria's mor skriver:

Hejsa

Nu vil jeg ikke læse alle  indlæg igennem, for så kommer jeg da godt nok aldrig i seng

Men hold da op en smørre du må igennem!!

Jeg er måske ikke den aller bedste til at give råd, da jeg rent faktisk selv står i den modsatte grøft, og så alligevel ikke.

Jeg valgte at få min datter, på trods af faderens klare negative følelser omkring det!!

I dit tilfælde drejer det sig jo om at du egentligt gerne vil være far for barnet, men ikke kan få lov, på den måde du gerne vil det!!? (Har jeg forstået det ret???)

Først og fremmest viser det at du skriver herinde, jo at du følelses mæssigt gerne vil det her barn!! Og det at du har tænkt over ting som "ville det mon være bedst for barnet at "nøjes" med en far, på trods af at han ikke er den biologiske" viser jo igen bare at du tænker på barnets bedste (flere af den slags tak &nbsp

Men når det så er sagt, så synes jeg virkeligt du skal tænke dig om før du tager beslutningen om, om du vil være i barnets liv eller ej!!!
Din ex, har jo ikke en kæreste (sådan som jeg har læst det), og det er ikke sikkert at hun får det foreløbig!! og så vil barnet stadig mangle en far...

Min datter har desværre ingen kontakt til sin far eller hans familie. Alligevel begyndt hun i en alder af 1½ år at spørge konstant efter sin far, kalde mig for far. Nu er hun nået til det stadie at hun peger på alle mænd på gaden, i busser osv. og siger "FAR".

Det er sgu godt nok svært at føle at man ikke kan give det barnet har brug for. Jeg elsker min datter, og hvis jeg skulle tage valget igen, ville jeg klart gøre det samme igen.

Men det er svært at se på at barnet mangler noget i hendes korte liv!!

Jeg synes du skal tænke dig godt om, og hvis du beslutter dig for at være i hans liv, synes jeg klart du KRAFTIGT skal overveje at tage med til fødslen!!! Det er noget du kun oplever en gang!! Og det er den mest fantastiske og vildeste oplevelse

Så synes jeg du skal overveje om du vil være der og opleve alle de fantastiske ting der er ved at få et barn. På fuld tid eller ej, så er det kæmpe stort at være forældre!!

Eller om du vil overraskes om 14 år når barnet banker på og siger "Hej far"!??

I den her sag synes jeg bestemt ikke moderen tænker sig om!! Du står med åbne arme og gerne vil være en del af det!! Synes man skal til sidesætte sig selv og tænke på barnet!!!

Men på den anden måde er hendes invitation til fødslen, jo en håndsudrækning fra hendes side!!

Jeg håber inderligt du finder den rette løsning for dig, og for jer alle 3!!

Jeg håber heller ikke at mit indlæg er forvirrende eller stødende.... Jeg er en smule træt, så jjeg orker ikke at gennemlæse begge indlæg igen

Knus Pernille

Hej Pernille

Nej, det efterhånden blevet en lang samtale herinde, så det ved at være lidt uoverskuteligt med alle de indlæg. Men det nu kun rart med mange forskellige meninger og synspunkter.

Måske er du ikke, måske er du netop den rigtige Men det nu kun dejligt med et synspunkt fra "den anden side", som du jo mere eller mindre står på/i.

"I dit tilfælde drejer det sig jo om at du egentligt gerne vil være far for barnet, men ikke kan få lov, på den måde du gerne vil det!!? (Har jeg forstået det ret???)"

Ja, det er fuldstændigt korrekt forstået. Og ja, følelsesmæssigt vil jeg helt vildt gerne have det barn. Det bare svært at drømmen om sit første barn skal blive til et mareridt.

Det du siger med at hun kalder "alle" for far, forstår jeg godt er svært for dig. For selvfølgelig vil du gøre og give det bedste til dit barn, nogen ting er så bare ikke mulige at gøre. Det virker det ikke til i det eksempel.

Af princip, syntes jeg allerede der at det i teorien er forkert at få det barn, men omvendt forstår jeg sgu godt du beholder det.

Du siger at fødslen kun er noget man opnår en gang, ja det er det måske. Men måske har jeg om 1-2-3-4-5 år fundet en anden hvor vi sammen vil have børn. Og her ville jeg langt hellere at min drøm og oplevelse med at se et barn komme til verden går i opfyldelse, istedet for det skal være under disse omstændigheder. Men okay, det er nu engang som det er, det kan jeg ikke ændre ved. Men et valg om hvad der er det bedste for alle parter, eller ihvertfald for barnet skal træffes, og så må jeg/vi få det bedste ud af situationen.

Som du siger det er den fatakstiske og vildeste oplevelse - lige præcis derfor så jeg gerne det var under klart bedre forhold en som tilfældet er.

"Synes man skal til sidesætte sig selv og tænke på barnet!!!", kunne ikke være mere enig!

Dit indlæg var bestemt ikke stødende. Måske en smule forvirrende, men det nok fordi jeg DELVIST mener at du ikke sidesatte dig selv, da du valgte at få et barn "uden far". Men sådan er der så meget og liver går jo videre alligevel.

Jeg håber også inderligt at finde den optimale løsning. Der er ingen tvivl om hvilken løsning jeg helst selv så. Men når det nu med stor sikkerhed ikke kan blive den, så må det jo blive en anden

Det bedste til dig og tid barn!

Baagøe skriver:

Husk så bare ikke at vedkende dig faderskabet førend der er lavet tests, for hvis først faderskabet er fastslået, kan det som udgangspunkt ikke ændres. Bare et godt råd.

Knus Linda

Det vil jeg huske, mange tak for dit råd