Måske far - måske ikke far

Slagelseguy skriver:

 

Hej Jane

 

Du har muligvis ret i at en tilknytning først kommer når barnet begynder at få en personlighed. Det skal jeg ikke kunne sige.

Jeg kan dog sige at det på nuværende tidspunkt til tider kan være svært at føle at det er mit nu. For nu har jeg nærmstet intet forhold til barnet. Men i og med det er mit kød og blod, så er der jo alligvel et eller andet der ligger der i følelserne.

 

Tja jeg føler egenligt det er moderen der vælger barnets far fra og ikke omvendt. Ja jeg er blevet klar over at man som far trods alt har nogle rettigheder, eller man kan SØGE om at få nogle. Så egentligt ser jeg det ikke som et fravalg af barnet, men et fravalg at muligheden for at SØGE om at bare at få lov til at se barnet.

Til enhver tid er den nuværende situation udviklet sig så jeg føler jeg kan se mig selv i øjnene. Men igen det handler lige så meget om barnets bedste. Og er det at jeg søger disse rettigheder, så der ingen tvivl om at jeg selvfølgelig vil gøre dette.

Det er meget let at give dig ret i dine antagelser, og jeg kan godt forstå at du føler dig mere hørt/forstået gennem tråden, når det sker, og ja det havde jeg nok også gjort inden jeg selv fik min datter.. men tingene ændrer sig 

Som situationen ser ud kan jeg godt forstå at du mener at det er moderen der vælger fra, men når din søn eller datter står som teenager og spørger hvorfor du ikke er i deres liv, så vil han eller hun da føle det som et svigt fra din side, et fravalg uanset hvad barnets mor har gjort for at forhindre jeres samværd, et barn der ikke har enten den ene eller den anden forældre i sit liv, vil uanset omstændighederne (såsom dødsfald, skilsmisse eller mangel på samværd) føle svigt, nogle mere end andre og det jeg mener er bare at når man vælger ikke at være i et barns liv, så er det altså et valg man træffer og derfor også noget man en dag står til ansvar for, ikke sagt at beslutningen om at beholde barnet eller holde dig udenfor ikke er forkert, men det eneste vi som mennesker kan er at tage ansvar for vores egne beslutninger, og når din søn eller datter så kommer og opsøger dig, fordi de vil vide hvor de har deres musiske sans eller kreative evner eller hvad det nu må være, og så finder dig med en familie, så vil der da sandsynligvis være en stor følelse af afvisning, hvorfor ville du ikke have mig, men gerne dine andre børn, altså der må være noget galt med mig.. det at deltage eller ikke deltage i dit barns liv er jo ikke kun en beslutning for lige nu - men for fremtiden, du vil altid være en "figur" i dit barns liv, om du er der fysisk eller ej, så ærligt talt så syntes jeg det er godt du tænker over det, men må ærligt sige at jeg læser det som om du føler dig uretfærdigt behandlet af moderen og derfor har du ændret mening.. det er heller ikke let og stå på den anden side og konstant holde en dør åben og så indimellem få små håb om at der foreligger en mulighed for at min datters far måske ønsker at være en del af hendes liv, men jeg gør det da, fordi det er det er i min datters bedste interesse, uanset hvor meget det kræver af mig følelsesmæssigt..  

Og det er ikke for at være negativ jeg skriver det, men for ligesom at vise dig et muligt perspektiv på en beslutning som du træffer for ikke kun dig, men også dit barns liv. Jeg er desværre gennem mit tidligere arbejde stødt på mange former for svigt og ja har derfor set hvordan svigt/afvisning kan påvirke et barns liv... og jeg mener helt sikkert din x har opført sig utilgiveligt, men måske hun endelig har indset hvad der er bedst for jeres barn.. og ja loven er jo lavet i dag så det giver jer fuldstændig de samme rettigheder, men selvfølgelig vil det være i din favor hvis du deltager så meget du kan fra starten...

 

Knuz fra Jane, der tros alt, selvom det måske ikke kan læses af indlægget, virkeligt beundre dine overvejelser..  

Astrids-mor skriver:

Sådan som jeg forstår det hele, synes jeg det er grotesk at hun sådan kan vælge. Én ting er hun vælger for sig selv. Men hvad med den lille.

Jeg tror som du skriver, vil det være bedst for dig at vælge at se barnet og søge om alle rettighederne. Så kan du se i bakspejlet og sige: Jeg kæmpede fanme for det, så nu har jeg ikke gjort noget dumt eller valgt forkert.

Men jeg tænker også lidt, uden at ville sætte et spil igang. Men du skriver i brugte alle forholds regler for det ikke sku' ske, og i var ikke kærester.- Tænker bare lidt om du måske er blevet holdt for nar, så den lille ikke er din, men at du var et nemt offer
(Og det var ikke ment som personligt, men har stusset lidt over det:s )

Knuser

Ja lige præcis, jeg syntes også hun skulle se ud over sin egen lille næsetip og kigge på barnets ønsker. Det jo trods alt en af en forældres vigtigste opgaver som jeg ser det - at kunne vælge det rigtige for ens barn, især når ens barn ikke selv har mulighed for at kunne vælge.

 

Ja, og det tror jeg eftehånden også bliver "løsningen".

 

Det faktisk lidt sjovt du nævner det, jeg har også selv tænkt over muligheden. Så der skal selvfølgelig laves en test når efter barnets fødsels, så jeg er på den sikre side der. Jeg må indrømme jeg har haft svært ved at se hvordan hun skulle kunne være blevet gravid, men har hørt andre stedet at uheldet godt kan være ude, selvom man gør hvad man kan for det ikke skal ske. Det vil tiden ihvertfald vise.

Hej igen

 

Jeg kan godt se hvad du mener med at barnet vil stille spørgsmål til hvorfor det evt. var blevet valgt fra.

Når jeg overhovedet overvejer en mulighed for at melde mig helt ud af barnets liv, så skyldes det har taget utroligt hårdt på mig, rent følelses mæssigt med alt det her. Vågner midt om natten og ligger og tænker på det, fanger mig selv i at stirer ud i luften midt på dagen. Jeg er slet ikke sikker på at jeg magter et helt liv med "bekymringer" og tanker omkring alt det her. Men der jo ingen garantier for at disse tanker forsvinder blot fordi jeg evt. valgte ikke at se barnet.

Uden det skal blive alt for meget "min far er bare stærkere end din far", så som moderen siger, så er der mange børn der klarer sig fint med kun at bo hos sin mor. Kan jeg jo også sige at der er mange børn der klarer sig uden at kende sin far.

Vi kan sikkert godt blive enige om at ingen af versionerne er optimale. Og der skal da ikke være nogen tvivl om at jeg selv mener at barnet bør kende sin far, men som tingene har udviklet sig, bliver jeg simpelthen også nød til at tage et hensyn til mit eget liv, hvorfor valget bliver basseret på barnets bedste i kombination med hvordan jeg selv rent følelsesmæssigt vil have det i hverdagen fremover.

 

Ved ikke rigtigt hvordan du mener at begge har lige mange rettigheder? Det har jeg svært ved at se, omendt jeg da er blevet opmærksom på at man som udstødt fader har mulighed for at søge om nogle rettigheder. Men fra at have en mulighed om at søge om nogle rettigheder, til at have ens rettigheder som moderen, syntes jeg der er ret langt til?

 

Næ, det kan måske ikke læses ud af dit indlæg, men jeg er kun glad for dit svar og din tid på emnet!

 

Knus herfra til dig også

NikitasMoar skriver:

Det er meget let at give dig ret i dine antagelser, og jeg kan godt forstå at du føler dig mere hørt/forstået gennem tråden, når det sker, og ja det havde jeg nok også gjort inden jeg selv fik min datter.. men tingene ændrer sig 

Som situationen ser ud kan jeg godt forstå at du mener at det er moderen der vælger fra, men når din søn eller datter står som teenager og spørger hvorfor du ikke er i deres liv, så vil han eller hun da føle det som et svigt fra din side, et fravalg uanset hvad barnets mor har gjort for at forhindre jeres samværd, et barn der ikke har enten den ene eller den anden forældre i sit liv, vil uanset omstændighederne (såsom dødsfald, skilsmisse eller mangel på samværd) føle svigt, nogle mere end andre og det jeg mener er bare at når man vælger ikke at være i et barns liv, så er det altså et valg man træffer og derfor også noget man en dag står til ansvar for, ikke sagt at beslutningen om at beholde barnet eller holde dig udenfor ikke er forkert, men det eneste vi som mennesker kan er at tage ansvar for vores egne beslutninger, og når din søn eller datter så kommer og opsøger dig, fordi de vil vide hvor de har deres musiske sans eller kreative evner eller hvad det nu må være, og så finder dig med en familie, så vil der da sandsynligvis være en stor følelse af afvisning, hvorfor ville du ikke have mig, men gerne dine andre børn, altså der må være noget galt med mig.. det at deltage eller ikke deltage i dit barns liv er jo ikke kun en beslutning for lige nu - men for fremtiden, du vil altid være en "figur" i dit barns liv, om du er der fysisk eller ej, så ærligt talt så syntes jeg det er godt du tænker over det, men må ærligt sige at jeg læser det som om du føler dig uretfærdigt behandlet af moderen og derfor har du ændret mening.. det er heller ikke let og stå på den anden side og konstant holde en dør åben og så indimellem få små håb om at der foreligger en mulighed for at min datters far måske ønsker at være en del af hendes liv, men jeg gør det da, fordi det er det er i min datters bedste interesse, uanset hvor meget det kræver af mig følelsesmæssigt..  

Og det er ikke for at være negativ jeg skriver det, men for ligesom at vise dig et muligt perspektiv på en beslutning som du træffer for ikke kun dig, men også dit barns liv. Jeg er desværre gennem mit tidligere arbejde stødt på mange former for svigt og ja har derfor set hvordan svigt/afvisning kan påvirke et barns liv... og jeg mener helt sikkert din x har opført sig utilgiveligt, men måske hun endelig har indset hvad der er bedst for jeres barn.. og ja loven er jo lavet i dag så det giver jer fuldstændig de samme rettigheder, men selvfølgelig vil det være i din favor hvis du deltager så meget du kan fra starten...

 

Knuz fra Jane, der tros alt, selvom det måske ikke kan læses af indlægget, virkeligt beundre dine overvejelser..  

Hej igen

 

Jeg kan godt se hvad du mener med at barnet vil stille spørgsmål til hvorfor det evt. var blevet valgt fra.

Når jeg overhovedet overvejer en mulighed for at melde mig helt ud af barnets liv, så skyldes det har taget utroligt hårdt på mig, rent følelses mæssigt med alt det her. Vågner midt om natten og ligger og tænker på det, fanger mig selv i at stirer ud i luften midt på dagen. Jeg er slet ikke sikker på at jeg magter et helt liv med "bekymringer" og tanker omkring alt det her. Men der jo ingen garantier for at disse tanker forsvinder blot fordi jeg evt. valgte ikke at se barnet.

Uden det skal blive alt for meget "min far er bare stærkere end din far", så som moderen siger, så er der mange børn der klarer sig fint med kun at bo hos sin mor. Kan jeg jo også sige at der er mange børn der klarer sig uden at kende sin far.

Vi kan sikkert godt blive enige om at ingen af versionerne er optimale. Og der skal da ikke være nogen tvivl om at jeg selv mener at barnet bør kende sin far, men som tingene har udviklet sig, bliver jeg simpelthen også nød til at tage et hensyn til mit eget liv, hvorfor valget bliver basseret på barnets bedste i kombination med hvordan jeg selv rent følelsesmæssigt vil have det i hverdagen fremover.

 

Ved ikke rigtigt hvordan du mener at begge har lige mange rettigheder? Det har jeg svært ved at se, omendt jeg da er blevet opmærksom på at man som udstødt fader har mulighed for at søge om nogle rettigheder. Men fra at have en mulighed om at søge om nogle rettigheder, til at have ens rettigheder som moderen, syntes jeg der er ret langt til?

 

Næ, det kan måske ikke læses ud af dit indlæg, men jeg er kun glad for dit svar og din tid på emnet!

 

Knus herfra til dig også

Hvorfor ikke tage konsekvensen af realiteten og saette dig ud over dig selv. JA, det er folelsesmaessigt haardt. JA, det er ikke det optimale. JA, du foler dig til side sat og du har ingenting at skulle have sagt for aendre paa situationen. Men hvad kan man bruge det til i sidste ende andet end at have ondt af sig selv?.

Du kan jo vaelge at dvaele ved den uheldige situation resten af dit liv eller du kan mande dig op, acceptere situationen, saette DIG selv tilside og dette ufodte barn forest. Det kommer man laengst med og det andet hjaelper hverken dig eller det aller vigtigeste (det lille barn) noget som helst.

Valget er dit hvor paa du vaelger at faa det optimale ud af situationen. Det er den eneste vej frem.

 

Slagelseguy skriver:

Hej igen

 

Jeg kan godt se hvad du mener med at barnet vil stille spørgsmål til hvorfor det evt. var blevet valgt fra.

Når jeg overhovedet overvejer en mulighed for at melde mig helt ud af barnets liv, så skyldes det har taget utroligt hårdt på mig, rent følelses mæssigt med alt det her. Vågner midt om natten og ligger og tænker på det, fanger mig selv i at stirer ud i luften midt på dagen. Jeg er slet ikke sikker på at jeg magter et helt liv med "bekymringer" og tanker omkring alt det her. Men der jo ingen garantier for at disse tanker forsvinder blot fordi jeg evt. valgte ikke at se barnet.

Uden det skal blive alt for meget "min far er bare stærkere end din far", så som moderen siger, så er der mange børn der klarer sig fint med kun at bo hos sin mor. Kan jeg jo også sige at der er mange børn der klarer sig uden at kende sin far.

Vi kan sikkert godt blive enige om at ingen af versionerne er optimale. Og der skal da ikke være nogen tvivl om at jeg selv mener at barnet bør kende sin far, men som tingene har udviklet sig, bliver jeg simpelthen også nød til at tage et hensyn til mit eget liv, hvorfor valget bliver basseret på barnets bedste i kombination med hvordan jeg selv rent følelsesmæssigt vil have det i hverdagen fremover.

 

Ved ikke rigtigt hvordan du mener at begge har lige mange rettigheder? Det har jeg svært ved at se, omendt jeg da er blevet opmærksom på at man som udstødt fader har mulighed for at søge om nogle rettigheder. Men fra at have en mulighed om at søge om nogle rettigheder, til at have ens rettigheder som moderen, syntes jeg der er ret langt til?

 

Næ, det kan måske ikke læses ud af dit indlæg, men jeg er kun glad for dit svar og din tid på emnet!

 

Knus herfra til dig også

 

Lad mig sige det sådan her, som udelukkende er ud fra min egen erfaring, alt den bekymring og pludselig sidde og kigge ud i luften, ja det var mere eller mindre sådan hele min graviditet foregik og ja der er mange bekymringer når man skal have et barn, og ja de bliver ikke mindre når barnet først er født, men det ændrer sig og bliver det hele værd..  (men det er jo altid meget let at sige på den anden side af tingene) 

Mht loven, så er det faktisk sådan, grundet ligestilling, at du i teorien har akkurat de samme rettigheder som moderen, og i dag tager man enormt meget hensyn til barnet, så ja du har de samme rettigheder, men det er selvfølgelig svært når barnet har brug for mors babser i starten, men det betyder ikke at man ikke har ret til samvær fordi barnet skal amme.. mener det er den lov der trådte i kraft i 2002, den ligger nok inde på retsinfo.dk, skulle du kede dig en dag ;O)

Knuz fra Jane

Det er sent nu, så min hjerne fungerer ikke optimalt og vil derfor ikke skrive en masse. Men kan alligevel ikke lade være med at fortælle dig, at dine rettigheder til at se dit barn er lige så store som morens! Barnet er lige så meget DIT barn, det skal du huske! SÅ hvis du ønsker at tage del i dit kommende barns liv og at det skal fylde i dit, så synes jeg du skal kæmpe. Måske det ender med halv tid hos jer hver og det kan et barn sagtens leve med. Meget bedre end at far vendte det ryggen og ikke vil se det!

Held og lykke med det hele, du lyder nu alligevel ganske klog og empatisk og som om dit barn betyder en hel del for dig trods al forvirring og frustration

Slagelseguy skriver:

Ja lige præcis, jeg syntes også hun skulle se ud over sin egen lille næsetip og kigge på barnets ønsker. Det jo trods alt en af en forældres vigtigste opgaver som jeg ser det - at kunne vælge det rigtige for ens barn, især når ens barn ikke selv har mulighed for at kunne vælge.

 

Ja, og det tror jeg eftehånden også bliver "løsningen".

 

Det faktisk lidt sjovt du nævner det, jeg har også selv tænkt over muligheden. Så der skal selvfølgelig laves en test når efter barnets fødsels, så jeg er på den sikre side der. Jeg må indrømme jeg har haft svært ved at se hvordan hun skulle kunne være blevet gravid, men har hørt andre stedet at uheldet godt kan være ude, selvom man gør hvad man kan for det ikke skal ske. Det vil tiden ihvertfald vise.

Testen kan først tages efter 3mdr og der tages 2 teste med 1uges mellem. Det er noget træls noget. Men synes du skal få den taget.
Nu ved jeg ikke hvad dit valg er blevet. Men har tænkt lidt på det hele og jeg tror sq jeg ville tage med til fødslen. Hallo det ku' jo ske det blev en engangsforstilling Og hvis du møder op, ja så har du da vist dit barn en kæmpe respekt.. Allerede fra start

Som du skriver nu, tror jeg slet ikke det vil være løsningen for dig at vælge barnet fra. Det tror jeg vil give dig endnu mere bekymring end hvis du kender til barnet og bliver smidt 'ud'.. Så har du gjort dit, og så kan moderen ikke fortælle barnet at du ikke har haft lyst til at ville være en del af dens liv..

Men håber da at hører tilbage

Tak for det indlæg.

 

Det er meget opløftende! Det virker efterhånden til at det "rigtige" er at kæmpe for samvær med barnet.

 

Jeg er dog stadig i tvivl om det er det bedste for barnet. Selvfølgelig har barnet krav på at kende sin far. Men altså puha det svært.

Sikke et indlæg, en tråd og en fyr du er. Gid der var flere 24-årige som dig. I mine øjne, virker du som en god fyr, der er realistisk og med størst ønske om at være uselvisk og have barnets bedste som 1. prioritet. Allerede det gør dig til en far i mit hoved.

Et barn har brug for at afspejle sig i andre, og en far er ikke til at undvære - barnet kan jo genkende sig selv i dig. Uden dig, vil h*n med stor sandsynlighed føle der mangler noget i hans / hendes liv. 

Uanset hvem der komme ind i din eks-kærestes liv, så vil du være den bedste i hele verden, for du er barnets far..

Jeg sidder og kan ikke lade være med at tænke på adoptivbørn - de har tilbragt et liv i en fantastisk familie, men alligevel vælger mange at finde deres biologiske forældre, fordi de mangler en del af dem selv.

Nu kender jeg ikke din eks-kæreste, men tænk nu hvis du vælger ikke at være far i dit barns liv, så finder hun en ny, er sammen med denne et stykke tid, der så bliver faderfigur, så går det måske ikke, og så kommer der en ny ind, og en til.. (måske!) Så har barnet ingen fast faderfigur i sit liv?

Ville det så ikke være det bedste for dit barn, at have en far som faderfigur, selvom i kun ses hver anden weekend? Alle har brug for forbilleder i deres liv, og barnets bedste ville da være at have et så godt forbillede som dig 

------------------------

Lige lidt til det andet du ellers har skrevet i tråden..

Jeg kan godt forstå du er frustreret over hele situationen, hun lyder også meget ubeslutsom, og måske forvirret omkring hvad hun selv ønsker?

Jeg har selv fået abort, og nu 6 år senere, er jeg planlagt gravid, med en fantastisk fyr. Min abort har naget mig i alle 6 år og gør stadig - jeg har altid fortrudt mit valg, og gør det den dag idag. Men jeg ville være realistisk og fornuftig, jeg var 17 og havde ingen uddannelse, og ham jeg blev gravid med fandt jeg ud af tog stoffer. Men jeg ønskede det barn mere end noget andet. Jeg tog i forvejen vare på mig selv, og havde været nødsaget til at tage mig af mig selv / blive voksen, MEGET tidligt i mit liv. Så modenheden var der skam.

Men kort og godt - jeg valgte fornuft, frem for følelser - og den har bidt mig bag i lige siden.

Så ind imellem er fornuften ikke det rigtige....

Blot en lille tanke, for at fortælle det fra en kvindes side..

Skal lige siges at fyren ønskede barnet, men ikke ville være i stand til at tage sig af det, og jeg derfor havde valgt at det ville være det bedste for barnet ikke at se ham før han var fri for stoffer, men der er situationen jo så også lidt anderles.

Ang. fødslen, syntes jeg klart du skulle tage med, og holde det lille vidunder - måske det også får din ekskæreste til at se hvor rigtig det er, at du er en del af dit barns liv. Og skal du kæmpe for retten til at se dit barn, giver det jo også et stort plus. Men først og fremmest er det lille vidunder en del af dig og det er et unik oplevelse mellem dit barn og dig, som du aldrig vil kunne få igen..

Sikke det blev langt hehe.. men håber det måske viste dig tingene fra en lidt anden vinkel.

Det bedste til dig og dit kommende barn..

Hejsa

Nu vil jeg ikke læse alle  indlæg igennem, for så kommer jeg da godt nok aldrig i seng

Men hold da op en smørre du må igennem!!

Jeg er måske ikke den aller bedste til at give råd, da jeg rent faktisk selv står i den modsatte grøft, og så alligevel ikke.

Jeg valgte at få min datter, på trods af faderens klare negative følelser omkring det!!

I dit tilfælde drejer det sig jo om at du egentligt gerne vil være far for barnet, men ikke kan få lov, på den måde du gerne vil det!!? (Har jeg forstået det ret???)

Først og fremmest viser det at du skriver herinde, jo at du følelses mæssigt gerne vil det her barn!! Og det at du har tænkt over ting som "ville det mon være bedst for barnet at "nøjes" med en far, på trods af at han ikke er den biologiske" viser jo igen bare at du tænker på barnets bedste (flere af den slags tak &nbsp

Men når det så er sagt, så synes jeg virkeligt du skal tænke dig om før du tager beslutningen om, om du vil være i barnets liv eller ej!!!
Din ex, har jo ikke en kæreste (sådan som jeg har læst det), og det er ikke sikkert at hun får det foreløbig!! og så vil barnet stadig mangle en far...

Min datter har desværre ingen kontakt til sin far eller hans familie. Alligevel begyndt hun i en alder af 1½ år at spørge konstant efter sin far, kalde mig for far. Nu er hun nået til det stadie at hun peger på alle mænd på gaden, i busser osv. og siger "FAR".

Det er sgu godt nok svært at føle at man ikke kan give det barnet har brug for. Jeg elsker min datter, og hvis jeg skulle tage valget igen, ville jeg klart gøre det samme igen.

Men det er svært at se på at barnet mangler noget i hendes korte liv!!

Jeg synes du skal tænke dig godt om, og hvis du beslutter dig for at være i hans liv, synes jeg klart du KRAFTIGT skal overveje at tage med til fødslen!!! Det er noget du kun oplever en gang!! Og det er den mest fantastiske og vildeste oplevelse

Så synes jeg du skal overveje om du vil være der og opleve alle de fantastiske ting der er ved at få et barn. På fuld tid eller ej, så er det kæmpe stort at være forældre!!

Eller om du vil overraskes om 14 år når barnet banker på og siger "Hej far"!??

I den her sag synes jeg bestemt ikke moderen tænker sig om!! Du står med åbne arme og gerne vil være en del af det!! Synes man skal til sidesætte sig selv og tænke på barnet!!!

Men på den anden måde er hendes invitation til fødslen, jo en håndsudrækning fra hendes side!!

Jeg håber inderligt du finder den rette løsning for dig, og for jer alle 3!!

Jeg håber heller ikke at mit indlæg er forvirrende eller stødende.... Jeg er en smule træt, så jjeg orker ikke at gennemlæse begge indlæg igen

Knus Pernille

Slagelseguy skriver:

Ja lige præcis, jeg syntes også hun skulle se ud over sin egen lille næsetip og kigge på barnets ønsker. Det jo trods alt en af en forældres vigtigste opgaver som jeg ser det - at kunne vælge det rigtige for ens barn, især når ens barn ikke selv har mulighed for at kunne vælge.

 

Ja, og det tror jeg eftehånden også bliver "løsningen".

 

Det faktisk lidt sjovt du nævner det, jeg har også selv tænkt over muligheden. Så der skal selvfølgelig laves en test når efter barnets fødsels, så jeg er på den sikre side der. Jeg må indrømme jeg har haft svært ved at se hvordan hun skulle kunne være blevet gravid, men har hørt andre stedet at uheldet godt kan være ude, selvom man gør hvad man kan for det ikke skal ske. Det vil tiden ihvertfald vise.

Husk så bare ikke at vedkende dig faderskabet førend der er lavet tests, for hvis først faderskabet er fastslået, kan det som udgangspunkt ikke ændres. Bare et godt råd.

Knus Linda