Måske far - måske ikke far

Synes du kommer ind på nogle go'e tanker. Men faldt især over det med hvorfor kvinder vælger at få børn alene. Jeg kan ikke fortælle dig det. Men jeg valgte pga jeg ikke tuer tage chancen med abort, men endnu mere fordi jeg ikke bare kunne skille mig ad med mit lille barn jeg bar rundt på.
Jeg fik valget fra start af om jeg ville beholde et useriøst forhold, eller om jeg ville beholde min nye fremtid med et lille barn. Jeg valgte det sidste.

Mht om barnet ikke har behov for en far, tror jeg det kommer helt og aldeles an på hvad barnet vokser op med. Eks. min datter savner pt ikke en far da hun ikke er vant til en. Det havde jo været noget andet hvis der havde været en inde i billedet fra start. Men de eneste mænd hun ser er fra min familie og så i dagplejen.

Mht hvor tit faren ser og hvad der er bedst for barnet tror jeg ikke ligefrem barnet tager skade af kun at se hver anden weekend. Det kommer jo også helt og aldeles an på hvordan forældrene vælger at dele det op. Nogle vælger det nemme- hver anden weekend. Andre har 2 uger af gangen, det skifter jo fra familie til familie.
Men jeg tror så tilgengæld at børnene har det bedste hvis forældrene har det bedst hver for sig.
Hvad ville du helst leve med hvis du var barn: At have mor og far sammen, men de skændes hele tiden? Eller ville du have det bedst: mor og far lever hver for sig, men de kan snakke om tingene sammen?
Jeg ved godt hvad jeg ville have det fedest og bedst med..

Lige lidt fra mig, måske det hjalp lidt
Knus Louise

Uanset hvad vi alle skriver herinde, så er det jo din beslutning, og en som du rent faktisk forsøger at overveje meget nøje.

Jeg er selv enlig mor til en pige på et år, og i stedet for at fortælle detaljerne i min lille historie vil jeg prøver at sætte perspektiv på nogle andre aspekter af denne beslutning.. 

Jeg har oplevet en del fædre efterhånden, som til tros for at de har været en del af hele processen og været glade stolte kommende fædre, har haft svært ved at forholde eller ihvertfald knytte et bånd på sammen måde som mor i den første lange periode, altså barnet til at starte med, ja den spiser, prutter, sover og pludre lidt, min opfattelse er at når de her børn har nået over spædbarnsstadiet og begynder så småt at udvise den personlighed, som vi som mødre måske allerede føler vi kender fra maven, så begynder deres tilknytning også, ikke at det er sådan for alle fædre eller mødre, men det er jo heller ikke sådan (ikke for mig ihvertfald) at mit barn blev født og jeg bare kunne mærke alt den kærlighed/tilknytning fra starten, der gik lidt tid, fordi det er en enorm overvældende følelse at få et barn, en følelse som bare bliver stærkere og stærkere for hver dag der går.. 

Jeg ved jeg en dag skal forsøge at besvare min datters spørgsmål om hvorfor hendes far "fravalgte" hende, og det var naturligvis med i mine overvejelser da jeg valgte at beholde hende, men hvor ville jeg ønske for min datters skyld at han havde valgt hende, bare en lille smule, deltidsfar, weekend far, jamen uanset hvad så havde han i det mindste valgt HENDE til, i det omfang han nu kunne, der er ingen der siger at det nødvendigvis skader barnet at man har en deleordning med faderen så længe den er afklaret når barnet bliver så stor at det rent faktisk forstår hvad der foregår.. 

Det er altid meget nemt at stå på den anden side og fortælle hvor stor og berigende en oplevelse det er at få et barn ind i sit liv, men det jeg ser i min dagligdag er en konstant påmindelse om min datters far, når hun smiler, er distræt eller fjoller rundt, barnet er en del af mor og far uanset hvordan man vender og drejer det, og når min datter bliver ældre så vil jeg da fortælle hende om alle de dejlige træk hun tros alt har fra hendes far, både fysisk og i hendes personlighed.. og ja så håber jeg hun med tiden forstår hvorfor jeg valgte at sætte hende i denne verden.. 

Altså realiteten er at dit barn kommer, så spørgsmålet er om du vil vælge barnet til fra starten eller vil forklare dit hvorfor du valgte det fra når det er blevet en hel del ældre, for det er jo også en del af den pakke, når barnet kommer, en dag vil barnet, sandsynligvis, søge en forklaring fra dig om hvorfor du valgte barnet fra.. (selv om du måske ikke følte det var sådan tingende så ud, da barnet blev født)

 Knuz fra Jane

NikitasMoar skriver:

Uanset hvad vi alle skriver herinde, så er det jo din beslutning, og en som du rent faktisk forsøger at overveje meget nøje.

Jeg er selv enlig mor til en pige på et år, og i stedet for at fortælle detaljerne i min lille historie vil jeg prøver at sætte perspektiv på nogle andre aspekter af denne beslutning.. 

Jeg har oplevet en del fædre efterhånden, som til tros for at de har været en del af hele processen og været glade stolte kommende fædre, har haft svært ved at forholde eller ihvertfald knytte et bånd på sammen måde som mor i den første lange periode, altså barnet til at starte med, ja den spiser, prutter, sover og pludre lidt, min opfattelse er at når de her børn har nået over spædbarnsstadiet og begynder så småt at udvise den personlighed, som vi som mødre måske allerede føler vi kender fra maven, så begynder deres tilknytning også, ikke at det er sådan for alle fædre eller mødre, men det er jo heller ikke sådan (ikke for mig ihvertfald) at mit barn blev født og jeg bare kunne mærke alt den kærlighed/tilknytning fra starten, der gik lidt tid, fordi det er en enorm overvældende følelse at få et barn, en følelse som bare bliver stærkere og stærkere for hver dag der går.. 

Jeg ved jeg en dag skal forsøge at besvare min datters spørgsmål om hvorfor hendes far "fravalgte" hende, og det var naturligvis med i mine overvejelser da jeg valgte at beholde hende, men hvor ville jeg ønske for min datters skyld at han havde valgt hende, bare en lille smule, deltidsfar, weekend far, jamen uanset hvad så havde han i det mindste valgt HENDE til, i det omfang han nu kunne, der er ingen der siger at det nødvendigvis skader barnet at man har en deleordning med faderen så længe den er afklaret når barnet bliver så stor at det rent faktisk forstår hvad der foregår.. 

Det er altid meget nemt at stå på den anden side og fortælle hvor stor og berigende en oplevelse det er at få et barn ind i sit liv, men det jeg ser i min dagligdag er en konstant påmindelse om min datters far, når hun smiler, er distræt eller fjoller rundt, barnet er en del af mor og far uanset hvordan man vender og drejer det, og når min datter bliver ældre så vil jeg da fortælle hende om alle de dejlige træk hun tros alt har fra hendes far, både fysisk og i hendes personlighed.. og ja så håber jeg hun med tiden forstår hvorfor jeg valgte at sætte hende i denne verden.. 

Altså realiteten er at dit barn kommer, så spørgsmålet er om du vil vælge barnet til fra starten eller vil forklare dit hvorfor du valgte det fra når det er blevet en hel del ældre, for det er jo også en del af den pakke, når barnet kommer, en dag vil barnet, sandsynligvis, søge en forklaring fra dig om hvorfor du valgte barnet fra.. (selv om du måske ikke følte det var sådan tingende så ud, da barnet blev født)

 Knuz fra Jane

Fantastisk skrevet Søde
Det er SÅ rigtigt... Knuser

Astrids-mor skriver:

Fantastisk skrevet Søde
Det er SÅ rigtigt... Knuser

Opdagede først du havde haft skrevet efter jeg havde postet mit..   det er vist godt at vi supplere hinanden så godt, til tros for de ens oplevelser.. hehe

 

Knuz 

NikitasMoar skriver:

Opdagede først du havde haft skrevet efter jeg havde postet mit..   det er vist godt at vi supplere hinanden så godt, til tros for de ens oplevelser.. hehe

 

Knuz 

Vi er bare et super godt makkerpar
Men ja, meeeget ens oplevelser..
Knuser

Astrids-mor skriver:

Synes du kommer ind på nogle go'e tanker. Men faldt især over det med hvorfor kvinder vælger at få børn alene. Jeg kan ikke fortælle dig det. Men jeg valgte pga jeg ikke tuer tage chancen med abort, men endnu mere fordi jeg ikke bare kunne skille mig ad med mit lille barn jeg bar rundt på.
Jeg fik valget fra start af om jeg ville beholde et useriøst forhold, eller om jeg ville beholde min nye fremtid med et lille barn. Jeg valgte det sidste.

Mht om barnet ikke har behov for en far, tror jeg det kommer helt og aldeles an på hvad barnet vokser op med. Eks. min datter savner pt ikke en far da hun ikke er vant til en. Det havde jo været noget andet hvis der havde været en inde i billedet fra start. Men de eneste mænd hun ser er fra min familie og så i dagplejen.

Mht hvor tit faren ser og hvad der er bedst for barnet tror jeg ikke ligefrem barnet tager skade af kun at se hver anden weekend. Det kommer jo også helt og aldeles an på hvordan forældrene vælger at dele det op. Nogle vælger det nemme- hver anden weekend. Andre har 2 uger af gangen, det skifter jo fra familie til familie.
Men jeg tror så tilgengæld at børnene har det bedste hvis forældrene har det bedst hver for sig.
Hvad ville du helst leve med hvis du var barn: At have mor og far sammen, men de skændes hele tiden? Eller ville du have det bedst: mor og far lever hver for sig, men de kan snakke om tingene sammen?
Jeg ved godt hvad jeg ville have det fedest og bedst med..

Lige lidt fra mig, måske det hjalp lidt
Knus Louise

Hej Louise

 

Tak for dit svar.

 

Du har mange interessante synspunkter, som jeg ikke 100% er uenig i.

Mine egne forældre har skændtes en del gennem tiden. Og jeg må ærligt sige jeg mange gange har undret mig over at de er blevet sammen.

Så på den måde er valget ikke svært at tage. Jeg mener dog bare at der er "100" andre ting at tænke på også. Og hvem siger at barnet undgår forældrenes diskutioner, blot fordi de bor hver for sig? Det er jo ingen garanti for at de/vi kan tale sammen hver for sig. Desuden har vi altid snakket godt sammen, også derfor vi stadig sås og snakkede sammen efter vi gik fra hinanden. Efter hun så blev gravid har det så ændret sig, der har hun mere eller mindre stortset ikke ønsket at ses eller lignende.

 

Måske du har ret omkring at barnet er "ligeglad" med faren, når barnet ikke er vant til at faderen er der. Men hvad så når barnet i børnahven, skolen osv. opdager alle de andre børn har en far, vil barnet så ikke selv have en far? Det ville jeg ihvertfald hvis jeg var barnet. Som barn ville jeg klart ønske at kunne sige se mor OG far jeg har lavet en tegning af jer/til jer.

NikitasMoar skriver:

Uanset hvad vi alle skriver herinde, så er det jo din beslutning, og en som du rent faktisk forsøger at overveje meget nøje.

Jeg er selv enlig mor til en pige på et år, og i stedet for at fortælle detaljerne i min lille historie vil jeg prøver at sætte perspektiv på nogle andre aspekter af denne beslutning.. 

Jeg har oplevet en del fædre efterhånden, som til tros for at de har været en del af hele processen og været glade stolte kommende fædre, har haft svært ved at forholde eller ihvertfald knytte et bånd på sammen måde som mor i den første lange periode, altså barnet til at starte med, ja den spiser, prutter, sover og pludre lidt, min opfattelse er at når de her børn har nået over spædbarnsstadiet og begynder så småt at udvise den personlighed, som vi som mødre måske allerede føler vi kender fra maven, så begynder deres tilknytning også, ikke at det er sådan for alle fædre eller mødre, men det er jo heller ikke sådan (ikke for mig ihvertfald) at mit barn blev født og jeg bare kunne mærke alt den kærlighed/tilknytning fra starten, der gik lidt tid, fordi det er en enorm overvældende følelse at få et barn, en følelse som bare bliver stærkere og stærkere for hver dag der går.. 

Jeg ved jeg en dag skal forsøge at besvare min datters spørgsmål om hvorfor hendes far "fravalgte" hende, og det var naturligvis med i mine overvejelser da jeg valgte at beholde hende, men hvor ville jeg ønske for min datters skyld at han havde valgt hende, bare en lille smule, deltidsfar, weekend far, jamen uanset hvad så havde han i det mindste valgt HENDE til, i det omfang han nu kunne, der er ingen der siger at det nødvendigvis skader barnet at man har en deleordning med faderen så længe den er afklaret når barnet bliver så stor at det rent faktisk forstår hvad der foregår.. 

Det er altid meget nemt at stå på den anden side og fortælle hvor stor og berigende en oplevelse det er at få et barn ind i sit liv, men det jeg ser i min dagligdag er en konstant påmindelse om min datters far, når hun smiler, er distræt eller fjoller rundt, barnet er en del af mor og far uanset hvordan man vender og drejer det, og når min datter bliver ældre så vil jeg da fortælle hende om alle de dejlige træk hun tros alt har fra hendes far, både fysisk og i hendes personlighed.. og ja så håber jeg hun med tiden forstår hvorfor jeg valgte at sætte hende i denne verden.. 

Altså realiteten er at dit barn kommer, så spørgsmålet er om du vil vælge barnet til fra starten eller vil forklare dit hvorfor du valgte det fra når det er blevet en hel del ældre, for det er jo også en del af den pakke, når barnet kommer, en dag vil barnet, sandsynligvis, søge en forklaring fra dig om hvorfor du valgte barnet fra.. (selv om du måske ikke følte det var sådan tingende så ud, da barnet blev født)

 Knuz fra Jane

Hej Jane

 

Du har muligvis ret i at en tilknytning først kommer når barnet begynder at få en personlighed. Det skal jeg ikke kunne sige.

Jeg kan dog sige at det på nuværende tidspunkt til tider kan være svært at føle at det er mit nu. For nu har jeg nærmstet intet forhold til barnet. Men i og med det er mit kød og blod, så er der jo alligvel et eller andet der ligger der i følelserne.

 

Tja jeg føler egenligt det er moderen der vælger barnets far fra og ikke omvendt. Ja jeg er blevet klar over at man som far trods alt har nogle rettigheder, eller man kan SØGE om at få nogle. Så egentligt ser jeg det ikke som et fravalg af barnet, men et fravalg at muligheden for at SØGE om at bare at få lov til at se barnet.

Til enhver tid er den nuværende situation udviklet sig så jeg føler jeg kan se mig selv i øjnene. Men igen det handler lige så meget om barnets bedste. Og er det at jeg søger disse rettigheder, så der ingen tvivl om at jeg selvfølgelig vil gøre dette.

Slagelseguy skriver:

Hej Louise

 

Tak for dit svar.

 

Du har mange interessante synspunkter, som jeg ikke 100% er uenig i.

Mine egne forældre har skændtes en del gennem tiden. Og jeg må ærligt sige jeg mange gange har undret mig over at de er blevet sammen.

Så på den måde er valget ikke svært at tage. Jeg mener dog bare at der er "100" andre ting at tænke på også. Og hvem siger at barnet undgår forældrenes diskutioner, blot fordi de bor hver for sig? Det er jo ingen garanti for at de/vi kan tale sammen hver for sig. Desuden har vi altid snakket godt sammen, også derfor vi stadig sås og snakkede sammen efter vi gik fra hinanden. Efter hun så blev gravid har det så ændret sig, der har hun mere eller mindre stortset ikke ønsket at ses eller lignende.

 

Måske du har ret omkring at barnet er "ligeglad" med faren, når barnet ikke er vant til at faderen er der. Men hvad så når barnet i børnahven, skolen osv. opdager alle de andre børn har en far, vil barnet så ikke selv have en far? Det ville jeg ihvertfald hvis jeg var barnet. Som barn ville jeg klart ønske at kunne sige se mor OG far jeg har lavet en tegning af jer/til jer.

Hejsa..
Vil da klart give dig ret med nogle af tingene.
Nu har jeg valgt at få min skønne datter alene. Men, dertil skal siges at helt fra start af har jeg sagt at jeg ikke ville holde noget hemmeligt for hende. Hvis hun kommer og spørger til sin far, så vil jeg fortælle hvad der rigtig skete (hvis hun er gammel nok til at forstå, men den rigtig historie SKAL hun vide) og vise billeder, og fortælle ALT det gode om ham..
Men derfor ønsker jeg stadig og møde den rigtige mand som vil tage os til sig, som hans egne. -Det kan lade sig gøre.
Men tror så længe jeg har den holdning til hun nok skal få sandheden at vide, så tror jeg ikke hun vil blive snydt for noget. Andet end selvf hendes bio-far har valgt hende 100% fra i sit liv.

Men kan klart forstå dine tanker, og derfor vil jeg virkelig be' dig om at tænke dig rigtig godt om, for din og h*n's (barnet) skyld. Ikke for moderens!!
Knuser til dig

Astrids-mor skriver:

Hejsa..
Vil da klart give dig ret med nogle af tingene.
Nu har jeg valgt at få min skønne datter alene. Men, dertil skal siges at helt fra start af har jeg sagt at jeg ikke ville holde noget hemmeligt for hende. Hvis hun kommer og spørger til sin far, så vil jeg fortælle hvad der rigtig skete (hvis hun er gammel nok til at forstå, men den rigtig historie SKAL hun vide) og vise billeder, og fortælle ALT det gode om ham..
Men derfor ønsker jeg stadig og møde den rigtige mand som vil tage os til sig, som hans egne. -Det kan lade sig gøre.
Men tror så længe jeg har den holdning til hun nok skal få sandheden at vide, så tror jeg ikke hun vil blive snydt for noget. Andet end selvf hendes bio-far har valgt hende 100% fra i sit liv.

Men kan klart forstå dine tanker, og derfor vil jeg virkelig be' dig om at tænke dig rigtig godt om, for din og h*n's (barnet) skyld. Ikke for moderens!!
Knuser til dig

At du vælger at få din datter alene, vil jeg ikke blande mig i, det kender jeg ikke nok om. Så ud fra folk vælger det de findet bedst, er jeg ikke i tvivl om du har gjort det i DIT tilfælde.

Jeg syntes det er prisværdigt du vil give din datter hele den sande historie, omendt den historie nok er noget lettere i og med det virker til at du har gjort hvad du kunne der.

Når nu dit barns far har valgt barnet fra, håber jeg da du finder en der vil tage jer til sig, så i kan blive en glad lille familie. Mener klart ethvert barn bør opleve hvordand det er at være en del af en familie med mor og i dette tilfælde "far".

 

Når/Hvis jeg vælger samvær med barnet, så det udelukkende for barnets skyld. Bestemt ikke for moderen, hun vil klart se det som et angreb mod hende. Trist men sandt, med mindre noget har ændret sig drastisk siden sidst vi talte/skrev sammen.

Slagelseguy skriver:

At du vælger at få din datter alene, vil jeg ikke blande mig i, det kender jeg ikke nok om. Så ud fra folk vælger det de findet bedst, er jeg ikke i tvivl om du har gjort det i DIT tilfælde.

Jeg syntes det er prisværdigt du vil give din datter hele den sande historie, omendt den historie nok er noget lettere i og med det virker til at du har gjort hvad du kunne der.

Når nu dit barns far har valgt barnet fra, håber jeg da du finder en der vil tage jer til sig, så i kan blive en glad lille familie. Mener klart ethvert barn bør opleve hvordand det er at være en del af en familie med mor og i dette tilfælde "far".

 

Når/Hvis jeg vælger samvær med barnet, så det udelukkende for barnets skyld. Bestemt ikke for moderen, hun vil klart se det som et angreb mod hende. Trist men sandt, med mindre noget har ændret sig drastisk siden sidst vi talte/skrev sammen.

Sådan som jeg forstår det hele, synes jeg det er grotesk at hun sådan kan vælge. Én ting er hun vælger for sig selv. Men hvad med den lille.

Jeg tror som du skriver, vil det være bedst for dig at vælge at se barnet og søge om alle rettighederne. Så kan du se i bakspejlet og sige: Jeg kæmpede fanme for det, så nu har jeg ikke gjort noget dumt eller valgt forkert.

Men jeg tænker også lidt, uden at ville sætte et spil igang. Men du skriver i brugte alle forholds regler for det ikke sku' ske, og i var ikke kærester.- Tænker bare lidt om du måske er blevet holdt for nar, så den lille ikke er din, men at du var et nemt offer
(Og det var ikke ment som personligt, men har stusset lidt over det:s )

Knuser