Måske far - måske ikke far

Miamaja skriver:

Hvad med at skrive et direkte brev til din ex. nodagtig de tanker du har om jeres forhold og barnet, uden at laegge fingre imellem men vaere helt aerlig. det er det aller vigtigeste for alles vedkommende.

Og saa bed hende om at svare helt aerligt i et brev til dig. det kan muligvis vaere med til at faa dig selv afklaret paa en masse sporgsmaal. jeg er helt enig med dig i at det er kvinden der har 'magten' hvad angaar at vaelge barnet til eller fra. det burde vaere begge partners men saadan er realiteten desvaerre ikke og det maa man acceptere.

Hej

Tak for dit forslag.

Den del har vi egenligt afklaret for mange måneder siden. Så med mindre hun har ændret mening fra dengang til nu, så er de ting på plads. Netop det der gør hele situationen så frustrerende. At det mere end tydeligt er gjort mig klart at hun vil det SELV.

Ja det burde være begges valg. dog uden at nogen af parterne har veto-ret.

 

Jeg synes det er helt vildt monster fantastik at læse dit indlæg.. Flere mænd burde være af din opfattelse, og jeg kan så udemærket forstå sine frustrationer omkring moderen til barnet.. Det virker meget useriøst... - Jeg mener dog også at et barn har den uforbeholdne ret til at kende begge sine forældre, og mener derfor ikke du burde vælge dit barn fra pga moderen er et 'fjols'- Det kan selvfølgelig diskuteres hvor godt barnet har af at der bliver en kamp om retten til det, men mener du burde fra start af, når du skal anerkende faderskabet, skrive til statsamtet at du ønsker fælles forældremyndighed da du jo så har ligeså meget at skulle have sagt som moderen. Barnet ved jo alligevel ikke hvad det er der sker omkring det de første par år, og hvis du kan få dine rettigheder bekræftet via statsamtet, og få det nogenlunde som du gerne vil have det, da det jo også er dit barn, synes jeg helt sikkert du skal kæmpe for dette...!

En sidste note.. Et barn er et fuldstændigt upåvirket blank 'lærred' De ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, så hvis de fra start af er vant til at have mor og far på deltid, jamen så er det det normale for dem! Det der gør delebørn forvirret, som oftest, er jo at de har været vant til en anden situation. Hvis de aldrig har kendt til andet, er det jo blot det normale for dem at bo en uge hos mor også en uge hos far... -Kæmp for dine rettigheder mand, og straf ikke dit barn ved at fravælge det...!

Hvor er det bare sandt!  Et barn er lykkeligt, hvis mor og far kommer godt ud af det med hinanden, og hvis de hver især er der for barnet.

Som familiemønstrene er idag, er grænsen for "det normale" blevet rykket gevaldigt. Hvem siger at børn er mere lykkelige, hvis forældrene bor sammen, end hvis de ikke bor sammen, men dog kommer godt ud af det med hinanden?

K.h. Linda

Hejsa med dig, og velkommen til siden, fedt du fandt herind.

Lige netop din problemstilling kunne jeg godt tænke mig at Surprisebaby svarede på, netop fordi i faktisk står i lignende situationer, bare fra hver sin side.

Som udgangspunkt er man to om at lave en baby, og bør derfor i grunden være to om at beslutte situationen. Den mulighed har du så ikke, kan jeg forstå, og så kan man vælge to ting...man kan vælge at tage det der kommer, eller man kan vælge fra.

Det lyder utroligt nemt, men det er det ikke, det er bare for lige at få ridset de grundlæggende muligheder op, ellers kan man så nemt drukne i en problemstilling.

Jeg kunne godt fortælle dig hvad mit valg ville være, men det vil jeg ikke, da jeg egentlig ikke vil farve dit valg.

Men en ting vil jeg da godt afsløre...det kan godt være moderen til barnet er tumpet...men det bør og skal ikke gå ud over dit kommende barn.

Jeg mener faktisk i bund og grund at begge forældre bør have indflydelse på om hvorvidt man skal have barnet eller ej...det er faktisk lidt sent man først tager stilling til det når barnet er født.

Efter min mening bør der allerede ligge en underskrift, eller et sammentygge fra begge forældre inden man overskred abortgrænsen.

måske lidt firkantet, men jeg tror faktisk det vil stoppe en del af de aborter der bliver fortaget. På den måde blev man tvunget ud i at tage stilling inden man fik barnet, og dermed har manden også sagt god for hans plads i det spil.

Jeg ved godt det aldrig ville kunne praktiseres, og ved godt der kommer en masse, og hvad så med dit og dat...

men tanken var jo skøn, at begge forældre sagde ja til det lille liv, de sætter gang i.

nå hvor om alting er...så ryger jeg næsten uden for emnet.

men det korte af det lange er...

ja jeg mener både mor og far bør have en mening!

Slagelseguy skriver:

Mange tak for din historie.

 

Det er jo næsten en "happy end". Jeg er da glad på dine vegne.

Men set i bakspejlet, havde det så ikke været bedre at vente 1 år med at få det barn, og at det så var med en kæreste/mand/etc., fremfor et ine night stand?

 

Jeg er godt klar over du selvfølgelig på ingen måder vil undværre din datter! Men ville det andet ikke have været lettere for dig, sådan så du ikke står med det hele selv? og bedre for din datter?

Hejsa:0)

Happy end, hmm det ved jeg ikke, men eentlig jo. Vi har jo aldrig kendt til andet og jeg ved ikek hvad det vil sige at være to, og Asta ved ikke hvad det vil sige at have haft en far.

Jo bestemt mener jeg at det ville være det bedste at det var endt med at der havde været en fader og vi havde været i et forhold og virkelig gerne begge ville det. Men jeg tænker også meget over hvilket samfund vi lever i idag. Mange forhold holder ikke, mange går fra hindanden under graviditeten eller inden for barnets første år og mange "skilsmisser" er langt fra lykkelige og er meget til "skade" for børnene. Så et eller andet sted er jeg glad for, at jeg har "skånet" min datter for at have stået i en masse rod omkring det at være delebarn. SKuffelser osv, som det kunne ende i, men det kunne også være endt super, da jeg som tidligere skrevet havde alle gode muligheder for at have et super deleforhold, da vi ikke havde følelser i klemme.

Men sådan blev det ikke.

Jeg ville da virkelig ønske at Astas fader havde ønsket at være en del af hendes li, og at han havde været i stabil og elskelig del i hendes liv. Jeg er slet ikke i tvivl om at det ville have været lykken for hende.

Idag er jeg i et forhold, og min datter har en skønt forhold til min kæreste, men hendes fader bliver han aldrig. Når jeg ser dem lave fader datter ting sammen, så skær det da i mit hjerte at hun ikke får de oplevelser sammen med sin fader, men sådan er det nu engang.

Om det ville have været lettere for mig, det ved jeg ikke. Jeg har aldrig set dem som en belastning, klods om benet eller andet at være total alene mor. Jeg har ikke kendt til andet:0)

I dag er jeg gravid med barn nummer to og denne gang er der en fader. Vi bor sammen og håber da selvfølgelig at vi skal leve resten af livet sammen som en dejlig sammnbragt familie.

Om det ville have været bedre for min datter, det kan jeg ikke svare på. Jeg ved at hun med garanti vil mangle noget udefinertbart gennem sit liv, og jeg tror også hun vil bebrejde mig til en hvis grænse når hun bliver ældre. Men på et tidspunkt når hun bliver gammel nok og forstår begreber som kærlighed osv så komemr forståelsen for mit valg nok også.

Mn det er med garanti et svært dilemme. Det er så synd of frustrerende for JEr som mænd der bliver trængt op i en krog når dette sker. Men bestemt også for os kvinder, som står med kroppen osv der skal igennem valget og evt indgreb.

Jeg overvejede også en abort og havde bestilt tid, men jeg kunne ikke gennemføre det. en af de største tanker der løb gennem hovedet på mig var: Tænk hvis lige netop dette indgreb gør at jeg ikke kan blve gravid igen, så ville min verden bryde fuldstændig sammen.

Christina

Rosa skriver:

Jeg er meget eget meget enig med dig, hvilket fremgår tydeligt af den tråd du refererer til, og jeg kan på alle punkter forstå hvorfor du har det som du har det! Jeg ville have det på præcis samme måde hvis det var mig!

Ikke alle kvinder tænker som din eks - jeg mener at skal man sætte et barn i verden alene skal der virkelig være et gennemtænkt valg bag som ikke sætter en umoden celleklump i en livmoder over et voksent menneskeliv, hvilket jeg mener man gør når man vælger faren fra og graviditeten til.

Mvh

Rosa

Tak Rosa!

Kunne ikke have sagt det meget bedre selv. Jeg kan simpelthen ikke se ideen i at vælge en graviditet og fravælge en far. Så må man sgu vælge det barn fra, når man ikke ønsker i det mindste at starte med at være fælles om det.

Men at du "giver mig ret" gør det næsten kun endnu værre, bliver nærmest endnu mere frustreret over at føle at "jeg har ret".

Men tak for svaret.

qp skriver:

Pyha... hvis du havde spurgt mig for 1,5 år siden havde jeg sagt "jaaaa" men nu når jeg selv har en dreng på 1,5 år som jeg er alene med - ja så vil jeg sige, at jeg synes du skal tænke dig rigtig godt om.

Det er pisse hårdt at stå alene med et barn og du får virkelig brug for, et netværk som kan hjælpe og støtte dig med aflastning. Det er MEGET vigtigt, at du har nogle gode mennesker omkring dig idet det er nemt, at køre ned når man er alene. Dit barn har jo ikke selv ønsket liv - men det er et valg du træffer på dit barns vegne, dermed skal du også kunne magte, at tage dig af barnet og have ressourcerne til det på godt og ondt.

Tænk dig godt om...

Hej

Mange tak for dit bidrag.

Jeg forstår så udmærket din tanke i første del af dit svar.

Nu skriver du "du" og "dit". Her er det jo bare netop ikke mig der står alene osv.

Det jo hende der skal være klar til alle de ting du skriver da det er hende der har valgt at stå alene med et barn.

Derfor er det vel lige på det punkt ikke mig der skal tænke mig godt om? Ja, det skal jeg men det om nogle helt andre ting.

dorthemus skriver:

Først og fremmest vil jeg sige velkommen til og dernæst, at det gør mig ondt at du står i denne situation....det er frygteligt frustrerende, at se magtesløst til mens en anden tager et kæmpe valg på ens vegne og man hverken kan gøre fra eller til.

Nu er jeg så én af dem som har "valgt" at sætte et barn i verden uden en far...jeg er blevet insemineret på privatklinik og venter mit første barn til maj.

Grunden til, at jeg sætter ord valgt i citationstegn er, at jeg ville hellere end gerne have haft barn på mor-far-barn-måden, men det lykkedes desværre ikke og da jeg nåede de 38 år turde jeg ikke vente længere for jeg har virkeligt ønsket et barn i mange år.

Det ER en kæmpe beslutning at tage, at blive insemineret og sætte et barn i verden som ikke kommer til at vokse op med både mor OG far. Jeg har forsøgt, at gøre mit bedste ved at overveje igen og igen mit valg og derfor har jeg i sidste ende valgt en åben donor...dvs. min datter kan, hvis hun ønsker det, få oplysninger på sin biologiske far og evt. møde ham som voksen.

Jeg håber, at tingene vil løse sig for dig og at du kan mødes med din ex og få talt ud om. I har været fælles om, at lave dette barn og jeg synes det er urimeligt, at du ikke bliver hørt eller respekteret.

Stort knus Dorthe

Rigtigt mange tak for svaret Dorthe!

At du har valgt at sætte et barn i verden på den måde, forstår jeg fuldt ud! Det skader jo heller ikke en fader, så hvis du mener du kan klare et barn alene. Det er jeg ikke itvivl om du mener og kan!

Ja det håber jeg også. Og helt enig, vi har været fælles om at lave barnet, derfor er jeg også helt enig i det er urimeligt at blive parkeret i en blindgyde. Men det virker desværre til at være de kolde facts.

lion skriver:

Jeg vil sige at du som far har rettigheder som moderen ikk kan tage fra dig.

Men jo det er da bedre med en fuldtids far end en delefar, men jeg vil da sige at jeg selv hellere ville ha en deletidsfar end ikk en far.

Men jo du skal tænke dig om, det er jo for resten af dit liv.

Tak for dit svar.

Ja man har nogle rettigheder. Men det nu ikke fordi at jeg SKAL have mine rettigheder, jeg ønsker bare det bedste for barnet, uden jeg får nogle såret følelser.

Men som du selv siger, det er bedre med en fuldtidsfar, istedet for en deltidsfar. Derfor er det måske bedre at barnet får en far, som ikke er biologisk far, sker det tror jeg slet ikke jeg ønsker at blande mig, for så bliver det jo bare en kamp om barnet, og det er ihvertfald ikke barnets bedste.

Ja det de store tanker der skal på banen her, også derfor jeg gerne ville hører hvad folk syntes om det, og som selv har stået i samme situation eller noget lignende.

Slagelseguy skriver:

Hej alle sammen!

Jeg har en masse spørgsmål til hvad i mener.

Jeg er en yngre mand fra slagelse på 24 år og venter mit første barn skal ramme verden om lidt under 2 måneder.

For ja mange måneder siden slog jeg og min xkæreste op, men sås stadig nogle måneder derefter sådan lidt on/off uden noget direkte forhold. Det endte så med at hun blev gravid mod alle forventninger da vi havde tager vores forholdsregler der.

hun vælger at beholde barnet.. Hun siger hun stopper med at have lyst til overhovedet at ses og vi taler nærmest ikke sammen i laaaang tid.. nu efter vi stortset ikke har talt sammen i et halvt år er hun lige pludseligt begyndt at kontakte mig igen "om jeg ikke vil være med til fødsel" og jeg ved ikke hvad...

Ved sgu ikke lige hvad jeg skal syntes om det...

Egentligt ved jeg slet ikke om jeg overhovedet har lyst til at ses med hende. - Det sgu hårdt at få af vide man skal være far for første gang samtidigt med hun bare sige hej hej - hvem ved måske gør hun det igen om et par måneder?

Men hvorfor overhovedet vælger at sætte et barn i verden? når der ikke er to til at tage sig af barnet?

Nu læser jeg så at der er en herinde der skriver noget om "kvindens ret til at gennemførrer en graviditet", hva nu det for noget pis? det da på alle punkter kvinden der HAR beslutningen.

Men har barnet ikke ret til at der skal være BÅDE en mor og en far?

Fortjener et barn ikke de bedste forudsætninger inden det sættes i verden?

så skal jeg hører på hun ingen penge har til barnet? nå så det har du ikke, jamen måske du skulle have tænkt på det for mange måneder siden, ellers stop med at brokke dig over det, det var DIT valg at få det, selvom jeg dengang stod klar til at hjælpe dig.

Hvordan kan en kvinde vælge at få et barn helt alene?

Jeg har de sidste måneder set meget af de unge mødre, og der vil de stortset alle gerne prøve at passe barnet med faren, men der vil faren stortset ikke kendes ved dem.

Og så ser man en der hvor de kører frem og tilbage med barnet HVER ANDEN WEEKEND...  er et barn tjent med at se sin far hver anden weekend? eller hvor meget mener i et barn bør se sin far?

er det lige så godt barnet bare kan blive passet af en anden?

Jeg står i den stik modsatte situation jeg ville elske at være fuldstidsfar, men får ikke lov. "ville" er i datid, jeg er ikke så sikker længere...

Måske tuder jeg, hva syntes i?

Har glemt at skrive at jeg virkelig synes at du skal kæmpe med næb og klør for at komme til at se dit barn så meget som det overhovedet bliver muligt.

Synes også du skal kæmpe den største kamp i verdenen for at få et godt forhold til din eks, så at jeres barn får de bedste vilkår i hele verdenen.

Nu når hun har valgt at beholde barnet, så synes jeg det er det bedste du kan gøre og især når du virkelig ønsker at være der og gøre en forskel i dit barns liv. Og det vil du komme til at gøre, altså gre en forskel i dit barns liv, det er der ingen tvivl om.

Håber virkelig at i sammen finder en god løsning sa.mmen.

Christina

Klock skriver:

Jeg synes du i bund og grund skal tænke på dit barn... Det er ikke moderen du straffer, men barnet...

Hvor meget du skal se barnet og hvor tit, ja det må i i statsamtet om... Jeg har den holdning at hvis mig og manden skulle (mod forventning) gå fra hinanden, ja så skal de IKKE bo en uge her og en uge der... Der er lige til at gøre børn snot forvirret... Så hellere nøjes...

Men som jeg skriver tænk på barnet... Lad det ikke gå ud over den...

Tak for dit svar Betina.

Jeg er helt enig med dig, det barnet det handler om. Ikke moderens eller faderens egoistiske ønsker.

Du må meget gerne forklare hvordan du mener at jeg straffer barnet?

For som du selv siger så det ikke smart at barnet flytter frem og tilbage hver uge. Men er det barnets bedste at være 12 dage et sted og 2 dage et andet sted? er det en måde barnet får et ønskværdigt forhold til sin far? Får moderen en ny kæreste/mand, så får denne jo et langt tættere forhold til barnet, da det er ham der skal være der hver morgen når barnet har fødselsdag, det er ham barnet skal holde jul med, det er ham barnet skal tage på ferie med.

DET SYNTES JEG IKKE OM, og så melder jeg mig hellere ud end at være der på deltid. Det måske egoistisk, måske er det ikke?