Måske far - måske ikke far

Slagelseguy skriver:

Hej!

 

Mange tak for dit svar. Jeg bliver nærmest helt glad af at læse det.

Ja det virker meget useriøst. Og det virker slet ikke som en "moden" tilgang til det at få et barn, det virker mere som en hovsa, nej det bliver da sjovt at jeg kan få mig min egen lille levende-pynte-dukke. Hvilket jeg syntes her helt forkert, men forstår da godt at man vil se sit barn i det og det outfit.

 

Men det er klart også min tanke at få delt forældremyndighed, især hvis det ikke vil påvirke barnet. For det ønsker jeg ikke at skade, så lader jeg hellere "kampen" være tabt på forhånd.

Du vil ALDRIG skade dit barn ved at kæmpe for din ret til at se det.. Og husk nu på du har nogle år at løbe på til at få en stabil situation etableret, -så dit barn aldrig kommer til at vide om der har været en 'kamp' mor og far iblandt..!

Hvis DU vil dit barn, skal du også have lov til dette.. Uanset hvad moderen mener, og du KAN få det som du gerne vil have det.. Det kan blive svært, men begynd allerede nu og chancerne bliver det større.. Du ved ikke om 'kampen er tabt på forhånd' førend du har forsøgt at tage kampen op... Og dit barn tager ikke skade af dette før tidligst om nogle år, og der kan nå at ske en masse! Og selvom barnet evt. kunne tage skade af denne kamp det KAN blive, jamen så er det jo absolut ikke din fejl, men moderens! - Og dermed ude af dine hænder!

Du skal da ikke opgive dine rettigheder pga moderen til dit barn opfører sig fuldstændig håbløst.. Det ligger mig så fjernt at en kvinde kan være sådan.. Hvis ikke hun ville dig, skulle hun heller ikke vælge barnet.. Har faktisk en veninde der blev gravid med en gut hun bare ikke kunne udstå, tanken om abort lå hende ligeså fjernt, men enhver kvinde ved hvis du får et barn med en fyr, er denne fyr en del af dit liv for altid, om du så vil det eller ej.. Min veninde endte også med at få barnet fjernet, da hun simpelthen ikke kunne udstå den fyr, det samme skulle moderen til dit barn have gjort, hvis hun har det sådan...! Det har hun ikke gjort, og nu må HUN acceptere at du er i hende og barnets liv..! Og sådan er det bare!

Slagelseguy skriver:

Hej

Mange tak for dit bidrag.

 

Jeg forstår så udmærket din tanke i første del af dit svar.

 

Nu skriver du "du" og "dit". Her er det jo bare netop ikke mig der står alene osv.

Det jo hende der skal være klar til alle de ting du skriver da det er hende der har valgt at stå alene med et barn.

 

Derfor er det vel lige på det punkt ikke mig der skal tænke mig godt om? Ja, det skal jeg men det om nogle helt andre ting.

 

 

Sorry jeg tror jeg misforstod dit indlæg - forstod det som du var en ung kvinde der spurgte os til råds om hvorvidt du skulle lade dig gennemgå din graviditet eller ej hehe ... Ved ikke lige  hvad der gik galt, men ja så kender du min mening om det

@spire skriver:

Du vil ALDRIG skade dit barn ved at kæmpe for din ret til at se det.. Og husk nu på du har nogle år at løbe på til at få en stabil situation etableret, -så dit barn aldrig kommer til at vide om der har været en 'kamp' mor og far iblandt..!

Hvis DU vil dit barn, skal du også have lov til dette.. Uanset hvad moderen mener, og du KAN få det som du gerne vil have det.. Det kan blive svært, men begynd allerede nu og chancerne bliver det større.. Du ved ikke om 'kampen er tabt på forhånd' førend du har forsøgt at tage kampen op... Og dit barn tager ikke skade af dette før tidligst om nogle år, og der kan nå at ske en masse! Og selvom barnet evt. kunne tage skade af denne kamp det KAN blive, jamen så er det jo absolut ikke din fejl, men moderens! - Og dermed ude af dine hænder!

Du skal da ikke opgive dine rettigheder pga moderen til dit barn opfører sig fuldstændig håbløst.. Det ligger mig så fjernt at en kvinde kan være sådan.. Hvis ikke hun ville dig, skulle hun heller ikke vælge barnet.. Har faktisk en veninde der blev gravid med en gut hun bare ikke kunne udstå, tanken om abort lå hende ligeså fjernt, men enhver kvinde ved hvis du får et barn med en fyr, er denne fyr en del af dit liv for altid, om du så vil det eller ej.. Min veninde endte også med at få barnet fjernet, da hun simpelthen ikke kunne udstå den fyr, det samme skulle moderen til dit barn have gjort, hvis hun har det sådan...! Det har hun ikke gjort, og nu må HUN acceptere at du er i hende og barnets liv..! Og sådan er det bare!

Nej det har du ganske givet ret i. Men mit forhold mellem mig og hende bliver vel næppe bedre af at vi skal slås fra hver vores side. Enighed fremfor kamp så jeg helst. Men det virker dog ikke til at enighed kan blive en mulighed her, eftersom det ikke ligefrem er kompromis hun har efterlevet tidligere.

Det sidste er jeg helt enig i. Jeg forstår ganske enkelt ikke man kan tage det valg.

Men når jeg siger jeg ikke ønsker en kamp om barnet, så det også lidt fordi jeg har svært ved at se hvad jeg kan finde fra sådan en kamp. Nogen gange har jeg mest af alt lyst til at gøre livet surt for hende, men det hjælper jo ingen steder. Og der jo ingen grund til at lave en børnehave ud af det. Men ikk desto mindre er det nu engang de tanker og følelser jeg til tider går rundt med.  Sørgeligt men sandt.

qp skriver:

Sorry jeg tror jeg misforstod dit indlæg - forstod det som du var en ung kvinde der spurgte os til råds om hvorvidt du skulle lade dig gennemgå din graviditet eller ej hehe ... Ved ikke lige  hvad der gik galt, men ja så kender du min mening om det

hehe okay

Jamen mange tak for det, og det jeg i øvrigt helt enig med dig omkring.

Nej det har du ganske givet ret i. Men mit forhold mellem mig og hende bliver vel næppe bedre af at vi skal slås fra hver vores side. Enighed fremfor kamp så jeg helst. Men det virker dog ikke til at enighed kan blive en mulighed her, eftersom det ikke ligefrem er kompromis hun har efterlevet tidligere.

 

Det sidste er jeg helt enig i. Jeg forstår ganske enkelt ikke man kan tage det valg.

Men når jeg siger jeg ikke ønsker en kamp om barnet, så det også lidt fordi jeg har svært ved at se hvad jeg kan finde fra sådan en kamp. Nogen gange har jeg mest af alt lyst til at gøre livet surt for hende, men det hjælper jo ingen steder. Og der jo ingen grund til at lave en børnehave ud af det. Men ikk desto mindre er det nu engang de tanker og følelser jeg til tider går rundt med.  Sørgeligt men sandt.

Jeg tror at jeg som mand/ekskæreste og dermed overhovedet ikke involveret i graviditeten og alle de tanker og følelser som følger med når man følger en graviditet på nært hold ville have rigtig svært ved at knytte mig til barnet...

Jeg kan godt forstå at du overvejer om det ville være sundere for barnet ikke at skulle starte sit liv med at blive sendt frem og tilbage mellem mor og far som i virkeligheden ikke kan udstå hinanden... Jeg tror det bliver meget svært for dig at samarbejde med hende og jeg kan virkelig godt forstå at du overvejer om det ikke snarere ville være til last for barnet at skulle være delebarn i stedet for at lade din eks være alenemor og kunne tage alle beslutninger selv og måske finde en fuldtidsfar til dem...Jeg tror at det ville lette en del for hende som mor og dermed også for barnet hvis hun ikke skal bruge ressourcer på at diskutere og indgå kompromiser med dig (du virker som en fyr der faktisk ville have en holdning til tingene) - det er jo også en gave at give sit barn, som jeg har oplevet mange af alenemødrene herinde efterlyser...

Selvom der sikkert er mange som vil opfordre dig til at kæmpe, så tror jeg at hvis jeg var dig ville jeg forholde mig meget afventende, og acceptere at jeg ikke har de samme forudsætninger for at knytte mig til barnet og dermed få lyst til at kæmpe for det, som his jeg havde ønsket det barn og på nogen måde været en del af graviditeten og den søde ventetid...

Mvh

Rosa

Slagelseguy skriver:

Tak for dig svar.

Lige præcis, har samme "mening". Ved ikke om man kan kalde det mening, men en holdning/mening har de fleste vel til emnet. Ihvertfald dem der har haft det inde på livet.

 

Som jeg skrev, så var alle forholdsregler omkring at sikre der ikke skulle ske nogen uheld taget.

 

Ja det syntes jeg faktisk også. Helt enig i at man skal/bør være der så meget for sit barn som overhovedet muligt.

Jeg er bare ikke helt overbevidst om at det er bedst for barnet at have en far hver anden weekend + en "far" resten af tiden. Så er lidt i tvivl med mig selv om det egentligt ikke er bedst for barnet bare at have EN far hele tiden, også selvom det ikke er den bioloigske far.

Valget er svært og jeg skifter hele tiden mening i mine tanker om hvad jeg vil og ikke vil.

Ingen kan erstatte en biofar....om du er der eller ej, så er du en del af det barn og du er vigtig for det, det er i hvert fald min mening. Måske ikke som en primærperson i hverdagen, men som en del af det lille menneske, der er du vigtig...og så tror jeg på det er godt du er der, om det så bare er hveranden weekend og hvem siger ikke dte bliver mere en gang..

Held og lykke..

Eva

Slagelseguy skriver:

Nej det har du ganske givet ret i. Men mit forhold mellem mig og hende bliver vel næppe bedre af at vi skal slås fra hver vores side. Enighed fremfor kamp så jeg helst. Men det virker dog ikke til at enighed kan blive en mulighed her, eftersom det ikke ligefrem er kompromis hun har efterlevet tidligere.

 

Det sidste er jeg helt enig i. Jeg forstår ganske enkelt ikke man kan tage det valg.

Men når jeg siger jeg ikke ønsker en kamp om barnet, så det også lidt fordi jeg har svært ved at se hvad jeg kan finde fra sådan en kamp. Nogen gange har jeg mest af alt lyst til at gøre livet surt for hende, men det hjælper jo ingen steder. Og der jo ingen grund til at lave en børnehave ud af det. Men ikk desto mindre er det nu engang de tanker og følelser jeg til tider går rundt med.  Sørgeligt men sandt.

Og det er da pisse fantastisk at du helst så det sådan.. Men det kan åbenbart ikke blive, men det skal jo ikke diktere din ret/lyst til at se og være hos dit barn... Det du kan vinde i den kamp er netop dit barn, og udfra dit indlæg går jeg ud fra at det er det du gerne vil?

Forstår udemærket dine følelser om at gøre livet surt for hende, hun har jo ligefrem ikke gjort det nemt for dig, men bare fordi du har de følelser, skal du jo ikke opgive din ret til at se dit barn... Det kan være at du i forsøget på at få det som du vil have det, gør livet surt for hende fordi hun er af den opfattelse som hun er, men det er ligesom bare ikke dit problem! Hvorfor skal du benægtes glæden ved at være far til dit biologiske barn som du gerne vil se og have i dit liv, bare fordi at hun er af sådan en tåbelig opfattelse?

Mener slet ikke den kan diskuteres meget længere.. Hvis du virkelig gerne vil være en del af dit barns liv, skal du også bare kæmpe alt i verden for dette..! Uanset hvad.. Følgevirkningerne af en kamp mellem dig og moderen kan ikke være dit ansvar, da du jo blot tilvælger dig dit barn, hvor så mange andre direkte løber fra det, og det er moderen der burde få sig en virkelighedslussing og fatte hvad hun har gang i.. Det er hende der ødelægger noget, hvis der er noget der bliver ødelagt.. Og ikke dig...

Rosa skriver:

Jeg tror at jeg som mand/ekskæreste og dermed overhovedet ikke involveret i graviditeten og alle de tanker og følelser som følger med når man følger en graviditet på nært hold ville have rigtig svært ved at knytte mig til barnet...

Jeg kan godt forstå at du overvejer om det ville være sundere for barnet ikke at skulle starte sit liv med at blive sendt frem og tilbage mellem mor og far som i virkeligheden ikke kan udstå hinanden... Jeg tror det bliver meget svært for dig at samarbejde med hende og jeg kan virkelig godt forstå at du overvejer om det ikke snarere ville være til last for barnet at skulle være delebarn i stedet for at lade din eks være alenemor og kunne tage alle beslutninger selv og måske finde en fuldtidsfar til dem...Jeg tror at det ville lette en del for hende som mor og dermed også for barnet hvis hun ikke skal bruge ressourcer på at diskutere og indgå kompromiser med dig (du virker som en fyr der faktisk ville have en holdning til tingene) - det er jo også en gave at give sit barn, som jeg har oplevet mange af alenemødrene herinde efterlyser...

Selvom der sikkert er mange som vil opfordre dig til at kæmpe, så tror jeg at hvis jeg var dig ville jeg forholde mig meget afventende, og acceptere at jeg ikke har de samme forudsætninger for at knytte mig til barnet og dermed få lyst til at kæmpe for det, som his jeg havde ønsket det barn og på nogen måde været en del af graviditeten og den søde ventetid...

Mvh

Rosa

Må lige kommentere her, Rosa/Monica

Lauras far var i totalpanik det meste af min graviditet, selvom jeg gav ham valget om at være med. Han kommer så på banen et par mdr. inden fødslen, hvor jeg giver ham mulighed for at komme med til fødslen.

Han ønskede absolut ikke Laura, da han fik beskeden om hendes eksistens i min mave, men nu ser han hende og elsker hende som hans andre børn, så det behøver ikke betyde noget...

K.h. Linda - nu med nyt brugernavn

Baagøe skriver:

Må lige kommentere her, Rosa/Monica

Lauras far var i totalpanik det meste af min graviditet, selvom jeg gav ham valget om at være med. Han kommer så på banen et par mdr. inden fødslen, hvor jeg giver ham mulighed for at komme med til fødslen.

Han ønskede absolut ikke Laura, da han fik beskeden om hendes eksistens i min mave, men nu ser han hende og elsker hende som hans andre børn, så det behøver ikke betyde noget...

K.h. Linda - nu med nyt brugernavn

Hej Linda - hvorfor nyt navn, så kan jeg jo ikke kende dig

Ang. Lauras far: Han fik jo så også muligheden for at være med til fødslen og være en del af de sidste måneder af gravititeten... Det har rigtig meget at sige tror jeg. At man ved man har doneret sædcellen til et barn gør ikke at man automatisk får faderfølelser for barnet - der skal som regel mere til før man føler sig decideret knyttet til barnet.

Rosa skriver:

Jeg tror at jeg som mand/ekskæreste og dermed overhovedet ikke involveret i graviditeten og alle de tanker og følelser som følger med når man følger en graviditet på nært hold ville have rigtig svært ved at knytte mig til barnet...

Jeg kan godt forstå at du overvejer om det ville være sundere for barnet ikke at skulle starte sit liv med at blive sendt frem og tilbage mellem mor og far som i virkeligheden ikke kan udstå hinanden... Jeg tror det bliver meget svært for dig at samarbejde med hende og jeg kan virkelig godt forstå at du overvejer om det ikke snarere ville være til last for barnet at skulle være delebarn i stedet for at lade din eks være alenemor og kunne tage alle beslutninger selv og måske finde en fuldtidsfar til dem...Jeg tror at det ville lette en del for hende som mor og dermed også for barnet hvis hun ikke skal bruge ressourcer på at diskutere og indgå kompromiser med dig (du virker som en fyr der faktisk ville have en holdning til tingene) - det er jo også en gave at give sit barn, som jeg har oplevet mange af alenemødrene herinde efterlyser...

Selvom der sikkert er mange som vil opfordre dig til at kæmpe, så tror jeg at hvis jeg var dig ville jeg forholde mig meget afventende, og acceptere at jeg ikke har de samme forudsætninger for at knytte mig til barnet og dermed få lyst til at kæmpe for det, som his jeg havde ønsket det barn og på nogen måde været en del af graviditeten og den søde ventetid...

Mvh

Rosa

Lige her rammer du mange af hovedpunkterne Rosa!

For nej, jeg har svært ved at se hvordan jeg overhovedet skal kunne knytte mig til barnet, når jeg ikke har været med til noget som helst overhovedet. Jeg ville da for alt i verden gerne være med til første scanning, kønsbestemmelse og generelt bare følge graviditeten på nært hold. sådan skulle det ikke være, og det er jeg da utrolig ked af, men det ikke rigtigt til at lave om på nu.

Om jeg ønsker en kamp eller blot være afventende ved jeg ikke endnu. Umiddelbart er jeg afventende indtil barnet er født og tingene finder en dagligdag, men omvendt kan det vel også skade en evt. kamp at vise passivhed fra starten af.