Valle81 skriver:
Hejsa,
Hmm åhh det er sådan er svært emne, og især svært at skrive på skift, da man ikke kan få det sagt på samme måde som hvis man sad overfor hinanden.
Jeg blev i 2003 selv gravid ved et one night stad med en fyr jeg havde kendt i mange år, og som endte med en graviditet. Ingen af os var den aften opmærksomme på at beskytte os, så vi var vist begge "selv ude om det".
Jeg opdage jeg var gravid da jeg var ca 10 uger henne, ringede til ham og fortalte det som det var. Vi snakekde meget, han ønskede ikke barnet, men jeg kunne ikke få en abort. Jeg var i konflikt med mig selv da jeg selvfølgelig ikke synes det var fedt at skulle være enlig mor, men var mentalt og økonomisk i stand til at blive enlig mor.
Jeg valgte at beholde barnet hvilket ikke huede ham, hvilket jeg sagtens kunne forstå. Jeg anerkendte ham meget i hans følelser og han anerkendte min så langt han kunne, da han helt klart og forståeligt var meget frustreret.
Efter to måneder trak han stikket ud, jeg hørte ikke fra ham, og jeg beslutte mig for at han selv skulle vælge hvor meget han ville være en del af det, så pressede ham aldrig med smser opkald eller andet for at presse ham ind i en rolle som han tydeligt gav udtryk for ikke at have interesse i.
Da fødslen nærmede sig ringede jeg til ham for at at give ham muligheden for at være med, men pænt sagde han nej tak, men jeg måtte gerne ringe når jeg hvade født. Jeg ringede, han kom, var der et kvarter og jeg har ikke hørt merre fra ham.
Idag er min datter 6 år, fuldt bevidst om at hun har en far, hvad han hedder ser ud osv, men også klar over at hun ikke lgie kommer til at se ham.
jeg har valgt at respekterre han valg og har alrdig siden den dag på sygehuset kontaktet ham, og han har heller ikke kontaktet mig.
Jeg har aldrig givet ham grund til at blive væk og har aldrig presset ham til at være noget han ikke ønsker. Dette af respekt for ham og især også overfor min datter.
Jeg kunne da godt ønske at han ville have været far for min datter og at de idag ville hvae et forhold til hinanden, og vi havde umiddelbart et "godt grundlag" for at være deleforældre, da vi ikke følelsesmæssigt havde noget i klemme overfor hinanden. Men sådan blev det ikke.
Jeg har aldrig fortrudt min valgt, tænk hvis jeg ikke havde min vidunderlige datter.
Christina, som ville vælge det samme hvis jeg skulle vælge om, men som også altid har været besvidt om, at det bestemt ikke har været sjovt for ham, og stadig ikke er.
Mange tak for din historie.
Det er jo næsten en "happy end". Jeg er da glad på dine vegne.
Men set i bakspejlet, havde det så ikke været bedre at vente 1 år med at få det barn, og at det så var med en kæreste/mand/etc., fremfor et ine night stand?
Jeg er godt klar over du selvfølgelig på ingen måder vil undværre din datter! Men ville det andet ikke have været lettere for dig, sådan så du ikke står med det hele selv? og bedre for din datter?
