Min mand vil ikke have flere børn

CKJ skriver:

Jeg plejer egentlig ikke, at kommentere på kommentarer i en debat. Men dit svar er simpelthen uforskammet og urimeligt. Hvem elsker du mest? Er foster eller din mand? Hvad er det for en retorik? 
TS har ikke på noget tidspunkt skrevet hun vil gennemføre, såvidt jeg læser, uden mandens accept. 
Kan en mand (som ovenikøbet har haft ubeskyttet sex med sin kone/kæretse!) bestemme og bare frasige sig et barn helt uden at høre på hende der altså har det i maven? 
Ja, det kan han muligvis, men da ikke uden en dialog med kvinden som altså skal stå den abort igennem - både fysisk og psykisk! 

Jeg har ingen god kommentar til TS, fordi det er en helt utrolig sårbar situation at stå i. Men måske man så bare skulle holde sine ekstreme tanker for sig selv? Hun spurgte om nogen har stået i en lignede situation. Det har du vidst ikke - det synes jeg i hvert fald ikke dit svar vidner noget som helst om. 

 

Dialog er absolut vejen frem. Dette skriver jeg også. Gerne af flere omgange, hvor begge partner kan gå og reflekterer. Uanset udfaldet, så håber jeg at BEGGE parter bliver respekteret og støttet igennem processen. 

En abort  Kan være fysisk og psykisk hårdt. Det  kan en graviditet også være. 

Og jo, jeg har stået i samme situation. To gange faktisk. Den ene gang, valgte jeg abort, fordi min mand ikke ønskede barnet. Det har ingen ar sat sig. I ny og næ kan jeg godt tænke "ej, hvis jeg havde beholdt, havde barnet været 13 år nu. Hvor vildt". Og så er mine tanker videre. 

Anden gang, valgte jeg barnet, selvom manden ikke ønskede det. Jeg fik en baby. Og jeg fik et ægteskab ødelagt. Jeg ødelagde min mand og vores børns ellers trygge liv og base. Jeg lever med dårlig samvittighed over mit valg. Hver dag. 

Jeg forstår i det hele taget ikke al den moraliseren som denne tråd indeholder. Både TS og hendes mand har del i at en uønsket graviditet er opstået, uden på forhånd at have sikret fuldkommen klare rammer for hvad der skulle ske hvis hun blev gravid. Det er selvsagt meget ulykkeligt for dem begge to. Og uanset afstanden mellem dem, er grundig dialog og åben lytten til hinanden afgørende for at komme godt videre. Her svigter TS’s mand selvfølgelig - og måske skal der professionel hjælp til dialogen, hvis det kan nås. At det kan skabe dybe skår i familien uanset beslutning og udfald, er jo klart. 
Det er nu engang ikke muligt at finde et neutralt kompromis, når en uønsket graviditet allerede er en realitet. Og lige her, har den person hvis krop det er involveret jo af naturlige (og vigtige) årsager førsteret. Prøv at forestille jer det modsatte - at manden eller samfundsmoralen bestemte - det tænker jeg at vi har historisk rigtig dårlige erfaringer med.

Derfor er det selvfølgelig kvindens beslutning, og hun må veje for og imod alle konsekvenser, inklusiv det at blive alene.

Kære TS: Hvis du stadig læser med - find nogen at tale med som kan støtte dig. En nær veninde, din læge, Mødrehjælpens rådgivning … det er virkelig svært det du står i og du skal ikke stå med det alene. 

GodKarma skriver:

Dialog er absolut vejen frem. Dette skriver jeg også. Gerne af flere omgange, hvor begge partner kan gå og reflekterer. Uanset udfaldet, så håber jeg at BEGGE parter bliver respekteret og støttet igennem processen. 

En abort  Kan være fysisk og psykisk hårdt. Det  kan en graviditet også være. 

Og jo, jeg har stået i samme situation. To gange faktisk. Den ene gang, valgte jeg abort, fordi min mand ikke ønskede barnet. Det har ingen ar sat sig. I ny og næ kan jeg godt tænke "ej, hvis jeg havde beholdt, havde barnet været 13 år nu. Hvor vildt". Og så er mine tanker videre. 

Anden gang, valgte jeg barnet, selvom manden ikke ønskede det. Jeg fik en baby. Og jeg fik et ægteskab ødelagt. Jeg ødelagde min mand og vores børns ellers trygge liv og base. Jeg lever med dårlig samvittighed over mit valg. Hver dag. 

 

I var vel to om at ødelægge det som blev ødelagt, grundet en graviditet som I var to om at undfange? 

GodKarma skriver:

Dialog er absolut vejen frem. Dette skriver jeg også. Gerne af flere omgange, hvor begge partner kan gå og reflekterer. Uanset udfaldet, så håber jeg at BEGGE parter bliver respekteret og støttet igennem processen. 

En abort  Kan være fysisk og psykisk hårdt. Det  kan en graviditet også være. 

Og jo, jeg har stået i samme situation. To gange faktisk. Den ene gang, valgte jeg abort, fordi min mand ikke ønskede barnet. Det har ingen ar sat sig. I ny og næ kan jeg godt tænke "ej, hvis jeg havde beholdt, havde barnet været 13 år nu. Hvor vildt". Og så er mine tanker videre. 

Anden gang, valgte jeg barnet, selvom manden ikke ønskede det. Jeg fik en baby. Og jeg fik et ægteskab ødelagt. Jeg ødelagde min mand og vores børns ellers trygge liv og base. Jeg lever med dårlig samvittighed over mit valg. Hver dag. 

 

Det er godt nok en stor omgang gaslightning fra din mand af! 

Det kan ALDRIG blive kvinden, der er skyld i, at manden går fra hende og deres børn, bare fordi hun er blevet uplanlagt gravid.. Og da slet ikke ved ubeskyttet sex!! 

Manden frasiger sig ansvaret efter at have haft den hyggelige/sjove del, og manden vælger at gå.. Derved er det HAM, der er skyld i, at familien er gået i opløsning.. 

Det andet er (som min mandlige kæreste siger) verdens største omgang gaslightning!! 

Unicorn1 skriver:

Det er godt nok en stor omgang gaslightning fra din mand af! 

Det kan ALDRIG blive kvinden, der er skyld i, at manden går fra hende og deres børn, bare fordi hun er blevet uplanlagt gravid.. Og da slet ikke ved ubeskyttet sex!! 

Manden frasiger sig ansvaret efter at have haft den hyggelige/sjove del, og manden vælger at gå.. Derved er det HAM, der er skyld i, at familien er gået i opløsning.. 

Det andet er (som min mandlige kæreste siger) verdens største omgang gaslightning!! 

Helt enig, det er da på ingen måde "dig" (godkarma) som er skyld I at familien gik i stykker, men derimod din mand som valgte at løbe fra sit ansvar. 

Tænker da især at det vidner om en røv når han så vælger at give dig skylden og dårlig samvittighed, der skal du da på ingen måder have. Men det skal han derimod 

StortOgSmåt skriver:

I var vel to om at ødelægge det som blev ødelagt, grundet en graviditet som I var to om at undfange? 

Ja

GodKarma skriver:

Dialog er absolut vejen frem. Dette skriver jeg også. Gerne af flere omgange, hvor begge partner kan gå og reflekterer. Uanset udfaldet, så håber jeg at BEGGE parter bliver respekteret og støttet igennem processen. 

En abort  Kan være fysisk og psykisk hårdt. Det  kan en graviditet også være. 

Og jo, jeg har stået i samme situation. To gange faktisk. Den ene gang, valgte jeg abort, fordi min mand ikke ønskede barnet. Det har ingen ar sat sig. I ny og næ kan jeg godt tænke "ej, hvis jeg havde beholdt, havde barnet været 13 år nu. Hvor vildt". Og så er mine tanker videre. 

Anden gang, valgte jeg barnet, selvom manden ikke ønskede det. Jeg fik en baby. Og jeg fik et ægteskab ødelagt. Jeg ødelagde min mand og vores børns ellers trygge liv og base. Jeg lever med dårlig samvittighed over mit valg. Hver dag. 

 

Hvorfor ligger du ikke ud med at svare så pænt?!?

Unicorn1 skriver:

Det er godt nok en stor omgang gaslightning fra din mand af! 

Det kan ALDRIG blive kvinden, der er skyld i, at manden går fra hende og deres børn, bare fordi hun er blevet uplanlagt gravid.. Og da slet ikke ved ubeskyttet sex!! 

Manden frasiger sig ansvaret efter at have haft den hyggelige/sjove del, og manden vælger at gå.. Derved er det HAM, der er skyld i, at familien er gået i opløsning.. 

Det andet er (som min mandlige kæreste siger) verdens største omgang gaslightning!! 

Du konkluderer rigtig meget. Og kommet med meget alvorlig anklager. Det er langt fra sådan det var. Jeg har ikke været udsat for psykisk vold. Og min eksmand skred ikke bare og smækkede med døren. Det gik bare ikke med endnu et barn. Jeg skulle have haft lyttet og taget hans perspektiv seriøst. 

Jeg ser mange flere nuancer i denne debat/problemstilling end ond/god. 

Jeg slutter af nu. Det vækker mange følelser hos folk, at tale om graviditet, abort og familieliv. Jeg har, forsøgt, at give min mening tilkende. Den er ikke velkommen hos de fleste og det er ok. 

Ønsker trådstarter og mand det bedste ❤️

GodKarma skriver:

Dialog er absolut vejen frem. Dette skriver jeg også. Gerne af flere omgange, hvor begge partner kan gå og reflekterer. Uanset udfaldet, så håber jeg at BEGGE parter bliver respekteret og støttet igennem processen. 

En abort  Kan være fysisk og psykisk hårdt. Det  kan en graviditet også være. 

Og jo, jeg har stået i samme situation. To gange faktisk. Den ene gang, valgte jeg abort, fordi min mand ikke ønskede barnet. Det har ingen ar sat sig. I ny og næ kan jeg godt tænke "ej, hvis jeg havde beholdt, havde barnet været 13 år nu. Hvor vildt". Og så er mine tanker videre. 

Anden gang, valgte jeg barnet, selvom manden ikke ønskede det. Jeg fik en baby. Og jeg fik et ægteskab ødelagt. Jeg ødelagde min mand og vores børns ellers trygge liv og base. Jeg lever med dårlig samvittighed over mit valg. Hver dag. 

 

Kigger du seriøst på dit barn og tænker “jeg skulle ha valgt at få en abort?”  
I så fald, så vil jeg håbe at barnet har andre nære relationer hvor det føler sig elsket og ønsket. 
Jeg håber ved Gud ikke at du har barnet i din varetægt. 

Kigger du seriøst på dit barn og tænker “jeg skulle ha valgt at få en abort?”  
I så fald, så vil jeg håbe at barnet har andre nære relationer hvor det føler sig elsket og ønsket. 
Jeg håber ved Gud ikke at du har barnet i din varetægt. 

En anden beder GodKarma skrive pænt, men flere af jer der er efter hende er sgu heller ikke for gode. Lad dog være med at kommentere hvis det ikke kan gøres med respekt for hinandens meninger.