Falk skriver:
Min far er også flexjobber, det har også været en hård process, selvom min far indrømmede fra start han ikke kunne med for mange timer men det troede kommunen ikke på så det tog ham 21år at kæmpe en kamp med kommunen for at få bevilget flexjob. Jeg har en handicappet søn på snart 9år og jeg elsker ham mere end noget andet på jorden, han bor nu på institution fordi han er blevet så stor og tung at jeg ikke selv længere kan have ham hjemme. Men derfor er det ikke ens betydende med man behøver gøre livet hårdere for andre fordi man selv har en masse man har været igennem. Jeg arbejder som social og sundhedshjælper og jeg elsker at kunne hjælpe de ældre. Men at se sin bedste veninde bryde sammen I tide og utide fordi hun ikke er i stand til at få en søskende til sit barn er sku hårdt og jeg føler virkelig for hende.. 2 ivf behandlinger uden held 58000kr stadig ingen søskende, ingen penge tilbage I opsparing fordi det er så sindsygt dyrt at få behandling og hver dag I reklamer, på gaden stort set alle steder på nær i hendes hjem ser hun familier med 2børn eller flere... hvordan de bonder, leger sammen osv. Hvorfor ikke hjælpe der ? Det er mere på det rigtige end at blive ved med at lukke flygtninge ind fra østen som skal have første prioritet til bolig og konstanthjælp som vores skattepenge skal dække.
Jeg gør ikke andres liv hårdere ved at mene, at man ikke altid kan få alt her i livet.
Jeg har heller ikke selv børn, og det har ikke været en pind lettere for mig, end det har været for din veninde. Jeg var på randen af selvmord.
Jeg har også set børn over alt, gravide maver, søskende der legede.
Jeg kunne selvfølgelig have knaldet en eller anden tilfældig mand, der kunne levere end klat sæd. Eller min eks, som gjorde en anden gravid.
Men det er dælme også hårdt at høre flygtninge fortælle om flugt over bjergene, om fædre der blev dræbt derhjemme, om et par der mistede kontakten til hinanden i en flygtningelejr og nærmest ved et mirakel fandt hinanden igen 7 år senere. Han vidste ikke engang, at hun var gravid, da de kom væk fra hinanden. Han havde en søn på 7 år, som han ikke kendte.
Høre en mand fortælle om den far, der nægtede at forlade sit hjemland, selv om bomberne faldt. Men samtidig insisterede på, at hans søn skulle flygte, fordi han var ung.
Mange af dem er traumatiserede.
Det glemmer vi lidt. Vi ser kun banderne. Eller ekstremisterne.
Det var heller ikke sjovt for min kæreste og hans ekskone at kæmpe med barnløshed i 5 år, og det først lykkedes i allersidste gravis forsøg. Og så få trillinger. Og ende med at gå fra hinanden, bl.a. fordi det er monsterhårdt at få tre babyer på én gang.