Støt ivf behandling til barn nr.2 I det offentlige

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej med dig

Jeg tænker, at det er fuldt ud muligt at være uenige i et debatforum, uden at blive agressiv. Så derfor giver jeg det lige et skud mere

Jeg sammenligner som sådan ikke selve barnløsheden med noget livstruende. Thi, det er den jo ikke - fysisk i hvert fald.

Men der er flere gode grunde til at perspektivere infertilitet til anden sygdom, i forhold til måden vi som samfund og sundhedsvæsen behandler dem på. Eksempelvis:

1) Fri adgang til fertilitetsbehandling kunne i højere grad bør bero på en lægefaglig vurdering, ligesom mange andre lidelser - hvor vi ikke kun behandler én gang, hvis det vurderes at fortsat behandling er virksningsfuld (her er diabetes et karikeret eksempel i mit første indlæg, fordi det i mine øjne sætter paradokset på spidsen).

2) Vi behandler mange sygdomme på fælleskassens regning, fordi vi erkender at det modsatte ville have voldsomme konsekvenser for livskvalitet og psyke hos patienten, heruden handicap, samt fysiske og psykiske problemstillinger af ikke-fatal karakter (og det skal vi naturligvis blive ved med).

3) Reaktionerne hos folk der kæmper med ufrivillig barnløshed ligner de stressreaktioner- og belastninger der ses hos folk med potentielt livstruende sygdom . Herunder depressioner, stress og selvmordstanker. Det kan man jo normativt synes om, hvad man har lyst til, men det ændrer ikke på billedet.

Rigtig god og blodtrykssænkende mandag til dig.

Til punkt tre vil jeg også lige tilføje.

Jeg ved godt, at forskningen viser, at  p.gr.a. barnløshed er sammenlignelige med kræftpatienters reaktioner.

Men din sammenligning synes jeg stadig er skæv.

Der er forskel på infertilitet og barnløshed.

Men når man først har fået et barn, så er man ikke længere barnløs, og man risikerer ikke at dø af, at man ikke har fået to børn. Medmindre man begår selvmord.

Kræftpatienten, som f.eks. er terminal, må leve med, at døden bliver en realitet.

Den mor, der har været ramt af kræft, har fået noget ind i sit liv, som en mor til to børn slipper for - nemlig frygten for, at sygdommen kommer tilbage, og at tilbagefaldet ender med døden.

Hun kan også hjælpes via psykologhjælp. Men psykologen kan ikke styre, om sygdommen vender tilbage.

Samtidig med, at det kan give psykiske følger for de børn, der har oplevet livstruende sygdom hos deres mor eller far.

Tommelise skriver:

Til punkt tre vil jeg også lige tilføje.

Jeg ved godt, at forskningen viser, at  p.gr.a. barnløshed er sammenlignelige med kræftpatienters reaktioner.

Men din sammenligning synes jeg stadig er skæv.

Der er forskel på infertilitet og barnløshed.

Men når man først har fået et barn, så er man ikke længere barnløs, og man risikerer ikke at dø af, at man ikke har fået to børn. Medmindre man begår selvmord.

Kræftpatienten, som f.eks. er terminal, må leve med, at døden bliver en realitet.

Den mor, der har været ramt af kræft, har fået noget ind i sit liv, som en mor til to børn slipper for - nemlig frygten for, at sygdommen kommer tilbage, og at tilbagefaldet ender med døden.

Hun kan også hjælpes via psykologhjælp. Men psykologen kan ikke styre, om sygdommen vender tilbage.

Samtidig med, at det kan give psykiske følger for de børn, der har oplevet livstruende sygdom hos deres mor eller far.

Rettelse  - en frygt som en mor til ét barn slipper for - ikke to.

Hej med dig

Jeg tænker, at det er fuldt ud muligt at være uenige i et debatforum, uden at blive agressiv. Så derfor giver jeg det lige et skud mere

Jeg sammenligner som sådan ikke selve barnløsheden med noget livstruende. Thi, det er den jo ikke - fysisk i hvert fald.

Men der er flere gode grunde til at perspektivere infertilitet til anden sygdom, i forhold til måden vi som samfund og sundhedsvæsen behandler dem på. Eksempelvis:

1) Fri adgang til fertilitetsbehandling kunne i højere grad bør bero på en lægefaglig vurdering, ligesom mange andre lidelser - hvor vi ikke kun behandler én gang, hvis det vurderes at fortsat behandling er virksningsfuld (her er diabetes et karikeret eksempel i mit første indlæg, fordi det i mine øjne sætter paradokset på spidsen).

2) Vi behandler mange sygdomme på fælleskassens regning, fordi vi erkender at det modsatte ville have voldsomme konsekvenser for livskvalitet og psyke hos patienten, heruden handicap, samt fysiske og psykiske problemstillinger af ikke-fatal karakter (og det skal vi naturligvis blive ved med).

3) Reaktionerne hos folk der kæmper med ufrivillig barnløshed ligner de stressreaktioner- og belastninger der ses hos folk med potentielt livstruende sygdom . Herunder depressioner, stress og selvmordstanker. Det kan man jo normativt synes om, hvad man har lyst til, men det ændrer ikke på billedet.

Rigtig god og blodtrykssænkende mandag til dig.

Er man aggressiv fordi man spørger hvad du bilder dig ind? Jeg synes ærligt talt det er et meget relevant spørgsmål at stille dig. Det du skriver her er jo stort set sludder fra ende til anden! For det første kan handicaps ikke behandles, kun kompenseres - og kompensation kan jeg love dig for ikke er nemt at få bevilget! For det andet er det ikke livstruende at være barnløs, hverken fysisk eller psykisk. Hvis man udvikler en svær depression eller lignende, så  kan det blive livstruende. Men ingen vil nogensinde kunne fastslå med sikkerhed om denne depression udelukkende skyldes barnløsheden, eller om der også er andre faktorer der spiller ind. Man kan være arveligt disponeret for psykiske sygdomme, andre belastninger kan spille ind, eller man kan have det der hedder en klinisk depression, som ikke er forankret i psykiske belastninger, men som simpelthen skyldes mangel på visse signalstoffer i hjernen. For det tredje er man  ikke barnløs når man har et barn i forvejen.

Du behøver faktisk slet ikke bruge tid på at overbevise mig om, at man skal have ret til hjælp til flere end ét barn. Jeg er personligt af den holdning, at man burde sætte egenbetaling reguleret efter indkomst på hver eneste omgang behandling. På den måde kunne det blive muligt at få præcis det antal børn man ønsker, uanset om man er direktør eller førtidspensionist. Man kunne evt sige, at efter x antal børn skulle prisen stige. Jeg synes bestemt det skal være muligt at få søskende til sit barn, og derudover skal man huske på at det kun er til gavn for samfundet at vi får børn. Men at kalde det en livstruende sygdom ikke at kunne få dem på egen hånd, og at sammenligne det med handicaps som man aldrig vil kunne betale sig ud af, er simpelthen bare forkælet og uforskammet. Prøv du at have en livstruende sygdom eller et svært handicap tæt inde på livet før du kommer med sådan en sammenligning igen. Du fremstår ærligt talt ret uempatisk i dine udtalelser her. Jeg vil virkelig anbefale dig at tage din retorik gevaldigt op til genovervejelse, hvis du ønsker at vinde andres sympati for din mærkesag. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej med dig

Jeg tænker, at det er fuldt ud muligt at være uenige i et debatforum, uden at blive agressiv. Så derfor giver jeg det lige et skud mere

Jeg sammenligner som sådan ikke selve barnløsheden med noget livstruende. Thi, det er den jo ikke - fysisk i hvert fald.

Men der er flere gode grunde til at perspektivere infertilitet til anden sygdom, i forhold til måden vi som samfund og sundhedsvæsen behandler dem på. Eksempelvis:

1) Fri adgang til fertilitetsbehandling kunne i højere grad bør bero på en lægefaglig vurdering, ligesom mange andre lidelser - hvor vi ikke kun behandler én gang, hvis det vurderes at fortsat behandling er virksningsfuld (her er diabetes et karikeret eksempel i mit første indlæg, fordi det i mine øjne sætter paradokset på spidsen).

2) Vi behandler mange sygdomme på fælleskassens regning, fordi vi erkender at det modsatte ville have voldsomme konsekvenser for livskvalitet og psyke hos patienten, heruden handicap, samt fysiske og psykiske problemstillinger af ikke-fatal karakter (og det skal vi naturligvis blive ved med).

3) Reaktionerne hos folk der kæmper med ufrivillig barnløshed ligner de stressreaktioner- og belastninger der ses hos folk med potentielt livstruende sygdom . Herunder depressioner, stress og selvmordstanker. Det kan man jo normativt synes om, hvad man har lyst til, men det ændrer ikke på billedet.

Rigtig god og blodtrykssænkende mandag til dig.

Der ER jo fri adgang til fertilitesbehandling efter en lægefaglig vurdering.

Man kan bare ikke få TO børn på det offentliges regning.

Hvis man får to børn, så lider man jo stadig af infertlitett.

Men ikke af barnløshed.

I dag elsker, elsker, elsker jeg mit barnløse liv.

Jeg valgte accepten. 

Ellos skriver:

Er man aggressiv fordi man spørger hvad du bilder dig ind? Jeg synes ærligt talt det er et meget relevant spørgsmål at stille dig. Det du skriver her er jo stort set sludder fra ende til anden! For det første kan handicaps ikke behandles, kun kompenseres - og kompensation kan jeg love dig for ikke er nemt at få bevilget! For det andet er det ikke livstruende at være barnløs, hverken fysisk eller psykisk. Hvis man udvikler en svær depression eller lignende, så  kan det blive livstruende. Men ingen vil nogensinde kunne fastslå med sikkerhed om denne depression udelukkende skyldes barnløsheden, eller om der også er andre faktorer der spiller ind. Man kan være arveligt disponeret for psykiske sygdomme, andre belastninger kan spille ind, eller man kan have det der hedder en klinisk depression, som ikke er forankret i psykiske belastninger, men som simpelthen skyldes mangel på visse signalstoffer i hjernen. For det tredje er man  ikke barnløs når man har et barn i forvejen.

Du behøver faktisk slet ikke bruge tid på at overbevise mig om, at man skal have ret til hjælp til flere end ét barn. Jeg er personligt af den holdning, at man burde sætte egenbetaling reguleret efter indkomst på hver eneste omgang behandling. På den måde kunne det blive muligt at få præcis det antal børn man ønsker, uanset om man er direktør eller førtidspensionist. Man kunne evt sige, at efter x antal børn skulle prisen stige. Jeg synes bestemt det skal være muligt at få søskende til sit barn, og derudover skal man huske på at det kun er til gavn for samfundet at vi får børn. Men at kalde det en livstruende sygdom ikke at kunne få dem på egen hånd, og at sammenligne det med handicaps som man aldrig vil kunne betale sig ud af, er simpelthen bare forkælet og uforskammet. Prøv du at have en livstruende sygdom eller et svært handicap tæt inde på livet før du kommer med sådan en sammenligning igen. Du fremstår ærligt talt ret uempatisk i dine udtalelser her. Jeg vil virkelig anbefale dig at tage din retorik gevaldigt op til genovervejelse, hvis du ønsker at vinde andres sympati for din mærkesag. 

Hej igen

Når jeg skriver, at jeg oplever dine indlæg som aggressive, drejer det sig primært om dine valg af ord, vrede smiley’er og dit fokus på en række formodninger om mig som person, fremfor et fokus på temaet. Jeg skal forsøge at holde det lidt kort – men for god ordens skyld, opklarer jeg lige et par af de misforståelser, jeg læser i dit indlæg:

1. Jeg skelner mellem barnløshed og infertilitet. Det er sidstnævnte, jeg mener at man bør have ret til behandling for, også selvom man har et levende barn i forvejen.

2. Jeg kalder ikke barnløshed for en livstruende sygdom. Det ville være fjollet. Faktisk skriver jeg flere steder dette tydeligt. Men jeg trækker paralleller mellem de reaktionsmønstre der findes mellem mennesker i fertilitetsbehandling og mennesker med andre alvorlige sygdomme.

3. Dertil argumenterer jeg for det paradoksale i, at man kun vil behandle infertilitet én gang. Min påstand er, at dette blandt andet handler om en manglende anerkendelse af infertilitet som en decideret sygdom.

4. Jeg påpeger også, at vi i sundhedssystemet behandler andre tilstande og lidelser, end alene de som er livstruende. Jeg er helt enig i, at denne del af systemet er lagt under hårdt pres og et stigende beskæftigelses/funktions-rettet fokus og et fokus på egenbetaling. Det synes jeg er en kedelig udvikling.

Afslutningsvis ved jeg ikke, hvad du mener med at ”vinde sympati for en mærkesag”. Det har jeg ikke tænkt, at jeg har noget behov for. Denne debattråd er ikke min, det er blot én jeg deltager i, fordi jeg finder den interessant og dilemmafyldt – og gerne vil byde ind med mine holdninger. Måske ligesom du selv?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej igen

Når jeg skriver, at jeg oplever dine indlæg som aggressive, drejer det sig primært om dine valg af ord, vrede smiley’er og dit fokus på en række formodninger om mig som person, fremfor et fokus på temaet. Jeg skal forsøge at holde det lidt kort – men for god ordens skyld, opklarer jeg lige et par af de misforståelser, jeg læser i dit indlæg:

1. Jeg skelner mellem barnløshed og infertilitet. Det er sidstnævnte, jeg mener at man bør have ret til behandling for, også selvom man har et levende barn i forvejen.

2. Jeg kalder ikke barnløshed for en livstruende sygdom. Det ville være fjollet. Faktisk skriver jeg flere steder dette tydeligt. Men jeg trækker paralleller mellem de reaktionsmønstre der findes mellem mennesker i fertilitetsbehandling og mennesker med andre alvorlige sygdomme.

3. Dertil argumenterer jeg for det paradoksale i, at man kun vil behandle infertilitet én gang. Min påstand er, at dette blandt andet handler om en manglende anerkendelse af infertilitet som en decideret sygdom.

4. Jeg påpeger også, at vi i sundhedssystemet behandler andre tilstande og lidelser, end alene de som er livstruende. Jeg er helt enig i, at denne del af systemet er lagt under hårdt pres og et stigende beskæftigelses/funktions-rettet fokus og et fokus på egenbetaling. Det synes jeg er en kedelig udvikling.

Afslutningsvis ved jeg ikke, hvad du mener med at ”vinde sympati for en mærkesag”. Det har jeg ikke tænkt, at jeg har noget behov for. Denne debattråd er ikke min, det er blot én jeg deltager i, fordi jeg finder den interessant og dilemmafyldt – og gerne vil byde ind med mine holdninger. Måske ligesom du selv?

Jeg citerer 'Jeg sammenligner ikke barnløsheden med noget livstruende, thi det er den jo ikke - fysisk i hvert fald'. Måske skulle du slette den sidste sætning, hvis du ikke ønsker at folk skal tro at du mener det er psykisk livstruende. Med 'mærkesag' refererer jeg blot til, at du i flere fora skriver rigtig meget om hvor hårdt og bekostende det er at være i fertilitetsbehandling. Så hvis det ikke er en mærkesag for dig ved jeg ikke hvad for et ord jeg må bruge 

Tommelise skriver:

Der ER jo fri adgang til fertilitesbehandling efter en lægefaglig vurdering.

Man kan bare ikke få TO børn på det offentliges regning.

Hvis man får to børn, så lider man jo stadig af infertlitett.

Men ikke af barnløshed.

I dag elsker, elsker, elsker jeg mit barnløse liv.

Jeg valgte accepten. 

 

Jeg prøver at holde trit med dine indlæg, men jeg er ikke sikker på, om jeg får det hele med �� Jeg tror noget grundlæggende mellem vores forskellige synspunkter handler om alt det her med, hvorvidt infertilitet anerkendes som en sygdom på lige fod med anden sygdom. Hvis man forestiller sig den ”fulde anerkendelse”, så bliver det for mig at se lige arbitrært, om retten til gratis behandling trækkes ved et barn eller ved otte. Dette fordi trækningen af en grænse kommer til at blive en normativ vurdering af, hvor vigtigt det er for andre mennesker at få børn. Lige nu har vi valgt at vi stiller hjælp til rådighed for 1 barn. Mit argument er, at dette er mærkværdigt, fordi konsekvenserne ved (sekundær) infertilitet også er enorme og fordi man, når man lider af denne sygdom, bør have ret til gentagende behandling ligesom ved mange andre (også ikke-livstruende) sygdomme.

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder skriver, at man ikke kan leve uden at have to eller flere børn? Eller for den sags skyld, at man ikke kan komme sig over store tab eller manglende livsmuligheder? Det ved vi jo godt, at man kan – du beskriver fx dig selv som et fint eksempel – men det piller vel egentlig ikke ved substansen i nogen af de ovenfor stående eksempler? Til gengæld er det et virkelig godt argument for en helt anden ting: større fokus på konsekvenserne for den enkelte på baggrund af infertilitet og støtte til igennem den psykologiske konsekvenser af forkøbet.

PS: Sikke en skam, at man ikke længere tilbyder støtte til merudgifter i forbindelse med cøliaki. Det havde ellers givet god mening.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej igen

Når jeg skriver, at jeg oplever dine indlæg som aggressive, drejer det sig primært om dine valg af ord, vrede smiley’er og dit fokus på en række formodninger om mig som person, fremfor et fokus på temaet. Jeg skal forsøge at holde det lidt kort – men for god ordens skyld, opklarer jeg lige et par af de misforståelser, jeg læser i dit indlæg:

1. Jeg skelner mellem barnløshed og infertilitet. Det er sidstnævnte, jeg mener at man bør have ret til behandling for, også selvom man har et levende barn i forvejen.

2. Jeg kalder ikke barnløshed for en livstruende sygdom. Det ville være fjollet. Faktisk skriver jeg flere steder dette tydeligt. Men jeg trækker paralleller mellem de reaktionsmønstre der findes mellem mennesker i fertilitetsbehandling og mennesker med andre alvorlige sygdomme.

3. Dertil argumenterer jeg for det paradoksale i, at man kun vil behandle infertilitet én gang. Min påstand er, at dette blandt andet handler om en manglende anerkendelse af infertilitet som en decideret sygdom.

4. Jeg påpeger også, at vi i sundhedssystemet behandler andre tilstande og lidelser, end alene de som er livstruende. Jeg er helt enig i, at denne del af systemet er lagt under hårdt pres og et stigende beskæftigelses/funktions-rettet fokus og et fokus på egenbetaling. Det synes jeg er en kedelig udvikling.

Afslutningsvis ved jeg ikke, hvad du mener med at ”vinde sympati for en mærkesag”. Det har jeg ikke tænkt, at jeg har noget behov for. Denne debattråd er ikke min, det er blot én jeg deltager i, fordi jeg finder den interessant og dilemmafyldt – og gerne vil byde ind med mine holdninger. Måske ligesom du selv?

Og jeg ved ikke lige hvad det er for en række formodninger om din person du hentyder til. Jeg skriver at du fremstår uempatisk i dine udtalelser her. Det er ikke en formodning, men min personlige holdning - da jeg synes din retorik er ganske uempatisk overfor mennesker med svære handicaps og livstruende sygdomme. 

Ellos skriver:

Jeg citerer 'Jeg sammenligner ikke barnløsheden med noget livstruende, thi det er den jo ikke - fysisk i hvert fald'. Måske skulle du slette den sidste sætning, hvis du ikke ønsker at folk skal tro at du mener det er psykisk livstruende. Med 'mærkesag' refererer jeg blot til, at du i flere fora skriver rigtig meget om hvor hårdt og bekostende det er at være i fertilitetsbehandling. Så hvis det ikke er en mærkesag for dig ved jeg ikke hvad for et ord jeg må bruge 

Men det er jo netop ikke sammenlignelig - rent fysisk. Det er samtidig forskningsmæssigt påvist, at de psykologiske reaktioner på ufrivillig barnløshed til dels minder om de, man ser optræde ved livstruende sygdom. Det kan man jo synes alt muligt om det rimeligt i - men det har sådan set ikke rigtig noget med mig, eller mine holdninger at gøre? 

I dit seneste indlæg skriver du af en eller anden grund, at jeg fremstår uempatisk og skal tage min retorik op til overvejelse, hvis jeg vil "vinde andres sympati for min mærkesag". Det er til denne sætning jeg bemærker, at denne debattråd ikke er min, ej heller at jeg har som sådan ser et behov for at "vinde sympati". For mig handler det om helt almindelig meningsudveksling om et svært emne. Her er det fuldkommen korrekt at området omkring fertilitet og barnløshed har en stor interesse hos mig, blandt andet qua min egen historie - men det er vel sådan set heller ikke problematisk?

Ellos skriver:

Og jeg ved ikke lige hvad det er for en række formodninger om din person du hentyder til. Jeg skriver at du fremstår uempatisk i dine udtalelser her. Det er ikke en formodning, men min personlige holdning - da jeg synes din retorik er ganske uempatisk overfor mennesker med svære handicaps og livstruende sygdomme. 

Ja, det skriver du. Dertil skriver du ord som navnebeskuende, forkælet og uforskammet - hvilket får mig til at tænke, at jeg har fået trådt dig godt og grundigt over tæerne. Jeg tror primært det sker, fordi du misforstår, hvad jeg skriver rundt omkring - og overser de mange steder, hvor jeg forsøger at nuancere de sammenligninger jeg trækker, og understrege hvilken vigtighed jeg (også) tillægger andre sundhedsområder.