Svigermor problemer

Anonym skriver:

Når jeg har talt med hende så kommer det aldrig op at hun føler sig udenfor..ofte “husker” hun ikke at have sagt/gjort noget så er det også svært at komme videre i samtalen..hun har aldrig undskyldt eller været ked af det er som det er..men sagde noget som..jamen jeg har tænkt på at der er kultur forskel så derfor gør jeg det jeg gør og som hun synes er forkert..jeg er ikke selv dansk..det var et eksempel..så vores snakke har er altid endt med at hun vil prøve at lade være med at “blande sig” men intet ændre sig alligevel..mig og min kæreste kom frem til at vi hver især har talt med hende sammenlagt 11 gange om de her ting...jeg kan forstå fra andre familiemedlemmer, hans far og ham selv at hans mor er meget styrende og godt vil bestemme samt bliver sur hvis ikke man gør som hun siger for hun mener hun har RET..så..

Når I har snakket så meget sammen uden at det ændrer noget, er der en stor sansynlighed for at hun rent faktisk ikke KAN huske de ting. Hun ænser dem måske knap i dagligdagen, fordi det er logisk for hendes hjerne -en automatreaktion/handling om du vil. Ligesom at skrive f.eks. hvis du er højrehåndet tænker du heller ikke aktivt over at skrive -ja du kan sågar gøre det og glemme det senere. Men havde du nu skrevet med venstre hånd, så ville du bemærke det og du vil sikkert også præcis kunne gengive hvor, hvornår og hvorfor det var sket.

Derudover hvis du blev bedt om at skrive med venstre, var der en stor sansynlighed for at du konstant ville glemme det af den ene eller anden grund og bruge højrei stedey. Simpelthen fordi vores hjerner er kodet til at gøre det der er nemmest og kræver mindst arbejde.

Det er for at sige at det simpelthen ikke (nødvendigvis) er af ond vilje (hvis hun eks aldrig har skiftet ble før lur, så glemmer hun det simpelthen

Så derfor tænker jeg: stop med at prøv at ændre hende mere. Find i stedet ud af hvordan I kan være i relationen på en god måde. Overholder hun ikke aftaler ifm pasning? Fint så passer hun ikke mere, men så ses i måske ofter og i nogle timer så de kan lege sammen. Brager hun altid uanmeldt forbi? Stop med at åbne døren medmindre hun ringer først. Tager hun aldrig skoene af når hun kommer på besøg (min svigermor) så min hende VENLIGT om det HVER gang  -og lad være med at blive sur over at hun ikke "bare" kan lære det. Nu er det nogtle tilfældige situationer jeg lige hev op fra hatten. Men håber dukan se min pointe. 

Du må markere dine grænser hver evig eneste gang de bliver overtrådt. Simpelthen så hun ikke er i tvivl om "hertil, og ikke længere" (stadig venligt, men aldrig undskyldende)

Jeg har lært det nu, og livet (og forhold) er blevet nemmere. Min mor gør stadig alle de samme manipulerende ting, men jeg lader det prelle af. Andres følelser er deres ansvar (så længe man er høflig og ikke mobber osv) så da mi  mor ringede på dag 3 og græd og sagde "ved du hvor forfærdelig ONDT det gør i hjertet ikke at have set sit barnebarn andet end på billeder endnu, og I har endda været ude at HANDLE!?" (Underforstået at når vi havde overskud til at tage kort ud med baby for at fylde lidt i køleskabet, burde vi også have overskud til barselsbesøg. Det havde vi ikke) nå men da sagde jeg "jeg er ked af at du har det sådan, men vi har simpelthen brug for ro stadig. Vi ringer så snart vi har overskud til et besøg" slut prut. Og var de kommet, havde vi ikke åbnet døren. Jeg ved at hn var meget ked af det. Og det betød da også noget, men det var simpelthen bare vigtigere forbos at have ro og afprøve grænser (f.eks. være ude) i vores eget tempo.

Men grænsesætning er en svær øvelse. Og det er "evigt" arbejde, hvis man netop har et familiemedlem, der er vant til at styre. Jeg er super glad for min mor, men jeg kan ikke lade hende komme for tæt på, for så overtager hun fuldstændig. Men det er sådan hun er. Det er mit ansvar ikke at "gå med på den" hvis jeg stadig ønsker kontakten. Og det gør jeg  Og jeg ved nu (efter maaange forsøg) at hun ikke selv kan se det. Hun harikke evnen. Og det er bare som det er.

Anonym skriver:

Og tro mig..jeg kan sagtens sige fra men har taget hensyn til min kæreste..det har så betydet at det har hobet sig mere og mere op for at jeg nu føler vi bare er gledet fra hinanden i alt

Jeg vil så vende den 180 grader og stille spørgsmålstegn ved, hvem der har taget hensyn til hvem. En nybagt far, der ikke opmuntres til som en selvfølge at tilbringe natten hos sin kone og barn på sygehuset, men lader sin svigermor få pladsen. Som accepterer, at samme kone og nyfødte barn installeres hos SVIGERMOR en MÅNED! - den periode, hvor enhver anden familie med en nyfødt ville prioritere hinanden, give mulighed for, at far knyttede bånd til sit barn, hvor mormor ville være en gæst i hjemmet på lige fod med farmor. 

Hvis din svigermor er god til at manipulere, så er det da det rene vand i forhold til, hvad du eller din mor eller I to i fællesskab har fået din mand til at acceptere! Og jeg kan levende forestille mig, hvad din svigermor må gøre sig af tanker om den mor/datter-symbiose, der udfolder sig for øjnene af hende mellem hendes svigerdatter og dennes mor - mens manden er reduceret til en gæst, der nogle gange overnatter - på besøg hos sin kone og sit barn. 

Når du fuldstændigt misforstår en besked om katte hos lægen og ikke bare undgår besøg hos svigermor af den grund, men ligefrem bliver vred over, at hun tillader sig at invitere jer hjem til sig - og du ikke gør dig den umage at undersøge, om det virkelig kan passe, du ikke kan besøge et hjem med en kat - ja, så ville jeg begynde at overveje, hvilke informationer du i øvrigt tog fejl af vedrørende dit barns ve og vel. Når du bliver fornærmet over at blive tilbudt vin og ikke bare siger nej tak, men gør det til et problem. Og når du - så groft - opfatter din svigermors uddannelse som et “bevis” på, at hun har redskaber til at manipulere - jamen, jeg har ikke ord for, hvor absurd det er. 

Der hersker vel absolut ingen tvivl om, at din mor ikke bare spiller en større rolle end din svigermor, men også virker vigtigere for dig end din mand - var det min søn, ville jeg også være bekymret for og harm over, at han parkeres på sidelinjen. 

Så ærligt: Jeg tror i den grad, jeg kan sætte mig i din svigermors sted og følge hendes reaktioner. Tænk, at du opfatter hende som jeres største udfordring/problem. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg vil så vende den 180 grader og stille spørgsmålstegn ved, hvem der har taget hensyn til hvem. En nybagt far, der ikke opmuntres til som en selvfølge at tilbringe natten hos sin kone og barn på sygehuset, men lader sin svigermor få pladsen. Som accepterer, at samme kone og nyfødte barn installeres hos SVIGERMOR en MÅNED! - den periode, hvor enhver anden familie med en nyfødt ville prioritere hinanden, give mulighed for, at far knyttede bånd til sit barn, hvor mormor ville være en gæst i hjemmet på lige fod med farmor. 

Hvis din svigermor er god til at manipulere, så er det da det rene vand i forhold til, hvad du eller din mor eller I to i fællesskab har fået din mand til at acceptere! Og jeg kan levende forestille mig, hvad din svigermor må gøre sig af tanker om den mor/datter-symbiose, der udfolder sig for øjnene af hende mellem hendes svigerdatter og dennes mor - mens manden er reduceret til en gæst, der nogle gange overnatter - på besøg hos sin kone og sit barn. 

Når du fuldstændigt misforstår en besked om katte hos lægen og ikke bare undgår besøg hos svigermor af den grund, men ligefrem bliver vred over, at hun tillader sig at invitere jer hjem til sig - og du ikke gør dig den umage at undersøge, om det virkelig kan passe, du ikke kan besøge et hjem med en kat - ja, så ville jeg begynde at overveje, hvilke informationer du i øvrigt tog fejl af vedrørende dit barns ve og vel. Når du bliver fornærmet over at blive tilbudt vin og ikke bare siger nej tak, men gør det til et problem. Og når du - så groft - opfatter din svigermors uddannelse som et “bevis” på, at hun har redskaber til at manipulere - jamen, jeg har ikke ord for, hvor absurd det er. 

Der hersker vel absolut ingen tvivl om, at din mor ikke bare spiller en større rolle end din svigermor, men også virker vigtigere for dig end din mand - var det min søn, ville jeg også være bekymret for og harm over, at han parkeres på sidelinjen. 

Så ærligt: Jeg tror i den grad, jeg kan sætte mig i din svigermors sted og følge hendes reaktioner. Tænk, at du opfatter hende som jeres største udfordring/problem. 

Spot on 

Mor og meget mere skriver:

Jeg vil så vende den 180 grader og stille spørgsmålstegn ved, hvem der har taget hensyn til hvem. En nybagt far, der ikke opmuntres til som en selvfølge at tilbringe natten hos sin kone og barn på sygehuset, men lader sin svigermor få pladsen. Som accepterer, at samme kone og nyfødte barn installeres hos SVIGERMOR en MÅNED! - den periode, hvor enhver anden familie med en nyfødt ville prioritere hinanden, give mulighed for, at far knyttede bånd til sit barn, hvor mormor ville være en gæst i hjemmet på lige fod med farmor. 

Hvis din svigermor er god til at manipulere, så er det da det rene vand i forhold til, hvad du eller din mor eller I to i fællesskab har fået din mand til at acceptere! Og jeg kan levende forestille mig, hvad din svigermor må gøre sig af tanker om den mor/datter-symbiose, der udfolder sig for øjnene af hende mellem hendes svigerdatter og dennes mor - mens manden er reduceret til en gæst, der nogle gange overnatter - på besøg hos sin kone og sit barn. 

Når du fuldstændigt misforstår en besked om katte hos lægen og ikke bare undgår besøg hos svigermor af den grund, men ligefrem bliver vred over, at hun tillader sig at invitere jer hjem til sig - og du ikke gør dig den umage at undersøge, om det virkelig kan passe, du ikke kan besøge et hjem med en kat - ja, så ville jeg begynde at overveje, hvilke informationer du i øvrigt tog fejl af vedrørende dit barns ve og vel. Når du bliver fornærmet over at blive tilbudt vin og ikke bare siger nej tak, men gør det til et problem. Og når du - så groft - opfatter din svigermors uddannelse som et “bevis” på, at hun har redskaber til at manipulere - jamen, jeg har ikke ord for, hvor absurd det er. 

Der hersker vel absolut ingen tvivl om, at din mor ikke bare spiller en større rolle end din svigermor, men også virker vigtigere for dig end din mand - var det min søn, ville jeg også være bekymret for og harm over, at han parkeres på sidelinjen. 

Så ærligt: Jeg tror i den grad, jeg kan sætte mig i din svigermors sted og følge hendes reaktioner. Tænk, at du opfatter hende som jeres største udfordring/problem. 

Tak! Du siger alt det jeg tænker 

Mor og meget mere skriver:

Jeg vil så vende den 180 grader og stille spørgsmålstegn ved, hvem der har taget hensyn til hvem. En nybagt far, der ikke opmuntres til som en selvfølge at tilbringe natten hos sin kone og barn på sygehuset, men lader sin svigermor få pladsen. Som accepterer, at samme kone og nyfødte barn installeres hos SVIGERMOR en MÅNED! - den periode, hvor enhver anden familie med en nyfødt ville prioritere hinanden, give mulighed for, at far knyttede bånd til sit barn, hvor mormor ville være en gæst i hjemmet på lige fod med farmor. 

Hvis din svigermor er god til at manipulere, så er det da det rene vand i forhold til, hvad du eller din mor eller I to i fællesskab har fået din mand til at acceptere! Og jeg kan levende forestille mig, hvad din svigermor må gøre sig af tanker om den mor/datter-symbiose, der udfolder sig for øjnene af hende mellem hendes svigerdatter og dennes mor - mens manden er reduceret til en gæst, der nogle gange overnatter - på besøg hos sin kone og sit barn. 

Når du fuldstændigt misforstår en besked om katte hos lægen og ikke bare undgår besøg hos svigermor af den grund, men ligefrem bliver vred over, at hun tillader sig at invitere jer hjem til sig - og du ikke gør dig den umage at undersøge, om det virkelig kan passe, du ikke kan besøge et hjem med en kat - ja, så ville jeg begynde at overveje, hvilke informationer du i øvrigt tog fejl af vedrørende dit barns ve og vel. Når du bliver fornærmet over at blive tilbudt vin og ikke bare siger nej tak, men gør det til et problem. Og når du - så groft - opfatter din svigermors uddannelse som et “bevis” på, at hun har redskaber til at manipulere - jamen, jeg har ikke ord for, hvor absurd det er. 

Der hersker vel absolut ingen tvivl om, at din mor ikke bare spiller en større rolle end din svigermor, men også virker vigtigere for dig end din mand - var det min søn, ville jeg også være bekymret for og harm over, at han parkeres på sidelinjen. 

Så ærligt: Jeg tror i den grad, jeg kan sætte mig i din svigermors sted og følge hendes reaktioner. Tænk, at du opfatter hende som jeres største udfordring/problem. 

Spot on!! 

Anonym skriver:

Jeg ved godt hvor lang tid hun lå med aff ellers ville jeg ikke skrive det

Så du vidste at din pige har lavet lort lige da hun blev lagt? 

Jeg har engang læst en tråd, hvor en kvinde skrev, at hun var lidt bekymret, for hun havde kun drenge, og hun frygtede allerede, at hun en dag ville få en svigerdatter, som ville betragte hende som en forrærdelig svigermor.

Anonym skriver:

Hej 

 

jeg er ny herinde, men har virkelig brug for råd..det velkendte problem er svigermor..og jeg aner ikke hvor jeg skal starte henne..

here it goes

 

imens jeg var gravid spurgte hun mig hver vi så hinanden om jeg ville drikke alkohol velvidende om at det ‘kan’ skade fosteret..samt fik jeg af vide af min læge at jeg skulle holde mig fra katte, kaniner osv pga en virus så man kan risikere at abortere..der blev hun også ved om jeg ikke skulle hjem til hende selvom hun har kat..

da min datter blev født kigget hun ikke engang på hende men bad min kæreste sidde hos mig..min mor overnattede på hospitalet for at hjælpe mig da jeg havde født med kejsersnit og min kæreste ikke turde tage sig af en lille baby fordi han aldrig havde prøvet det før og var bange..dagen efter kom min svigermor marcherende og ville høre om hvorfor min kæreste ikke overnattet for det skulle han som far..min mor invitere min svigermor til at komme hjem til dem da jeg sku være der indtil jeg kom lidt på benene igen..det eneste der var vigtigt for hende var at hendes 2 niecer sku se barnet..det endte med hun aldrig kom..så begyndte hun at brokke sig over hvorfor jeg gav hende hue på, hvorfor jeg ikke klippet hendes negle..hun holdt nærmest foredrag for hendes familie om hvor dårligt det var at give hende kradseluffer på..hvilket sætter mig i dårligt lys foran alle når hun indirekte siger jeg tager de forkerte valg..

de ting mine forældre har givet os til den lille ville hun så gerne give men kunne ikke fordi de har gjort det..hvis hun ser noget de har givet kan hun finde på at købe noget lignende/det samme..

hun blander sig i hvem der skal besøge os og hvem vi skal ses med..

ting hun ved jeg ikke kan lide giver hun mig i gave..eller køber det modsatte af hvad jeg ønsker mig feks til jul..

hun har passet vores datter og det endte med hun intet mad fik den første gang..ingen søvn anden gang og tredje gang havde hun efterladt hende i sengen med en ble fyldt med afføring i 2,5 timer så hun skreg da hun vågnet og havde rød numse i 5 dage..

4 dag hun så skulle passe aflyste hun..

det skal lige siges at hun ikke har været en særlig god mor overfor min kæreste men på en måde formår hun alligevel at overbevise ham om alt mulig hun så gerne vil men aldrig gør..hun er uddannet psykolog��

listen kunne blive ved og ved...og min kæreste gør intet og holder fast i hans mor elsker mig og vil os det bedste..jeg er i vildrede og har egentlig allermest lyst til at slutte forholdet..vi er slet ikke et rigtigt par mere og laver intet sammen siden første dag vores datter kom til verden og svigermor blev til svigermonster..vi er heller ikke intime Overhovedet

 

hjælp

håber på et gode råd..og jeg ved godt farmor vil være farmor men hun har ikke vist interesse og hun er blevet lukket ind mere end rigeligt her..og alligevel tuder hun og føler sig udenfor hele tiden 

 

Jeg skrev godt nok, at jeg kun ville spørge, hvorfor du ikke ville besøge hende, fordi hun har kat.

Men jeg tænker - der skal to til tango. 

Har du intet ansvar i konflikten  - slet ingen andel?

Selvindsigt er altid en god ting. Engang imellem kan man spørge sig selv, om man måske selv har en andel i konflikten.

Der findes selvfølgelig den slags mennesker, man kalder følelsesvampyrer, narcisister (staves?) - men der findes altså mennesker, som bare er anderledes "indrettet", end man selv er.

Nogle gange kan man prøve at lave den lille øvelse:

Er det her en følelse eller et faktum?

Er det et faktum, at min kollega synes, jeg er kedelig ? - eller er det en FØLELSE, jeg har?

Er det et faktum, at min kusine ikke kan lide mig ? - eller er det en FØLELSE - kan hun rent faktisk ikke lide mig, eller er det bare noget, jeg tror?

Er det et faktum, at min svigermor bevidst køber det modsatte af det, der står på ønskesedlen. Eller er det en FØLELSE?

Kunne det tænkes, at hun godt kan lide at overraske andre mennesker og derfor vælger noget, der ikke står på ønskesedlen (som jo altså ikke er en bestillingssedsel).

Tommelise skriver:

Jeg har engang læst en tråd, hvor en kvinde skrev, at hun var lidt bekymret, for hun havde kun drenge, og hun frygtede allerede, at hun en dag ville få en svigerdatter, som ville betragte hende som en forrærdelig svigermor.

 

Den tråd har jeg også engang læst. 

Dog skal vi huske på at det ikke er alle kvinder der er SÅ unuanceret og subjektive som ts. Og trådstarters formål med indlægget, efter min opfattelse, er et ønske om at få “ret” i hendes følelser. 

Min svigermor siger også tit nogle uheldige(dumme) ting og har også ofte ytret måden vi gør tingene på. Og til tider kan hendes holdninger og ideer irritere mig grænseløst. Men jeg selv, er ret god til at sige tingene på en pæn måde, men så hun forstår vores måde at gøre tingene på. Og min mand og er også rigtig god til at komme på banen, hvis han er uenig med hans mor eller far for den sags skyld. 

Min mand og jeg har kendt hinanden i mange år og har 3 børn sammen. Da jeg kommer fra en ret lille familie og jeg altid har savnet noget mere familie, har jeg valgt at bruge “pyt-knappen” rigtig mange gange. Inderst inde ved jeg, at min svigermor kun siger/gør nogle ting af bedste mening. Udover det, ved jeg også at min svigermor(inkl. mine forældre) glemmer at tiderne ændrer sig, fx da vi var børn brugte vi ikke autostol, så svigermor kan synes jeg er hysterisk fordi jeg insisterer på at de skal, hvis de skal køre med dem. 

Min svigermor har også haft 3 børn og helt ærligt, så er der intet der ligner hendes hverdag(da hun var vores alder) kontra vores. Hun gik hjemme altid og passede kontor(hjemme) for deres firma. Jeg arbejde deltid og min mand 37 timer og min svigermor forstår ikke altid at jeg kan brokke mig over vasketøjskurven, for hun havde da altid tid. Men pyt og tillykke hun har glemt at skoledagene for børnene er blevet længere, flere fritidsaktiviteter osv. 

Nå, det blev vist en lang smøre. Min pointe er, at hvis man sætter sig for at ville sine svigerforældre, må man sluge nogle kameler og trække på skuldrene og sige pyt ind i mellem. Jeg ved godt at det ikke altid er en dans på roser og vi mennesker er forskellige, men for alle parters skyld, synes jeg det er vigtigt. Børnene ser ikke disse ting, som vi voksne ser.  

Anonym skriver:

Den tråd har jeg også engang læst. 

Dog skal vi huske på at det ikke er alle kvinder der er SÅ unuanceret og subjektive som ts. Og trådstarters formål med indlægget, efter min opfattelse, er et ønske om at få “ret” i hendes følelser. 

Min svigermor siger også tit nogle uheldige(dumme) ting og har også ofte ytret måden vi gør tingene på. Og til tider kan hendes holdninger og ideer irritere mig grænseløst. Men jeg selv, er ret god til at sige tingene på en pæn måde, men så hun forstår vores måde at gøre tingene på. Og min mand og er også rigtig god til at komme på banen, hvis han er uenig med hans mor eller far for den sags skyld. 

Min mand og jeg har kendt hinanden i mange år og har 3 børn sammen. Da jeg kommer fra en ret lille familie og jeg altid har savnet noget mere familie, har jeg valgt at bruge “pyt-knappen” rigtig mange gange. Inderst inde ved jeg, at min svigermor kun siger/gør nogle ting af bedste mening. Udover det, ved jeg også at min svigermor(inkl. mine forældre) glemmer at tiderne ændrer sig, fx da vi var børn brugte vi ikke autostol, så svigermor kan synes jeg er hysterisk fordi jeg insisterer på at de skal, hvis de skal køre med dem. 

Min svigermor har også haft 3 børn og helt ærligt, så er der intet der ligner hendes hverdag(da hun var vores alder) kontra vores. Hun gik hjemme altid og passede kontor(hjemme) for deres firma. Jeg arbejde deltid og min mand 37 timer og min svigermor forstår ikke altid at jeg kan brokke mig over vasketøjskurven, for hun havde da altid tid. Men pyt og tillykke hun har glemt at skoledagene for børnene er blevet længere, flere fritidsaktiviteter osv. 

Nå, det blev vist en lang smøre. Min pointe er, at hvis man sætter sig for at ville sine svigerforældre, må man sluge nogle kameler og trække på skuldrene og sige pyt ind i mellem. Jeg ved godt at det ikke altid er en dans på roser og vi mennesker er forskellige, men for alle parters skyld, synes jeg det er vigtigt. Børnene ser ikke disse ting, som vi voksne ser.  

Lige præcis.

Det handler meget om selvindsigt, og det har rigtig mange svigerdøtre heldigvis.

I forhold til, at man som du skriver, ikke kan nå alt det, som svigermor åbenbart kunne nå og lignende, så hjælper en kæmpestor pytknap.