Svigermor problemer

Ms.Momo skriver:

som jeg også skrev før, så ved jeg desværre udmærket hvad det vil sige at have problemer med sin svigermor, men...

jeg nævnte det med at mine unger kunne blive rød så hurtigt og længe som et råd, prøv at overveje om det evt. kunne være en kombi af fastsiddende aff. og overfølsomhed for ble og/eller salve. Når jeg så på forskellen mellem min søn (som blev smurt med Zink) og min datter (der blev smurt med Panthenol) var jeg ikke i tvivl om at han kunne have sluppet hurtigere.

Hvis din kærestes forældre er skilt og han primært er/var hos sin far kan jeg godt forstå din svigermor følte sig udenfor (jeg er selv samværsforælder og ved hvor svært det er at stå "i 2. række") men det giver hende ikke ret til at prøve at styre jeres liv.

Min kærestes forældre er også skilt og hvor min svigermor er blevet min store støtte i "kampen" mod min søns far og farmor, så er min svigerfar vippet helt ud (og min søns farfar er guld værd).

Lige umiddelbart vil jeg ikke mene hun føler sig udenfor..for hun er blevet lukket ind helt fra start..jeg har splittet pasning af mit barn lige mellem hende og min mor..men hun kunne ikke tage mere end 3 dage på en måned og den 4 hun skulle komme og passe som aftalt ringet hun sagde at hun ville blive hjemme hvis det var ok..samt har hun været på besøg mere end mine forældre har...så jeg har ikke været unfair..

men fordi jeg ikke gør det hun mener er rigtigt så som hun selv siger har hun et problem med at jeg ikke vil give mig når hun kommer med et råd..hendes interesse har været meget snak og ingen handling hele vejen igennem..og at hun hele tiden gør det modsatte af hvad vi beder om..i forhold til gave ønsker, pasning som hun selv ville..hun efterspørger ting hun kan købe og så vil hun alligevel ikke..men hvis så mine forældre køber noget køber hun noget der minder om de ting..

min kæreste og hende har ikke været tætte i 20 år fordi hun havde travlt med sig selv..nu er hun meget på i forhold til at ringe til ham hele tiden..og har haft svært ved at se de ting jeg fortæller jeg føler..

jeg ved ikke om han har savnet en mor og føler hun får lidt nu..eller hvad det er..men vi har ihvertfald brugt meget tid på diskussioner herhjemme i næsten 2 år nu..også bliver man træt..hun lader ikke til at ville ændre sig..jeg har talt med hende 4-5 gange nu omkring de ting..han siger selv han også har..intet er ændret..hun bliver ved og ved med indblanding af ting der ikke rager hende..at gøre det modsatte..

self bliver jeg frustreret

Anonym skriver:

Lige umiddelbart vil jeg ikke mene hun føler sig udenfor..for hun er blevet lukket ind helt fra start..jeg har splittet pasning af mit barn lige mellem hende og min mor..men hun kunne ikke tage mere end 3 dage på en måned og den 4 hun skulle komme og passe som aftalt ringet hun sagde at hun ville blive hjemme hvis det var ok..samt har hun været på besøg mere end mine forældre har...så jeg har ikke været unfair..

men fordi jeg ikke gør det hun mener er rigtigt så som hun selv siger har hun et problem med at jeg ikke vil give mig når hun kommer med et råd..hendes interesse har været meget snak og ingen handling hele vejen igennem..og at hun hele tiden gør det modsatte af hvad vi beder om..i forhold til gave ønsker, pasning som hun selv ville..hun efterspørger ting hun kan købe og så vil hun alligevel ikke..men hvis så mine forældre køber noget køber hun noget der minder om de ting..

min kæreste og hende har ikke været tætte i 20 år fordi hun havde travlt med sig selv..nu er hun meget på i forhold til at ringe til ham hele tiden..og har haft svært ved at se de ting jeg fortæller jeg føler..

jeg ved ikke om han har savnet en mor og føler hun får lidt nu..eller hvad det er..men vi har ihvertfald brugt meget tid på diskussioner herhjemme i næsten 2 år nu..også bliver man træt..hun lader ikke til at ville ændre sig..jeg har talt med hende 4-5 gange nu omkring de ting..han siger selv han også har..intet er ændret..hun bliver ved og ved med indblanding af ting der ikke rager hende..at gøre det modsatte..

self bliver jeg frustreret

Og tro mig..jeg kan sagtens sige fra men har taget hensyn til min kæreste..det har så betydet at det har hobet sig mere og mere op for at jeg nu føler vi bare er gledet fra hinanden i alt

Stakkels dig, det lyder til at være en traditionel træls svigermor du har dig, men det forhold er der desværre mange som bøvler med. Jeg ved ikke, om det er fordi de føler de "mister" deres søn til svigerdatteren? Nu kommer han jo pludselig til konen for råd i stedet for hende, og så glemmer hun, at han ikke længere er et lille barn, men en voksen mand.

Jeg ærgrer mig over, at du ikke trygt kan stille et spørgsmål herinde, uden at blive både anklaget og betvivlet på dine udsagn. Jeg vil råde dig til blot at ignorere alle irrelevante kommentarer herinde, de hjælper dig jo alligevel ikke spor.

Min egen svigermonster har selv anklaget os for ikke at ville se hende/"dem", selvom hun mener mig og hende... Hun flippede totalt til min mand, og kørte den helt ud hvor hun sagde noget i stil med, at hun sikkert ikke måtte se sine børnebørn for os (læs: mig) og at vi kun havde besøgt dem (læs: hende, for hendes mand er ligeglad) ganske få gange siden han havde mødt mig. Jeg vil gerne pointere, at dette udbrud skete FØR jeg blev gravid, altså var det 100% hypotetisk og udelukkende i håb om at få min mand til at reagere med "selvfølgelig må du det". Desuden har han set dem MEGET hyppigere efter han har mødt mig, da jeg har prioriteret at vi skal tage med til familiearrangementer, også i hans familie. Han er lidt ligeglad med hvor ofte vi ser dem. Men det er godt nok slut nu, hun gravede sin egen grav der. Så fremover besøger vi dem kun, hvis min mand tager initiativet, så må vi jo se hvor meget det bliver...

Heldigvis viste min mand lidt nosser, da hun flippede. Jeg har tidligere sagt til ham, at jeg er hans kone, så han skal holde med mig og støtte mig. Og det har han heldigvis endelig forstået, og han er begyndt at se, hvor urimelig hun er. Jeg prøver, selvom jeg ikke har lyst, men hun snupper armen, når man rækker en lillefinger!

Det lyder som om din er endnu værre! Det eneste råd jeg kan give dig er, at det er din mands mor, ikke din. Så det er HANS kamp, ikke din. Hvis I skal se hende, må det være 100% på hans initiativ. Hvis hun brokker sig, må HAN tage snakken med hende. Hvis hun angriber dig, SKAL han tage dig i forsvar, og det må du forklare ham, at du har behov for. Du må vække hans beskyttertrang, sige at du har behov for ham, at du ikke kan stå alene med det hele. Og hvis du ikke er tryg ved, at hun passer jeres barn, så må hun nøjes med at besøge jer, når din mand er hjemme.

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at kaste håndklædet i ringen, men jeg tror helt ærligt kun det bliver værre af det.

I stedet så prøv at fokusere på at støtte og opmuntre hinanden som par. De første to tre år efter en fødsel er super hårde, fordi man ikke får nok søvn osv. Derfor bør man som udgangspunkt ikke træffe så drastiske beslutninger der, for måske er der slet ikke så store problemer i forholdet, måske er man bare så udkørte, at man ikke længere er i stand til at kommunikere med hinanden, men det vender igen, når søvnen kommer tilbage. Jeg håber for dig og jer og jeres barn, at du vil give det et ekstra forsøg. Det kan godt værre, det betyder at bedste skal på is en tid, eller måske skal al kontakt med hende blot foregå gennem din mand. Uanset hvad, så er hun ikke dit ansvar men din mand. Din mand siger jo heller ikke til og fra overfor din mor, det gør du, fordi det er dig, der kender hende bedst, og det er dig der forstår at takle hende. Hvis din mand en dag føler sig overvældet over noget din mor gør, så ville du vel også selv snakke med hende, og ikke tvinge ham til det - det risikerer også bare at forværre situationen.

Husk på du ikke står alene, selvom det måske føles sådan. Du er en god mor, du sætter dit barn først, det er godt! Men du skal også passe på dig selv og dit barns far <3

Anonym skriver:

Lige umiddelbart vil jeg ikke mene hun føler sig udenfor..for hun er blevet lukket ind helt fra start..jeg har splittet pasning af mit barn lige mellem hende og min mor..men hun kunne ikke tage mere end 3 dage på en måned og den 4 hun skulle komme og passe som aftalt ringet hun sagde at hun ville blive hjemme hvis det var ok..samt har hun været på besøg mere end mine forældre har...så jeg har ikke været unfair..

men fordi jeg ikke gør det hun mener er rigtigt så som hun selv siger har hun et problem med at jeg ikke vil give mig når hun kommer med et råd..hendes interesse har været meget snak og ingen handling hele vejen igennem..og at hun hele tiden gør det modsatte af hvad vi beder om..i forhold til gave ønsker, pasning som hun selv ville..hun efterspørger ting hun kan købe og så vil hun alligevel ikke..men hvis så mine forældre køber noget køber hun noget der minder om de ting..

min kæreste og hende har ikke været tætte i 20 år fordi hun havde travlt med sig selv..nu er hun meget på i forhold til at ringe til ham hele tiden..og har haft svært ved at se de ting jeg fortæller jeg føler..

jeg ved ikke om han har savnet en mor og føler hun får lidt nu..eller hvad det er..men vi har ihvertfald brugt meget tid på diskussioner herhjemme i næsten 2 år nu..også bliver man træt..hun lader ikke til at ville ændre sig..jeg har talt med hende 4-5 gange nu omkring de ting..han siger selv han også har..intet er ændret..hun bliver ved og ved med indblanding af ting der ikke rager hende..at gøre det modsatte..

self bliver jeg frustreret

jeg siger heller ikke at I holder hende udenfor, men ligesom med mig selv, så kan man godt  føle sig udenfor uden at være det.

Min eks er bopælsforælder og rigtig god til at fortælle mig om alt muligt med vores knægt, men alligevel kan jeg godt  føle mig udenfor i min søns liv, at jeg er mindre vigtig end hans far og stedmor - men jeg  ved at det ikke er sådan.

FruTMA skriver:

Stakkels dig, det lyder til at være en traditionel træls svigermor du har dig, men det forhold er der desværre mange som bøvler med. Jeg ved ikke, om det er fordi de føler de "mister" deres søn til svigerdatteren? Nu kommer han jo pludselig til konen for råd i stedet for hende, og så glemmer hun, at han ikke længere er et lille barn, men en voksen mand.

Jeg ærgrer mig over, at du ikke trygt kan stille et spørgsmål herinde, uden at blive både anklaget og betvivlet på dine udsagn. Jeg vil råde dig til blot at ignorere alle irrelevante kommentarer herinde, de hjælper dig jo alligevel ikke spor.

Min egen svigermonster har selv anklaget os for ikke at ville se hende/"dem", selvom hun mener mig og hende... Hun flippede totalt til min mand, og kørte den helt ud hvor hun sagde noget i stil med, at hun sikkert ikke måtte se sine børnebørn for os (læs: mig) og at vi kun havde besøgt dem (læs: hende, for hendes mand er ligeglad) ganske få gange siden han havde mødt mig. Jeg vil gerne pointere, at dette udbrud skete FØR jeg blev gravid, altså var det 100% hypotetisk og udelukkende i håb om at få min mand til at reagere med "selvfølgelig må du det". Desuden har han set dem MEGET hyppigere efter han har mødt mig, da jeg har prioriteret at vi skal tage med til familiearrangementer, også i hans familie. Han er lidt ligeglad med hvor ofte vi ser dem. Men det er godt nok slut nu, hun gravede sin egen grav der. Så fremover besøger vi dem kun, hvis min mand tager initiativet, så må vi jo se hvor meget det bliver...

Heldigvis viste min mand lidt nosser, da hun flippede. Jeg har tidligere sagt til ham, at jeg er hans kone, så han skal holde med mig og støtte mig. Og det har han heldigvis endelig forstået, og han er begyndt at se, hvor urimelig hun er. Jeg prøver, selvom jeg ikke har lyst, men hun snupper armen, når man rækker en lillefinger!

Det lyder som om din er endnu værre! Det eneste råd jeg kan give dig er, at det er din mands mor, ikke din. Så det er HANS kamp, ikke din. Hvis I skal se hende, må det være 100% på hans initiativ. Hvis hun brokker sig, må HAN tage snakken med hende. Hvis hun angriber dig, SKAL han tage dig i forsvar, og det må du forklare ham, at du har behov for. Du må vække hans beskyttertrang, sige at du har behov for ham, at du ikke kan stå alene med det hele. Og hvis du ikke er tryg ved, at hun passer jeres barn, så må hun nøjes med at besøge jer, når din mand er hjemme.

 

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at kaste håndklædet i ringen, men jeg tror helt ærligt kun det bliver værre af det.

I stedet så prøv at fokusere på at støtte og opmuntre hinanden som par. De første to tre år efter en fødsel er super hårde, fordi man ikke får nok søvn osv. Derfor bør man som udgangspunkt ikke træffe så drastiske beslutninger der, for måske er der slet ikke så store problemer i forholdet, måske er man bare så udkørte, at man ikke længere er i stand til at kommunikere med hinanden, men det vender igen, når søvnen kommer tilbage. Jeg håber for dig og jer og jeres barn, at du vil give det et ekstra forsøg. Det kan godt værre, det betyder at bedste skal på is en tid, eller måske skal al kontakt med hende blot foregå gennem din mand. Uanset hvad, så er hun ikke dit ansvar men din mand. Din mand siger jo heller ikke til og fra overfor din mor, det gør du, fordi det er dig, der kender hende bedst, og det er dig der forstår at takle hende. Hvis din mand en dag føler sig overvældet over noget din mor gør, så ville du vel også selv snakke med hende, og ikke tvinge ham til det - det risikerer også bare at forværre situationen.

Husk på du ikke står alene, selvom det måske føles sådan. Du er en god mor, du sætter dit barn først, det er godt! Men du skal også passe på dig selv og dit barns far <3

Tak  for det..folk har netop været lidt negative herinde

FruTMA skriver:

Stakkels dig, det lyder til at være en traditionel træls svigermor du har dig, men det forhold er der desværre mange som bøvler med. Jeg ved ikke, om det er fordi de føler de "mister" deres søn til svigerdatteren? Nu kommer han jo pludselig til konen for råd i stedet for hende, og så glemmer hun, at han ikke længere er et lille barn, men en voksen mand.

Jeg ærgrer mig over, at du ikke trygt kan stille et spørgsmål herinde, uden at blive både anklaget og betvivlet på dine udsagn. Jeg vil råde dig til blot at ignorere alle irrelevante kommentarer herinde, de hjælper dig jo alligevel ikke spor.

Min egen svigermonster har selv anklaget os for ikke at ville se hende/"dem", selvom hun mener mig og hende... Hun flippede totalt til min mand, og kørte den helt ud hvor hun sagde noget i stil med, at hun sikkert ikke måtte se sine børnebørn for os (læs: mig) og at vi kun havde besøgt dem (læs: hende, for hendes mand er ligeglad) ganske få gange siden han havde mødt mig. Jeg vil gerne pointere, at dette udbrud skete FØR jeg blev gravid, altså var det 100% hypotetisk og udelukkende i håb om at få min mand til at reagere med "selvfølgelig må du det". Desuden har han set dem MEGET hyppigere efter han har mødt mig, da jeg har prioriteret at vi skal tage med til familiearrangementer, også i hans familie. Han er lidt ligeglad med hvor ofte vi ser dem. Men det er godt nok slut nu, hun gravede sin egen grav der. Så fremover besøger vi dem kun, hvis min mand tager initiativet, så må vi jo se hvor meget det bliver...

Heldigvis viste min mand lidt nosser, da hun flippede. Jeg har tidligere sagt til ham, at jeg er hans kone, så han skal holde med mig og støtte mig. Og det har han heldigvis endelig forstået, og han er begyndt at se, hvor urimelig hun er. Jeg prøver, selvom jeg ikke har lyst, men hun snupper armen, når man rækker en lillefinger!

Det lyder som om din er endnu værre! Det eneste råd jeg kan give dig er, at det er din mands mor, ikke din. Så det er HANS kamp, ikke din. Hvis I skal se hende, må det være 100% på hans initiativ. Hvis hun brokker sig, må HAN tage snakken med hende. Hvis hun angriber dig, SKAL han tage dig i forsvar, og det må du forklare ham, at du har behov for. Du må vække hans beskyttertrang, sige at du har behov for ham, at du ikke kan stå alene med det hele. Og hvis du ikke er tryg ved, at hun passer jeres barn, så må hun nøjes med at besøge jer, når din mand er hjemme.

 

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at kaste håndklædet i ringen, men jeg tror helt ærligt kun det bliver værre af det.

I stedet så prøv at fokusere på at støtte og opmuntre hinanden som par. De første to tre år efter en fødsel er super hårde, fordi man ikke får nok søvn osv. Derfor bør man som udgangspunkt ikke træffe så drastiske beslutninger der, for måske er der slet ikke så store problemer i forholdet, måske er man bare så udkørte, at man ikke længere er i stand til at kommunikere med hinanden, men det vender igen, når søvnen kommer tilbage. Jeg håber for dig og jer og jeres barn, at du vil give det et ekstra forsøg. Det kan godt værre, det betyder at bedste skal på is en tid, eller måske skal al kontakt med hende blot foregå gennem din mand. Uanset hvad, så er hun ikke dit ansvar men din mand. Din mand siger jo heller ikke til og fra overfor din mor, det gør du, fordi det er dig, der kender hende bedst, og det er dig der forstår at takle hende. Hvis din mand en dag føler sig overvældet over noget din mor gør, så ville du vel også selv snakke med hende, og ikke tvinge ham til det - det risikerer også bare at forværre situationen.

Husk på du ikke står alene, selvom det måske føles sådan. Du er en god mor, du sætter dit barn først, det er godt! Men du skal også passe på dig selv og dit barns far <3

En "traditionel træls svigermor " 

Der er da heldigvis mange kvinder, der har gode svigermødre.

Nogle svigermødre er desværre også udstyret med en "svigermonsterdatter". 

Tommelise skriver:

En "traditionel træls svigermor " 

Der er da heldigvis mange kvinder, der har gode svigermødre.

Nogle svigermødre er desværre også udstyret med en "svigermonsterdatter". 

 

Og det var ikke en hentydning til TS.

Jeg bliver bare lidt træt at det der "en traditionel" - som om det nærmest er en naturlov, at en mands mor er træls.

Det lyder som om I alle er kørt godt og grundig fast og har en masse følelser i klemne 

Hvis jeg forstår rigtigt, skirver du at hende og din mand ikke jar haft god kontakt op til du bliver gravid, og du møder hende første gang i graviditeten?

Måske har hun dengang tænkt at det var et "point of no return" hvis hun skulle ændre forholdet og få lov at se sit barnebarn. Låske har hun haft alle de bedste intentionerog inviteret på besøg. Og bliver afvist fordi hun har en kat. Hun ved måske at man godt må omgås katte som gravid, bare ikke tømme bakken, og bliver vild såret over at du (slet?) ikke vil komme som gravid. Jeg var personlig blevet såret helt vildt og havde tænkt det var mig, der ikke var ønsket

Du har fået at vide at man ikke må omgås katte og tænker måske at det da så er helt frygteligt at svigermor ikke respekterer dette.. I taler simpelthen ud fra to forskellige forudsætninger og kommer galt ind på hinanden.  Følelser bliver såret og så ruller bolden.

Du mener ikke at hun bør føle sig udelukket. Nu er det sådan at man ikke kan bestemme andres følelser. Hvis hun har en forventning om at passe hver 2. Weekend, blive inviteret på kaffe tre gange i ugen og være med til at komme med inputs i dagligdagen, og hun ikke får det, jamen så er det klart hun føler sig udenfor,  og måske beslutter sig for at hun må kæmpe lidt ekstra for at komme til.

Nu har den ble været diskuterret uforholdmæssigt meget i denne tråd, men måske har svigermor tjekket lige før hun gav flaske og så ikke opdaget at der kom en lort undervejs (det er sgu også sket for mig) beklageligt, ja og hammersynd for jeres barn. Men uheld som det sker. Og nogle børn kan godt få virkelig rød numse. Generelt fik min ældste ikke rød numse. Men to gange i hendes liv har hun haft en afføring mens vi gik tur og kun var 5-10 minutter hkemmefra (hvor jeg så valgte at vente med at skifte, bl.a. fordi det var frostvejr) og de gange er hun blevet ildrød og med kæmpe store sår og blærer. Sårskorperne forsvandt først efter 14 dage. For 5 fuc**ng minutter!

Jeg hævder ikke at have sandheden her, men jeg prøver nuancere at der er forskel på hvordan man anskuer verden og hvordan man det opleves

Min svigermor f.eks. synes vi ses for sjældent. Hun ville gerne ses hver 14. Dag for at være glad. Jeg er glad og tilfreds med at ses hver 2. Måned. Uanset hvad andre tænker eller mener om det, så er det sådan vi hver især har det. Vi ses ca en gang i måneden. Fra hendes synspunkt bor vi uendelig langt fra hunanden. Vi har 40 minutter i bil. For mig er det ikke langt, jeg er vokset op med 2 timer til bedsteforældre.  Men vi har nået til et fælles fodslag (vi har dog haft nogle vilde kampe før det, hvor vi var lige ved at bryde kontakten) fordi vi LYTTEDE til hinanden. Hun evnede at forstå at når jeg arbejder hver 2. Weekend har jeg ikke lyst til at ses med dem hver 2. Weekend også, for jeg har også anden familie at ses med, og så er jeg en person med behov for meget alenetid. Jeg forstod at hun er vokset op med at se bedsteforældre dagligt, fordi de boede 2 km fra hinanden og min mands bedsteforældre har været som et ekstra sæt hænder, så det var jo hendes forestilling om hvad der skulle ske når vi fik børn. For mig har det med bedsteforældre været en stor og særlig ting hver 2. Måned og når man fik liv at kommepå ferie.

Som sagt så er vi kun kommet hertil fordi vi begge lyttede til hinanden. Men det er hammer-svært når man er såret og i konflikt! OG det kræver at BEGGE parter kan gøre det. Ellers bliver der ingen gensidig forståelse.

Når alt det her er sagt, så skal man ikke finde sig i hvad som helst. Og personligt var jeg blevet rasende, hvis folk ikke overholdte aftaler omkring mit barn. Der vil ikke være noget at komme efter. Hvis man har en aftale, overholder man den. Punktum. 

Dernæst skal man ikke gå på kompromis med sin integritet for at tilfredsstille andre. Og det lyder det som om du har gjort lidt for længe. Kan din mand slet ikke se det? Har du fortalt ham hvor grelt det står til? At du har lyst til at droppe kontakten?

Har du haft en snak med svigermor, hvor du har LYTTET til hende, uden at tænke på hvad du selv vil sige om lidt? At lytte og give plads til den andens fortælling er ikke det samme som at acceptere den udlægning af verden. Men når man føler sig hørt, har man nemmere ved at give slip og være modtagelig for input.

Og du har et ansvar for ikke at lade det gå ud over parforholdet. Jeg ved hvor drænene det kan være (jeg har været der med både mor og svigermor) og jeg havde ikke lyst til noget i den tid. Min mand var en lus mellem to negle indtil HAN tog ansvar og sagde til både sin mor og mig at nu var det slut med at bruge ham som mellemmand. Det må vlre frygteligt at stå der i midten.

Det kan også være værd at tænke på at han har haft denne mor hele livet. Hvis hun er så manipulerende som du siger, så er han flasket op med det sam "sandheden" og det kan være enormt grænseoverskridene at komme over "hele mit liv var en løgn"-følelsen (jeg har selv haft en manipulerende mor, og det var min mand der fik mig til at se det. Og det har taget ÅR (+en delpsykologtimer) at komme til et godt sted i vores forhold. Fordi jeg altid har troet hun bare var kærligt, når hun i virkeligheden konstant overskred mine grænser. Det er hammersvært at finde en balance, når der aldrig har vlret ligevægt i et forhold)

Så ja. Det lyder virkeligsom om det er gået i hårknude. Ogjeg håber ikke du læser at du bare skal finde dig i det, for det er slet ikke min pointe. Men jeg tror der er behov for at I begge tager en dyyyyyb vejtrækning og prøver at se lidt i helikopterperspektiv på det hele. I hvert fald hvis du ønsker at det skal blive et godt forhold en dag. Og så tilslutter jeg mig idéen om parterapi 

Anonym skriver:

Hej 

 

jeg er ny herinde, men har virkelig brug for råd..det velkendte problem er svigermor..og jeg aner ikke hvor jeg skal starte henne..

here it goes

 

imens jeg var gravid spurgte hun mig hver vi så hinanden om jeg ville drikke alkohol velvidende om at det ‘kan’ skade fosteret..samt fik jeg af vide af min læge at jeg skulle holde mig fra katte, kaniner osv pga en virus så man kan risikere at abortere..der blev hun også ved om jeg ikke skulle hjem til hende selvom hun har kat..

da min datter blev født kigget hun ikke engang på hende men bad min kæreste sidde hos mig..min mor overnattede på hospitalet for at hjælpe mig da jeg havde født med kejsersnit og min kæreste ikke turde tage sig af en lille baby fordi han aldrig havde prøvet det før og var bange..dagen efter kom min svigermor marcherende og ville høre om hvorfor min kæreste ikke overnattet for det skulle han som far..min mor invitere min svigermor til at komme hjem til dem da jeg sku være der indtil jeg kom lidt på benene igen..det eneste der var vigtigt for hende var at hendes 2 niecer sku se barnet..det endte med hun aldrig kom..så begyndte hun at brokke sig over hvorfor jeg gav hende hue på, hvorfor jeg ikke klippet hendes negle..hun holdt nærmest foredrag for hendes familie om hvor dårligt det var at give hende kradseluffer på..hvilket sætter mig i dårligt lys foran alle når hun indirekte siger jeg tager de forkerte valg..

de ting mine forældre har givet os til den lille ville hun så gerne give men kunne ikke fordi de har gjort det..hvis hun ser noget de har givet kan hun finde på at købe noget lignende/det samme..

hun blander sig i hvem der skal besøge os og hvem vi skal ses med..

ting hun ved jeg ikke kan lide giver hun mig i gave..eller køber det modsatte af hvad jeg ønsker mig feks til jul..

hun har passet vores datter og det endte med hun intet mad fik den første gang..ingen søvn anden gang og tredje gang havde hun efterladt hende i sengen med en ble fyldt med afføring i 2,5 timer så hun skreg da hun vågnet og havde rød numse i 5 dage..

4 dag hun så skulle passe aflyste hun..

det skal lige siges at hun ikke har været en særlig god mor overfor min kæreste men på en måde formår hun alligevel at overbevise ham om alt mulig hun så gerne vil men aldrig gør..hun er uddannet psykolog��

listen kunne blive ved og ved...og min kæreste gør intet og holder fast i hans mor elsker mig og vil os det bedste..jeg er i vildrede og har egentlig allermest lyst til at slutte forholdet..vi er slet ikke et rigtigt par mere og laver intet sammen siden første dag vores datter kom til verden og svigermor blev til svigermonster..vi er heller ikke intime Overhovedet

 

hjælp

håber på et gode råd..og jeg ved godt farmor vil være farmor men hun har ikke vist interesse og hun er blevet lukket ind mere end rigeligt her..og alligevel tuder hun og føler sig udenfor hele tiden 

 

Jeg husker da jeg blev mor for første gang - jeg tog alt nært og det bundede i min usikkerhed for om jeg nu gør det godt nok. Og sådan havde jeg det lææænge. Indtil jeg fik barn nr. 2. Så begyndte jeg at hvile mere i min morrolle. 

Jeg tænker at svigermor bare fortæller hvordan det var da hun var mor til et lille barn og hun synes måske mødre idag er lidt hysteriske. Men det må hun godt synes - du må bare tænke på at du gør det du føler er bedst for dit barn. 

Mht. katte - du må bare ikke skifte kattebakken men du må godt være i et rum med en kat. Så den tror jeg at du har misforstået. 

Mht. pasning. Så tænker jeg at dit barn måske er for lille til at blive passet af andre. Vent med det til det er større så farmor og den lille også kender hinanden lidt bedre inden pasning. 

Mht. din egen mor. Så føler farmor at din mor er meget mere indover hvilket det også lyder til at hun er. Så prøv at anerkend din svigermors følelser uden at det betyder at du så skal finde dig i alt. 

Og det sidste - din mand skulle da selvfølgelig have sovet der. Han havde jo netop sygeplejerskerne til at hjælpe og vise ham hvis han var usikker. I skal lige finde jer I jeres nye roller og det sker kun ved at være i dem. 

Anonym skriver:

Det lyder som om I alle er kørt godt og grundig fast og har en masse følelser i klemne 

Hvis jeg forstår rigtigt, skirver du at hende og din mand ikke jar haft god kontakt op til du bliver gravid, og du møder hende første gang i graviditeten?

Måske har hun dengang tænkt at det var et "point of no return" hvis hun skulle ændre forholdet og få lov at se sit barnebarn. Låske har hun haft alle de bedste intentionerog inviteret på besøg. Og bliver afvist fordi hun har en kat. Hun ved måske at man godt må omgås katte som gravid, bare ikke tømme bakken, og bliver vild såret over at du (slet?) ikke vil komme som gravid. Jeg var personlig blevet såret helt vildt og havde tænkt det var mig, der ikke var ønsket

Du har fået at vide at man ikke må omgås katte og tænker måske at det da så er helt frygteligt at svigermor ikke respekterer dette.. I taler simpelthen ud fra to forskellige forudsætninger og kommer galt ind på hinanden.  Følelser bliver såret og så ruller bolden.

Du mener ikke at hun bør føle sig udelukket. Nu er det sådan at man ikke kan bestemme andres følelser. Hvis hun har en forventning om at passe hver 2. Weekend, blive inviteret på kaffe tre gange i ugen og være med til at komme med inputs i dagligdagen, og hun ikke får det, jamen så er det klart hun føler sig udenfor,  og måske beslutter sig for at hun må kæmpe lidt ekstra for at komme til.

Nu har den ble været diskuterret uforholdmæssigt meget i denne tråd, men måske har svigermor tjekket lige før hun gav flaske og så ikke opdaget at der kom en lort undervejs (det er sgu også sket for mig) beklageligt, ja og hammersynd for jeres barn. Men uheld som det sker. Og nogle børn kan godt få virkelig rød numse. Generelt fik min ældste ikke rød numse. Men to gange i hendes liv har hun haft en afføring mens vi gik tur og kun var 5-10 minutter hkemmefra (hvor jeg så valgte at vente med at skifte, bl.a. fordi det var frostvejr) og de gange er hun blevet ildrød og med kæmpe store sår og blærer. Sårskorperne forsvandt først efter 14 dage. For 5 fuc**ng minutter!

Jeg hævder ikke at have sandheden her, men jeg prøver nuancere at der er forskel på hvordan man anskuer verden og hvordan man det opleves

Min svigermor f.eks. synes vi ses for sjældent. Hun ville gerne ses hver 14. Dag for at være glad. Jeg er glad og tilfreds med at ses hver 2. Måned. Uanset hvad andre tænker eller mener om det, så er det sådan vi hver især har det. Vi ses ca en gang i måneden. Fra hendes synspunkt bor vi uendelig langt fra hunanden. Vi har 40 minutter i bil. For mig er det ikke langt, jeg er vokset op med 2 timer til bedsteforældre.  Men vi har nået til et fælles fodslag (vi har dog haft nogle vilde kampe før det, hvor vi var lige ved at bryde kontakten) fordi vi LYTTEDE til hinanden. Hun evnede at forstå at når jeg arbejder hver 2. Weekend har jeg ikke lyst til at ses med dem hver 2. Weekend også, for jeg har også anden familie at ses med, og så er jeg en person med behov for meget alenetid. Jeg forstod at hun er vokset op med at se bedsteforældre dagligt, fordi de boede 2 km fra hinanden og min mands bedsteforældre har været som et ekstra sæt hænder, så det var jo hendes forestilling om hvad der skulle ske når vi fik børn. For mig har det med bedsteforældre været en stor og særlig ting hver 2. Måned og når man fik liv at kommepå ferie.

Som sagt så er vi kun kommet hertil fordi vi begge lyttede til hinanden. Men det er hammer-svært når man er såret og i konflikt! OG det kræver at BEGGE parter kan gøre det. Ellers bliver der ingen gensidig forståelse.

Når alt det her er sagt, så skal man ikke finde sig i hvad som helst. Og personligt var jeg blevet rasende, hvis folk ikke overholdte aftaler omkring mit barn. Der vil ikke være noget at komme efter. Hvis man har en aftale, overholder man den. Punktum. 

Dernæst skal man ikke gå på kompromis med sin integritet for at tilfredsstille andre. Og det lyder det som om du har gjort lidt for længe. Kan din mand slet ikke se det? Har du fortalt ham hvor grelt det står til? At du har lyst til at droppe kontakten?

Har du haft en snak med svigermor, hvor du har LYTTET til hende, uden at tænke på hvad du selv vil sige om lidt? At lytte og give plads til den andens fortælling er ikke det samme som at acceptere den udlægning af verden. Men når man føler sig hørt, har man nemmere ved at give slip og være modtagelig for input.

Og du har et ansvar for ikke at lade det gå ud over parforholdet. Jeg ved hvor drænene det kan være (jeg har været der med både mor og svigermor) og jeg havde ikke lyst til noget i den tid. Min mand var en lus mellem to negle indtil HAN tog ansvar og sagde til både sin mor og mig at nu var det slut med at bruge ham som mellemmand. Det må vlre frygteligt at stå der i midten.

Det kan også være værd at tænke på at han har haft denne mor hele livet. Hvis hun er så manipulerende som du siger, så er han flasket op med det sam "sandheden" og det kan være enormt grænseoverskridene at komme over "hele mit liv var en løgn"-følelsen (jeg har selv haft en manipulerende mor, og det var min mand der fik mig til at se det. Og det har taget ÅR (+en delpsykologtimer) at komme til et godt sted i vores forhold. Fordi jeg altid har troet hun bare var kærligt, når hun i virkeligheden konstant overskred mine grænser. Det er hammersvært at finde en balance, når der aldrig har vlret ligevægt i et forhold)

Så ja. Det lyder virkeligsom om det er gået i hårknude. Ogjeg håber ikke du læser at du bare skal finde dig i det, for det er slet ikke min pointe. Men jeg tror der er behov for at I begge tager en dyyyyyb vejtrækning og prøver at se lidt i helikopterperspektiv på det hele. I hvert fald hvis du ønsker at det skal blive et godt forhold en dag. Og så tilslutter jeg mig idéen om parterapi 

Når jeg har talt med hende så kommer det aldrig op at hun føler sig udenfor..ofte “husker” hun ikke at have sagt/gjort noget så er det også svært at komme videre i samtalen..hun har aldrig undskyldt eller været ked af det er som det er..men sagde noget som..jamen jeg har tænkt på at der er kultur forskel så derfor gør jeg det jeg gør og som hun synes er forkert..jeg er ikke selv dansk..det var et eksempel..så vores snakke har er altid endt med at hun vil prøve at lade være med at “blande sig” men intet ændre sig alligevel..mig og min kæreste kom frem til at vi hver især har talt med hende sammenlagt 11 gange om de her ting...jeg kan forstå fra andre familiemedlemmer, hans far og ham selv at hans mor er meget styrende og godt vil bestemme samt bliver sur hvis ikke man gør som hun siger for hun mener hun har RET..så..