Børnehave var det i orden?

Jeg mener, at det er vigtigt, at man som forælder skelner mellem straf og konsekvens. En logisk konsekvens kan give mening = hvis du ikke spiser pænt, så er du færdig med at spise. Eller.. Hvis du slår, mens vi leger Lego --> så er du færdig med at lege med Lego, fordi I vores fællesskab skal vi alle kunne være her.

Hvis standardreaktionen bliver at sende væk - som i udenfor fællesskabet - så kan barnet føle sig forkert og uønsket. Samtidig med at det ikke er logisk konsekvens, det er straf.. og barnet frygter straffen og gør derfor måske ikke det samme igen. Men det er ikke fordi det forstår den bagvedliggende tanke. Det er jo ikke barnet, der er forkert; det er handlingen. Og vi løser situationen i fællesskabet. Mit barn skal aldrig føle sig ekskluderet fra fællesskabet, og jeg håber da netop, at hvis mit som ældre gør noget dumt, så vælger at komme til mig, fordi hun føler, at hun kan rummes i fællesskabet, selvom hun har gjort noget forkert eller dumt.

Og nej, jeg køber ikke, at en 4-5 årig selv kan overskue den situation, der bliver skabt, og bringe sig ud af de følelser, der opstår. Derfor er det vigtigt, at man som forælder viser vejen ud af følelserne og guidet barnet i at mærke efter. Som forælder ville jeg blive i fællesskabet sammen med barnet, fx sætte mig på gulvet lidt væk til vi kan få en snak om situationen. 

grinny skriver:

Jeg kender jo slet ikke din søn, jeg er bare af den holdning at kommunikation kommer man længst med, sådan er jeg selv opdraget og sådan opdrager jeg også min datter.

Det eksempel du giver på din niece og nevø er slet ikke noget jeg har oplevet med andre børn det bliver opdraget “blidt”. Min datter er lige knapt 3 og ved godt man sidder og spiser med de andre børn i børnehaven eller os derhjemme, men det er simpelt læring ved at se os tænker jeg?

Måske vi har været mega heldige at få et barn der bare hører efter, men i de 3 år har vi aldrig skulle hæve stemmen, irettesætte hende eller andet - kommunikeret når hun skulle teste kattens hale, men så har hun også forstået det når vi har sagt det gør ondt på katten.

Tror det er svært at sætte sig ind i de forskellige opdragelsen i forskellige familier for man kender jo for det meste kun sit eget barn 

 

Præcis. Man kender netop sit eget barn bedst. Og derfor er det også jeg pointerer meget klart at man skal respekterer hinandens opdragelsesmetoder. For selvom min metode ikke er rigtigt for f.eks dit barn. Så er det, det rigtige for mit. Og omvendt  

nu har jeg kun de to tæt på jeg kan relaterer til. De andre børn i familien i næsten samme aldersgruppe er nogen jeg ser 2 gange om året. Så kan slet ikk udtale mig om hvordan de opdrages osv. Men jeg forholder mig til hvad jeg ser i forhold til min nevø og niece 

grinny skriver:

Jeg kender jo slet ikke din søn, jeg er bare af den holdning at kommunikation kommer man længst med, sådan er jeg selv opdraget og sådan opdrager jeg også min datter.

Det eksempel du giver på din niece og nevø er slet ikke noget jeg har oplevet med andre børn det bliver opdraget “blidt”. Min datter er lige knapt 3 og ved godt man sidder og spiser med de andre børn i børnehaven eller os derhjemme, men det er simpelt læring ved at se os tænker jeg?

Måske vi har været mega heldige at få et barn der bare hører efter, men i de 3 år har vi aldrig skulle hæve stemmen, irettesætte hende eller andet - kommunikeret når hun skulle teste kattens hale, men så har hun også forstået det når vi har sagt det gør ondt på katten.

Tror det er svært at sætte sig ind i de forskellige opdragelsen i forskellige familier for man kender jo for det meste kun sit eget barn 

 

Jeg kan ikke tale på anomors vegne, men jeg tror nu langt de fleste bruger kommunikation før en timeout og også efter. Timeout er jo kun noget man anvender når man indser at barnet ikke stopper adfærden selvom man først prøver med at bede barnet gøre det man gerne vil have og spørger hvorfor de gør det, og hvis der ikke er en forklaring og barnet fortsætter, så siger man nej tak til adfærden ved at sige at man så ikke kan være en del af fællesskabet lige nu. Det behøver hverken være med hævet stemme eller andet konfliktoptrappende.. og du har helt ret i at nogle børn er mere grænsesøgende end andre, så i nogen hjem vil det aldrig blive et issue at komme dertil jeg tror det er ret vigtigt at huske på at alle børn ikke er ens. Jeg kender flere forældre til store slut-teenage børn, der fortæller at det ene barn har været 10x vanskeligere at opdrage på end det andet, simpelthen fordi de har forskellige personligheder. Det er heller ikke alle teenagere der gakker helt ud, mens andre gør, også blandt søskende med samme opdragelse.  

fehår skriver:

Jeg blev som barn opdraget af en mor, der kunne råbe noget så gevaldigt, men som aldrig sendte mig alene væk. Hun kunne godt blive sur og satte også grænser, men jeg blev ikke sendt ind på mit værelse eller ud på gangen. Så døde min mor, og min far tog over med en hel anderledes opdragelsesstil med timeouts og hele molevitten. Og det lærte mig en ting: at sådan vil jeg ikke selv opdrage mit barn. Min datter kan være en lille terror til tider, men det er mit job som forælder at rumme hende og vise, at det er hendes opførsel, ikke hende, som jeg ikke vil have. 

Fandt lige det her citat fra Jesper Juul: 

" Jesper Juul: Time out – det er sgu Fandens værk. I virkeligheden er der tale om en skammekrog. Problemet er, at det er ham den lille ”trold”, I sender ind på værelset. Endnu engang siger I til ham: ”Du er ikke velkommen her hos os,” og Christoffer samarbejder jo med jer og siger med sit fornuftige jeg: ”Ja, det er mig, der er noget galt med.” Men han har brug for, at I inviterer den side af ham ind i familien, så I kan finde ud, hvad det er, det handler om. Hvis I endelig skal bruge time out, så tag en fælles time out, hvor både barn og voksen sætter sig hen på sengen og tier stille, indtil I har noget fornuftigt at sige."

 

(https://www.alt.dk/boern/son-er-rasende-pa-mig)

 

Ej hvor sjovt. Jeg har aldrig læst ham der Jesper jul og ved slet ikke hvem han er. (Og er nok også ret ligeglad ). Men det er præcis sådan vi gør hjemme hos os. 

Hold da op der var en lang tråd. 

Først jeg er ikke fortaler for timeout, sende ud eller andet - har aldrig gjort det selv med mine egne børn, men har en sjældent gang gjort der som lærer. Det var dog ikke som en straf, men som en nødvendighed for fællesskabet. Hvis fx lille Per er så vred at han fylder hele rummet, så er det langt bedre at fjerne ham fra rummet, tale de andre ned og så gå ud til Per og få en snak i børnehøjde. Eller hvis Pia har slået, og ikke kan give rum til man trøster den der blev slået  såler det bedre at få Pia ud af rummet, få ro på fællesskabet og bagefter tage en snak med Pia uden hun bliver ydmyget af der foregår foran klassen.

Vi og du ts kender ikke de voksnes bevæggrunde, ved ikke hvor meget netop din datter påvirkede fællesskabet i situationen. Vi aner sådan ser ikke en gang om hu  stod der 10 sekunder eller 10 minutter - børn i børnehavealderen plejer ikke at være særlig pålidelige i forhold til at tidsangive - der er vi andre såmænd heller ikke uden et ur til hjælp- et minut kan føles som en evighed eller gå utrolig hurtigt. 

Ingen tvivl om, ar din datter har oplevet det som et overgreb. Følt sig lukket ude for fællesskabet, men i stedet for det store angreb, og lun at være nysgerrig på din datters forklaring. Så ville jeg råde til en anden gang at starte en nysgerrig dialof: sv jeg skal lige høre, hvad der skete i dag for min datter siger.....? På den måde får man et langt mere nuanceret billede og kan gå i dialog, hvor man forklarer: det er jeg ikke fan af. 

Jeg prøvede det, da min søn gik i 1. Klasse. Han var hundesulten, da han kom hjem. Madpakken var ikke rørt og han fortalte, at han var blevet smidt ud på trappen i spisesituationen. Frem for et du er brev, skrev jeg min søns forklaring og spurgte nysgerrigt til hvad der var sket. Fik et pænt svar (og en undskyldning) og vi kunne blive enige om at skete der igen, så fik jeg en besked hjem, så jeg kunne få talt det igennem med min søn (læreren havde lavet den klassiske fwjl: den næste der siger noget ryger ud og så blev der tilfældigt min søn som ellers aldrig lavede ballade). 

Så på med dialoghatten en anden gang, der giver langt bedre resultater. Og man kan sagtens med dialoghatten også tilkendegive: det vil jeg ikke have....

Mor11 skriver:

Jeg kan ikke tale på anomors vegne, men jeg tror nu langt de fleste bruger kommunikation før en timeout og også efter. Timeout er jo kun noget man anvender når man indser at barnet ikke stopper adfærden selvom man først prøver med at bede barnet gøre det man gerne vil have og spørger hvorfor de gør det, og hvis der ikke er en forklaring og barnet fortsætter, så siger man nej tak til adfærden ved at sige at man så ikke kan være en del af fællesskabet lige nu. Det behøver hverken være med hævet stemme eller andet konfliktoptrappende.. og du har helt ret i at nogle børn er mere grænsesøgende end andre, så i nogen hjem vil det aldrig blive et issue at komme dertil jeg tror det er ret vigtigt at huske på at alle børn ikke er ens. Jeg kender flere forældre til store slut-teenage børn, der fortæller at det ene barn har været 10x vanskeligere at opdrage på end det andet, simpelthen fordi de har forskellige personligheder. Det er heller ikke alle teenagere der gakker helt ud, mens andre gør, også blandt søskende med samme opdragelse.  

Det tror jeg da også, jeg forstår bare ikke at man anvender timeouts - men det er jo fordi jeg aldrig selv er blevet opdraget med det og ikke selv anvender det nu.

Jeg er selv opdraget efter ifavnske principper og synes det er har givet et fantastisk resultat (det skal jeg jo sige  ) så derfor anvender jeg også den metode og kan jo se på min datter at hun indtil videre er et godt resultat af det.

Så jeg ønsker ikke at pege fingre og sige “dig og dig og dig gør det forkert” jeg forstår simpelthen bare ikke den måde at opdrage på

Må indrømme at jeg også synes det er lidt foruroligende at vi har alle travlt med at synes det er i og åh synd for det barn der blev sendt fra bordet, men ikke en, har spurgt ind til om barnet der fik en albue i hovedet er okay???? 

Linemor93 skriver:

Må indrømme at jeg også synes det er lidt foruroligende at vi har alle travlt med at synes det er i og åh synd for det barn der blev sendt fra bordet, men ikke en, har spurgt ind til om barnet der fik en albue i hovedet er okay???? 

Fordi det i denne tråd omhandler den straf der er givet og ikke om barnet skulle have en straf?

grinny skriver:

Det tror jeg da også, jeg forstår bare ikke at man anvender timeouts - men det er jo fordi jeg aldrig selv er blevet opdraget med det og ikke selv anvender det nu.

Jeg er selv opdraget efter ifavnske principper og synes det er har givet et fantastisk resultat (det skal jeg jo sige  ) så derfor anvender jeg også den metode og kan jo se på min datter at hun indtil videre er et godt resultat af det.

Så jeg ønsker ikke at pege fingre og sige “dig og dig og dig gør det forkert” jeg forstår simpelthen bare ikke den måde at opdrage på

Men mon ikke også det netop handler en del om os som forældre? Altså vores personligheder? Jeg har altid sagt at man ikke kan være forældre udfra en bog, fordi ens forældreskab skal være naturligt. Ellers bliver det svært og kunstigt, hvis man skal gå og forstille sig udfra noget man har læst vil være godt - men er utrolig langt fra hvad ens intuition siger.  De veninder jeg har som er det man vil kalde ifavnske, er helt bestemt født med et helt andet temperament, tålmodighed og "gemyt" end jeg. Så det falder dem naturligt og jeg tror ingen af dem har læst sig til at ville være forældre på den måde. Det er bare naturligt for dem, og hvis deres unger slægter dem på, så matcher det sgu nok meget godt det virker i hvertfald fint og det samme gælder nok den anden vej rundt med mig og mine børn. Ikke at jeg er kæft trit og retning typen overhovedet , men jeg har klart ikke den samme tilgang og tålmodighed rent intuitivt , og de gange hvor jeg har forsøgt med en anderledes blødere indgangsvinkel til konflikter, i min tid som mor der skulle lære at håndtere den slags med første barn, der har det været ren katastrofe og kun trukket konflikten endnu længere ud. Måske fordi mit barn ikke respondere særlig godt på den metode, måske fordi det er mig og barnet kunne mærke at det "ikke var mig". Jeg ved det ikke. Men jeg er klart kommer frem til at min egen intuition med egne børn klart fungerer bedst for alle parter. Og det hviler jeg i, på mit nu 8. År som mor til nogen dejlige elskværdige unger men jeg kan nu sagtens sætte mig ind i at opdrage anderledes end jeg selv gør  

Mor11 skriver:

Men mon ikke også det netop handler en del om os som forældre? Altså vores personligheder? Jeg har altid sagt at man ikke kan være forældre udfra en bog, fordi ens forældreskab skal være naturligt. Ellers bliver det svært og kunstigt, hvis man skal gå og forstille sig udfra noget man har læst vil være godt - men er utrolig langt fra hvad ens intuition siger.  De veninder jeg har som er det man vil kalde ifavnske, er helt bestemt født med et helt andet temperament, tålmodighed og "gemyt" end jeg. Så det falder dem naturligt og jeg tror ingen af dem har læst sig til at ville være forældre på den måde. Det er bare naturligt for dem, og hvis deres unger slægter dem på, så matcher det sgu nok meget godt det virker i hvertfald fint og det samme gælder nok den anden vej rundt med mig og mine børn. Ikke at jeg er kæft trit og retning typen overhovedet , men jeg har klart ikke den samme tilgang og tålmodighed rent intuitivt , og de gange hvor jeg har forsøgt med en anderledes blødere indgangsvinkel til konflikter, i min tid som mor der skulle lære at håndtere den slags med første barn, der har det været ren katastrofe og kun trukket konflikten endnu længere ud. Måske fordi mit barn ikke respondere særlig godt på den metode, måske fordi det er mig og barnet kunne mærke at det "ikke var mig". Jeg ved det ikke. Men jeg er klart kommer frem til at min egen intuition med egne børn klart fungerer bedst for alle parter. Og det hviler jeg i, på mit nu 8. År som mor til nogen dejlige elskværdige unger men jeg kan nu sagtens sætte mig ind i at opdrage anderledes end jeg selv gør  

Det handler helt sikkert om vores personligheder hver især. Jeg er født med den største pose tålmodighed der findes og næsten intet kan få mig op i det røde felt! 

Jeg har heller ikke læst mig til mor rollen, det er bare sådan det er herhjemme - igen har vi nok også bare været heldige med Aya som har fået samme rolige sind som mig.

Mit minus er, som skrevet, at jeg har svært ved at forstå hvorfor andre synes den “hårde” opdragelse er bedre - men også derfor jeg spørger undrende ellers bliver jeg jo aldrig klogere