Børnehave var det i orden?

lineog4 skriver:

Der er ikke en opdragelsesmetode som garanterer stille børn - jeg oplever som lærer børn, der ikke kan modtage kollektive beskeder og ikke mindst ikke kan acceptere dem, fra alle mulige og umulige slags familier med alle mulige og umulige forskellige opdragelsesstile. 

Heldigvis oplever jeg aller flest børn som kan med lidt guiding (når det er første klasse) og igen fra alle mulige og umulige slags familier. 

Men de få børn som ikke kan, der synes jeg at kunne spotte en forskel. De børn som tit møder hårdt mod hårdt, svarer gerne med et rungende NEJ! Og holder fast i nejet. Mens de børn, hvor anerkendelse og forklaring er i fokus, oftest svarer med et hvorfor? Og ikke godtager et eneste svar. For begge kategorier har jeg efterhånden lært mit vigtigste redskab er min repeatknap: du skal sidde der, du skal sidde der, du skal sidde der... Ikke flere ord, ikke flere forklaringer uafhængigt af om de siger nej eller hvorfor, så trykker jeg repeat og gentager det jeg vil have dem til. Og max 10 gentagelser, så gør de det (for det meste) og bliver faktisk helt rolige, fordi der er en tryghed i min tydelighed og meget præcise “kommando”. Det skal selvsagt aldrig siges med høj stemme - hvis endelig man vil noget så kan man hviske, hvis barnet råber selv - men bare gentages roligt og tydeligt. 

Men det er jo netop det - jeg har ikke mødt "hårdt mod hårdt" i den opdragelse, jeg har fået af mine forældre.

Det er jo ikke "kæft, trit og retning"

Det er lige præcis din tydelighed, jeg efterlyser. 

Men det er jo netop, som du skriver - læreren vil så gerne nå rundt omkring alle børn, og tiden er ikke til det.

Mine forældre var jo i skolen før reformen, og de har lagt rigtig mange interessetimer i deres arbejde.

Min mor har f.eks. altid tilbudt eleverne, at hvis de havde brug for hjælp til lektierne, så kunne de bare komme.

Så da jeg var barn, sad der tit en elev i køkkenet og fik lektiehjælp af min mor. Og det var jo ikke noget, hun fik hverken løn eller afspadsering for.

Sådan gør man jo ikke i dag. 

Tommelise skriver:

Jeg ser det slet ikke som et angreb.

Men jeg taler jo heller ikke om at råbe af børn. Mine forældre har sat grænser  - ikke råbt. 

Og jeg har bestemt ikke være en, der altid gjorde det modsatte for at få opmærksomhed. Det behøvede jeg ikke, for vi fik en masse opmærksomhed. 

Det betyder heller ikke, at de altid har gjort alting rigtigt. Det er der vist ingen forældre, der har 

Men hvis en lærer har 25 børn i klassen, som altid skal have en lang forklaring på, hvorfor der er noget, de skal, eller noget de ikke må - så kan det da blive svært at nå at lære dem noget.

Især fordi børn nogle gange skal have det forklaret på hver sin måde. For børn er jo forskellige.

Men mange lærere fortæller netop om, at de skal bruge meget lang tid på at skabe ro i klassen, fordi mange børn ikke er vant til en kollektiv besked. 

Men det er bestemt ikke en kritik af din opdragelse. 

Min tanke var bare, om dit barn måske kunne blive ked af det og føle, at hun fik "skældud" fordi en lærer måske hæver stemmen en smule, når vedkommende giver en kollekiv besked. Og det behøver neotp ikke være, fordi Aya ikke hører efter - men fordi et par andre børn ikke hører efter. 

 

 

 

 

 

Lige meget hvilken opdragelse man går ind for så tror jeg, at livet nok skal lære en at en gang imellem så er der en der råber - mon ikke Aya’s skønne pædagoger også får råbt en gang imellem?

Jeg håber inderligt at vi herhjemme fra får givet hende en masse med i rygsækken til hendes kommende skoleliv og generelt bare hendes opvækst med de perioder der nu kommer.

Jeg håber at vi lærer hende at respektere andre heriblandt også skolelærer - ligesom at jeg selv er opdraget blidt men med en respekt og viden om, at en skolelærer var der for at hjælpe mig.

Der er aldrig blevet råbt af mig derhjemme, aldrig sendt på værelset, fået timeout osv men jeg har altid haft respekt for mine omgivelser og mennesker omkring mig 

grinny skriver:

Og det er lige præcis der jeg vil hen - der kan bare hurtigt komme den der “blide børn begynder at græde hvis de får en besked der ikke kan være anerledes” - men sådan er det jo slet ikke.

Okay, Aya er kun 3 så verdenen er stadig stor og der er mange hvorfor’er men altså når vi går hjem fra børnehave (20 huse fra os på samme vej) og det har regnet så må hun hoppe i vandpytterne lige ved kantstenen men reglen er, at kommer der en bil skal hun gå op til mig og der har beskeden været sagt en gang og kun den ene og forklaret at biler kører stærkt og at man skal gå op på fortovet når bilen kommer så man ikke bliver ramt - aldrig har jeg skulle forklare mig yderligere for sådan er det bare og biler kan være farlige.

Jeg tror på, at hvis jeg totalt havde nægtet det og brugt min “forældre magt” så havde hun grint af mig og løbet længere ud på vejen - kan du følge mig?

Men jeg har kun Aya, har ikke prøvet andet end hende og måske har vi også bare været monster heldige at have fået en datter der altid hører efter 

Der skal være en masse hvorfor`er hjemme og når der er god tid. Også meget gerne en masse hvorfor’er om det faglige/nysgerrighed i skolen - men det er dræbende når en samtale i skolen med en elev blandt 20 er sådan her:

Tag din blå mappe. Hvorfor? Fordi vi har en aftale om, at alle nu sidder med den blå mappe. Hvorfor? Tag nu den blå mappe, og sæt dig på din plads. Hvorfor? Det er unødig meget tid på en ikke konstruktiv hvorfor række, som kunne have været brugt på at hjælpe en elev, tale med en elev, se en elev.

Jeg tror ikke nødvendigvis Aya havde reageret ved at løbe ud på vejen, hvis du havde valgt; det må du ikke. Jeg bor midt inde i byen og der må man bare ikke, og de har aldrig løbet ud på vejen, eller sagt de ville. De må heller ikke åbne vinduerne (vi bor i en høj første sals lejlighed), og det har aldrig været til forhandling, og selv nu hvor de er forholdvis store gør de det ikke. 

Min erfaring er, at nogle børn ville blive voldsomt frustreret hvis de blev opdraget på den måde du beskriver, og andre ville blive dybt frustreret ved den lidt mere kontante form - og heldigvis er det jo ofte sådan at de fleste børn har det godt med den måde deres forældre finder bedst. Men der er også børn som har meget brug for tydelighed, struktur og egentlig en meget firkantet tilgang som bliver fanget inden anerkendende, mere bløde tilgang og faktisk bliver dybt frustrerede for de forstår simpelthen ikke den åbenhed, der ligger i forhandlingen og trives langt bedre i et simpelt nej eller ja - heldigvis er mine børn ikke sådan, for når jeg kommer hjem efter en dag med 40 børn i første klasse fra 7.40 to, de sidste slipper 14.15, så er jeg færdig med at være tydelig, struktureret og holde fast på mit nej  mine børn bliver kun opdraget i ferierne 

lineog4 skriver:

Jeg kan som lærer fortælle dig, at man vil gerne nå alle børnene, man vil gerne kende hver deres måde at forstå og agere - men det er utopi. Og derfor er en af de ting jeg sætter størst pris på, at børnene kan modtage kollektive beskeder og (delvist) udføre dem også selvom barnet måske havde en anden ide, eller hellere ville... 

For kan alle børnene det i et vist omfang, så er der plads, tid og rum til alle. Og så kan jeg gå hjem glad og professionel stolt fordi jeg nåede alle børnene på deres niveau, på deres præmisser hver dag. Det er utopisk (i hvert fald hvor jeg underviser), for der opstår små episoder, der er børn for hvem en kollektiv besked er svær og det er både fra de familier, hvor man har en “hård” opdragelseskultur og fra de familier, der har den mere “bløde”. Det viser sig gerne på forskellige måder, fra den “hårde” mødes jeg af et nej! Og fra den mere bløde mødes jeg af eget: hvorfor? Og så er der alle de børn, der bare kan uafhængigt af forældrenes opdragelsesstil - og de kommer fra alle lag, alle kulturer, alle stile og hvad man ellers kan sættes i grupper og labels for. 

Jeg har kort fulgt debatten omhandlende den lærer, der kræver mere opdragelse eller...? Og jeg vil som lærer egentlig hellere bede om, agt man bakker op (når barnet hører det, hvad man siger når barnet ikke hører det er mig ligegyldigt). Bak om at læreren bad Per om at sidde stille og tie stille også selvom man er imod han skal, når han ikke vil. Fortæl dit barn, at du stoler på læreren og læreren er professionel og ved, hvordan man lærer bedst. Bak op om, at barnet er en del af en klasse, hvor alle børn har ret til at blive hørt, set og lære noget. 

Og så husk, at det kan godt være Lise kommer hjem og fortæller, at Lone sad uden for døren eller at Lone fik at vide: nu sætter du dig ned. Og måske er det ikke måden for Lise, men det behøver ikke betyde, at det var forkert for Lone. De fleste lærere er yderst professionelle og vil i de fleste situationer vide, hvordan der bedst skabes ro, klasseledelse, tryghed for det enkelte barn. Og fordi Lone går uden for døren betyder det ikke, at Lise nogensinde får samme besked. Så bak op og sig: det tror jeg din lærer gjorde fordi det var det bedste for Lone. 

Det er også lidt det med opbakning til læreren, jeg tænker på.

Nogle forældre sidder jo ved aftensbordet og kritiserer en lærer i børnenes påhør i stedet for at tage den med læreren. 

Jeg har en bekendt, som er uddannet lærer, men hun blev så frustreret over forholdene med manglende tid at hun uddannede sig inden for det felt, der hedder "alkalære" - altså alle kan lære.

I dag har hun sit eget firma, hvor hun tilbyder læsehjælp.

Og eftersom hun nu ikke bare er "en lærer", så kan hun sige til forældrene: "Hvis du vil dit barns bedste, så ........" - på en helt anden måde end i folkeskolen.

Hun har haft tiden til at forklare forældrene, hvorfor hun gør, som hun gør, og hun har eleverne én ad gangen og dermed kan hun give hvert enkelt barn lige den metode, som den enkelte elev har brug for.

Tommelise skriver:

Men det er jo netop det - jeg har ikke mødt "hårdt mod hårdt" i den opdragelse, jeg har fået af mine forældre.

Det er jo ikke "kæft, trit og retning"

Det er lige præcis din tydelighed, jeg efterlyser. 

Men det er jo netop, som du skriver - læreren vil så gerne nå rundt omkring alle børn, og tiden er ikke til det.

Mine forældre var jo i skolen før reformen, og de har lagt rigtig mange interessetimer i deres arbejde.

Min mor har f.eks. altid tilbudt eleverne, at hvis de havde brug for hjælp til lektierne, så kunne de bare komme.

Så da jeg var barn, sad der tit en elev i køkkenet og fik lektiehjælp af min mor. Og det var jo ikke noget, hun fik hverken løn eller afspadsering for.

Sådan gør man jo ikke i dag. 

Jeg tror tydelighed er kodeordet for alle om man så er til timeout eller ej (mine børn har aldrig haft timeout), om man er til nej uden forklaring eller nej med forklaring. 

Er man tydelig, så kan barnet/børnene slappe af og være inden trygge rum, hvor den voksne har udstukket rammerne. Med tydeligheden skal barnet ikke konstant forsøge at forstå; hvad kan jeg, hvad må jeg, hvad vil jeg.

jeg synes ikke jeg opdrager mine børn “hårdt” men jeg forsøger at være meget tydelig i, hvad jeg vil have. Hvad kan er til forhandling og hvad er ikke til forhandling. Hvornår har vi tid til alle hvorfor’erne og hvornår har vi ikke. Ideelt set havde vi altid tid, men der er bare en hverdag der skal hænge sammen, og når jeg havde sortest samvittighed over, at jeg ikke kunne stoppe 10 min på vej til børnehave og samle kastanier, så sagde jeg til mig selv: men de har jeg i morgen for der er det lørdag.

grinny skriver:

Lige meget hvilken opdragelse man går ind for så tror jeg, at livet nok skal lære en at en gang imellem så er der en der råber - mon ikke Aya’s skønne pædagoger også får råbt en gang imellem?

Jeg håber inderligt at vi herhjemme fra får givet hende en masse med i rygsækken til hendes kommende skoleliv og generelt bare hendes opvækst med de perioder der nu kommer.

Jeg håber at vi lærer hende at respektere andre heriblandt også skolelærer - ligesom at jeg selv er opdraget blidt men med en respekt og viden om, at en skolelærer var der for at hjælpe mig.

Der er aldrig blevet råbt af mig derhjemme, aldrig sendt på værelset, fået timeout osv men jeg har altid haft respekt for mine omgivelser og mennesker omkring mig 

Jamen, det betyder også så meget, at du ser læreren som en sparringspartner, og at I i fællesskab vil det bedste for Aya.

Jeg tror også, at problemerne måske opstår, hvis børn slet ikke er vant til, at man respekterer andre. 

Yderpolerne er jo "kæft, trit og retning" - og "totalt laissez faire" - og det er nok derfor, at både du og jeg bruger gåseøjne omkring "hård" og "blid" - for det er jo ikke yderpoler, vi taler om.

Din skønne lille pige skal nok klare sig godt.

lineog4 skriver:

Jeg tror tydelighed er kodeordet for alle om man så er til timeout eller ej (mine børn har aldrig haft timeout), om man er til nej uden forklaring eller nej med forklaring. 

Er man tydelig, så kan barnet/børnene slappe af og være inden trygge rum, hvor den voksne har udstukket rammerne. Med tydeligheden skal barnet ikke konstant forsøge at forstå; hvad kan jeg, hvad må jeg, hvad vil jeg.

jeg synes ikke jeg opdrager mine børn “hårdt” men jeg forsøger at være meget tydelig i, hvad jeg vil have. Hvad kan er til forhandling og hvad er ikke til forhandling. Hvornår har vi tid til alle hvorfor’erne og hvornår har vi ikke. Ideelt set havde vi altid tid, men der er bare en hverdag der skal hænge sammen, og når jeg havde sortest samvittighed over, at jeg ikke kunne stoppe 10 min på vej til børnehave og samle kastanier, så sagde jeg til mig selv: men de har jeg i morgen for der er det lørdag.

 

Jeg tror faktisk også, vi er meget enige.

Mine forældre var netop tydelige. Min mor siger, at hun var ret godt til at finde forklaringer, som ikke rigtigt lagde op til diskussion.

F.eks. - selv om du har leget ude i eftermiddag uden jakke, så skal du have jakke på nu, for det er aftenluft (altså det var efter aftensmaden). 

Vi bruger den stadig lidt endnu - hvis det er blevet lidt køligt og vi går en tur om aftenen, så siger vi "Nu skal vi have jakkerne på, for det er blevet aftenluft" - og så griner vi lidt af det 

Min far kunne godt lide sukkermadder, men vi fik at vide, at man kun måtte spise sukkermadder, hvis man havde gebis (min far havde kunstige tænder i undermunden).

"Du skal sætte dig ud i bilen nu, for ellers kommer vi for sent"

"Den grønne sofa er til at sidde pænt i" - mens vi gerne måtte tage hynderne af den lille røde sofa og bruge dem til at slå kolbøtter på.

Så på den måde er jeg meget enig med Grinny - det er godt at vide, hvorfor man skal, eller hvorfor man ikke må.

Vi har heller ikke fået time-out som små. 

grinny skriver:

Og det er lige præcis der jeg vil hen - der kan bare hurtigt komme den der “blide børn begynder at græde hvis de får en besked der ikke kan være anerledes” - men sådan er det jo slet ikke.

Okay, Aya er kun 3 så verdenen er stadig stor og der er mange hvorfor’er men altså når vi går hjem fra børnehave (20 huse fra os på samme vej) og det har regnet så må hun hoppe i vandpytterne lige ved kantstenen men reglen er, at kommer der en bil skal hun gå op til mig og der har beskeden været sagt en gang og kun den ene og forklaret at biler kører stærkt og at man skal gå op på fortovet når bilen kommer så man ikke bliver ramt - aldrig har jeg skulle forklare mig yderligere for sådan er det bare og biler kan være farlige.

Jeg tror på, at hvis jeg totalt havde nægtet det og brugt min “forældre magt” så havde hun grint af mig og løbet længere ud på vejen - kan du følge mig?

Men jeg har kun Aya, har ikke prøvet andet end hende og måske har vi også bare været monster heldige at have fået en datter der altid hører efter 

Vi har et barn som Aya og så har vi et som er fuldstændigt modsat. De har fået samme blide opdragelse fra starten men med tiden har vi måtte differentiere opdragelsesmetoderne for det der virker på den ene virker ikke på den anden. Så vi er nok lidt blide ved det ene barn og lidt mere “hård” ved det andet barn. Hvis man skal bruge de “ord”. 

Men begge børn stor trives med hver deres opdragelsesmetode. Og vi får meget ros for at have to børn som socialt er meget brede og som har en stor rummelighed overfor andre typer mennesker. Begge er super dygtige til kollektive beskeder. 

Hvis vi kun havde haft blide børn så havde jeg nok set lidt skævt til dem som ikke opdrager blidt. Men nu har vi en af hver slags, så jeg undrer mig ikke når folk opdrager på en anden måde end mig. 

321 skriver:

Vi har et barn som Aya og så har vi et som er fuldstændigt modsat. De har fået samme blide opdragelse fra starten men med tiden har vi måtte differentiere opdragelsesmetoderne for det der virker på den ene virker ikke på den anden. Så vi er nok lidt blide ved det ene barn og lidt mere “hård” ved det andet barn. Hvis man skal bruge de “ord”. 

Men begge børn stor trives med hver deres opdragelsesmetode. Og vi får meget ros for at have to børn som socialt er meget brede og som har en stor rummelighed overfor andre typer mennesker. Begge er super dygtige til kollektive beskeder. 

Hvis vi kun havde haft blide børn så havde jeg nok set lidt skævt til dem som ikke opdrager blidt. Men nu har vi en af hver slags, så jeg undrer mig ikke når folk opdrager på en anden måde end mig. 

Og måske jeg en dag prøver i min egen familie at der kommer en som slet ikke er dus kun med “blid” opdragelse - og forhåbentligt bliver jeg så klog på det barn og de muligheder der skal vendes i den situation lige nu og her med et barn som min Aya kan jeg bare slet ikke forstille mig at jeg skulle være “hård”.

Men nu bliver det også sat meget på spidsen og i hver ende af skalaen for altså, Aya får heller ikke lov til at rende nøgen rundt midt på vejen kl 22 i snevejr - der er grænser jeg tror bare det handler om hvordan man viser de grænser