Børnehave var det i orden?

grinny skriver:

Man må ALTID spørge  

Skulle lige skimte tråden igen - den er ved at være gammel jo, eller jeg er 

For mig er “hård” (jeg bryder mig ikke om at dele  opdragelse om i hård og blid og derfor “.” ) opdragelse en opdragelse hvor børnene ikke bliver hørt men bare skal rette ind når mor, far eller læren siger at sådan er det. Jeg mener og tror på, at børn godt kan lære hvordan verdenen fungere uden det skal “dikteres”.

Et eksempel: Aya må ikke røre ved varme gryder derhjemme, jeg siger “Aya gryden er meget varm og derfor vil jeg gerne have du sidder længere væk fra den - du må stadig gerne sidde på bordet” det gør - hjemme hos os i hvert fald - at jeg ikke kommer i diskussion med hende om den gryde er varm eller ej. 

Det kunne f.eks. og være ved sengetid at Aya gerne vil læse en bog mere men jeg har sagt kun 2 bøger - hun bliver ked fordi hun i forvejen er ved at være godt træt - jeg siger “Aya jeg kan godt forstå du gerne vil læse mere, men nu er det sengetid og vi kan læse denne bog i morgen og så vil jeg i 10 ud af 10 tilfælde tilbyde hende et kram eller at falde i søvn i mine arme (hvis det er det hun har brug for)

Jeg kan kun snakke ud fra vores egen situation hjemme hos os men vi oplever aldrig sammenstød fordi Aya føler sig hørt og hun ved vi altid er der til at give en krammer - vi er aldrig bestemte på den der “jeg er forældre jeg bestemmer-måde”

I børnehaven ved hun godt hvordan man opfører sig og at der er visse regler - vi får kun ros og jeg tror på, at det er fordi hun er et meget afbalanceret menneske.

I forhold til Line’s eksempel kan jeg godt se at der kan opstå problemer hvor man må skille ad og jeg kan forstå hvorfor man må sende ud for døren - lige der mener jeg dog at det viser et stort problemer med få hænder og mange børn i klasserne. Måske Per på 8 år har slået Jens - og selvfølgelig skal Jens trøstes - men overvej lige at være Per som bliver smidt ud for døren, overladt til sig selv med nogle følelser han helt sikkert ikke selv forstår, det må ikke være sjovt! Men igen - jeg forstår godt hvorfor det er løsningen at sende “problemet” ud for at få ro.

Sidst vil jeg lige tilføje at Aya SELVFØLGELIG skal lytte efter både i børnehaven og i skolen, det bliver ikke sådan at jeg aer hende med hårene og siger det er da også synd for dig jeg tror bare på, at vi med den “blide” opdragelse giver hende et godt fundament at bygge videre på så hun hviler i sig selv og ved at man skal have forståelse for andre, respektere andre og være et ordenligt barn generelt.

Tror ikke nødvendigvis det er den “hårde” opdragelse der giver det.

Langt svar, håber du kommer igennem 

Bliver lige nød til at supplere og sige, for nogen børn er det rent faktisk en lettelse at få lov til at flytte sig fysisk for situationen og få lov at få tiden til at få samlet sig selv før snakken om det hændte skal ske. Nogle børn vælger selv løsningen at "gå uden for døren". 

Og jeg er nok meget på linje med din opdragelse, men har samtidig også haft en sæt ind der hedder: det er ikke til diskussion og det både her hjemme og i skolen. Fx er det ikke til diskussion, at nu skal vi ned på cyklen og i børnehave for jeg kan ikke komme for sent på arbejde. Det er heller ikke i skolen til diskussion, at nu taler jeg med Per så du må lige vente til jeg har talt færdig med Per (med mindre du vil fortælle mig noget meget meget akut a la der ligger en og bløder voldsomt, men ikke hvis du vil fortælle mig at Lise sagde at dine bukser var grimme). 

I det sociale fællesskab og det faglige/læringsfællesskab må der være noget der ikke er til diskussion, og hvor man må "rette ind" fordi det ellers er udfordrende for resten af fællesskabet. Det klassiske eksempel er, at flysædet skal op i loftet position ved start og landing - sikke noget pjat for jeg sidder bedre og det tager min frihed, ja men det er farligt for den der sidder bag ved mig, derfor begrænses min frihed og det er ikke til diskussion. På samme måde har.mine børn både hjemme i privaten og i skolen lært, din frihed er præcis så lang, så den ikke begrænser det for andre. Og i en hverdag i skolen eller hjemme med 3 børn, så er der ikke uafhængig af om vi er 3 voksne i klassen tid til at alt skal forklares og diskuteres. Ydermere gør det rent faktisk nogle børn usikre og utrygge, hvis alt er til diskussion, man kan næsten se skuldrene falde ned, når de møder den tydelige voksne der siger: du skal sidde der, og du skal lave side 5 og nej det er ikke til diskussion, men jeg vil super gerne hjælpe dig. 

Jeg har lige i dag siddet og skulle skrive om mine svagheder og styrker. Sjovt nok placerede jeg det, at jeg er anerkendende som en svaghed, fordi jeg nogle gange I min iver for at anerkende og forstå, bliver jeg ikke tydelig nok, for sagt for mange ord i en situation, hvor jeg egentlig bare skulle have sagt: sæt dig ned nu og vær stille. 

Så jeg følger dig meget meget langt, men må også erkende at jeg er kommet frem til at den "hårde" facon kan virke beroligende på børn fordi den er mere tydelig end den super anerkendende.

lineog4 skriver:

Bliver lige nød til at supplere og sige, for nogen børn er det rent faktisk en lettelse at få lov til at flytte sig fysisk for situationen og få lov at få tiden til at få samlet sig selv før snakken om det hændte skal ske. Nogle børn vælger selv løsningen at "gå uden for døren". 

Og jeg er nok meget på linje med din opdragelse, men har samtidig også haft en sæt ind der hedder: det er ikke til diskussion og det både her hjemme og i skolen. Fx er det ikke til diskussion, at nu skal vi ned på cyklen og i børnehave for jeg kan ikke komme for sent på arbejde. Det er heller ikke i skolen til diskussion, at nu taler jeg med Per så du må lige vente til jeg har talt færdig med Per (med mindre du vil fortælle mig noget meget meget akut a la der ligger en og bløder voldsomt, men ikke hvis du vil fortælle mig at Lise sagde at dine bukser var grimme). 

I det sociale fællesskab og det faglige/læringsfællesskab må der være noget der ikke er til diskussion, og hvor man må "rette ind" fordi det ellers er udfordrende for resten af fællesskabet. Det klassiske eksempel er, at flysædet skal op i loftet position ved start og landing - sikke noget pjat for jeg sidder bedre og det tager min frihed, ja men det er farligt for den der sidder bag ved mig, derfor begrænses min frihed og det er ikke til diskussion. På samme måde har.mine børn både hjemme i privaten og i skolen lært, din frihed er præcis så lang, så den ikke begrænser det for andre. Og i en hverdag i skolen eller hjemme med 3 børn, så er der ikke uafhængig af om vi er 3 voksne i klassen tid til at alt skal forklares og diskuteres. Ydermere gør det rent faktisk nogle børn usikre og utrygge, hvis alt er til diskussion, man kan næsten se skuldrene falde ned, når de møder den tydelige voksne der siger: du skal sidde der, og du skal lave side 5 og nej det er ikke til diskussion, men jeg vil super gerne hjælpe dig. 

Jeg har lige i dag siddet og skulle skrive om mine svagheder og styrker. Sjovt nok placerede jeg det, at jeg er anerkendende som en svaghed, fordi jeg nogle gange I min iver for at anerkende og forstå, bliver jeg ikke tydelig nok, for sagt for mange ord i en situation, hvor jeg egentlig bare skulle have sagt: sæt dig ned nu og vær stille. 

Så jeg følger dig meget meget langt, men må også erkende at jeg er kommet frem til at den "hårde" facon kan virke beroligende på børn fordi den er mere tydelig end den super anerkendende.

Og netop derfor skriver jeg at det virker herhjemme hos os.

Aya ville stritte meget imod og blive meget ked af det hvis jeg bare sagde “slut det bestemmer jeg” hun er et følsomt barn på nogle punkter der ikke har brug for en løftet pegefinger men at blive forstået.

Og som jeg også skriver så kan Aya godt tilpasse sig andre sociale sammenhænge selvom det er meget frit herhjemme. Hun ved godt at mormor ikke bryder sig om at hun hopper i sofaen fordi vi har forklaret hende at mormor godt kan blive lidt bange for at hun falder ned og slår sig ergo hopper Aya ikke i sofaen hos mormor hvorimod hun løber Marathon i den herhjemme fordi det må man godt her.

Hun forstår godt spillereglerne kan være anerledes andre steder og derfor bliver vi også ved med at opdrage på den måde vi gør.

Ingen mennesker er ens, ej hellere børn og derfor ved jeg også at det kan være forskelligt hvad børns behov er, i bund og grund er jeg også bare fortaler for, at man lytter til børnenes forskellige behov.

Nu var mit første indlæg baseret på TS’ indlæg og lige der er jeg stadig stålfast i min mening at datteren er for lille til at blive sat udenfor bag en glasdør hvor alle andre børn kan se hende - du er nok mere henne i skolebørn alderen hvor børn har en anden forståelses end et børnehavebarn 

grinny skriver:

Man må ALTID spørge  

Skulle lige skimte tråden igen - den er ved at være gammel jo, eller jeg er 

For mig er “hård” (jeg bryder mig ikke om at dele  opdragelse om i hård og blid og derfor “.” ) opdragelse en opdragelse hvor børnene ikke bliver hørt men bare skal rette ind når mor, far eller læren siger at sådan er det. Jeg mener og tror på, at børn godt kan lære hvordan verdenen fungere uden det skal “dikteres”.

Et eksempel: Aya må ikke røre ved varme gryder derhjemme, jeg siger “Aya gryden er meget varm og derfor vil jeg gerne have du sidder længere væk fra den - du må stadig gerne sidde på bordet” det gør - hjemme hos os i hvert fald - at jeg ikke kommer i diskussion med hende om den gryde er varm eller ej. 

Det kunne f.eks. og være ved sengetid at Aya gerne vil læse en bog mere men jeg har sagt kun 2 bøger - hun bliver ked fordi hun i forvejen er ved at være godt træt - jeg siger “Aya jeg kan godt forstå du gerne vil læse mere, men nu er det sengetid og vi kan læse denne bog i morgen og så vil jeg i 10 ud af 10 tilfælde tilbyde hende et kram eller at falde i søvn i mine arme (hvis det er det hun har brug for)

Jeg kan kun snakke ud fra vores egen situation hjemme hos os men vi oplever aldrig sammenstød fordi Aya føler sig hørt og hun ved vi altid er der til at give en krammer - vi er aldrig bestemte på den der “jeg er forældre jeg bestemmer-måde”

I børnehaven ved hun godt hvordan man opfører sig og at der er visse regler - vi får kun ros og jeg tror på, at det er fordi hun er et meget afbalanceret menneske.

I forhold til Line’s eksempel kan jeg godt se at der kan opstå problemer hvor man må skille ad og jeg kan forstå hvorfor man må sende ud for døren - lige der mener jeg dog at det viser et stort problemer med få hænder og mange børn i klasserne. Måske Per på 8 år har slået Jens - og selvfølgelig skal Jens trøstes - men overvej lige at være Per som bliver smidt ud for døren, overladt til sig selv med nogle følelser han helt sikkert ikke selv forstår, det må ikke være sjovt! Men igen - jeg forstår godt hvorfor det er løsningen at sende “problemet” ud for at få ro.

Sidst vil jeg lige tilføje at Aya SELVFØLGELIG skal lytte efter både i børnehaven og i skolen, det bliver ikke sådan at jeg aer hende med hårene og siger det er da også synd for dig jeg tror bare på, at vi med den “blide” opdragelse giver hende et godt fundament at bygge videre på så hun hviler i sig selv og ved at man skal have forståelse for andre, respektere andre og være et ordenligt barn generelt.

Tror ikke nødvendigvis det er den “hårde” opdragelse der giver det.

Langt svar, håber du kommer igennem 

Tak fordi du gav dig tid til at skimme tråden igennem og til at svare.

Jeg kan godt følge dig i at anerkende barnets følelser. Det lyder jo heller ikke, som om det er Aya, der styrer det hjemme hos jer.

Hvis du har sagt, at I kan læse to bøger, så holder du jo fast i, at det kun er to bøger. Du giver ikke efter og læser bog nr. 3, men tilbyder i stedet et kram. 

Og jeg tror også, børn godt kan finde ud af, at der gælder forskellige regelsæt i forskellige hjem, og at når man er i naboens hjem, så hopper man ikke i sofaen.

Du ved, hvad der virker hjemme hos jer.

Det, jeg tænker er bare, at når et barn kommer i skole, så kan læreren jo ikke bruge det halve af tiden på at forklare "op ad stolper og ned ad vægge". Børnene skal jo også lære noget, og det kan være svært at nå igennem pensum, hvis ikke alle børn forstår, at man sætter sig og tier stille, når man bliver bedt om det. 

Jeg tænker, at jeg selv var et meget trygt barn. Der var mange ting, jeg ikke skulle forholde mig til, for det styrede mine forældre, og jeg vidste, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte. Men jeg synes ikke, de har været hårde. Men hvis min mor sagde, at jeg skulle have jakke på, så skulle jeg det - og det var ikke til forhandling. Det var mere sådan, at "du skal have en jakke på, for det er aftenluft"

Jeg har en kort periode mellem to jobs inden for mit eget fag arbejdet i en børnehave. Der fik børnene nogle gange en lille timeout, hvis de lige havde brug for at "køle lidt ned" - jeg er ikke pædagog, og jeg har ikke børn, så jeg er bestemt ikke ekspert, men helt generelt synes jeg, der var et fornuftigt "regelsæt" i den børnehave. F.eks. at man sidder på sin stol og spiser frokost, og man åbner ikke madpakken, før der er sagt værsgo.

Det er dejligt, at Aya fungerer så godt

Tommelise skriver:

Tak fordi du gav dig tid til at skimme tråden igennem og til at svare.

Jeg kan godt følge dig i at anerkende barnets følelser. Det lyder jo heller ikke, som om det er Aya, der styrer det hjemme hos jer.

Hvis du har sagt, at I kan læse to bøger, så holder du jo fast i, at det kun er to bøger. Du giver ikke efter og læser bog nr. 3, men tilbyder i stedet et kram. 

Og jeg tror også, børn godt kan finde ud af, at der gælder forskellige regelsæt i forskellige hjem, og at når man er i naboens hjem, så hopper man ikke i sofaen.

Du ved, hvad der virker hjemme hos jer.

Det, jeg tænker er bare, at når et barn kommer i skole, så kan læreren jo ikke bruge det halve af tiden på at forklare "op ad stolper og ned ad vægge". Børnene skal jo også lære noget, og det kan være svært at nå igennem pensum, hvis ikke alle børn forstår, at man sætter sig og tier stille, når man bliver bedt om det. 

Jeg tænker, at jeg selv var et meget trygt barn. Der var mange ting, jeg ikke skulle forholde mig til, for det styrede mine forældre, og jeg vidste, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte. Men jeg synes ikke, de har været hårde. Men hvis min mor sagde, at jeg skulle have jakke på, så skulle jeg det - og det var ikke til forhandling. Det var mere sådan, at "du skal have en jakke på, for det er aftenluft"

Jeg har en kort periode mellem to jobs inden for mit eget fag arbejdet i en børnehave. Der fik børnene nogle gange en lille timeout, hvis de lige havde brug for at "køle lidt ned" - jeg er ikke pædagog, og jeg har ikke børn, så jeg er bestemt ikke ekspert, men helt generelt synes jeg, der var et fornuftigt "regelsæt" i den børnehave. F.eks. at man sidder på sin stol og spiser frokost, og man åbner ikke madpakken, før der er sagt værsgo.

Det er dejligt, at Aya fungerer så godt

Sådan helt ærligt tror jeg ikke, at der er meget forskel på den “hårde” og den “blide” opdragelse - i bund og grund ønsker vi alle et barn der hører efter og opfører sig eksemplarisk vi kommer bare frem til resultatet på forskellige måder.

Jeg kunne aldrig drømme om at råbe af Aya fordi jeg mener ikke “bare” at hun er er barn, men et menneske som mig og jeg ville blive mega ked hvis min mand råbte af mig - jeg føler ikke at råben giver noget i sidste ende andet end mere råben.

Jeg går virkelig ikke ind for timeout ved at blive placeret på en stol og jeg ville blive meget ked af det og skuffet hvis jeg fandt ud af at det var en brugt metode i børnehaven 

grinny skriver:

Sådan helt ærligt tror jeg ikke, at der er meget forskel på den “hårde” og den “blide” opdragelse - i bund og grund ønsker vi alle et barn der hører efter og opfører sig eksemplarisk vi kommer bare frem til resultatet på forskellige måder.

Jeg kunne aldrig drømme om at råbe af Aya fordi jeg mener ikke “bare” at hun er er barn, men et menneske som mig og jeg ville blive mega ked hvis min mand råbte af mig - jeg føler ikke at råben giver noget i sidste ende andet end mere råben.

Jeg går virkelig ikke ind for timeout ved at blive placeret på en stol og jeg ville blive meget ked af det og skuffet hvis jeg fandt ud af at det var en brugt metode i børnehaven 

Der kan være den forskel på en børnehave og en skole, at i skolen handler det også om indlæring. 

Og der kan man nemt komme ud for, at en lærer bliver en smule "skrap", og måske siger: "Du sætter dig ned og det er nu", hvis barnet ikke hører efter. Og det er bestemt ikke Aya, jeg tænker, der ikke hører efter.

Men måske kunne hun blive ked af det, hvis læreren ikke har tid til at være meget pædagogisk og forklarende.

Jeg tænkte bare, at der jo må være en grund til, at en lærer efterlyser, at forældre opdrager deres børn. 

Jeg hæftede mig måske mest ved det, fordi begge mine forældre var lærere. Men det er efterhånden en del år siden, de var på arbejdsmarkedet. 

Men jeg læser bestemt heller ikke, at du synes, børn bare skal opføre sig, som det passer dem. Og at du ikke opdrager dit barn. 

Du lyder som en menneske med stor tålmodighed, og det er jo ikke nogen dårlig egenskab.

Tommelise skriver:

Der kan være den forskel på en børnehave og en skole, at i skolen handler det også om indlæring. 

Og der kan man nemt komme ud for, at en lærer bliver en smule "skrap", og måske siger: "Du sætter dig ned og det er nu", hvis barnet ikke hører efter. Og det er bestemt ikke Aya, jeg tænker, der ikke hører efter.

Men måske kunne hun blive ked af det, hvis læreren ikke har tid til at være meget pædagogisk og forklarende.

Jeg tænkte bare, at der jo må være en grund til, at en lærer efterlyser, at forældre opdrager deres børn. 

Jeg hæftede mig måske mest ved det, fordi begge mine forældre var lærere. Men det er efterhånden en del år siden, de var på arbejdsmarkedet. 

Men jeg læser bestemt heller ikke, at du synes, børn bare skal opføre sig, som det passer dem. Og at du ikke opdrager dit barn. 

Du lyder som en menneske med stor tålmodighed, og det er jo ikke nogen dårlig egenskab.

 

 

Men så er jeg lidt Rasmus Modsat og spørger hvor ved vi fra at det er børn af “blid” opdragelse der ikke forstår at opfører sig ordenligt? Går blid opdragelse ikke ind under opdragelse?

Eller er det de børn som er vant til at blive råbt og irettesat som altid gør det modsatte for at få opmærksomhed på den måde?

Du skal ikke se det som et angreb men med et blink i øjet og en situation der lige bliver vendt om 

Jeg tror jo på at den måde vi gøre det på giver børn der sidder stille i timerne fordi de er opdraget med respekt for sig selv og andre - kan du følge mig?

Tommelise skriver:

Der kan være den forskel på en børnehave og en skole, at i skolen handler det også om indlæring. 

Og der kan man nemt komme ud for, at en lærer bliver en smule "skrap", og måske siger: "Du sætter dig ned og det er nu", hvis barnet ikke hører efter. Og det er bestemt ikke Aya, jeg tænker, der ikke hører efter.

Men måske kunne hun blive ked af det, hvis læreren ikke har tid til at være meget pædagogisk og forklarende.

Jeg tænkte bare, at der jo må være en grund til, at en lærer efterlyser, at forældre opdrager deres børn. 

Jeg hæftede mig måske mest ved det, fordi begge mine forældre var lærere. Men det er efterhånden en del år siden, de var på arbejdsmarkedet. 

Men jeg læser bestemt heller ikke, at du synes, børn bare skal opføre sig, som det passer dem. Og at du ikke opdrager dit barn. 

Du lyder som en menneske med stor tålmodighed, og det er jo ikke nogen dårlig egenskab.

 

 

Jeg kan som lærer fortælle dig, at man vil gerne nå alle børnene, man vil gerne kende hver deres måde at forstå og agere - men det er utopi. Og derfor er en af de ting jeg sætter størst pris på, at børnene kan modtage kollektive beskeder og (delvist) udføre dem også selvom barnet måske havde en anden ide, eller hellere ville... 

For kan alle børnene det i et vist omfang, så er der plads, tid og rum til alle. Og så kan jeg gå hjem glad og professionel stolt fordi jeg nåede alle børnene på deres niveau, på deres præmisser hver dag. Det er utopisk (i hvert fald hvor jeg underviser), for der opstår små episoder, der er børn for hvem en kollektiv besked er svær og det er både fra de familier, hvor man har en “hård” opdragelseskultur og fra de familier, der har den mere “bløde”. Det viser sig gerne på forskellige måder, fra den “hårde” mødes jeg af et nej! Og fra den mere bløde mødes jeg af eget: hvorfor? Og så er der alle de børn, der bare kan uafhængigt af forældrenes opdragelsesstil - og de kommer fra alle lag, alle kulturer, alle stile og hvad man ellers kan sættes i grupper og labels for. 

Jeg har kort fulgt debatten omhandlende den lærer, der kræver mere opdragelse eller...? Og jeg vil som lærer egentlig hellere bede om, agt man bakker op (når barnet hører det, hvad man siger når barnet ikke hører det er mig ligegyldigt). Bak om at læreren bad Per om at sidde stille og tie stille også selvom man er imod han skal, når han ikke vil. Fortæl dit barn, at du stoler på læreren og læreren er professionel og ved, hvordan man lærer bedst. Bak op om, at barnet er en del af en klasse, hvor alle børn har ret til at blive hørt, set og lære noget. 

Og så husk, at det kan godt være Lise kommer hjem og fortæller, at Lone sad uden for døren eller at Lone fik at vide: nu sætter du dig ned. Og måske er det ikke måden for Lise, men det behøver ikke betyde, at det var forkert for Lone. De fleste lærere er yderst professionelle og vil i de fleste situationer vide, hvordan der bedst skabes ro, klasseledelse, tryghed for det enkelte barn. Og fordi Lone går uden for døren betyder det ikke, at Lise nogensinde får samme besked. Så bak op og sig: det tror jeg din lærer gjorde fordi det var det bedste for Lone. 

Men så er jeg lidt Rasmus Modsat og spørger hvor ved vi fra at det er børn af “blid” opdragelse der ikke forstår at opfører sig ordenligt? Går blid opdragelse ikke ind under opdragelse?

Eller er det de børn som er vant til at blive råbt og irettesat som altid gør det modsatte for at få opmærksomhed på den måde?

Du skal ikke se det som et angreb men med et blink i øjet og en situation der lige bliver vendt om 

Jeg tror jo på at den måde vi gøre det på giver børn der sidder stille i timerne fordi de er opdraget med respekt for sig selv og andre - kan du følge mig?

Der er ikke en opdragelsesmetode som garanterer stille børn - jeg oplever som lærer børn, der ikke kan modtage kollektive beskeder og ikke mindst ikke kan acceptere dem, fra alle mulige og umulige slags familier med alle mulige og umulige forskellige opdragelsesstile. 

Heldigvis oplever jeg aller flest børn som kan med lidt guiding (når det er første klasse) og igen fra alle mulige og umulige slags familier. 

Men de få børn som ikke kan, der synes jeg at kunne spotte en forskel. De børn som tit møder hårdt mod hårdt, svarer gerne med et rungende NEJ! Og holder fast i nejet. Mens de børn, hvor anerkendelse og forklaring er i fokus, oftest svarer med et hvorfor? Og ikke godtager et eneste svar. For begge kategorier har jeg efterhånden lært mit vigtigste redskab er min repeatknap: du skal sidde der, du skal sidde der, du skal sidde der... Ikke flere ord, ikke flere forklaringer uafhængigt af om de siger nej eller hvorfor, så trykker jeg repeat og gentager det jeg vil have dem til. Og max 10 gentagelser, så gør de det (for det meste) og bliver faktisk helt rolige, fordi der er en tryghed i min tydelighed og meget præcise “kommando”. Det skal selvsagt aldrig siges med høj stemme - hvis endelig man vil noget så kan man hviske, hvis barnet råber selv - men bare gentages roligt og tydeligt. 

Der er ikke en opdragelsesmetode som garanterer stille børn - jeg oplever som lærer børn, der ikke kan modtage kollektive beskeder og ikke mindst ikke kan acceptere dem, fra alle mulige og umulige slags familier med alle mulige og umulige forskellige opdragelsesstile. 

Heldigvis oplever jeg aller flest børn som kan med lidt guiding (når det er første klasse) og igen fra alle mulige og umulige slags familier. 

Men de få børn som ikke kan, der synes jeg at kunne spotte en forskel. De børn som tit møder hårdt mod hårdt, svarer gerne med et rungende NEJ! Og holder fast i nejet. Mens de børn, hvor anerkendelse og forklaring er i fokus, oftest svarer med et hvorfor? Og ikke godtager et eneste svar. For begge kategorier har jeg efterhånden lært mit vigtigste redskab er min repeatknap: du skal sidde der, du skal sidde der, du skal sidde der... Ikke flere ord, ikke flere forklaringer uafhængigt af om de siger nej eller hvorfor, så trykker jeg repeat og gentager det jeg vil have dem til. Og max 10 gentagelser, så gør de det (for det meste) og bliver faktisk helt rolige, fordi der er en tryghed i min tydelighed og meget præcise “kommando”. Det skal selvsagt aldrig siges med høj stemme - hvis endelig man vil noget så kan man hviske, hvis barnet råber selv - men bare gentages roligt og tydeligt. 

Og det er lige præcis der jeg vil hen - der kan bare hurtigt komme den der “blide børn begynder at græde hvis de får en besked der ikke kan være anerledes” - men sådan er det jo slet ikke.

Okay, Aya er kun 3 så verdenen er stadig stor og der er mange hvorfor’er men altså når vi går hjem fra børnehave (20 huse fra os på samme vej) og det har regnet så må hun hoppe i vandpytterne lige ved kantstenen men reglen er, at kommer der en bil skal hun gå op til mig og der har beskeden været sagt en gang og kun den ene og forklaret at biler kører stærkt og at man skal gå op på fortovet når bilen kommer så man ikke bliver ramt - aldrig har jeg skulle forklare mig yderligere for sådan er det bare og biler kan være farlige.

Jeg tror på, at hvis jeg totalt havde nægtet det og brugt min “forældre magt” så havde hun grint af mig og løbet længere ud på vejen - kan du følge mig?

Men jeg har kun Aya, har ikke prøvet andet end hende og måske har vi også bare været monster heldige at have fået en datter der altid hører efter 

grinny skriver:

Men så er jeg lidt Rasmus Modsat og spørger hvor ved vi fra at det er børn af “blid” opdragelse der ikke forstår at opfører sig ordenligt? Går blid opdragelse ikke ind under opdragelse?

Eller er det de børn som er vant til at blive råbt og irettesat som altid gør det modsatte for at få opmærksomhed på den måde?

Du skal ikke se det som et angreb men med et blink i øjet og en situation der lige bliver vendt om 

Jeg tror jo på at den måde vi gøre det på giver børn der sidder stille i timerne fordi de er opdraget med respekt for sig selv og andre - kan du følge mig?

Jeg ser det slet ikke som et angreb.

Men jeg taler jo heller ikke om at råbe af børn. Mine forældre har sat grænser  - ikke råbt. 

Og jeg har bestemt ikke være en, der altid gjorde det modsatte for at få opmærksomhed. Det behøvede jeg ikke, for vi fik en masse opmærksomhed. 

Det betyder heller ikke, at de altid har gjort alting rigtigt. Det er der vist ingen forældre, der har 

Men hvis en lærer har 25 børn i klassen, som altid skal have en lang forklaring på, hvorfor der er noget, de skal, eller noget de ikke må - så kan det da blive svært at nå at lære dem noget.

Især fordi børn nogle gange skal have det forklaret på hver sin måde. For børn er jo forskellige.

Men mange lærere fortæller netop om, at de skal bruge meget lang tid på at skabe ro i klassen, fordi mange børn ikke er vant til en kollektiv besked. 

Men det er bestemt ikke en kritik af din opdragelse. 

Min tanke var bare, om dit barn måske kunne blive ked af det og føle, at hun fik "skældud" fordi en lærer måske hæver stemmen en smule, når vedkommende giver en kollekiv besked. Og det behøver neotp ikke være, fordi Aya ikke hører efter - men fordi et par andre børn ikke hører efter.