Er jeg urimelig overfor sviger?

Aki.S skriver:

Vi er begge stædige Ja. Men jeg vil ikke undskylde for mine følelser, kort og godt. HUN skal ikke tale til mig hvis jeg kommer, problemet er jeg ikke MÅ komme. Og det jeg mener med det er mit barn, var til ano.  Det er mit og ikke svigermors. Jeg ved ikke hvorfor min mands mening er så vigtig herinde når det er mig der spørger til råds?

Jeg må åbenbart ikke svare på ting der ikk allerede er skrevet i indlægget for så kommer der nye oplysninger "her og der" .. Men min mand har faktisk slet ikke lyst til at besøge hende. Som han siger "du er min familie jeg har da ikke lyst til at tage nogen steder uden dig, slet ikke når du ikke er velkommen". Så han er helt på min side. Det er også hans barn, hvis han havde et brændende ønske om at tage vores barn og besøge hende ville vi finde en form for kompromis. Men det har han Ikke.

Derudover bruger jeg slet ikke mit bar  mod hende. HUN har hele tiden været velkommen her, og kunne til enhver tid tage kontakt til mig. Men det vil hun ikke og hun vil ikke se mig. Så hvor der du jeg bruger vores søn? Fordi min mave fornemmelse og alt indeni mig skriger imod at han skal væk fra mig flere timer, og jeg lytter til det. Er det at bruge ham? Hvorfor er det mine følelser som mor er fuldstændig ligegyldige? Skal jeg bare hoppe og danse efter hendes pibe fordi det ikke passer hende jeg er inde i billedet?

Det eneste jeg faktisk forlanger er respekt, som menneske og som hendes barnebarns mor. Jeg er ligeglad med hende, og hun er med mig. Men et tåleligt forhold synes jeg ikke er for meget at forlange.

Jeg har rakt min hånd ud til hende, som hun ignorerede. Hvad mere skal jeg gøre?

Og hvor ser du jeg ikke stoler på min mand ????

Sådan skrev du ikke før. I en af dine indlæg skrev du at hvis du skal på besøg hos hende, så SKAL hun snakke til dig.

Du skriver nu at han er for lille til at være væk fra dig så længe plus han bliver ammet og barnet er 1 månede gammel. Derfor kan du ikke bare sende ham afsted med far. Men du finder ikke på andre metoder for at hun kan se sit barnebarn og du samtidig ikke ret lang væk til at være der når de er færdig med at være sammen?!

og bare pga du spørger om hjælp herinde. Så må din mand ikke ha en mening om sitationen mm?!

Jeg vil da håbe at din mand har ligeså meget at sige.

Og synes du drejer på historien nu. I en af dine andre indlæg skriver du at barnet ikke ser sin farmor er din besluttning i og med at du har ikke TILLADT din mand at tag jeres barn med og besøge hende. 

Tilladt som om han ikke er den ægte far for barnet. Og dermed dig der bestemmer. 

Og du skriver også at selv din mand har du ikke lyst til at han ser sin EGEN MOR. 

Men nu skriver du, nej nej han vil frivillig selv ikke se hende mm. 

Aki.S skriver:

Det er ikke nye oplysninger her og der. 

Min mands mening blev ikke nævnt, fordi den er ligegyldig i forhold til den konflikt jeg har med min svigermor. Jeg er barnets mor og hvis JEG ikke føler vores barn skal fra sin mor, så er det ligegyldigt hvad min mand synes. Nu er han heldigvis enig. Men det er mig der skriver indlægget og ikke min mand, så hvorfor er hans mening så vigtig for dig?

Jeg kan heller ikke menes at have spurgt om din holdning om jeg ville lade min baby tage afsted med far fordi svigermor er et æsel? Ingen steder, vel? Fordi jeg ikke behøver andres mening til hvor vidt jeg vil undvære mit barn på det latterlige grundlag. Jeg spurgte om det var urimeligt at vi skulle løse vores konflikt. Thats it.  Jeg er ligeglad om du synes at mine følelser som mor ikke betyder noget og ikke skal tages seriøst, eller at jeg er en høne mor. Det er som det Er, jeg er mor på min egen måde. Som åbenbart er at være høne mor. Og det må du godt synes. Du bare ikke særlig konstruktiv i dine beskeder, tvært imod.

Du er mor så du bestemmer. Far er far men har Intet at sige. Det er det du siger. Mere er der ikke i det.

har svaret på dit spørgsmål og jeg står fast i mit svar. 

Aki.S skriver:

Jeg ved ikke hvordan hun vil opføre sig, men jeg synes da godt man kan tale sammen så man kan have et lidt neutralt forhold. Vores barn er kun lidt over 6 mdr gammelt, og (MEGET) mor syg. Så et par timer er LANG tid.

Og Ja, i starten af vores uvenskab var han også stadig sammen med hende. Men problemet er lidt at hun ikk kan lade vær at bringe mig på banen, fortælle løgn historier og prøver at "overbevise" min mand om jeg kontrollerer ham, er en dårlig pige, og hun håber inderligt han en dag siger fra (går fra mig). Så kommer han hjem til mig og er SUR. Rigtig negativ, svare mig dårligt nok på noget og er rigtig kold. Når jeg så spørger ind og han begynder blive irriteret, kommer hans vrede mod mig frem at jeg er dit og dat. (Som er hans mors ord) Også ender vi med at blive uvenner. HVER gang!!! De kan ikke Ses, uden hun skal tale dårligt om mig og gøre et ihærdigt forsøg på at splitte os ad..

Det havde jeg virkelig IKKE fundet mig i. Jeg syntes absolut ikke at det er dig der er noget galt med her. Du rækker hånden ud og hun vil ikke så meget som overveje at få et tåleligt forhold til dig. Jeg havde aldrig accepteret at mine forældre var sådan overfor min mand og jeg forstår ærligt ikke din mand. Han skulle sige fra overfor sin mor og være loyal over for dig lige her. Forstår ikke at han kan accepterer at hun snakker så grimt om dig, du er hans kone og nu mor til hans barn. Jeg ville give det et forsøg igen med at række hånden frem og evt skrive et brev til hende, og hvis hun blankt afviser så ville jeg da heller ikke mene at jeres barn får en dyt ud af at have et forhold til farmor. Hun hader tydeligvis dets mor og skal hun så svine dig til foran jeres barn?  

Sådan skrev du ikke før. I en af dine indlæg skrev du at hvis du skal på besøg hos hende, så SKAL hun snakke til dig.

Du skriver nu at han er for lille til at være væk fra dig så længe plus han bliver ammet og barnet er 1 månede gammel. Derfor kan du ikke bare sende ham afsted med far. Men du finder ikke på andre metoder for at hun kan se sit barnebarn og du samtidig ikke ret lang væk til at være der når de er færdig med at være sammen?!

og bare pga du spørger om hjælp herinde. Så må din mand ikke ha en mening om sitationen mm?!

Jeg vil da håbe at din mand har ligeså meget at sige.

Og synes du drejer på historien nu. I en af dine andre indlæg skriver du at barnet ikke ser sin farmor er din besluttning i og med at du har ikke TILLADT din mand at tag jeres barn med og besøge hende. 

Tilladt som om han ikke er den ægte far for barnet. Og dermed dig der bestemmer. 

Og du skriver også at selv din mand har du ikke lyst til at han ser sin EGEN MOR. 

Men nu skriver du, nej nej han vil frivillig selv ikke se hende mm. 

Ikke at hun skal snakke TIL mig, men MED mig om vores konflikt og hvrdan vi fremadrettet skal kunne enes for barn og barnebarn skyld. Sådan skrev jeg

Jeg drejer overhovedet ikke i historien, men jeg synes ikke min mands mening er vigtig herinde i og med han ikke kan bidrage med sin mening.

Og ja tilladt, for selvom han gerne VILLE så ville jeg da aldrig bare stå og sige nå men så ha en god dag hej hej, når jeg slet ikke følte det var rigtigt at han tog vores barn og gik.

Omvendt ville det os være hvis jeg sagde til ham jeg tager i sommerhus med mine veninder en weekend og han sagde nej, fordi han ikk ville være fra hans barn så længe. Skulle det så ikk respekteres? Jo da. Også ville jeg blive hjemme. Ligesom han respektere at han ikke skal herfra med mit barn i flere timer? Ville det betyde at han bestemte? Nej vel. Det går skam begge veje.

Og desuden, denne konflikt har varetet helt år. Det er nok begrænset hvad jeg kan få med i et enkelt indlæg. Men jeg forklare dig da gerne 

I starten sås han stadig meget med sin mor, og det fungerede fint. Men efter noget tid hvor hun blev VED at presse på han skulle gå fra mig, og konstant tale dårligt om mig og LYVE om ting jeg havde sagt og gjort, så blev han træt af det. For deres samvær endte kun i hun sad og talte lort. Og vi blev uvenner HVER gang også sagde jeg til ham at jeg ikke vil finde mig i at blive talt dårligt om, og løjet om hver gang de havde ses. Og han skulle blive så påvirket, så vi blev uvenner fordi han tvivledepå mig (For ens mor lyver da aldrig), også sagde han til hende han godt kunne tænke sig at komme forbi med mig (jeg var stadig gravid), så vi kunne snakke alle 3. Men jeg var absolut ikke velkommen og han skulle ikk slæbe mig med. OGSÅ sagde han de ord til mig at han ikke gad komme der når han ikk kunne have sin familie med, som inkludere mig. Forklaring nok?

AnoMom skriver:

Du er mor så du bestemmer. Far er far men har Intet at sige. Det er det du siger. Mere er der ikke i det.

har svaret på dit spørgsmål og jeg står fast i mit svar. 

Jaja du læser vidst hvad du vil. Vi kommer ingen vegne.

Aki.S skriver:

Jaja du læser vidst hvad du vil. Vi kommer ingen vegne.

Nej jeg læser det du skriver. 

Du har ret vi kommer ingen vegne. Men det vidste man jo på forhånd. 

God weekend 

AnoMom skriver:

Nej jeg læser det du skriver. 

Du har ret vi kommer ingen vegne. Men det vidste man jo på forhånd. 

God weekend 

Så må du jo vise mig hvor jeg ordret har skrevet at far er utryg fordi jeg ikke giver ham lov?

Det er vidst din konklusion og ikke noget jeg har skrevet.

Aki.S skriver:

Ikke at hun skal snakke TIL mig, men MED mig om vores konflikt og hvrdan vi fremadrettet skal kunne enes for barn og barnebarn skyld. Sådan skrev jeg

Jeg drejer overhovedet ikke i historien, men jeg synes ikke min mands mening er vigtig herinde i og med han ikke kan bidrage med sin mening.

Og ja tilladt, for selvom han gerne VILLE så ville jeg da aldrig bare stå og sige nå men så ha en god dag hej hej, når jeg slet ikke følte det var rigtigt at han tog vores barn og gik.

Omvendt ville det os være hvis jeg sagde til ham jeg tager i sommerhus med mine veninder en weekend og han sagde nej, fordi han ikk ville være fra hans barn så længe. Skulle det så ikk respekteres? Jo da. Også ville jeg blive hjemme. Ligesom han respektere at han ikke skal herfra med mit barn i flere timer? Ville det betyde at han bestemte? Nej vel. Det går skam begge veje.

Og desuden, denne konflikt har varetet helt år. Det er nok begrænset hvad jeg kan få med i et enkelt indlæg. Men jeg forklare dig da gerne 

I starten sås han stadig meget med sin mor, og det fungerede fint. Men efter noget tid hvor hun blev VED at presse på han skulle gå fra mig, og konstant tale dårligt om mig og LYVE om ting jeg havde sagt og gjort, så blev han træt af det. For deres samvær endte kun i hun sad og talte lort. Og vi blev uvenner HVER gang også sagde jeg til ham at jeg ikke vil finde mig i at blive talt dårligt om, og løjet om hver gang de havde ses. Og han skulle blive så påvirket, så vi blev uvenner fordi han tvivledepå mig (For ens mor lyver da aldrig), også sagde han til hende han godt kunne tænke sig at komme forbi med mig (jeg var stadig gravid), så vi kunne snakke alle 3. Men jeg var absolut ikke velkommen og han skulle ikk slæbe mig med. OGSÅ sagde han de ord til mig at han ikke gad komme der når han ikk kunne have sin familie med, som inkludere mig. Forklaring nok?

 

For det første den forklaring som du mener at du kom med skulle du ha skrevet starten af indlægget. 

For det andet er der altid 2 sider af en historie. Så det umuligt for os herinde at vurdererer. 

Men som du skriver noget og senere skriver noget andet. Begynder man at tvivle om du drejer historien. 

Plus du fortæller ikke hvad den kæmpe skænderi og som var skylden til i været uvenner som ellers Varde et helt 1 år skyldes. Det lyder til kæmpe konflekt men i en af dine indlæg skriver du at det endetlig ikke din skyld at konflikten opstod og at det bare små ting i var uenig om. 

Små ting og Varde i 1 år for mig de to ting hænger ikke sammen i mit hovede. 

Mig ærligtalt i dine senere indlæg lyder du serøs som en anden skriver. At du mener at du er mor du bestemmer og far er far uden at ha noget at sige. 

At din mand så forslået  at tag jeres barn med og besøge hende. Som så din mand senere ændre mening og giver dig ret. Lyder det ikke for mig som om han mente inderst inde selv det han sagde bagefter. Da faren bliver usikker fordi hans kone ikke stoler på at han kan klare og passe på jeres fælles barn.

AnoMom skriver:

Nej jeg læser det du skriver. 

Du har ret vi kommer ingen vegne. Men det vidste man jo på forhånd. 

God weekend 

Hold da op, hvor er du ubehagelig i din tone. Og hvis “man” vidste det på forhånd, hvorfor skrev “man” så overhovedet? 

Love Angel skriver:

For det første den forklaring som du mener at du kom med skulle du ha skrevet starten af indlægget. 

For det andet er der altid 2 sider af en historie. Så det umuligt for os herinde at vurdererer. 

Men som du skriver noget og senere skriver noget andet. Begynder man at tvivle om du drejer historien. 

Plus du fortæller ikke hvad den kæmpe skænderi og som var skylden til i været uvenner som ellers Varde et helt 1 år skyldes. Det lyder til kæmpe konflekt men i en af dine indlæg skriver du at det endetlig ikke din skyld at konflikten opstod og at det bare små ting i var uenig om. 

Små ting og Varde i 1 år for mig de to ting hænger ikke sammen i mit hovede. 

Mig ærligtalt i dine senere indlæg lyder du serøs som en anden skriver. At du mener at du er mor du bestemmer og far er far uden at ha noget at sige. 

At din mand så forslået  at tag jeres barn med og besøge hende. Som så din mand senere ændre mening og giver dig ret. Lyder det ikke for mig som om han mente inderst inde selv det han sagde bagefter. Da faren bliver usikker fordi hans kone ikke stoler på at han kan klare og passe på jeres fælles barn.

Du har helt ret der er 2 sider, jeg ville egentlig os bare høre om det var urimeligt af mig at forlange vi skulle tale sammen OM vores uvenskab. Som jeg skrev til en anden, kan jeg ikke skrive hvorfor vi er uvenner da det så ikke er særlig anonymt.

Men nej det er slet ikke noget voldsomt. Det er bare en større deal for hende, som åbenbart ventede 4 måneder på en undskyldning. Hvor jeg havde sendt sms og info fra scanning osv, hvor jeg intet svar fik. Hvor min mand pludselig fortalte mig at vi altså var uvenner. Jeg tilbød at vi kunne snakke, men jeg skulle sige undskyld først. Det gad jeg ærlig talt ikke deale med, slet ikke som højgravid med de gener det nu medføre. Det blev gjort til et stort nummer, og jeg trak mig istedet for st blive i den konflikt vi åbenbart havde. Så har ingen af os kontaktet hinanden. Og nu er vi her..

Nej han har ikke ændret mening pga mig. Det fungere fint, indtil hun blev så træt af at han ikke kom på besøg med vores barn og begyndte på sin tale, hveeeer gang. Så fik han nok øjnene op for hvad det er hun prøver på. Jeg sagde han bare kunne se hende, men han skulle hverken komme sur hjem eller beskylde mig for alt muligt. Da jeg så tilfældigvis en dag havde "bevis" på hun løj, så opdagede han hvad hun har gang i. 

Min mand har massere at sige, men i sådan en situation med vores barn der skal vi være enige eller på kompromis. Ingen af os tager barnet og gør noget den anden ikke bryder sig om. Det er klart.

Han kan sagtens varetage vores barns behov, ingen tvivl. Men følelsesmæssigt har mit barn bare rigtig meget brug for sin mor. Nogen børn er mere sensitive end andre. Jeg kender mit barn bedst, og jeg ved at flere timer er aaalt for lang tid. HUN kan vel bare komme her, kan hun ikke ?