Er jeg urimelig overfor sviger?

God-mor skriver:

Det havde jeg virkelig IKKE fundet mig i. Jeg syntes absolut ikke at det er dig der er noget galt med her. Du rækker hånden ud og hun vil ikke så meget som overveje at få et tåleligt forhold til dig. Jeg havde aldrig accepteret at mine forældre var sådan overfor min mand og jeg forstår ærligt ikke din mand. Han skulle sige fra overfor sin mor og være loyal over for dig lige her. Forstår ikke at han kan accepterer at hun snakker så grimt om dig, du er hans kone og nu mor til hans barn. Jeg ville give det et forsøg igen med at række hånden frem og evt skrive et brev til hende, og hvis hun blankt afviser så ville jeg da heller ikke mene at jeres barn får en dyt ud af at have et forhold til farmor. Hun hader tydeligvis dets mor og skal hun så svine dig til foran jeres barn?  

 

Sådan føler jeg også er mest rigtigt. Jeg gider da heller ikk at blive ved. Jeg vinder intet på Det, det er hende der mister søn og barnebarn ved at være så stædig. Jeg mister ingenting så forstår ikk jeg skal blive ved st være ydmyg 

Mor og meget mere skriver:

Hold da op, hvor er du ubehagelig i din tone. Og hvis “man” vidste det på forhånd, hvorfor skrev “man” så overhovedet? 

Fordi “man” stiller et spørgsmål som “man” svarer på. Så “man” må ikke svarer på nogen indlæg her på siden med mindre “man” er enig med hvad der slåes op!ø?

Mer på ingen måde ubehagelig. Jeg siger som det er. Læser hvad hun skriver. Det er der ikke noget ubehageligt i og slutter pænt af med en god weekend. Ingrn grund til at være så nærtagende bare fordi “man” ikke er enig  

Aki.S skriver:

Sådan føler jeg også er mest rigtigt. Jeg gider da heller ikk at blive ved. Jeg vinder intet på Det, det er hende der mister søn og barnebarn ved at være så stædig. Jeg mister ingenting så forstår ikk jeg skal blive ved st være ydmyg 

Jo du mister også noget - du mister at din kæreste/mand kan have et forhold til sin mor og at din søn kan have et forhold til sin farmor. 

Når den beslutning en gang skal tages (hvis den skal tages), så er det ikke din beslutning så er det alene din mands/kærestes - og selvom jeg er het enig i det lyder til du har mødt en svigermor, der ikke er nem at bide skeer med, så er det ikke din beslutning, og du skal være ydmyg hvis din mand/kæreste ønsker hun skal være i hans og jeres søns liv - du gør det ikke for hendes skyld, men for hans. 

Hvis din mand/kæreste ønsker hende i sit liv, så vinder du rigtig meget ved at være ydmyg, ved at gøre som Carina skriver - for du vinder, at menneske du elsker ikke er klemt imellem to, ikke skal mangle den ene osv.

AnoMom skriver:

Mht sidste sprøgsmål. Det fik jeg ikke svaret på. 

Ingen tvivl om at svigermor er barnlig. MEN man kan stadig ikke tvinge folk til at tale til en. Ligeså vel som man ikk kan nægte en at se sit barn bare fordi man ikk bliver talt til. 

Det står vist ingen steder at man ikke KAN nægte nogen at se ens barn, såfremt de ikke taler til en, vel kan man da så 

Og det havde jeg da også gjort, synes du det er helt okay for børn at vokse op og lære at hvis man ikke kan lide sine fremtidige svigerbørn, så kan man bare tvinge sine egne børn til at tage børnebørnene og komme på besøg så man slipper for at se svigerbørnene? Og sådan generelt i det hele taget, at kan man ikke lide nogen, så er det okay bare at ignorere dem når de fx taler til en? Det er da enormt uklædeligt.

Hvad så, når det barn som vokser op med en opfattelse af, at: “min farmor gider ikke at se og tale til min mor, og det er der ikke nogen der siger fra overfor, derfor er det okay for mig ikke at tale til min skolelærer, klassekammerat etc, fordi det er helt okay adfærd”. Man er da nødt til at sige fra overfor sådan en barnlig adfærd, og ved at farmor får sin vilje, i og med at far skulle tage barnet og besøge alene, så accepterer man også hendes adfærd. 

Anonym skriver:

Det står vist ingen steder at man ikke KAN nægte nogen at se ens barn, såfremt de ikke taler til en, vel kan man da så 

Og det havde jeg da også gjort, synes du det er helt okay for børn at vokse op og lære at hvis man ikke kan lide sine fremtidige svigerbørn, så kan man bare tvinge sine egne børn til at tage børnebørnene og komme på besøg så man slipper for at se svigerbørnene? Og sådan generelt i det hele taget, at kan man ikke lide nogen, så er det okay bare at ignorere dem når de fx taler til en? Det er da enormt uklædeligt.

Hvad så, når det barn som vokser op med en opfattelse af, at: “min farmor gider ikke at se og tale til min mor, og det er der ikke nogen der siger fra overfor, derfor er det okay for mig ikke at tale til min skolelærer, klassekammerat etc, fordi det er helt okay adfærd”. Man er da nødt til at sige fra overfor sådan en barnlig adfærd, og ved at farmor får sin vilje, i og med at far skulle tage barnet og besøge alene, så accepterer man også hendes adfærd. 

Din holdning men ikke min

AnoMom skriver:

Din holdning men ikke min

Ja, men jeg stiller dig jo et spørgsmål, om hvorvidt du synes det er helt okay at børn vokser op med, at den holdning til tingene er okay at have? Men det har du måske ikke lyst til at svare på? Jeg er bare nysgerrig 

Anonym skriver:

Ja, men jeg stiller dig jo et spørgsmål, om hvorvidt du synes det er helt okay at børn vokser op med, at den holdning til tingene er okay at have? Men det har du måske ikke lyst til at svare på? Jeg er bare nysgerrig 

Næh det har jeg ikke. For det er ikke sådan jeg ser på det.  

AnoMom skriver:

Næh det har jeg ikke. For det er ikke sådan jeg ser på det.  

Okay, du har ikke lyst til at debattere, det behøver man jo heldigvis heller ikke, når man nu fik hældt sin galde ud over ts, så får du sikkert en fabelagtig søndag 

Anonym skriver:

Okay, du har ikke lyst til at debattere, det behøver man jo heldigvis heller ikke, når man nu fik hældt sin galde ud over ts, så får du sikkert en fabelagtig søndag 

Jeg har skam debatteret. Og givet min mening til kende. Og hver gang man modargumenterer så ændres historien så man kan starte forfra.

Du kalder det galde fordi du ikke er enig. Hvis du får det bedre af det så kald det hvad du vil. Jeg tør i det mindste stå ved mine holdninger uden at gemme mig bag en anonym knap.  

kan du have en fantastisk dag 

lineog4 skriver:

Jo du mister også noget - du mister at din kæreste/mand kan have et forhold til sin mor og at din søn kan have et forhold til sin farmor. 

Når den beslutning en gang skal tages (hvis den skal tages), så er det ikke din beslutning så er det alene din mands/kærestes - og selvom jeg er het enig i det lyder til du har mødt en svigermor, der ikke er nem at bide skeer med, så er det ikke din beslutning, og du skal være ydmyg hvis din mand/kæreste ønsker hun skal være i hans og jeres søns liv - du gør det ikke for hendes skyld, men for hans. 

Hvis din mand/kæreste ønsker hende i sit liv, så vinder du rigtig meget ved at være ydmyg, ved at gøre som Carina skriver - for du vinder, at menneske du elsker ikke er klemt imellem to, ikke skal mangle den ene osv.

Jeg kan sagtens følge dig, jeg synes også at de begge skal have et forhold til hende. Ingen tvivl.

Men Ikke på bekostning af mig. Forstået på den måde jeg konstant skal være skydeskive, holdes udenfor, tales grimt om, negligeres som mor, og undskylde for at være mig. Hvad positivt kommer der så ud af Det? Jeg synes godt jeg kan forvente i det mindste høflighed. "Hej" "noget at drikke?" "Hyggeligt i kom"-høflig!

Også fordi jeg ved at dette ikke bliver sidste gang. Hvis man ikke siger fra overfor hende, så fortsætter hun. Jeg vil heller ikke have vores søn ser det er sådan man opføre sig. Vi må værr så voksne at han aldrig mærker noget, og det gøres ved en ordentig tone og høflighed mener jeg..