Er jeg urimelig overfor sviger?

Jeg var i en lignende situation med min svigermor. Hun var så uhøflig over for mig, når vi var i samme rum - det var uudholdeligt. Jeg ville gerne snakke tingene igennem, men hun ville hverken tale med mig eller med min mand, da hun ikke mente, det var et problem, og at jeg bare skulle acceptere det. Til sidst var jeg ikke velkommen mere.

Da min datter blev født i juli, aftalte jeg med min mand, at hans mor kunne komme på besøg og se lillepigen, og så ville jeg gå ud imens. Ellers måtte svigermor vente, til min datter var stor nok til at komme på besøg sammen med far. 

Jeg vil strække mig ufatteligt langt for at beskytte min mands relation til sin mor, også selvom det er på min bekostning til tider. Og jeg ville også strække mig ufatteligt langt for at min datter kunne have et godt forhold til sin farmor, hvis farmor ikke havde besluttet, at hun ikke er interesseret i sit barnebarn alligevel.

Min mand har opgivet sin mor for nu. Men det var 100% hans beslutning, da han ikke ville finde sig i, at nogen behandlede hans kone og datter sådan. Jeg er enig med Line - selvom det er noget lort, så er det nødt til at være på din mands præmisser. Du kan trække dig. Du kan nægte hende at se barnebarnet som lille, mens baby stadig er afhængig af dig. Men i længden bliver du nok nødt til at gå på kompromis, og så lære dit barn bedre værdier end dem, din svigermor lever efter 

Stort kram herfra.

lineog4 skriver:

Men der var det netop også dig der træf beslutningen, dig der var nået frem til den konklusion. Hvis ts’ mand eller andre i samme situation ikke har nået til den erkendelse, så tror jeg ikke man får meget ud af at opstille ultimatummer og analysere ønsket om samvær med forældre som at så elsker han mindre. 

Jeg ser det me helt andre briller kan jeg læse, for mit udgangspunkt er jeg ikke vil nægte min mand  at omgåes nogle han har behov for i sit liv, og jeg ved han er super stolt af sine børn og både ønsker at vise dem frem og at de bliver en del af han liv på godt og ondt - og ja jeg har stået i situationen dog ikke med en svigermor for sådan en har jeg aldrig haft, men et meget tæt familiemedlem til min mand. Og når han tog afsted, når han var sammen med børnene og den person var jeg nogle gange skrækslagen, hvad bliver der sagt om mig, hvilket dilemma bliver mit barn sat i osv. Jeg har tit leget med tanken om at nedlægge forbud (og ved min mand havde lyttet), men jeg har aldrig gjort det, for jeg ønskede ikke min mand skulle træffe det håbløse valg. Jeg valgte midsat at stole på ham og så sandelig også mit barns kærlighed til mig ikke ville knække af dumme ord. Det er nu endt næsten lykkeligt og vi kan være i samme rum og tale fornuftigt med hinanden. Og min mand fin rum til st gave de i hans liv han elskede  

Ja jeg traf beslutningen, men jeg prøver at sige, at jeg tror ikke nødvendigvis at mænd som har mødre som ikke kan døje deres kærester, synes at deres mødre er fede, på samme måde som jeg heller ikke synes mine forældre var fede da de sagde sådan om min mand. 

Mig jeg ville da aldrig nægte min mand at se sin mor, men jeg vil ikke lære mine børn, at det er okay at invitere nogen og ikke andre, når det handler om at man ikke kan se udover sin egen næse. Og hvorfor er det lige at ts skal være den store, når svigermor ikke skal? 

Og hvis der ikke bliver sagt fra overfor svigermor, og hun bare hentyder noget dårligt om børnenes mor når de er med, så vil børnene da blive mega kede af det, de elsker jo deres mor ubetinget, og blive kede af det hvis nogen siger noget grimt om deres mor, så det er da helt klart svigermor der skal lærer nogle manerer her, at det så må være hendes egen søn der OGSÅ skal sige fra, kan vi sagtens blive enige om. 

Anonym skriver:

Jeg får også lyst til at spørge dig, fordi jeg undrer mig sådan over det, men lad os nu sige at ts’s barn hedder Hugo. Hugo vokser op med, at mor aldrig er med når de skal hjem til farmor, og fornemmer at der en en konflikt, måske får han også at vide at det er fordi farmor har det svært med mor og ikke bryder sig om hende, derfor er mor ikke inviteret når de skal hjem til farmor. Der er ikke nogle af de voksne der snakker om det, siger fra overfor det, eller fortæller at det er forkert. I Hugos klasse er der så en klasselærer og en klassekammerat som Hugo ikke bryder sig om, han har jo set hjemmefra at så behøver man ikke tale til dem eller invitere dem til sin fødselsdag, og da forældrene siger det skal han, bliver han mega forvirret, fordi sådan gør de voksne jo. 

Sådan lidt stiliseret sat op, men er det ikke vores ansvar som voksne, at lærer børn, at sådan en adfærd ikke er acceptabel, ligemeget om det handler om farmor, klasselæreren eller en helt tredje? Og tænker du ikke, at hvis far fortsat besøger farmor med børnene, uden at mor er inviteret, så accepterer han også farmors opførsel og farmor har derved fået sin vilje, det vil sige, at hendes adfærd har lønnet sig, fordi ingen har sagt fra overfor den? Er det ikke det børn bør lære, at dårlig opførsel IKKE lønner sig? 

Håber virkelig du vil give dit besyv med her?

Nej jeg mener ikke nødvendigvis man billiger opførslen, man kan fortælle sandheden til sit barn: Desværre er det sådan at farmor er underlig for hun kan ikke rumme at mor er med hjemme hos hende, men jeg elsker hende fordi hun er min mor ligesom du elsker din mor fordi hun er din mor, og heldigvis er din mor så skønt et menneske så hun siger det er okay. Derfor besøger du og jeg farmor sammen - også selvom vi synes det er lidt dum måde at opføre sig, men vi syns jo ikke farmor er dum, men det hun gør lige på det punkt er dumt.

Min mor har vokset op sådan - og hendes forældre var ikke så pædagogiske så det blev ikke forklaret - det var da absolut ikke sjovt men hun var glad for at se sin farmor og have et forhold til sin farmor og hun har ikke nogle problemer på det etiske kompas og ved godt det er dumt at opføre sig sådan

Men jeg kan jo vende den om og spørge om det er godt at lære sit barn at fordi man som menneske træffer nogle dumme valg og måske er oldsomt stædigt, så er det okay at lukke dem ude af sit liv. Så når Hugos bedste ven gør noget dumt og holder stædigt fas på at det var okay, så er det bedste for Hugo at lukke sin bedste ven ude af sit liv? For ingen tvivl om farmor opfører sig dumt og er voldsomt stædigt, men det gør hendes da ikke til et menneske man bare stopper med at elske/holde af og dermed lukker ude af sit liv. Eller jo det er det hvis far bestemmer sig for det, men igen det er fars valg.

Anonym skriver:

Ja jeg traf beslutningen, men jeg prøver at sige, at jeg tror ikke nødvendigvis at mænd som har mødre som ikke kan døje deres kærester, synes at deres mødre er fede, på samme måde som jeg heller ikke synes mine forældre var fede da de sagde sådan om min mand. 

Mig jeg ville da aldrig nægte min mand at se sin mor, men jeg vil ikke lære mine børn, at det er okay at invitere nogen og ikke andre, når det handler om at man ikke kan se udover sin egen næse. Og hvorfor er det lige at ts skal være den store, når svigermor ikke skal? 

Og hvis der ikke bliver sagt fra overfor svigermor, og hun bare hentyder noget dårligt om børnenes mor når de er med, så vil børnene da blive mega kede af det, de elsker jo deres mor ubetinget, og blive kede af det hvis nogen siger noget grimt om deres mor, så det er da helt klart svigermor der skal lærer nogle manerer her, at det så må være hendes egen søn der OGSÅ skal sige fra, kan vi sagtens blive enige om. 

OG det er netop humlen, det er hendes egen søn der skal sige fra og det skal han være moden til. Det kan ikke presses igennem med ultimatummer eller: så elsker du mig ikke nok. (Og her ska jeg skynde mig at skrive, at det lyder til ts’ mand har truffet sin beslutning og har sagt fra). 

Hvis ens mand/kæreste ikke er parat til det, så er det vel fordi han enten elsker sin mor meget højt og kan tilgive hendes dumheder, eller fordi han bare ikke er moden nok til muligheden for at miste hende. Og har ens mand det sådan, så er det vel også kærlighed at kunne rumme det? Kunne give den tid der skal til eller rumme han rent faktisk elsker sin mor og øsnker hende i sit liv også selv om hun er en stædig dame der opfører sig meget hensigtsmæssigt. Og det er her jeg oplever vi er uenige - for ja det er da absolut ikke den ideelle situation, men det er situationen og det er op til far/mand at finde sig selv i det og så må man have tiltro nok til sin mand at han stopper farmor når de er der. Forresten er den situation jo ikke helt unormal fx ved skilsmisser, jeg husker stadig min farmor der sad sagde dumme ting om mine kusiners mor foran dem - pisse hårdt men det var sådan det var.

lineog4 skriver:

Nej jeg mener ikke nødvendigvis man billiger opførslen, man kan fortælle sandheden til sit barn: Desværre er det sådan at farmor er underlig for hun kan ikke rumme at mor er med hjemme hos hende, men jeg elsker hende fordi hun er min mor ligesom du elsker din mor fordi hun er din mor, og heldigvis er din mor så skønt et menneske så hun siger det er okay. Derfor besøger du og jeg farmor sammen - også selvom vi synes det er lidt dum måde at opføre sig, men vi syns jo ikke farmor er dum, men det hun gør lige på det punkt er dumt.

Min mor har vokset op sådan - og hendes forældre var ikke så pædagogiske så det blev ikke forklaret - det var da absolut ikke sjovt men hun var glad for at se sin farmor og have et forhold til sin farmor og hun har ikke nogle problemer på det etiske kompas og ved godt det er dumt at opføre sig sådan

Men jeg kan jo vende den om og spørge om det er godt at lære sit barn at fordi man som menneske træffer nogle dumme valg og måske er oldsomt stædigt, så er det okay at lukke dem ude af sit liv. Så når Hugos bedste ven gør noget dumt og holder stædigt fas på at det var okay, så er det bedste for Hugo at lukke sin bedste ven ude af sit liv? For ingen tvivl om farmor opfører sig dumt og er voldsomt stædigt, men det gør hendes da ikke til et menneske man bare stopper med at elske/holde af og dermed lukker ude af sit liv. Eller jo det er det hvis far bestemmer sig for det, men igen det er fars valg.

Okay, spændende, nej jeg mener ikke Hugo skal stoppe med at være venner med sin bedste ven, men jeg mener at de i så fald bør tale om hvad det er uenigheden går ud på, og hvis de ikke selv kan, så guides af en uvildig voksen, at de så måske stadig er uenige om hvordan man skal opføre sig, gør jo ikke at de ikke kan ses og gå i klasse sammen længere, men Hugo må jo mærke efter om han i så fald ønsker et venskab med en som handler så forkert i Hugos øjne, eller om de fremadrettet bare skal være klassekammerater og ikke ses i fritiden.

Jeg ved i hvert fald, at jeg vil lære mine børn at man skal sige fra, også overfor mennesker som de holder af, eller deres nære holder af. 

Men jeg ville jo så heller ikke vælge at mine egne forældre skulle se os uden min mand, det ved jeg ville gøre mine børn kede af det, hvis far aldrig måtte komme med, så jeg står op for min mand på det punkt, men det er som om at de fleste mænd ikke gør det samme når det er omvendt fortegn, eller også er de bare konfliktsky, for hver gang en mand ikke siger fra overfor sin mor når hun taler grimt om hans kone, så er det vand på morens mølle om at hun da må have lidt ret, siden han ikke retter hende og siger: “det der, det er ikke okay, og jeg ville ikke høre dig tale sådan om min elskede” DET ville være et godt forbillede for børn, synes jeg. 

lineog4 skriver:

OG det er netop humlen, det er hendes egen søn der skal sige fra og det skal han være moden til. Det kan ikke presses igennem med ultimatummer eller: så elsker du mig ikke nok. (Og her ska jeg skynde mig at skrive, at det lyder til ts’ mand har truffet sin beslutning og har sagt fra). 

Hvis ens mand/kæreste ikke er parat til det, så er det vel fordi han enten elsker sin mor meget højt og kan tilgive hendes dumheder, eller fordi han bare ikke er moden nok til muligheden for at miste hende. Og har ens mand det sådan, så er det vel også kærlighed at kunne rumme det? Kunne give den tid der skal til eller rumme han rent faktisk elsker sin mor og øsnker hende i sit liv også selv om hun er en stædig dame der opfører sig meget hensigtsmæssigt. Og det er her jeg oplever vi er uenige - for ja det er da absolut ikke den ideelle situation, men det er situationen og det er op til far/mand at finde sig selv i det og så må man have tiltro nok til sin mand at han stopper farmor når de er der. Forresten er den situation jo ikke helt unormal fx ved skilsmisser, jeg husker stadig min farmor der sad sagde dumme ting om mine kusiners mor foran dem - pisse hårdt men det var sådan det var.

Men det lyder jo nemlig til at ts’s mand bliver påvirket af sin mor, fordi de skændes hver gang han kommer hjem derfra, fyldt op af morens negative udmeldinger, så han stopper jo nok ikke farmor, og så kan jeg godt forstå ts’s utryghed

Aki.S skriver:

Du har helt ret der er 2 sider, jeg ville egentlig os bare høre om det var urimeligt af mig at forlange vi skulle tale sammen OM vores uvenskab. Som jeg skrev til en anden, kan jeg ikke skrive hvorfor vi er uvenner da det så ikke er særlig anonymt.

Men nej det er slet ikke noget voldsomt. Det er bare en større deal for hende, som åbenbart ventede 4 måneder på en undskyldning. Hvor jeg havde sendt sms og info fra scanning osv, hvor jeg intet svar fik. Hvor min mand pludselig fortalte mig at vi altså var uvenner. Jeg tilbød at vi kunne snakke, men jeg skulle sige undskyld først. Det gad jeg ærlig talt ikke deale med, slet ikke som højgravid med de gener det nu medføre. Det blev gjort til et stort nummer, og jeg trak mig istedet for st blive i den konflikt vi åbenbart havde. Så har ingen af os kontaktet hinanden. Og nu er vi her..

Nej han har ikke ændret mening pga mig. Det fungere fint, indtil hun blev så træt af at han ikke kom på besøg med vores barn og begyndte på sin tale, hveeeer gang. Så fik han nok øjnene op for hvad det er hun prøver på. Jeg sagde han bare kunne se hende, men han skulle hverken komme sur hjem eller beskylde mig for alt muligt. Da jeg så tilfældigvis en dag havde "bevis" på hun løj, så opdagede han hvad hun har gang i. 

Min mand har massere at sige, men i sådan en situation med vores barn der skal vi være enige eller på kompromis. Ingen af os tager barnet og gør noget den anden ikke bryder sig om. Det er klart.

Han kan sagtens varetage vores barns behov, ingen tvivl. Men følelsesmæssigt har mit barn bare rigtig meget brug for sin mor. Nogen børn er mere sensitive end andre. Jeg kender mit barn bedst, og jeg ved at flere timer er aaalt for lang tid. HUN kan vel bare komme her, kan hun ikke ?

Hvis du har bevis på at hun fyre løgne af og har vist din mand det. Har jeg så intet at tilføje til dette. 

Men af de forslag du fik af andre plus de 3 forslag som jeg skrev i et tidligere indlæg, slet ikke nogle af dem som du finder som en udvej til en måde hvor det både er bedst for dig og svigermor og ikke mindst din mand og søn? 

Og holder med dem der skriver at. At det at jeres søn ikke skal se farmor er din mands beslutning. Da det jo også er hans barn. Du kan bedre undvære hende pga HUN ER IKKE DIN MOR derfor synes jeg at det logisk at det er din mands beslutning pga det hans mor og han stå nærst . Derfor er det ham selv der skal tag beslutning selv om han og sønnen stadig skal se hende eller ej. 

I det indlæg hvor du skriver at, du mister intet og at det kun hende der mister barn og barnebarn. Så hvorfor du skulle være ydmyg.

Synes ærlig talt at der lyder du MEGA egoistisk. Og slet ikke tænkt på de to mennesker som du siger at du elsker. Men det fremstår ikke sådan med den tanke du har. 

Love Angel skriver:

Hvis du har bevis på at hun fyre løgne af og har vist din mand det. Har jeg så intet at tilføje til dette. 

Men af de forslag du fik af andre plus de 3 forslag som jeg skrev i et tidligere indlæg, slet ikke nogle af dem som du finder som en udvej til en måde hvor det både er bedst for dig og svigermor og ikke mindst din mand og søn? 

 

Og holder med dem der skriver at. At det at jeres søn ikke skal se farmor er din mands beslutning. Da det jo også er hans barn. Du kan bedre undvære hende pga HUN ER IKKE DIN MOR derfor synes jeg at det logisk at det er din mands beslutning pga det hans mor og han stå nærst . Derfor er det ham selv der skal tag beslutning selv om han og sønnen stadig skal se hende eller ej. 

 

I det indlæg hvor du skriver at, du mister intet og at det kun hende der mister barn og barnebarn. Så hvorfor du skulle være ydmyg.

Synes ærlig talt at der lyder du MEGA egoistisk. Og slet ikke tænkt på de to mennesker som du siger at du elsker. Men det fremstår ikke sådan med den tanke du har. 

Jeg siger jeg elsker ???

Jeg HAR rakt hånden ud, HAR tilbudt at vi kan finde en god løsning for dem "jeg elsker", som HUN har ignoreret og endda tilladt sig at være så arrogant og komme med yderligere krav for at vi igen kan ses.

Jeg smed bolden over til hende, er jeg egoistisk fordi jeg (undskyld udtrykket) ikke vil slikke hende langt op i endetarmen?

Det er skam ikke fordi det er HANS mor. Havde det været min egen mor havde det været fuldstændig det samme. Hvis min mor inviterede mig og min søn og ikke min mand, jamen så kom vi ikke også havde jeg bedt hende om at opfører sig ordenligt!

lineog4 skriver:

OG det er netop humlen, det er hendes egen søn der skal sige fra og det skal han være moden til. Det kan ikke presses igennem med ultimatummer eller: så elsker du mig ikke nok. (Og her ska jeg skynde mig at skrive, at det lyder til ts’ mand har truffet sin beslutning og har sagt fra). 

Hvis ens mand/kæreste ikke er parat til det, så er det vel fordi han enten elsker sin mor meget højt og kan tilgive hendes dumheder, eller fordi han bare ikke er moden nok til muligheden for at miste hende. Og har ens mand det sådan, så er det vel også kærlighed at kunne rumme det? Kunne give den tid der skal til eller rumme han rent faktisk elsker sin mor og øsnker hende i sit liv også selv om hun er en stædig dame der opfører sig meget hensigtsmæssigt. Og det er her jeg oplever vi er uenige - for ja det er da absolut ikke den ideelle situation, men det er situationen og det er op til far/mand at finde sig selv i det og så må man have tiltro nok til sin mand at han stopper farmor når de er der. Forresten er den situation jo ikke helt unormal fx ved skilsmisser, jeg husker stadig min farmor der sad sagde dumme ting om mine kusiners mor foran dem - pisse hårdt men det var sådan det var.

Jeg er enig i at man ikke kan tiltvinge noget, slet ikke at vælge sin mor fra. De kan også ses alt det de Vil, hvis hun kunne lade være at snakke SÅ grimt om mig og prøve at få os fra hinanden. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig.

Og som skrevet vil jeg gerne sige undskyld, hvis jeg har gjort noget forkert. At få en følelse, er ikke forkert. Man kan simpelthen ikke føle noget forkert. Og da jeg ville snakke med hende om det DENGANG, knaldede hun røret på og blokerede mig. Det er der vi er.

Hun er altså et voksent menneske, og uanset hvad der har været må man slå en streg over det og komme VIDERE. Min mand havde også håb i starten, men efter jeg kontaktede hende og spurgte om vi ikke kunne få talt sammen, og høre hinandens sider og få talt ud oh derefter blev ignoreret, DER blev han sur.

For som jeg skriver mister jeg ingenting. Jo at de får et forhold. Men hvorfor skal JEG kæmpe for det? Hun burde selv ha interesse i det og dermed sluge den elefant.

Anonym skriver:

Okay, spændende, nej jeg mener ikke Hugo skal stoppe med at være venner med sin bedste ven, men jeg mener at de i så fald bør tale om hvad det er uenigheden går ud på, og hvis de ikke selv kan, så guides af en uvildig voksen, at de så måske stadig er uenige om hvordan man skal opføre sig, gør jo ikke at de ikke kan ses og gå i klasse sammen længere, men Hugo må jo mærke efter om han i så fald ønsker et venskab med en som handler så forkert i Hugos øjne, eller om de fremadrettet bare skal være klassekammerater og ikke ses i fritiden.

Jeg ved i hvert fald, at jeg vil lære mine børn at man skal sige fra, også overfor mennesker som de holder af, eller deres nære holder af. 

Men jeg ville jo så heller ikke vælge at mine egne forældre skulle se os uden min mand, det ved jeg ville gøre mine børn kede af det, hvis far aldrig måtte komme med, så jeg står op for min mand på det punkt, men det er som om at de fleste mænd ikke gør det samme når det er omvendt fortegn, eller også er de bare konfliktsky, for hver gang en mand ikke siger fra overfor sin mor når hun taler grimt om hans kone, så er det vand på morens mølle om at hun da må have lidt ret, siden han ikke retter hende og siger: “det der, det er ikke okay, og jeg ville ikke høre dig tale sådan om min elskede” DET ville være et godt forbillede for børn, synes jeg. 

Men at stå op for sin kone er jo ikke nødvendigvis det samme som at ikke se sin mor - det er netop bare at sige fra: sådan skal du ikke tale om min kone og jeg tror alligevel ikke på dig. 

Som ts beskriver så har hendes mand tvivlet og hun har endda skulle bevise det var en løgn. Se det ville jeg blive rasende over, men min vrede ville være vendt mod min mand og ikke svigermor. Min mand skal stole på mig også selvom hans mor eller andre fortæller grimme historier om mig og har han brug for at spørge om sandheden så skal han tro på mig uden jeg skal bevise det - og med det krav kan jeg også sagtens sende min mand ud ogbesøge nogle der ikke kan lide mig