Er jeg urimelig overfor sviger?

AnoMom skriver:

Jeg har skam debatteret. Og givet min mening til kende. Og hver gang man modargumenterer så ændres historien så man kan starte forfra.

Du kalder det galde fordi du ikke er enig. Hvis du får det bedre af det så kald det hvad du vil. Jeg tør i det mindste stå ved mine holdninger uden at gemme mig bag en anonym knap.  

kan du have en fantastisk dag 

Du har ikke debatteret på en særlig pæn måde så.

Jeg ændrer ikke på historien? Som jeg HAR skrevet har det her været et år, det er begrænset hvad jeg kan få med i et indlæg. Jeg har skrevet det JEG finder relevant. Når folk så spørger ind til forskellige ting, svarer jeg på det.

Du svarede heller ikke på hvor jeg ordret havde skrevet at far ikke er tryg fordi jeg ikke giver lov? Du konkluderer som du lyster, og skaber en diskussion. Det er IKKE debat. Det er kritik.

Og den der med at "gemme" sig bag anonym knappen bryder jeg mig slet ikke om. Det er ikke en boksering  hvis nogen har lyst/behov for at være anonym skal de da have lov til det, uden at høre for det. Noget mærkeligt noget at komme med.

Aki.S skriver:

Hej allesammen! Jeg er lige nødt til at få lidt luft, og høre lidt neutrale meninger. Det er en længere historie, men jeg gør den lidt kort, ellers blir det for langt og kedeligt. Jeg har haft en konflikt med min svigermor og jeg har ikke set hende i et år. Hun ønsker inderligt mig og min mand går fra hinanden, og hun kan simpelthen ikke fordrage mig. Hvilket egentlig er okay. Men hun har så heller ikke set vores barn. Jeg har rakt hånden ud til hende i håb om at finde en tålelig løsning for min mand og barns skyld, hun ignorerede mig og fortalte min mand "hun ikke behøvede at snakke med mig". Jeg synes måske når man har været uvenner og der er barn indblandet, skal man vel kunne tale sammen? Det vil da være så akavet bare at komme på besøg velvidende jeg er uønsket og der har været den konflikt, eller er jeg sart? Jeg har sagt til min mand at hvis vi skal komme på besøg så SKAL hun snakke med mig. Er det for meget at forlange? At få renset luften? Jeg vil overhovedet ikke have vores barn er der uden mig, i og med jeg på ingen måder stoler på hende. Og hun prøver alt hvad hun kan for at få min mand fra mig. Så jeg er faktisk heller ikke tryg ved han ser hende, han bliver så påvirket og vi skændes fordi hun fylder ham med alt muligt.

Tilbage til mit spørgsmål, er det urimeligt af mig at sige vi skal få løst vores konflikt så vi kan få bare et nogenlunde ordenligt forhold og en god stemning?

Hmm svær situation. Synes ikke det er for meget at forlange at få løst konflikten. Men synes måske det er for meget at forlange at far ikke må tage jeres barn med derhjem uden dig. 

Forstår godt at du kan være utryg ved at din mand ser hende hvis hun fylder ham med løgn. Men der vil jeg mene at det må være din mand der må (undskyld udtrykket) Grow some balls og sige fra overfor hans mor. 

Hvis du virkelig ønsker at løse konflikten og få et tåleligt forhold med hende. Så tror jeg du skal køre derhjem og sige “hør her, nu snakker vi. Vi er familie, hvad enten du vil det eller ej og det vil vi altid være da jeg har et barn med din søn. “

Nu ved jeg ikke hvad konflikten gik ud på. Men hvis det er over er år siden. Så det nemmeste måske bare at bide i det sure æble, undskylde overfor hende og komme videre. Man kan jo selvfølgelig ikk tvinge folk til at kunne lide en. Men man kan vise sig som den voksne og blive ved at række hånden ud. Også for din mands skyld  

håber i finder en løsning 

Aki.S skriver:

Jeg kan sagtens følge dig, jeg synes også at de begge skal have et forhold til hende. Ingen tvivl.

Men Ikke på bekostning af mig. Forstået på den måde jeg konstant skal være skydeskive, holdes udenfor, tales grimt om, negligeres som mor, og undskylde for at være mig. Hvad positivt kommer der så ud af Det? Jeg synes godt jeg kan forvente i det mindste høflighed. "Hej" "noget at drikke?" "Hyggeligt i kom"-høflig!

Også fordi jeg ved at dette ikke bliver sidste gang. Hvis man ikke siger fra overfor hende, så fortsætter hun. Jeg vil heller ikke have vores søn ser det er sådan man opføre sig. Vi må værr så voksne at han aldrig mærker noget, og det gøres ved en ordentig tone og høflighed mener jeg..

MIn mening er nok bare, at det er ikke op til dig at træffe den beslutning. Du kan beslutte hvad du vil gøre, om du vil se hende med mere. 

Men at stoppe kontakten er alene din kærestes beslutning. Og jeg tror aldrig der kommer noget godt ud af at stille ultimatummer. Og om jeres søn skal have omgang med sin farmor er en fælles beslutning, men nok i min optik mest fars beslutning.

Ja man kan påvirke, men jeg tror personligt det bedste man kan gøre i den situation er ikek at påvirke, ikke at lægge et pres på eller hvad man nu kan finde på. Din kæreste ska selv besluttte om han vil have sin mor i sit liv eller ej - og nej jeg synes ikke han forråder dig eller hvad man kan sige, hvis han vælger hende til og prøver at finde en løsning hvor I begge kan være i hans liv. 

Anonym skriver:

Det står vist ingen steder at man ikke KAN nægte nogen at se ens barn, såfremt de ikke taler til en, vel kan man da så 

Og det havde jeg da også gjort, synes du det er helt okay for børn at vokse op og lære at hvis man ikke kan lide sine fremtidige svigerbørn, så kan man bare tvinge sine egne børn til at tage børnebørnene og komme på besøg så man slipper for at se svigerbørnene? Og sådan generelt i det hele taget, at kan man ikke lide nogen, så er det okay bare at ignorere dem når de fx taler til en? Det er da enormt uklædeligt.

Hvad så, når det barn som vokser op med en opfattelse af, at: “min farmor gider ikke at se og tale til min mor, og det er der ikke nogen der siger fra overfor, derfor er det okay for mig ikke at tale til min skolelærer, klassekammerat etc, fordi det er helt okay adfærd”. Man er da nødt til at sige fra overfor sådan en barnlig adfærd, og ved at farmor får sin vilje, i og med at far skulle tage barnet og besøge alene, så accepterer man også hendes adfærd. 

Men den beslutning er helt og aldeles fars og ikke mors. 

lineog4 skriver:

MIn mening er nok bare, at det er ikke op til dig at træffe den beslutning. Du kan beslutte hvad du vil gøre, om du vil se hende med mere. 

Men at stoppe kontakten er alene din kærestes beslutning. Og jeg tror aldrig der kommer noget godt ud af at stille ultimatummer. Og om jeres søn skal have omgang med sin farmor er en fælles beslutning, men nok i min optik mest fars beslutning.

Ja man kan påvirke, men jeg tror personligt det bedste man kan gøre i den situation er ikek at påvirke, ikke at lægge et pres på eller hvad man nu kan finde på. Din kæreste ska selv besluttte om han vil have sin mor i sit liv eller ej - og nej jeg synes ikke han forråder dig eller hvad man kan sige, hvis han vælger hende til og prøver at finde en løsning hvor I begge kan være i hans liv. 

Jeg tænker ikke at stoppe kontakten, jeg tænker at hun må give sig lidt også må vi mødes på halvejen..

Min mand er pt. Meget træt af hende. I og med jeg rakte hånden ud og hun valgte at ignorere mig synes er en helt uacceptabel opførsel. Og han ønsker ikke at ha et forhold til hende hvor de (ham og vores barn) besøger hende hvor jeg ikke må komme med. Hun blev rigtig sur da han prøvede at tale med hende om det. For hun ønsker ikke et tåleligt forhold, alt skal være på hendes præmisser. Jeg SKAL undskylde og SKAL kunne lide hende helt fra hjertet, og jeg ønsker bare vi kan være i rum sammen og smile til hinanden ind imellem. Vi behøver ikke hygge snakke osv.

Min mand hader konflikter og han gider det SLET ikk, han sagde for længst jeg bare skulle lade hende være også må hun selv komme med noget når hun er klar.

Men udover Det, så synes jeg også jeg har noget at skulle ha sagt i forhold til hvad jeg vil finde mig i.

AnoMom skriver:

Jeg har skam debatteret. Og givet min mening til kende. Og hver gang man modargumenterer så ændres historien så man kan starte forfra.

Du kalder det galde fordi du ikke er enig. Hvis du får det bedre af det så kald det hvad du vil. Jeg tør i det mindste stå ved mine holdninger uden at gemme mig bag en anonym knap.  

kan du have en fantastisk dag 

Vi “gemmer” os vel alle mere eller mindre bag et anonymt navn, jeg “gemmer” mig lidt ekstra denne gang, da jeg ikke vil udlevere min egen svigerfamilie, som jeg skriver om i tidligere indlæg, ikke fordi jeg har skrevet noget jeg ikke tør stå ved, jeg tør altid stå ved det jeg skriver, men DET til side, så kan jeg da godt se at du gerne vil debattere med ts (eller egentlig ser jeg mere, at du bare gerne vil fortælle hende hvordan du mener hun skal gøre) men du vil jo ikke debattere med mig, da jeg spørger dig om det er en holdning du mener er okay, for det synes jeg da er en spænende debat, om en tilgang til livet, som JEG mener er kofliktoptrappende, er noget som andre synes er helt okay. 

Og ja, vi er ikke enige, men jeg kalder det galde fordi jeg mener du er hård i tonen i nogle af dine skriv. 

Og den der afsluttende bemærkning med, at folk må have en fantastisk dag, jo tak, det håber jeg da også du får, men er det i virkeligheden ikke sådan en passiv-aggressiv afslutning ala du får ret, jeg får fred? JEG tolker i hvert fald altid når folk skriver sådan, at de synes jeg er en idiot og ikke mener jeg bør have en fantastisk dag 

lineog4 skriver:

Men den beslutning er helt og aldeles fars og ikke mors. 

Det er jeg uenig i, man er vel to partnere i et forhold, som fælles skal finde ud af, hvem de fælles bærn skal omgåes, særligt når det handler om nogen som ikke kan døje den ene part, og jeg tror altså heller ikke, at de fleste mænd, hvis mødre ikke ønsker at se svigerdøtrene, synes at deres mødre er super fantastiske. 

Engang, da mine egne forældre havde set sig sur på min mand, foreslog de, at de kunne komme og se mig og børnene imens min mand var på arbejde. Det synes jeg var et fuldstændig uacceptabelt forslag, for at de synes min mand var en idiot var DERES problem og ikke mit eller vores lille families. Jeg sagde, at hvis de ville se nogen af os, så så de også min mand. Det jeg mener er, at selvom det er mandens mor, så tror jeg altså ikke at de bare har et fantastisk forhold, når hun moren synes konen er så slem, for manden elsker jo sin kone, og min erfaring er, at når mænd får “nye” familier, så kommer de altså i første række, selvom det da sikkert kan være svært at skulle vælge, ikke at jeg synes moren gør det svært i dette tilfælde. 

Og jeg synes da også man skal gå langt for at bevare forholdet til sin mor/børnenes bedstemor, og det lyder også som om at ts er villig til det, men jeg ville da føle mig kørt ud på et sidespor, hvis manden bare tog beslutning om at vores fælles børn skulle være sammen med en person som afskyede mig, uden jeg selv måtte være der til at se og høre hvad der foregår. 

Aki.S skriver:

Jeg tænker ikke at stoppe kontakten, jeg tænker at hun må give sig lidt også må vi mødes på halvejen..

Min mand er pt. Meget træt af hende. I og med jeg rakte hånden ud og hun valgte at ignorere mig synes er en helt uacceptabel opførsel. Og han ønsker ikke at ha et forhold til hende hvor de (ham og vores barn) besøger hende hvor jeg ikke må komme med. Hun blev rigtig sur da han prøvede at tale med hende om det. For hun ønsker ikke et tåleligt forhold, alt skal være på hendes præmisser. Jeg SKAL undskylde og SKAL kunne lide hende helt fra hjertet, og jeg ønsker bare vi kan være i rum sammen og smile til hinanden ind imellem. Vi behøver ikke hygge snakke osv.

Min mand hader konflikter og han gider det SLET ikk, han sagde for længst jeg bare skulle lade hende være også må hun selv komme med noget når hun er klar.

Men udover Det, så synes jeg også jeg har noget at skulle ha sagt i forhold til hvad jeg vil finde mig i.

SELvsagt har du noget at skulle have sagt i forhold til hvad du vil finde dig i - jeg ville formodentlig bare være den a la Carina fordi jeg ville ønske af hele mit hjerte at min mand og min søn kunne få glæde af farmor, og hvad tager det fra mig at sige undskyld og bøje hovedet en time en gang om måneden? 

Nu lyder det til din mand selv har truffet et valg, men havde han ikke så synes jeg, at det er op til manden selv at træffe en beslutning om samvær med sin mor (samme gælder med modsatte fortegn). Og man kan godt elske sin mor selvom hun er en forstyrret kvinde som ikke kan lide den man har valgt at dele sit liv med. Og det er egentlig bare det jeg plæderer for, at man rummer at ens kæreste elsker sin mor eller far også selvom de er urimelige og man giver dem den frihed til at beholde dem i deres liv og eventuelt også lader dem være bedsteforældre også selvom man føler sig dårligt behandlet. At de vælger at have kontakt med deres forældre betyder ikke man er elsket mindre, blot at de elsker begge sider 

Anonym skriver:

Det er jeg uenig i, man er vel to partnere i et forhold, som fælles skal finde ud af, hvem de fælles bærn skal omgåes, særligt når det handler om nogen som ikke kan døje den ene part, og jeg tror altså heller ikke, at de fleste mænd, hvis mødre ikke ønsker at se svigerdøtrene, synes at deres mødre er super fantastiske. 

Engang, da mine egne forældre havde set sig sur på min mand, foreslog de, at de kunne komme og se mig og børnene imens min mand var på arbejde. Det synes jeg var et fuldstændig uacceptabelt forslag, for at de synes min mand var en idiot var DERES problem og ikke mit eller vores lille families. Jeg sagde, at hvis de ville se nogen af os, så så de også min mand. Det jeg mener er, at selvom det er mandens mor, så tror jeg altså ikke at de bare har et fantastisk forhold, når hun moren synes konen er så slem, for manden elsker jo sin kone, og min erfaring er, at når mænd får “nye” familier, så kommer de altså i første række, selvom det da sikkert kan være svært at skulle vælge, ikke at jeg synes moren gør det svært i dette tilfælde. 

Og jeg synes da også man skal gå langt for at bevare forholdet til sin mor/børnenes bedstemor, og det lyder også som om at ts er villig til det, men jeg ville da føle mig kørt ud på et sidespor, hvis manden bare tog beslutning om at vores fælles børn skulle være sammen med en person som afskyede mig, uden jeg selv måtte være der til at se og høre hvad der foregår. 

Men der var det netop også dig der træf beslutningen, dig der var nået frem til den konklusion. Hvis ts’ mand eller andre i samme situation ikke har nået til den erkendelse, så tror jeg ikke man får meget ud af at opstille ultimatummer og analysere ønsket om samvær med forældre som at så elsker han mindre. 

Jeg ser det me helt andre briller kan jeg læse, for mit udgangspunkt er jeg ikke vil nægte min mand  at omgåes nogle han har behov for i sit liv, og jeg ved han er super stolt af sine børn og både ønsker at vise dem frem og at de bliver en del af han liv på godt og ondt - og ja jeg har stået i situationen dog ikke med en svigermor for sådan en har jeg aldrig haft, men et meget tæt familiemedlem til min mand. Og når han tog afsted, når han var sammen med børnene og den person var jeg nogle gange skrækslagen, hvad bliver der sagt om mig, hvilket dilemma bliver mit barn sat i osv. Jeg har tit leget med tanken om at nedlægge forbud (og ved min mand havde lyttet), men jeg har aldrig gjort det, for jeg ønskede ikke min mand skulle træffe det håbløse valg. Jeg valgte midsat at stole på ham og så sandelig også mit barns kærlighed til mig ikke ville knække af dumme ord. Det er nu endt næsten lykkeligt og vi kan være i samme rum og tale fornuftigt med hinanden. Og min mand fin rum til st gave de i hans liv han elskede  

lineog4 skriver:

Men den beslutning er helt og aldeles fars og ikke mors. 

Jeg får også lyst til at spørge dig, fordi jeg undrer mig sådan over det, men lad os nu sige at ts’s barn hedder Hugo. Hugo vokser op med, at mor aldrig er med når de skal hjem til farmor, og fornemmer at der en en konflikt, måske får han også at vide at det er fordi farmor har det svært med mor og ikke bryder sig om hende, derfor er mor ikke inviteret når de skal hjem til farmor. Der er ikke nogle af de voksne der snakker om det, siger fra overfor det, eller fortæller at det er forkert. I Hugos klasse er der så en klasselærer og en klassekammerat som Hugo ikke bryder sig om, han har jo set hjemmefra at så behøver man ikke tale til dem eller invitere dem til sin fødselsdag, og da forældrene siger det skal han, bliver han mega forvirret, fordi sådan gør de voksne jo. 

Sådan lidt stiliseret sat op, men er det ikke vores ansvar som voksne, at lærer børn, at sådan en adfærd ikke er acceptabel, ligemeget om det handler om farmor, klasselæreren eller en helt tredje? Og tænker du ikke, at hvis far fortsat besøger farmor med børnene, uden at mor er inviteret, så accepterer han også farmors opførsel og farmor har derved fået sin vilje, det vil sige, at hendes adfærd har lønnet sig, fordi ingen har sagt fra overfor den? Er det ikke det børn bør lære, at dårlig opførsel IKKE lønner sig? 

Håber virkelig du vil give dit besyv med her?