Er jeg urimelig overfor sviger?

Hej allesammen! Jeg er lige nødt til at få lidt luft, og høre lidt neutrale meninger. Det er en længere historie, men jeg gør den lidt kort, ellers blir det for langt og kedeligt. Jeg har haft en konflikt med min svigermor og jeg har ikke set hende i et år. Hun ønsker inderligt mig og min mand går fra hinanden, og hun kan simpelthen ikke fordrage mig. Hvilket egentlig er okay. Men hun har så heller ikke set vores barn. Jeg har rakt hånden ud til hende i håb om at finde en tålelig løsning for min mand og barns skyld, hun ignorerede mig og fortalte min mand "hun ikke behøvede at snakke med mig". Jeg synes måske når man har været uvenner og der er barn indblandet, skal man vel kunne tale sammen? Det vil da være så akavet bare at komme på besøg velvidende jeg er uønsket og der har været den konflikt, eller er jeg sart? Jeg har sagt til min mand at hvis vi skal komme på besøg så SKAL hun snakke med mig. Er det for meget at forlange? At få renset luften? Jeg vil overhovedet ikke have vores barn er der uden mig, i og med jeg på ingen måder stoler på hende. Og hun prøver alt hvad hun kan for at få min mand fra mig. Så jeg er faktisk heller ikke tryg ved han ser hende, han bliver så påvirket og vi skændes fordi hun fylder ham med alt muligt.

Tilbage til mit spørgsmål, er det urimeligt af mig at sige vi skal få løst vores konflikt så vi kan få bare et nogenlunde ordenligt forhold og en god stemning?

Aki.S skriver:

Hej allesammen! Jeg er lige nødt til at få lidt luft, og høre lidt neutrale meninger. Det er en længere historie, men jeg gør den lidt kort, ellers blir det for langt og kedeligt. Jeg har haft en konflikt med min svigermor og jeg har ikke set hende i et år. Hun ønsker inderligt mig og min mand går fra hinanden, og hun kan simpelthen ikke fordrage mig. Hvilket egentlig er okay. Men hun har så heller ikke set vores barn. Jeg har rakt hånden ud til hende i håb om at finde en tålelig løsning for min mand og barns skyld, hun ignorerede mig og fortalte min mand "hun ikke behøvede at snakke med mig". Jeg synes måske når man har været uvenner og der er barn indblandet, skal man vel kunne tale sammen? Det vil da være så akavet bare at komme på besøg velvidende jeg er uønsket og der har været den konflikt, eller er jeg sart? Jeg har sagt til min mand at hvis vi skal komme på besøg så SKAL hun snakke med mig. Er det for meget at forlange? At få renset luften? Jeg vil overhovedet ikke have vores barn er der uden mig, i og med jeg på ingen måder stoler på hende. Og hun prøver alt hvad hun kan for at få min mand fra mig. Så jeg er faktisk heller ikke tryg ved han ser hende, han bliver så påvirket og vi skændes fordi hun fylder ham med alt muligt.

Tilbage til mit spørgsmål, er det urimeligt af mig at sige vi skal få løst vores konflikt så vi kan få bare et nogenlunde ordenligt forhold og en god stemning?

Jeg befinder mig i en lignende situation. Vores konflikter har stået på i et par år nu. Der har været perioder hvor vi (min mand og jeg) slet ikke har haft kontakt til svigerforældrene, netop pga. konflikterne.

De mener at skulle blande sig i vores liv og holder mig ansvarlig for at have "ødelagt" (manipuleret) deres søn.

Vi ses med den, men det er bare for børnenes skyld. De er fake overfor mig, hvilket jeg i starten slet ikke kunne tolerere. Jeg er vant til at man får talt ud om tingene uanset hvor slemme de måtte være. Men hos dem lader man som ingenting. Jeg er nu kommet dertil hvor jeg siger pyt med det. Jeg gør det for min mands skyld. Vi ses med den en gang om måneden, så det er til at holde ud. 

Mit råd til dig er at du ikke skal regne med at kunne ændre hende eller hendes tankegang, selvom I får "løst" jeres problem. Så bare sig pyt og accepter at I aldrig kommer til at have et godt forhold. Find en måde at håndtere det når I sidder sammen.

Aki.S skriver:

Hej allesammen! Jeg er lige nødt til at få lidt luft, og høre lidt neutrale meninger. Det er en længere historie, men jeg gør den lidt kort, ellers blir det for langt og kedeligt. Jeg har haft en konflikt med min svigermor og jeg har ikke set hende i et år. Hun ønsker inderligt mig og min mand går fra hinanden, og hun kan simpelthen ikke fordrage mig. Hvilket egentlig er okay. Men hun har så heller ikke set vores barn. Jeg har rakt hånden ud til hende i håb om at finde en tålelig løsning for min mand og barns skyld, hun ignorerede mig og fortalte min mand "hun ikke behøvede at snakke med mig". Jeg synes måske når man har været uvenner og der er barn indblandet, skal man vel kunne tale sammen? Det vil da være så akavet bare at komme på besøg velvidende jeg er uønsket og der har været den konflikt, eller er jeg sart? Jeg har sagt til min mand at hvis vi skal komme på besøg så SKAL hun snakke med mig. Er det for meget at forlange? At få renset luften? Jeg vil overhovedet ikke have vores barn er der uden mig, i og med jeg på ingen måder stoler på hende. Og hun prøver alt hvad hun kan for at få min mand fra mig. Så jeg er faktisk heller ikke tryg ved han ser hende, han bliver så påvirket og vi skændes fordi hun fylder ham med alt muligt.

Tilbage til mit spørgsmål, er det urimeligt af mig at sige vi skal få løst vores konflikt så vi kan få bare et nogenlunde ordenligt forhold og en god stemning?

Først og fremmest så tænker jeg slet ikke, at du er sart mht. at svigermor da godt kunne snakke til dig når I besøger hende. Om ikke andet, så kan man da holde det til almindelig høflighedfraser.

Der hvor det knækker lidt for mig, er at du IKKE vil have at dit barn besøger sin farmor alene med sin far (sådan læser jeg i alt fald teksten). Jeg mener far kan vel godt tage ansvar for jeres barn?

Og det med du helst ikke ser at din mand ser sin egen mor alene, det må du tage at hoppe op og falde ned på. Det er HANS mor, og han skal da se hende alt det han lyster, med eller uden dig.

Anonym skriver:

Jeg befinder mig i en lignende situation. Vores konflikter har stået på i et par år nu. Der har været perioder hvor vi (min mand og jeg) slet ikke har haft kontakt til svigerforældrene, netop pga. konflikterne.

De mener at skulle blande sig i vores liv og holder mig ansvarlig for at have "ødelagt" (manipuleret) deres søn.

Vi ses med den, men det er bare for børnenes skyld. De er fake overfor mig, hvilket jeg i starten slet ikke kunne tolerere. Jeg er vant til at man får talt ud om tingene uanset hvor slemme de måtte være. Men hos dem lader man som ingenting. Jeg er nu kommet dertil hvor jeg siger pyt med det. Jeg gør det for min mands skyld. Vi ses med den en gang om måneden, så det er til at holde ud. 

Mit råd til dig er at du ikke skal regne med at kunne ændre hende eller hendes tankegang, selvom I får "løst" jeres problem. Så bare sig pyt og accepter at I aldrig kommer til at have et godt forhold. Find en måde at håndtere det når I sidder sammen.

Det er lige præcis mine tanker, man må da snakke om det så vi kan holde en god tone. Jeg har enorm svært ved det hele blir fejet væk. Føler os det meget arrogant ikke at gide bruge sin tid på at tale med mig jeg er der trods alt uanset hvad hun mener om mig.

Det lyder godt nok akavet for dig Også! Ikke særlig rart synes jeg.. jeg ønsker lige præcis et forhold hvor det bare er til at holde ud og hvor jeg bliver respekteret. Det tror jeg bare ikk kommer til at ske desværre.. Tak for dit svar..

Mom skriver:

Først og fremmest så tænker jeg slet ikke, at du er sart mht. at svigermor da godt kunne snakke til dig når I besøger hende. Om ikke andet, så kan man da holde det til almindelig høflighedfraser.

Der hvor det knækker lidt for mig, er at du IKKE vil have at dit barn besøger sin farmor alene med sin far (sådan læser jeg i alt fald teksten). Jeg mener far kan vel godt tage ansvar for jeres barn?

Og det med du helst ikke ser at din mand ser sin egen mor alene, det må du tage at hoppe op og falde ned på. Det er HANS mor, og han skal da se hende alt det han lyster, med eller uden dig.

Jeg ved ikke hvordan hun vil opføre sig, men jeg synes da godt man kan tale sammen så man kan have et lidt neutralt forhold. Vores barn er kun lidt over 6 mdr gammelt, og (MEGET) mor syg. Så et par timer er LANG tid.

Og Ja, i starten af vores uvenskab var han også stadig sammen med hende. Men problemet er lidt at hun ikk kan lade vær at bringe mig på banen, fortælle løgn historier og prøver at "overbevise" min mand om jeg kontrollerer ham, er en dårlig pige, og hun håber inderligt han en dag siger fra (går fra mig). Så kommer han hjem til mig og er SUR. Rigtig negativ, svare mig dårligt nok på noget og er rigtig kold. Når jeg så spørger ind og han begynder blive irriteret, kommer hans vrede mod mig frem at jeg er dit og dat. (Som er hans mors ord) Også ender vi med at blive uvenner. HVER gang!!! De kan ikke Ses, uden hun skal tale dårligt om mig og gøre et ihærdigt forsøg på at splitte os ad..

Aki.S skriver:

Jeg ved ikke hvordan hun vil opføre sig, men jeg synes da godt man kan tale sammen så man kan have et lidt neutralt forhold. Vores barn er kun lidt over 6 mdr gammelt, og (MEGET) mor syg. Så et par timer er LANG tid.

Og Ja, i starten af vores uvenskab var han også stadig sammen med hende. Men problemet er lidt at hun ikk kan lade vær at bringe mig på banen, fortælle løgn historier og prøver at "overbevise" min mand om jeg kontrollerer ham, er en dårlig pige, og hun håber inderligt han en dag siger fra (går fra mig). Så kommer han hjem til mig og er SUR. Rigtig negativ, svare mig dårligt nok på noget og er rigtig kold. Når jeg så spørger ind og han begynder blive irriteret, kommer hans vrede mod mig frem at jeg er dit og dat. (Som er hans mors ord) Også ender vi med at blive uvenner. HVER gang!!! De kan ikke Ses, uden hun skal tale dårligt om mig og gøre et ihærdigt forsøg på at splitte os ad..

Jeg kan godt se at det er frustrerende. Men det er nu hans mor, og han kan se hende ligeså meget han vil, og når han vil. Det kan du som kone/kæreste simpelthen ikke blande dig i. At han så ikke kan skille skidt fra kanel er noget hø, og det må han se at få lært.

Mht jeres barn. Måske dit barn er mor syg, men så kan faderen vil tage barnet med i ca. 1 time?

Jeg kan godt se at det er frustrerende. Men det er nu hans mor, og han kan se hende ligeså meget han vil, og når han vil. Det kan du som kone/kæreste simpelthen ikke blande dig i. At han så ikke kan skille skidt fra kanel er noget hø, og det må han se at få lært.

Mht jeres barn. Måske dit barn er mor syg, men så kan faderen vil tage barnet med i ca. 1 time?

Det forstår jeg også godt, jeg synes bare ikke det er fedt at det skal påvirke vores forhold så negativt og hun ikke kan lade vær at tale om mig. Jeg ønsker ikke min familie bliver splittet pga hende.

Hun b or 40 min væk, Så det vil være svært. jeg synes heller ikke om h*n skal "væk" fra mig, fordi HUN ikke vil mig. Hun må vel os bide i det sure æble og gå lidt på kompromis?

Aki.S skriver:

Det forstår jeg også godt, jeg synes bare ikke det er fedt at det skal påvirke vores forhold så negativt og hun ikke kan lade vær at tale om mig. Jeg ønsker ikke min familie bliver splittet pga hende.

Hun b or 40 min væk, Så det vil være svært. jeg synes heller ikke om h*n skal "væk" fra mig, fordi HUN ikke vil mig. Hun må vel os bide i det sure æble og gå lidt på kompromis?

Jeg er som udgangspunkt enig

Selvfølgelig skal din familie ikke splittes pga hende, men så må din mand mere på banen.

Mht jeres barn så kan jeg godt se udfordringen, og mener også at det her er svigermor som må give sig.

Nej jeg synes ikke du er urimelig. 

Nu ved jeg jo ikke hvad der ligger bag at hun ikke kan lide dig, om du har gjort noget eller noget. Men udfra det du skriver, så virker hun helt skudt. 

Jeg synes, undskyld jeg siger det, at din mand har et ansvar her. HAN må tage snakken med sin mor, det er ikke dig der skal tage den snak. Det er hans mor der opfører sig af h til. 

Jeg har aldrig forstået at man ligefrem kan konstatere at man ikke kan lide et tæt familiemedlem. Man behøver ikke være slyngveninder med sin svigermor, men begge parter burde kunne sluge den kamel der kan opstå når man så er sammen, og tale høfligt sammen. 

Mht jeres barn. Jeg forstår SLET ikke at farmor ikke har set sit barnebarn. Er det jer der har bestemt det? Eller farmor selv? Hvad da du havde født?.. Når men, jeg har altid synes, at det både er forældrenes og bedsteforældrenes ansvar at børn og bedsteforældre får et godt forhold. SÅ har farmor ikke vist nogen interesse i barnet, så har hun så selv taget et valg. Men jeg synes ikke I skal stå i vejen. 

Prøv og tal med din kæreste om at han må tage en snak med sin mor, hvor han slår fast at hvis hun(svigermor) har et ønske om at blive ved med at se jer (og sin søn og sit barnebarn) så må hun finde en måde at være i sammen rum med dig på. Høfligt og respektfuldt de få gange man ses. Og nej, jeg forstår godt at når jeres søn er 6 måneder kan det ikke se farmor uden mor. Min søn var dybt afhængig af mig både mht mad og følelsesmæssigt indtil han var 10-11 måneder, så den var heller ikke gået her. Men med tiden er det muligt jo, så jeg tror I begge skal give jer lidt her. Men det kræver selvfølgelig at den går begge veje. 

Vil du fortælle hvorfor I er uvenner?

For her har jeg kun et tåleligt forhold til den ene svigerdatter.

Hun er kort sagt from hell-og ja jeg kunne da virkelig også godt egoistisk set tænke mig jeg aldrig skulle se hende mere.

MEN hun er kæreste til min ældste søn,og derfor sluger jeg en zoologisk have hver gang hun er her. 

Hun prøver konstant at provokere mig til at jeg skal tænde af- men det lykkes ikke for jeg gider ikke gå ned på hendes plan,

Måske din svigermor har det svært med at tilgive den konflikt  I har haft- 

Måske du ikke ser helt ind ad når du beskriver jeres forhold.

Eller måske er din svigermor en kælling der ikke ønsker andre kvinder i hendes søns liv end hende selv. 

Jeg synes ikke du er urimelig at du vil have at I har et neutralt forhold- for det har jeg også selv om det er svært til min svigerdatter.

Ikke fordi jeg skal-men fordi det er synd for min søn hvis der er ballade. 

Jeg ville kontakte svigermor ,og spørge om I ikke kan lave våbendhvile.

Sig det er synd for den mand som I begge elsker- og ikke mindst art du gerne vil have jeres barn ser sin farmor. 

Og har du den største part i balladen-kunne du jo overveje at sige undskyld- det kan de færreste sige imod.