Er jeg urimelig overfor sviger?

Oddi skriver:

Nej jeg synes ikke du er urimelig. 

Nu ved jeg jo ikke hvad der ligger bag at hun ikke kan lide dig, om du har gjort noget eller noget. Men udfra det du skriver, så virker hun helt skudt. 

Jeg synes, undskyld jeg siger det, at din mand har et ansvar her. HAN må tage snakken med sin mor, det er ikke dig der skal tage den snak. Det er hans mor der opfører sig af h til. 

Jeg har aldrig forstået at man ligefrem kan konstatere at man ikke kan lide et tæt familiemedlem. Man behøver ikke være slyngveninder med sin svigermor, men begge parter burde kunne sluge den kamel der kan opstå når man så er sammen, og tale høfligt sammen. 

Mht jeres barn. Jeg forstår SLET ikke at farmor ikke har set sit barnebarn. Er det jer der har bestemt det? Eller farmor selv? Hvad da du havde født?.. Når men, jeg har altid synes, at det både er forældrenes og bedsteforældrenes ansvar at børn og bedsteforældre får et godt forhold. SÅ har farmor ikke vist nogen interesse i barnet, så har hun så selv taget et valg. Men jeg synes ikke I skal stå i vejen. 

Prøv og tal med din kæreste om at han må tage en snak med sin mor, hvor han slår fast at hvis hun(svigermor) har et ønske om at blive ved med at se jer (og sin søn og sit barnebarn) så må hun finde en måde at være i sammen rum med dig på. Høfligt og respektfuldt de få gange man ses. Og nej, jeg forstår godt at når jeres søn er 6 måneder kan det ikke se farmor uden mor. Min søn var dybt afhængig af mig både mht mad og følelsesmæssigt indtil han var 10-11 måneder, så den var heller ikke gået her. Men med tiden er det muligt jo, så jeg tror I begge skal give jer lidt her. Men det kræver selvfølgelig at den går begge veje. 

Jeg har egentlig ikke gjort noget, det er bare små ting som vi ser forskelligt på og er lige stædige. Jeg gad ikke problemerne så jeg trak mig bare..

Hun har ikke set sit barnebarn. Hvilket er min beslutning, i og med jeg ikke har "tilladt" min mand at tage vores barn og besøge hende. Hun vil aldrig se mig har hun sagt, så hun forlangte min mand skulle tage barnebarnet (1mdr gammel) fra mig for at besøge hende. Men sådan fungere det ikke.

Muligheden har hele tiden været åben at løse tingene med mig, men det har hun ikke villet. Hun har heller ikke ønsket mig tillykke eller så meget som skrevet en sms, efter jeg havde født. Måske kunne jeg selv have kontaktet hende, men skal da ærligt indrømme hun var det sidste jeg havde overskud til efter en hård fødsel der varede 3 døgn, bristede så meget jeg skulle have blod og kunne hverken sidde eller gå i 2 måneder.

Han har prøvet at tale med hende, men hun er ikke til at tale med siger han. Hun blev faktisk sur fordi han sagde han godt kunne tænke sig vi fandt ud af det. Hun er meget speciel..

Vil du fortælle hvorfor I er uvenner?

For her har jeg kun et tåleligt forhold til den ene svigerdatter.

Hun er kort sagt from hell-og ja jeg kunne da virkelig også godt egoistisk set tænke mig jeg aldrig skulle se hende mere.

MEN hun er kæreste til min ældste søn,og derfor sluger jeg en zoologisk have hver gang hun er her. 

Hun prøver konstant at provokere mig til at jeg skal tænde af- men det lykkes ikke for jeg gider ikke gå ned på hendes plan,

Måske din svigermor har det svært med at tilgive den konflikt  I har haft- 

Måske du ikke ser helt ind ad når du beskriver jeres forhold.

Eller måske er din svigermor en kælling der ikke ønsker andre kvinder i hendes søns liv end hende selv. 

Jeg synes ikke du er urimelig at du vil have at I har et neutralt forhold- for det har jeg også selv om det er svært til min svigerdatter.

Ikke fordi jeg skal-men fordi det er synd for min søn hvis der er ballade. 

Jeg ville kontakte svigermor ,og spørge om I ikke kan lave våbendhvile.

Sig det er synd for den mand som I begge elsker- og ikke mindst art du gerne vil have jeres barn ser sin farmor. 

Og har du den største part i balladen-kunne du jo overveje at sige undskyld- det kan de færreste sige imod. 

Lyder godt nok anstrengede med din svigerdatter, men som du selv skriver burde man kunne holde det på et plan for husfredens skyld.

Jeg vil helst ikke gå i detaljer, da det så ikke er særlig anonymt mere. hun kan på ingen måde tåle at man siger hende lidt imod (eller fra når grænsen bliver overskredet). Hun er ikke en man siger imod.

Jeg har desværre prøvet at kontakte hende, for jeg synes vi skulle tale om det da jeg gerne vil høre tingene fra hendes side og høre hvorfor det er kommet så langt. Så vi begge kan komme med vores side og måske have lidt forståelse og se fremad hvordan vi skal få det til at fungere netop for deres skyld. Det skrev jeg også til hende. Men det var langt fra godt nok, nej jeg SKAL ønske at få et forhold til hende fordi jeg kan lide hende. Og hvis jeg ikke kan det, er der lukket. Også ignorerede hun desuden mig og fortalte det til min mand. synes lidt jeg har gjort mit bedste for en dialog..

Jeg er heller ikke bange for at sige undskyld. Men problemet er, hun gjorde mig rigtig ked af det. Og hun mener ikke hun har gjort noget galt. Det kan så være hvad det er, men det ændre ikke på hendes handling gjorde mig ked af der. Jeg vil ikke undskylde for at blive ked af det. Men vi kommer aldrig videre så længe jeg ikke undskylder, det har hun også udtalt..

I min optik kan svigermor på ingen måde forlange at skulle se sit lille barnebarn uden dets mor. Hvad skal man så fortælle barnet når det bliver større? Mor kommer aldrig med hos farmor fordi farmor ikke kan døje mor? Det er da ikke særlig sundt for et barn, og heller ikke når de er små. Synes det er et mærkeligt signal at sende, at det er helt okay at farmor får lov at styre slagets gang, fordi hun ikke vil se svigerdatter. I min verden ser man alle eller ingen, så må man sgu tage sig lidt sammen. Og her mener jeg den part som nægter at se den anden part. 

Jeg har også valgt at komme samtlige problemer med min svigerfamilie i pyt-kassen, for på trods af mange forsøg, så kommer vi bare aldrig videre, så mødes vi indimellem på neutral grund, på en legeplads eller noget, så er vi ikke tvunget til at sidde overfor hinanden og tale sammen, men det er ligesom mere frit, og børnene opdager ikke på samme måde at man ikke taler vildt meget sammen. 

Men det der med at kun nogle i familien er velkomne, det er jo for barnligt, og så kan man jo overveje om ens barn skal omgåes mennesker med den holdning. 

Så længe dit barn er så lille så er i altså en pakkeløsning. Hvis svigermor er interesseret i at se sit barnebarn så må hun da få fingeren ud ig komme til jer. 

Anonym skriver:

I min optik kan svigermor på ingen måde forlange at skulle se sit lille barnebarn uden dets mor. Hvad skal man så fortælle barnet når det bliver større? Mor kommer aldrig med hos farmor fordi farmor ikke kan døje mor? Det er da ikke særlig sundt for et barn, og heller ikke når de er små. Synes det er et mærkeligt signal at sende, at det er helt okay at farmor får lov at styre slagets gang, fordi hun ikke vil se svigerdatter. I min verden ser man alle eller ingen, så må man sgu tage sig lidt sammen. Og her mener jeg den part som nægter at se den anden part. 

Jeg har også valgt at komme samtlige problemer med min svigerfamilie i pyt-kassen, for på trods af mange forsøg, så kommer vi bare aldrig videre, så mødes vi indimellem på neutral grund, på en legeplads eller noget, så er vi ikke tvunget til at sidde overfor hinanden og tale sammen, men det er ligesom mere frit, og børnene opdager ikke på samme måde at man ikke taler vildt meget sammen. 

Men det der med at kun nogle i familien er velkomne, det er jo for barnligt, og så kan man jo overveje om ens barn skal omgåes mennesker med den holdning. 

Jeg deler 100% din holdning. Jeg har det nemlig os sådan! Jeg har bare fået lidt hug og blevet kaldt egoistisk (af hende) at jeg bruger børnene. Jeg synes os man må sluge nogle kameler. Hun er langt fra mit yndlings selskab, men Jeg vil da til enhver tid være høflig. Men jeg vil være der når hun skal være sammen med mit barn. Ja, lille barn. 

Det er super barnligt, jeg synes heller ikk vores barn skal lære at sådan gør man hvis man ikke kan lide nogen. Også skal jeg til at lyve til den tid og forklare hvorfor jeg ikke kommer med. Så synes jeg det et bedre de slet ikk kender hinanden 

januar16 skriver:

Så længe dit barn er så lille så er i altså en pakkeløsning. Hvis svigermor er interesseret i at se sit barnebarn så må hun da få fingeren ud ig komme til jer. 

Tak! Det mener jeg også.. Det bare svært at tro når jeg bliver kaldt grimme ting fordi Har taget det valg at hun ikke skal se vores barn uden mig..

Aki.S skriver:

Lyder godt nok anstrengede med din svigerdatter, men som du selv skriver burde man kunne holde det på et plan for husfredens skyld.

Jeg vil helst ikke gå i detaljer, da det så ikke er særlig anonymt mere. hun kan på ingen måde tåle at man siger hende lidt imod (eller fra når grænsen bliver overskredet). Hun er ikke en man siger imod.

Jeg har desværre prøvet at kontakte hende, for jeg synes vi skulle tale om det da jeg gerne vil høre tingene fra hendes side og høre hvorfor det er kommet så langt. Så vi begge kan komme med vores side og måske have lidt forståelse og se fremad hvordan vi skal få det til at fungere netop for deres skyld. Det skrev jeg også til hende. Men det var langt fra godt nok, nej jeg SKAL ønske at få et forhold til hende fordi jeg kan lide hende. Og hvis jeg ikke kan det, er der lukket. Også ignorerede hun desuden mig og fortalte det til min mand. synes lidt jeg har gjort mit bedste for en dialog..

Jeg er heller ikke bange for at sige undskyld. Men problemet er, hun gjorde mig rigtig ked af det. Og hun mener ikke hun har gjort noget galt. Det kan så være hvad det er, men det ændre ikke på hendes handling gjorde mig ked af der. Jeg vil ikke undskylde for at blive ked af det. Men vi kommer aldrig videre så længe jeg ikke undskylder, det har hun også udtalt..

Hun lyder træls....

Og hvor er det altså hårdt med mennesker der bare ikke kan se længere end deres egen næsetip.

Hun burde af kærlighed til hendes søn ,tage sig sammen

Men det du beskriver er jo et patetisk menneske der ikke formår at se andet end egne behov,

Hun lyder barnlig og egoistisk- og hvis du ønsker et minimum forhold bliver du nødt til at spraye dig med teflon når du skal være i samme rum.

Trække vejret dybt og slug din stolthed og sig så undskyld så I kan få ro på. 

Jeg ved godt det er mega svært når man ikke synes man skylder en undskyldning- men jeg har også sagt undskyld til svigerdatter bare for at min søn kunne få ro. 

Jeg sagde undskyld fordi hun mente jeg ignorerede hende til et vigtigt møde ved kommunen .

At jeg snakker med min ex svigerdatter - selv om jeg er plejemor for hendes ( og min søns søn) 

At jeg ikke har hilst på hendes mor ,for jeg måtte jo have set hende når hun så mig. ...

Jeg har sagt undskyld mange gange - selv om jeg havde lyst til at ( ja vildt barnligt ) ruske hende i stykker for hendes latterlige beskyldninger,hendes surmuleri,hendes brægen op når hun føler sig forbigået ,og hendes konstante se mig attityde

Lyder jeg bitter? 

Og hvis du gør det samme ,får du fred- I får fred,

Jeres lille barn får fred- for det er ikke godt hvis I er vrede/kede af det- og det gør ikke noget godt for jeres forhold.

Og så vinder hun - hun vinder hver gang du er ked af det- hver  gang din mand er ked/vred og I skændes.

Så giv den ynkelige kvinde ret - ret i alt hvad hun kæfter op om,for hvad skal hun så kunne brokke sig over. 

Og så får I fred - og du sluger den satans kamel - og glæder dig over hun ikke lever evigt. 

Aki.S skriver:

Jeg har egentlig ikke gjort noget, det er bare små ting som vi ser forskelligt på og er lige stædige. Jeg gad ikke problemerne så jeg trak mig bare..

Hun har ikke set sit barnebarn. Hvilket er min beslutning, i og med jeg ikke har "tilladt" min mand at tage vores barn og besøge hende. Hun vil aldrig se mig har hun sagt, så hun forlangte min mand skulle tage barnebarnet (1mdr gammel) fra mig for at besøge hende. Men sådan fungere det ikke.

Muligheden har hele tiden været åben at løse tingene med mig, men det har hun ikke villet. Hun har heller ikke ønsket mig tillykke eller så meget som skrevet en sms, efter jeg havde født. Måske kunne jeg selv have kontaktet hende, men skal da ærligt indrømme hun var det sidste jeg havde overskud til efter en hård fødsel der varede 3 døgn, bristede så meget jeg skulle have blod og kunne hverken sidde eller gå i 2 måneder.

Han har prøvet at tale med hende, men hun er ikke til at tale med siger han. Hun blev faktisk sur fordi han sagde han godt kunne tænke sig vi fandt ud af det. Hun er meget speciel..

Puha, ja okay. Det lyder som om det største problem er hende selv. 

Synes da godt nok det virker vildt at hun ikke har set sit barnebarn,og ligefrem forlangte at manden skulle tage barnebarnet fra sin mor kun 1 måned gammel. Helt sindsygt. Jeg kan sagtens forstå at du ikke havde det støre overskud efter en SÅ hård fødsel. Jeg havde intet overskud, og min fødsel var slet ikke så lang eller hård i forhold til blodmængde osv. Så fuld forståelse herfra. Jeg forstod bare ikke lige at hun ikke var kommet på besøg i forbindelse med fødslen. Her kom den nærmeste familier nemlig i dagene efter og lige kort så baby og sagde tillykke og sådan, så undrede mig bare.. 

Jeg synes det lyder som om du har prøvet. Det synes jeg er det vigtigste. At man som person kan sige, at man har prøvet alt og at når din datter/søn en dag spørger om hvorfor farmor aldrig været en del af jeres liv så kan du forklare at du prøvede ALT, men at farmor ikke var interesseret. 

Jamen så må din mand jo tale med store bogstaver. At det enten er at hun kan finde ud af det (og hvis/når hun så en dag faktisk prøver at finde ud af det, så møder du hende også på midten agtigt)..eller også så må I tage en pause fra hende (deriblandt også din mand)...  Det må da også irritere din mand at hun ikke vil samarbejde, så forstå ikke at han ikke har taget en seriøs snak med hende. 

Carina:-) skriver:

Hun lyder træls....

Og hvor er det altså hårdt med mennesker der bare ikke kan se længere end deres egen næsetip.

Hun burde af kærlighed til hendes søn ,tage sig sammen

Men det du beskriver er jo et patetisk menneske der ikke formår at se andet end egne behov,

Hun lyder barnlig og egoistisk- og hvis du ønsker et minimum forhold bliver du nødt til at spraye dig med teflon når du skal være i samme rum.

Trække vejret dybt og slug din stolthed og sig så undskyld så I kan få ro på. 

Jeg ved godt det er mega svært når man ikke synes man skylder en undskyldning- men jeg har også sagt undskyld til svigerdatter bare for at min søn kunne få ro. 

Jeg sagde undskyld fordi hun mente jeg ignorerede hende til et vigtigt møde ved kommunen .

At jeg snakker med min ex svigerdatter - selv om jeg er plejemor for hendes ( og min søns søn) 

At jeg ikke har hilst på hendes mor ,for jeg måtte jo have set hende når hun så mig. ...

Jeg har sagt undskyld mange gange - selv om jeg havde lyst til at ( ja vildt barnligt ) ruske hende i stykker for hendes latterlige beskyldninger,hendes surmuleri,hendes brægen op når hun føler sig forbigået ,og hendes konstante se mig attityde

Lyder jeg bitter? 

Og hvis du gør det samme ,får du fred- I får fred,

Jeres lille barn får fred- for det er ikke godt hvis I er vrede/kede af det- og det gør ikke noget godt for jeres forhold.

Og så vinder hun - hun vinder hver gang du er ked af det- hver  gang din mand er ked/vred og I skændes.

Så giv den ynkelige kvinde ret - ret i alt hvad hun kæfter op om,for hvad skal hun så kunne brokke sig over. 

Og så får I fred - og du sluger den satans kamel - og glæder dig over hun ikke lever evigt. 

Amen - ja undskyld det religiøse udbrud, men jeg kommer faktisk til at tænke på Kong Salomon. Du har valgt ikke at skære din søn over i 2, du har valgt at de måske helt hen i vejret undskyldninger kan gøre din søn kan være hel og kan have de to kvinder i hans liv han elsker.

Så kære ts. Jeg kan kun være helt og aldeles enig med Carina. Du står over for en svigermor der er parat til at skære sin søn over, men du behøver ikke gøre det samme. Sig undskyld (og kryds fingrene på ryggen) og gør det for din mands skyld, for jeres barns skyld og for jeres forhold. 

Aki.S skriver:

Hej allesammen! Jeg er lige nødt til at få lidt luft, og høre lidt neutrale meninger. Det er en længere historie, men jeg gør den lidt kort, ellers blir det for langt og kedeligt. Jeg har haft en konflikt med min svigermor og jeg har ikke set hende i et år. Hun ønsker inderligt mig og min mand går fra hinanden, og hun kan simpelthen ikke fordrage mig. Hvilket egentlig er okay. Men hun har så heller ikke set vores barn. Jeg har rakt hånden ud til hende i håb om at finde en tålelig løsning for min mand og barns skyld, hun ignorerede mig og fortalte min mand "hun ikke behøvede at snakke med mig". Jeg synes måske når man har været uvenner og der er barn indblandet, skal man vel kunne tale sammen? Det vil da være så akavet bare at komme på besøg velvidende jeg er uønsket og der har været den konflikt, eller er jeg sart? Jeg har sagt til min mand at hvis vi skal komme på besøg så SKAL hun snakke med mig. Er det for meget at forlange? At få renset luften? Jeg vil overhovedet ikke have vores barn er der uden mig, i og med jeg på ingen måder stoler på hende. Og hun prøver alt hvad hun kan for at få min mand fra mig. Så jeg er faktisk heller ikke tryg ved han ser hende, han bliver så påvirket og vi skændes fordi hun fylder ham med alt muligt.

Tilbage til mit spørgsmål, er det urimeligt af mig at sige vi skal få løst vores konflikt så vi kan få bare et nogenlunde ordenligt forhold og en god stemning?

Ja det er urimeligt af dig. Du kan ikk forlange at hun taler med dig eller til dig. 

Det er samtidig dybt urimeligt at du ikke engang stoler nok på din egen mand til at han ikk kan tage barnet alene hjem til hans mor.