Når svigermor ikke må se barnebarnet..

Cassandra skriver:

Tag med hjem til "svigermonster" og vær en stolt og glad nybagt mor. Vis din svigermor at du har ben i næsen og at jeres lille familie kan rumme meget selv hende - det vil måske blive hårdt og svært, men vis din styrke ved at tage med - bid i det sure rådne æble og vis at du er kommet for at blive

Men problemet er jo at hun ikke må komme med hjem til sin svigermor. Hun har tilbudt at tage med, men hun er ikke længere velkommen hos sin svigermor. 

Først et kram til dig  Det er hårdt at blive (førstegangs?)forældre til et kolikbarn. Overskuddet er i minus, og mange af ens drømme og forventninger til livet som en lille familie bliver ødelagt. Jeg har selv været der, og selvom min mand var meget på banen, og vi ikke har nogen konflikter i familien, så var det bare pissehårdt! Du går dit bedste for at håndtere det hele, og det er forståeligt, du har svært ved at finde overskuddet, når du er så meget alene med det, som du er. 

Her er mine forhåbentlig konstruktive råd til dig ud fra det jeg synes at have forstået om din situation:

1. Overvej om du har mulighed for lidt aflastning i hverdagen. Jeg forstår 100% dine følelser med, at dit barn ikke skal passes, for jeg sagde og gjorde fuldstændig det samme dengang jeg stod i det. Men set i bakspejlet burde jeg nok, bare engang imellem, have takket ja til, at min mor/en veninde/etc. kom forbi og efter amning pakkede den lille i barnevognen og gik en 2-timers tur, så jeg kunne få sovet. Et barn der skriger utrøsteligt non-stop i 3-4-5 timer i træk hver dag og er klynkende og needy resten af tiden, det tærer bare på en både fysisk og psykisk, og der er brug for et afbræk en gang imellem. 

2. Det hverken kan eller skal være dig, der tager beslutningen om, hvad der skal ske i den her situation med svigermor. Det er simpelthen ikke fair overfor nogen, og jeg synes faktisk du bliver sat i en stor klemme her og potentielt skal beslutte/påvirker den fremtidige relation mellem din kæreste og hans mor. Derfor synes jeg du skal sætte din kæreste ned og få en snak med ham om, hvordan HAN ønsker sig, at situationen bliver løst. Det er jo ham, der har følelser i klemme over for sin mor. Jeg synes faktisk ikke du skal opstille en masse løsninger/ultimativer overfor ham, han er nødt til at tænke lidt selv også.

Jeg ser umiddelbart følgende mulige løsningsscenarier:

- Den kæreste foretager sig ingenting (da han er konflikysky og passiv). Du har nu lagt bolden over på ham og da din svigermor ikke vil snakke med dig, har du ro i sindet til at lade tiden gå. Kommer issue op i parforholdet kan du bare blidt henvise til, at du har udtrykt behov for, at din kæreste også bringer løsninger på banen. 

- Din kæreste vælger at hans mor skal se barnet hos hende. Her kommer det til at være en hårfin balance for dig, da du ikke er velkommen. Her må du så vente i bilen udenfor. Og for du skal kunne være i den løsning er din kæreste og du nødt til at opstille nogle retningslinjer for besøget. Hvor langt skal det være? Fx. 30-60 minutter. Hvad gør din kæreste, hvis den lille græder utrøsteligt? Hvor længe må svigermor kræve at forsøge at trøste barnet uden held, før det skal returnere til din kæreste (og videre til dig, hvis han ikke selv magter det)? Og desuden synes jeg, der skal opstilles en forventning til svigermor (og din kæreste)  om, at hvis hun taler negativt om dig eller råber under besøget, så afbryder din kæreste på stedet og går tilbage til bilen. Det handler om almen respekt for barnets omsorgspersoner. 

- Din kæreste har ikke lyst til at være "alene" med barnet. Her kan svigermor tilbydes at besøge barnet i jeres bolig, mens du opholder dig i et tilstødende lokale. Ellers gælder samme som ovenstående. Hvis svigermor ikke vil, har hun selv taget en aktiv beslutning om, at hun ikke vil se barnet før det er ældre og far har mod på at tage ud med det selv (og du kan rumme adskillelsen). 

- Din kæreste insisterer på, at du skal være med ved besøget, og svigermor må så vælge om hun vil acceptere dette eller fravælge barnebarn (og søn). 

- Din kæreste vælger, at svigermor ikke bidrager med noget positivt I jeres liv, og derfor ikke skal have noget med barnet at gøre. Du skal her støtte din kæreste i at rumme den sorg et brud vil indebære for ham. 

Uanset hvad han vælger, og hvordan din svigermor reagerer på et muligt tilbud fra hans/jeres side af, så husk at den gode tone skal gå begge veje. Forsøg så vidt muligt at undgå at tale negativt om hans mor foran din kæreste (og dit barn). Brug i stedet dine følelser som afsæt. Fx. "det gør mig ked af det og utryg, når hun stiller spørgsmålstegn ved mine evner som mor/kæreste". 

Jeg håber, at du og din kæreste finder frem til et tilbud at give svigermor, som I begge kan leve med.  Om hun så vil acceptere hvad I kan tilbyde, det er ingen af Jer herre over. 

Ja som overskriften siger, kan mig og svigermor ikke være i rum. Som i SLET IKKE!

Hun er et af de ledeste mennesker jeg nogensinde har mødt, egoistisk, upassende og uden fornemmelse for andre mennesker!

Vi har været uvenner godt og vel 7 måneder, fordi hun går og venter på en undskyldning hun aldrig får.

Men i den tid har jeg ignoreret hebde og hendes drama  men har virkelig fået NOK! Vi har ikke set hende siden vores søn blev født, da jeg absolut ikke er velkommen hos dem. Hun havde så forestillet sig og blev pisse sur på min kæreste da han ikke tog vores 2mdr gamle søn hjem til dem, uden mig vel og mærke.

Hun lyver og siger jeg har sagt det ene og det andet, som er til hendes fordel så min kæreste tvivler på mig og vi derfor bliver uvenner. Havde heldigvis bevis på at det altså var hende der igen forsøgte splid! 

Hun har ingen gode værdier at give mit barn, tvært imod. Andet end penge og gaver.

Men problemet Er, det går min kæreste SÅ meget på og vi skændes over det konstant. Jeg ved simpelthen ikk hvad jeg skal stille op? Hader hende som pesten. Bare tanken om at skulle se hende giver mig udslæt. .men det er ved at koste vores forhold! Hjælp! 

Øv, en kedelig situation i er havnet i, både jeres søn, din kæreste og dig. Jeg syntes bestemt ikke at din svigermor lyder som en særlig rar person, og jeg kan godt følge dig i, at du ikke vil være væk fra din stadig meget nye lille søn. Jojo far er lige så god MEN fra naturens side er det lille bitte spæde barn altså mest knyttet til sin mor. Det ER fakta. Ligestilling på det område er jo noget nær umuligt, selvom jeg kan konkluderer at 90% I denne tråd mener at far er fuldstændig lige så god som mor her i starten. Der er noget unikt mellem mor-barn og særligt når du også ammer, fordi din søn er dybt afhængig af dig. 

Jeg ville, hvis jeg var dig gribe telefonen og ringe til svigermor. Fortælle hende at du godt kan forstå at hun ønsker at se sit barnebarn, og at hun er meget velkommen hjemme hos jer eller at i ALLE tre kommer hjem til hende. Spørg hende så om i skal lægge jeres stridigheder bag jer for din søn, hendes egen søn og hendes barnebarns skyld. Er din svigermor et ordentligt menneske så vægter hun naturligvis sit barnebarn og egen søn højest. Altså højere end sin egen stolthed. Hvis du gør det, så tror jeg at din kæreste vil være stolt, for så har du vist dig som det store menneske og den voksne. Så mener jeg ikke at han kan forlange mere af dig. 

Jeg syntes virkelig at det er synd for din kæreste at være havnet mellem to kvinder han elsker. Av  Men han er en voksen mand nu, og han må fortælle sin mor at hun skal respekterer om ikke andet så bare tolerere dig. Sådan så i kan være i samme stue. Hvis han ikke kan fortælle sin mor det fordi han er bange for hende, så ja. Ville jeg nok tænke at det ikke blev bedre. Desuden vil jeg selv have en mand som står op for mig, ligeså vel som jeg står op for ham. 

Jeres lille søn er jo pt ligeglad med alle andre end sine forældre og i er det vigtigste i hans liv, men inden han bliver lidt større er det nok godt hvis i er fuldstændig enige om hvordan samvær/ikke samvær med farmor skal finde sted mm. Det er vigtigt at i når til en enighed. 

Jeg har sku ondt af jer alle tre   for at i finder ud af det 

lineog4 skriver:

Jeg kan da sådan så også forstå alle følelserne. Men man skal bare vide at opstiller man ultimatummer, kan det give bagslag. For måske går far ikke med på den præmis, måske vælger han så at sige: så er det ikke os to der skal bo sammen. Og når han siger det, så er der samvær og så kommer farmor helt naturligt ind i sønnens liv.

Hvis min mand ikke støttede mig og sagde fra overfor sin mor i sådan en situation så tror jeg slet ikke jeg ku være sammen med ham. Vi har faktisk lidt selv problemer med min mands familie. Og her er det ham selv der har sagt at hvis hans familie ikke kan opfører sig ordentligt så gider han ikke være sammen med dem. Det er så et lidt andet problem, min svoger har flere gange lagt an på mig og har valgt at fortælle min mand det og nu er hans mor og søster sure på mig fordi jeg har fortalt ham om hva hans bror har gjort. Og de mener derfor at jeg laver splid i familien.

God-mor skriver:

Men problemet er jo at hun ikke må komme med hjem til sin svigermor. Hun har tilbudt at tage med, men hun er ikke længere velkommen hos sin svigermor. 

Så skulle mit barn altså heller ikke besøge hende -  Men jeg ville nok tage med på besøg alligevel og skulle svingermonstret beklage sig eller andet - så er det jo hendes problem - og så hun skulle aldrig have lov til at være alene med mit barn - når hun er så barnlig

Mine tvillinger havde kolik og var sensitive. Så jeg ved udemærket godt hvad det handler om. 

Jeg selv døjede oveni med en efterfødselsreaktion. 

Min mand og hans far har altid haft et underligt forhold. Hans far er psykisk syg, og råber og skriger ofte over absolut ingenting. Herudover er hans hygiejne ikke-eksisterende og hans hjem ligner et bombekrater, fyldt med gamle madrester og sure mælkeprodukter, der ikke kommer på køl, men som han glædeligt drikker alligevel. Han er meget speciel.

Nå, men da jeg blev gravid havde jeg ikke set min kære svigerfar i 4 år. Vi boede på det tidspunkt i udlandet. Han var selvfølgelig glad for at blive farfar og købte alverdens ting til de små. Jeg fødte i 2015, og vi endte med at være indlagt i 14 dage fordi jeg havde en stor inficeret blodklump i min livmoder, der skulle skrabes ud (de fik først diagnostiseret det efter 10 dage). 

Jeg var træt da jeg kom hjem, og havde været så syg at jeg end ikke kunne holde mine egne små. Så det havde udløst en efterfødselsreaktion, og jeg trængte til RO! Men hvem meddeler så, at han kommer og bor hos os i 10 dage fra den dag vi kommer hjem? Jep, min kære svigerfar, som jeg ikke har set i 4 år. Jeg trygler min mand om at han ikke skal komme nu, men biletten er købt og han er på vej. 

Det går jo selvfølgelig fuldstændig katastrofalt! Jeg meddeler min mand, da svigerfar har været der i 2 dage, at jeg selv tager børnene og smutter hvis ikke han sender den mand hjem! 

Det siger min mand så til ham, og får skylden lagt over på mig, som om det er mig der er skør for jeg ikke elsker at have ham der. Nå men anyway, svigerfar bliver så sur at jeg er nødt til at gemme mig i soveværelset resten af tiden indtil han smutter hjem dagen efter (med en billet jeg selv har måtte betale). 

Jeg var rasende. De første uger med mine små var fuldstændig ødelagt, og nu kom så kolikken. Jeg havde en snak med min mand, og sagde at jeg følte mig halvvejs voldtaget følelsesmæssigt, og forklarede ærligt hvad det havde gjort ved mig. 

Han forsøgte at tale med sin far, der holdt på at jeg var en djævel (han er mormon) og han ville ikke se mig før jeg sagde undskyld. Der cuttede min mand kontakten, og de har ikke talt sammen siden. 

Moralen er, at jeg faktisk godt forstår dig. Det er ekstremt stressende at være omgivet af mennesker, der er vrede på dig og teer sig sådan, når man står med en lille ny. Jeg ville lægge hende på hylden, og tage det op igen når kolikken er væk og overskuddet er tilbage. Lige nu må i holde sammen på jeres egen lille familie først og fremmest. Så inkluder hende igen når der er ro på.

Hvis min mand ikke støttede mig og sagde fra overfor sin mor i sådan en situation så tror jeg slet ikke jeg ku være sammen med ham. Vi har faktisk lidt selv problemer med min mands familie. Og her er det ham selv der har sagt at hvis hans familie ikke kan opfører sig ordentligt så gider han ikke være sammen med dem. Det er så et lidt andet problem, min svoger har flere gange lagt an på mig og har valgt at fortælle min mand det og nu er hans mor og søster sure på mig fordi jeg har fortalt ham om hva hans bror har gjort. Og de mener derfor at jeg laver splid i familien.

Nu har vi jo kun sagen fra ts side.

Der er måske en grund til at manden stadig vil se sin mor?

Måske går stridighederne begge veje?

De fleste har svært ved at se egen skyld i en konflikt 

Min ene svigerdatter har på tidspunkt ment jeg forfordelte min søns ex og hun var umulig at få til at slappe af u hendes jalousi og bitterhed.

Når andre spurgte hende var det mig der var en kælling og hun var offeret 

Og på trods af at alle andre ikke varxenige nægtede hun at hun var en del af problemer.

Min søn var jo også i klemme for han var jo ikke enig med hende men skulle stadig leve med hende.

Jeg siger ikke det er ts skyld . Jeg siger bare der er vel en årsag til at hendes kæreste ønsker at se hans mor selv om hun åbenbart er et modbydeligt menneske 

Det er de fleste svigermødre jo især ifølge deres svigerdøtre 

MorTil3+ skriver:

Hvis min mand ikke støttede mig og sagde fra overfor sin mor i sådan en situation så tror jeg slet ikke jeg ku være sammen med ham. Vi har faktisk lidt selv problemer med min mands familie. Og her er det ham selv der har sagt at hvis hans familie ikke kan opfører sig ordentligt så gider han ikke være sammen med dem. Det er så et lidt andet problem, min svoger har flere gange lagt an på mig og har valgt at fortælle min mand det og nu er hans mor og søster sure på mig fordi jeg har fortalt ham om hva hans bror har gjort. Og de mener derfor at jeg laver splid i familien.

Min mand skal da også stå op for mig i en eller anden forstand. Men jeg ville aldrig bede min mand om at vælge mellem mig og hans mor (eller far for den sags skyld).

Min far blev en gang af sin 3. Kone bedt om at vælge mellem mig og hende (af hende), og det slog ham helt ud - lige til jeg sagde, at selvfølgelig skulle han ikke det, han kunne sagtens have mig i sit liv selvom han var gift (de var ikke gift endnu) med hende, vi kunne jo bare mødes uden om hende og uden hun vidste det. Livet ville det så, at han meget kort tid efter fik konstateret meget aggressiv kræft, og hun var så dopet med diverse ting så hun alligevel havde glemt, at hun havde beskyldt mig for at går seng med min far og han derfor ikke måtte se mig, så jeg kom i deres hjem. Bare en lille historie om, hvor meget du kan såre derud elsker ved at bede dem om at vælge mellem dem de elsker. 

Jeg skal ikke elske dem mine børn vælger som livets partner, men jeg forventer at hverken de eller jeg vil bede dem om at vælge, for vi elsker dem jo og ved det vil såre dem.

Og ja lyder til ts´s svigermor er en af de værre, men det ændrer jo ikke på at hendes søn elsker hende fordi det er hans mor, og at bede ham vælge hende fra er et stort offer og så skal man være parat til at miste ham. Og det vil jo så ikke hjælpe ts, der gerne vil sikre at farmor aldrig ser barnet uden mor er til stede.

Jeg har læst alle indlæg og for første gang er jeg faktisk langt fra enig med flertallet. Ingen af mine børn har haft kolik men derfor ville jeg stadigvæk ikke være foruden mit spædbarn, No Way. Spurgte endda min mand hvad han mente om at kører ud med en baby på 2-3 måneder uden mig, hans svarede om det var en spøg. 

Men ja her er vi så forskellige (heldigvis). Hverken min mand eller jeg forstår man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor en mor ikke vil undværer sit spædbarn. Og slet ikke på så mærkeligt et grundlag at farmor (eller anden person for den sags skyld), ikke vil se moderen til barnet.

Beklager hvis jeg træder nogle over træerne, det ikke min hensigt. Vil blot belyse at det okay at se verden forskelligt og være uenige om hvorvidt en farmor har "ret" til at kræve sit barnebarn. 

Men når alt dette er sagt, så synes jeg det måske ville være bedst for jer at gå i noget familieterapi, eller parterapi. Måske din kæreste simpelthen ikke kan overskue problemerne. Jeg ville selv være SÅ ked af det hvis det var min mand og mor der havde de problemer og måske endda være lige så neutral som din mand, pga. Frygt for at gøre situationen værre. Hvem vil ikke gerne have ens forældre/bedsteforældre til sit barn kan være en del af det hele.?  

Det kan også være du selv ubevidst er med til at optrappe konflikter, det kan jeg ikke udtale mig om, men her vil en terapeut også kunne hjælpe og komme med gode redskaber.

(Min svigermor er også helt forfærdelig, og hun har aldrig lagt skjul på hun ikke bryder sig om mig. Hvorfor ved jeg ikke. Men man kan jo ikke have kemi ned alle. Dog elsker hun sine børnebørn, og vi har lært at tolerere hinanden og respektere at vi ikke bliver slyngveninder. Da ungerne var små blev hun inviteret til os, og jeg forholdt mig neutralt og høflig. Idag er børnene så store at far ofte tager afsted med dem uden mig, og den store sover der nogle gange alene og det okay med mig. 

Heldigvis er min mand ikke bange for at sige fra, hverken over for mig eller hans mor.

Den store har også haft nogle reaktioner på farmors væremåde, hvilet resultere i at vi nogle gange holder længere pauser mellem vi ser farmor, så går det heldigvis ofte bedre efterfølgende.)  

Håber meget at i for løst jeres problemer, og din mand lærer at sætte ord på sine tanker. For tanker omkring det hele må han have. 

Synes bestemt godt at en baby kan undvære sin mor kort tid, MEN hvis svigermor har udtrykt at hun ikke gider se dig TS, så havde hun fandme også afskrevet sig retten til at se sit barnebarn i min verden.