Bare det var kræft

Mor og meget mere skriver:

Men ens for kræft og alvorlig psykisk sygdom er, at langt fra alle dør af det - men nogen gør. Som jeg læser dig, gør du kræft til sikker død, mens psykisk sygdom levner plads til håb om et mirakel.  Som kræftsyg ville du i mange tilfælde også kunne sende dit barn et smil, du ville kunne blive erklæret rask, du ville kunne leve videre i mange år. Som psykisk syg kunne du springe i døden som 18-årig eller som ung mor. 

Som mor til et kræftramt barn vil du frygte dets død, men det vil du søreme da også som mor til en teenager med alvorlige selvmordsimpulser eller galopperende anoreksi. 

Klart frygter vi alle døden for vores syge pårørende, men den kan da være lige så sandsynlig for en alvorligt psykisk syg som for en kræftramt. 

Troede jeg havde forklaret det klart, at det i bund og grund ikke er kræften jeg frygter, men døden og ja min erfaring med kræft er desværre døden og derfor forbinder jeg meget hurtigt kræft med død. 

Men egentlig startede hele min reaktion på, at en anden skrev at kræft når man overlevede var langt lettere end at leve med en psykisk lidelse. Og den sammenligning kan og vil jeg ikke lave, for vi ved ikke hvordan familier og personer påvirkes af hverken den ene eller den anden form for modgang i livet og et kræftforløb også med helbredelse i enden kan påvirke en familie for resten af livet. 

Og reagerede også på en anden der skrev noget alla hellere kræft og måske døden end leve med psykisk sygdom. 

Og jeg ved psykisk sygdom kan medføre døden har selv haft det tæt inde på livet, lige såvel som kræft, hjertefejl, bilulykke og meget mere. og for mig er der ingen sammenligning, ingen rangorden men blot sen store forskel at døden er definitv, mens livet med eller uden sygdom er livet og giver mulighed for forandring. om døden så indtræffer qua kræft, selvmord, ulykke eller... er jo ligegyldig, men jeg vil så længe jeg er forholdsvis ung frygte farvellet mere end sygdommen såvel den fysiske som psykiske.

Mor og meget mere skriver:

Nemlig. Min far begik selvmord som 35-årig grundet bipolar lidelse. For mig er det hverken "værre" eller "bedre" end kræft som dødsårsag - han døde af sin sygdom, punktum - men jeg skal hilse og sige, at reaktionerne fra omgivelserne og måden, hans død er blevet tacklet på, afviger voldsomt fra, hvordan "man" ser på en afdød kræftpatient. Al den skyld og skam og tabuisering, alle de holdninger om, hvor egoistisk, han var sådan at forlade to små børn og en ung kone - det havde jeg været foruden, hvis han var død i en trafikulykke eller af fysisk sygdom. 

Når man ser så fordømmende på folk, der er døde som følge af psykisk sygdom, så siger det også en del om, hvordan man ser på dem i levende live. Og hvordan deres smerter og kamp bare ikke afføder samme forståelse som en kræftsygs. 

At være tæt på en suicidaltruet giver præcis samme bekymring og uro, som det gør at stå en kræftpatient nær. Kommer der tilbagefald efter en god periode, virker behandlingen, er det et vilkår resten af livet at leve med frygten? Eller, set fra den psykisk syges vinkel: Kommer jeg til at forlade mine børn en dag, hvis sygdommen blusser op igen? 

Det er lige præcis hovedet på sømmet! Og hvor er jeg ked af at høre om din far.

Det er ufatteligt hårdt at stå som pårørende til en psykisk syg. En ting er at se en man holder af have det så dårligt, noget andet er hvordan man bliver mødt af omverdenen. Og det er hårdt for en med et raskt sind, så kan man jo kun forestille sig hvordan det er for en med et sygt sind.

Munder skriver:

Jeg har vendt tilbage til denne tråd mange gange, og været i tvivl om jeg ville svare, men here goes.....

BARE det var kræft? Den overskrift sårer mig. Jeg har det sidste år kæmpet med kræften og har i forløbet fået fjernet begge bryster, livmoder og æggestokke, samt gennemført et voldsomt kemoforløb. Været så syg, at jeg ikke har orket min datter mere end ganske kort tid, med al den dårlige samvittighed det indebærer. Jeg har frataget hendes tro på, at mor er udødelig, og det er hårdt.

Jeg er i denne uge blevet erklæret fri for kræftceller, men skal leve med den evige frygt for tilbagefald, da det er genetisk. Derudover skal jeg nu bruge alle mine kræfter på at vende tilbage til livet.

Jeg er ligeglad med likes på Facebook eller lignende medier, men lever efter de få gode nyheder der er kommet undervejs i forløbet fra sundhedsvæsenet. Jeg mener det er usundt at jagte likes, da det absolut ikke er det vigtigste.

Jeg føler med alle der har sygdom inde på livet, men "bare det var kræft"? Det tror jeg nu alligevel ikke du ønsker!

Hvis du læser hele tråden vil du vide at det både stikker dybere og ikke handler om at få likes. 

Mor og meget mere skriver:

Nemlig. Min far begik selvmord som 35-årig grundet bipolar lidelse. For mig er det hverken "værre" eller "bedre" end kræft som dødsårsag - han døde af sin sygdom, punktum - men jeg skal hilse og sige, at reaktionerne fra omgivelserne og måden, hans død er blevet tacklet på, afviger voldsomt fra, hvordan "man" ser på en afdød kræftpatient. Al den skyld og skam og tabuisering, alle de holdninger om, hvor egoistisk, han var sådan at forlade to små børn og en ung kone - det havde jeg været foruden, hvis han var død i en trafikulykke eller af fysisk sygdom. 

Når man ser så fordømmende på folk, der er døde som følge af psykisk sygdom, så siger det også en del om, hvordan man ser på dem i levende live. Og hvordan deres smerter og kamp bare ikke afføder samme forståelse som en kræftsygs. 

At være tæt på en suicidaltruet giver præcis samme bekymring og uro, som det gør at stå en kræftpatient nær. Kommer der tilbagefald efter en god periode, virker behandlingen, er det et vilkår resten af livet at leve med frygten? Eller, set fra den psykisk syges vinkel: Kommer jeg til at forlade mine børn en dag, hvis sygdommen blusser op igen? 

Du beskriver utrolig godt 

det er undervurderingen af psykisk sygdom og andre usynlige sygdomme  som rammer

lineog4 skriver:

Troede jeg havde forklaret det klart, at det i bund og grund ikke er kræften jeg frygter, men døden og ja min erfaring med kræft er desværre døden og derfor forbinder jeg meget hurtigt kræft med død. 

Men egentlig startede hele min reaktion på, at en anden skrev at kræft når man overlevede var langt lettere end at leve med en psykisk lidelse. Og den sammenligning kan og vil jeg ikke lave, for vi ved ikke hvordan familier og personer påvirkes af hverken den ene eller den anden form for modgang i livet og et kræftforløb også med helbredelse i enden kan påvirke en familie for resten af livet. 

Og reagerede også på en anden der skrev noget alla hellere kræft og måske døden end leve med psykisk sygdom. 

Og jeg ved psykisk sygdom kan medføre døden har selv haft det tæt inde på livet, lige såvel som kræft, hjertefejl, bilulykke og meget mere. og for mig er der ingen sammenligning, ingen rangorden men blot sen store forskel at døden er definitv, mens livet med eller uden sygdom er livet og giver mulighed for forandring. om døden så indtræffer qua kræft, selvmord, ulykke eller... er jo ligegyldig, men jeg vil så længe jeg er forholdsvis ung frygte farvellet mere end sygdommen såvel den fysiske som psykiske.

 

Ok, jeg har bare ikke læst nogen give udtryk for, at kræft, hvis man overlever, er langt lettere end psykisk sygdom at leve med - kun, at alvorlig psykisk sygdom på sin vis kan være en livstidsdom, der gør livet næsten ubærligt at leve. Både for den syge og de pårørende. Og skal man sammenligne, hvilket jeg heller ikke er meget for, så kan et veloverstået kræftforløb med raskmelding virke mere tåleligt end livslang psykisk dårligdom og konstant frygt for selvmord. Eller for den sags skyld frygt for, at den psykisk syge gør andre fortræd. 

. 

Dorthe1986 skriver:

Det er lige præcis hovedet på sømmet! Og hvor er jeg ked af at høre om din far.

Det er ufatteligt hårdt at stå som pårørende til en psykisk syg. En ting er at se en man holder af have det så dårligt, noget andet er hvordan man bliver mødt af omverdenen. Og det er hårdt for en med et raskt sind, så kan man jo kun forestille sig hvordan det er for en med et sygt sind.

 

Min venindes bror er så forpint af livslang, psykisk sygdom, at hun indimellem tænker, det ville være en lettelse for alle, om han tog sit liv. En sorg, men en lettelse. Der er ikke, efter at hans sygdom har præget hele familiens liv, siden han var helt ung, plads til tro på mirakler og "Så længe, der er liv, er der håb." Det virker barsk, men jeg kan godt forstå hendes meget forbudte tanker. Også, at det er svært at leve med en uforstående omverden, der vedvarende forsøger at muntre hende op med udsagn om, at det jo kan vende, og at han i det mindste lever endnu. Jo - men hvilket liv, når han er konstant presset og plaget af stemmer? Og når deres gamle mor får panikangst, hver gang telefonen ringer, og nogen fortæller, at det drejer sig om hendes søn? 

Mor og meget mere skriver:

Min venindes bror er så forpint af livslang, psykisk sygdom, at hun indimellem tænker, det ville være en lettelse for alle, om han tog sit liv. En sorg, men en lettelse. Der er ikke, efter at hans sygdom har præget hele familiens liv, siden han var helt ung, plads til tro på mirakler og "Så længe, der er liv, er der håb." Det virker barsk, men jeg kan godt forstå hendes meget forbudte tanker. Også, at det er svært at leve med en uforstående omverden, der vedvarende forsøger at muntre hende op med udsagn om, at det jo kan vende, og at han i det mindste lever endnu. Jo - men hvilket liv, når han er konstant presset og plaget af stemmer? Og når deres gamle mor får panikangst, hver gang telefonen ringer, og nogen fortæller, at det drejer sig om hendes søn? 

Jeg forstår også din venindes tanker. Mine to søskende, den ene af dem ramte det da hun var 17 og den anden har været syg fra helt lille. Hvilket håb for mirakler er der? Den ene ved hvordan et raskt sind føles, og kan huske det. Men hun ved også at det får hun aldrig igen. Den anden har aldrig prøvet at have et normalt sind, så hvad er håbet her? 

Nej der er gode og rolige perioder i deres liv, der heldigvis kan være langvarige. Men omkostningerne, der så følger med når perioderne vender, både for dem selv og for os der står ved siden af er til gengæld også tårnhøje. 

Mor og meget mere skriver:

Ok, jeg har bare ikke læst nogen give udtryk for, at kræft, hvis man overlever, er langt lettere end psykisk sygdom at leve med - kun, at alvorlig psykisk sygdom på sin vis kan være en livstidsdom, der gør livet næsten ubærligt at leve. Både for den syge og de pårørende. Og skal man sammenligne, hvilket jeg heller ikke er meget for, så kan et veloverstået kræftforløb med raskmelding virke mere tåleligt end livslang psykisk dårligdom og konstant frygt for selvmord. Eller for den sags skyld frygt for, at den psykisk syge gør andre fortræd. 

 

. 

Det var der en der skrev.

og måske med samme argumenter som sig, og de argumenter er for mig måske rationelle men vidner om det som ts skriver om bare med omvendte fortegn, for hvordan kan jeg, du, andre vide hvordan det er at leve med et kræftforløb i bagagen, hvilke psykiske og fysiske men det har givet. Om der er en konstant frygt kræften skal blusse op igen. Og du har din historie og tænker psykisk sygdom ind i en konstant  frygt for selvmord, ikke alle med psykisk sygdom er selvmordstruet lige som ikke alle med kræft er tæt på døden. 

jeg synes det er absurd (ja undskyld ordet men det er tidlig morgen) at forsøge at sammenligne og gradbøje og tro man ved hvordan familier har det med det ene eller det andet. Vi har alle erfaringer med os og med mine erfaringer ville jeg nå den modsatte konklusion af dig, men det gør hverken min eller din konklusion mere rigtig. Det eneste det fortæller er at vi er enormt hurtige til sammenligning og vurdering og en: ej det er da ikke så slemt som. 

jeg er ikke er sekund i tvivl om det tabu der er forbundet psykisk sygdom. Men kan jo så også læse der er den anden: nu er du erklærer rask med kræft så kan det vel ikke være så slemt, i hvert fald ikke i sammenligning med. Jeg møder den selv i en helt anden kontekst: ej nu er det 10 år siden hun døde, så kan du og din familie vel ikke stadig være påvirket. Så kan vi måske ende med at blive enige om at vi mennesker har en tendens til at vurdere hvad andre kan g bær, og hvordan de skal være påvirket? Du tænker et overstået kræftforløb er at foretrække og jeg kan berette om det overståede kræft forløb for den unge mor der måske er overstået i forhold til kræft men aldrig er overstået, for der er alle tankerne om hvor tæt hun var på døden, der er bivirkningerne fra kemo som gør hende uarbejdsdygtig, der er den konstante frygt hver gang en Lymfe hos hende selv eller hendes børn synes at vokse, der er frygten hver gang hun har ondt i halsen, der er forståelsen af at vi alle er dødelige og frygten for døden er konstant, og så er der selvsagt frygten for hvad behandlingen har gjort ved hendes krop på den lange sigt, der dukker heller tiden nye bivirkninger op og har den ødelagt så meget så livet bliver kort?

Aristocats skriver:

Jeg synes da min tone har været sober og absolut som den plejer at være her - men jeg kan jo ikke forhindre dig i at føle noget andet. 

Hvornår har du ikke haft lov til at have din mening? Vi er på et debatforum, vi udfordrer hinandens meninger - du er fri som en fugl til at mene hvad du synes - men jeg må også gerne sige dig imod. I stedet for at dreje tingene hen på et personligt plan som dig imod mig, så prøv at forhold dig til de argumenter jeg kommer med og så modargumenter mig. Der er ingen grund til at komme og understrege, at din mening er legal - for det har jeg aldrig nogensinde modsagt. At jeg vælger at modsige dit indlæg, har intet at gøre med du ikke har ret til din mening - intet. Men sådan er omgangen på et debatforum mig bekendt. At man gerne må sige hinanden imod. 

Det skader ikke for en god debat at gå hinanden lidt på klingen - sådan er baby.dk trods alt og når alt kommer til enden så er det intet personligt fra min side af i hvert fald. Derfor kan jeg godt kritisere dine udsagn alligevel. 

Hvis du føler dig forurettet så beklager jeg - men jeg synes det kunne være mest gavnligt for denne debat hvis vi debatterede, som jo praktisk talt er "din mening mod min mening" - at bølgerne jo så går en smule højt er normalt ikke noget jeg oplever folk opfatte som et problem. 

Så usympatisk og doven er sobert og "blot" at modsige mit indlæg?

Mor og meget mere skriver:

Hvor oplever du, at folk slynger om sig med og reklamerer for usynlige sygdomme? Det er nogle frygtelige udtryk at bruge - har du kræft eller gigt, så fortæller du om din sygdom, men har du en ikke-synlig lidelse, så reklamerer du simpelthen for den? 

Når du sidder over for en anden, der betror dig, at hun er syg, møder du så hendes tillid med at tænke, at hun er med på den populære dille med at reklamere for usynlige sygdomme? Eller i hvilke sammenhænge er det, du møder det? 

Når man som du ærligt ytrer, at man ikke er rummelig, men fordomsfuld, så må man da forvente en kraftig modreaktion. Og du fortsætter jo bare dine fordømmende ytringer under dække af, at det grundet din opvækst er svært at lægge af sig - men prøver du, eller har du det fint med at være fordomsfuld? 

Både og, jeg siger ikke at ALLE med usynlige sygdomme lyver, slet ikke. Synes jeg egentlig også jeg havde skrevet. MEN du synes slet ikke det er påfaldende at feks stort set alle deltagerne i DUM har en eller anden diagnose?