Bare det var kræft

Mor og meget mere skriver:

Jeg forstår dit udgangspunkt; ensomheden og fraværet af forståelse for din ikke så synlige kamp. Samtidig ved jeg med mig selv, at kræft for mig ville være det værst tænkelige. Vi tænker allesammen "Dør han/hun af det?", og selv efter et muligt vellykket behandlingsforløb ligger frygten for, at kræften vender tilbage, vel altid i baghovedet både på patient og omgivelser. Det må være grusomt at leve med. 

Alle kan forholde sig til dette, alle kender til cancer, og derfor liker "alle" en kræftpatients opslag på FB. Nu mener jeg så slet ikke, at et "like" på FB nødvendigvis er udtryk for andet end hurtig, overfladisk sympati, og jeg tror, mange kræftpatienter kan føle sig ensomme i deres kamp, uanset hvad. Et er at like på FB, noget andet er at turde stille op, smide berøringsangsten og spørge ind til, hvordan den syge har det - også psykisk. 

Jeg kender jo ikke din historie og din sygdom, men folk omkring dig aner næppe, hvad du egentlig kæmper med, og du skriver jo, helt klassisk, at du sætter en facade på og kun ses med andre, når du har overskud til det. Så kan det være umådeligt svært for andre at forstå, at en cykeltur på 500 meter er en landevinding og en kæmpesejr. Det er en svær balancegang for de fleste syge, inkl. kræftpatienter, at oplyse andre om tilstanden uden at blive den, der taler om sygdom konstant, og deler man kun facaden og sejrene med omverdenen, er forståelsen for alvoren naturligvis begrænset. Og der er ikke andre end dig til at gøre omverdenen begribeligt, at du ikke kun er facade og overskud. 

Mange kræftpatienter oplever, at de "belønnes" for at være seje og ukuelige, og er de bitre, "svage" og opgivende, falder der ikke nødvendigvis likes og sympati af. I bund og grund tror jeg, du er i samme båd som dem - folk ved bare ikke, hvad de har med at gøre i dit tilfælde. Dertil kommer fordomme og tabu, men det er der kun dig og dine lidelsesfæller til at ændre på. Hvis du skjuler, hvad du kæmper med, kører fordommene videre. 

FB er i mine øjne ikke stedet at fortælle, hvordan jeg helt ærligt har det - og like-hunting er en farlig sport, når det omhandler meget personlige og sårbare emner. Det er i den virkelige verden, du er nødt til at åbne dig og række ud efter andre. Præcis som den kræftsyge, som nok i bund og grund heller ikke kan bruge 100 likes til noget,når dødsangst og uvished nager. 

Nu er FB bare en af farverne på paletten og min egen familie har vendt mig ryggen, allerede da jeg begyndte at åbne op, alt hjælp og mulighed herfor blev afvist og forsvandt og flere har været direkte ubehagelige og er blevet angrebet verbalt. Men tendensen er den samme desværre 

Mathias Villads skriver:

Jeg er så en af dem, som er i lidt i begge kategorier... 

Jeg har mistet begge mine forældre dog ikke til kræft, men min far havde sclerose og min mor havde i en ung alder æggestokkræft, men blev helbredt, men døde så af en blodprop i en alder af 38år.. har mistet flere til kræft, og jeg er selv en kæmpe mulig kandidat til at få brystkræft eller æggestokkræft, så bliver tjekket årlig... men fordi jeg er udsat for at få lortet, har jeg udviklet en massiv angst for at dø og hold nu kæft, hvor er det sindsyg hårdt, for man møder absolut ingen forståelse... og alligevel møder jeg omsorg, men med en tag dig nu sammen, for du er jo i live... 

ja jeg er i live og gør alt for at forebygge og snakker med psykolog, men for helvede nogle dage kan være seje at komme igennem og de dage er du bare ikke mor for dine børn og det er dæleme hårdt at se dem i øjnene og vide, at idag kan jeg ikke være mor, men jeg kæmper og så kommer man igennem en periode hvor man så kan være mor på fuld tid igen, hvorfor må man ikke få et skulder klap for det... nogen gange ville jeg ønske man kunne flå hjernen ud og erstatte den med en anden, så jeg slap med at lide.. for man lider i stilhed og med sig selv, fordi man ikke møder forståelse... Jeg er heldigvis så priviligeret at jeg har et godt netværk og ikke mistet veninder, men alligevel møder jeg faktisk manglede forståelse fra omverden og jeg siger faktisk ikke til nogen at jeg lider af angst, da jeg synes det er tabu og flovt... 

for mit vedkommende var det rigtig slemt en periode, hvor jeg fik medicin til at kunne klare hverdagen, så fik jeg kæmpet mig ud på den anden side med 35 kilo på bagen, som jeg inden havde kæmpet en mægtig kamp for at tabe... men jeg fik trappet mig ud af medicinen på egen hånd og har nu smidt 22 kilo.. så døde min far i sommer og vupti kom angsten tilbage.. nu er jeg på ud på den anden side, men at have en psykisk sygdom har også omkostninger for ens nærmeste... det er noget som påvirker hele familien.. når man så får kæmpet sig ud og får samlet stumperne sammen igen og kigger på den kamp man har kæmpet, så ville et skulderklap og et kram fandme være fantastisk.... 

Ingen tvivl om det er sndsyg hårdt at stå hvor du står, og netop krammet og forståelsen for man ikke bare tager sig sammen og du skal være glad for du er i live, er alfa og omega. 

Derfor skal det jo i bund og grund heller ikke sammenlignes, det er som at sammenligne æbler og bananer, det er begge frugt, men.... 

Jeg tror såmænd heller ikke det er sygdommen kræft jeg frygter mere end den psykiske sygdom, men det er døden, det er den potentielle død, det det definitive. Jeg frygter såmænd ikke døden i sig selv, da min datter døde valgte jeg at beslutte at døden ikke er skrækkelig, men det er det at sige farvel, at slutte, at forsvinde og efterlade dem jeg elsker højere end livet selv. 

Du har dage, hvor du ikke kan være den mor du vil, hvor du måske endda ikke kan være mor, men det er ikke definitivt, du kan være mor igen lige om lidt. Det frygter jeg ikke lige så meget som jeg frygter selve døden. Ikke fordi jeg ikke er smertelig bevidst om og hårdt det er, hvordan man kan ædes op af den dårlige samvittighed over børnene, for manden, for omverdenen. Ikke fordi jeg negligerer hvor stort et "handicap" det kan være socialt, men simpelthen fordi det ikke er definitivt og ikke er døden i sig selv. Håber det er forståeligt, for ville ikke ønske at pege fingre og sige en sygdom som ikke medfører døden er let, og man skal bare tage sig sammen, men blot fordi jeg frygter døden eller rettere det døden bringer med sig mere end at være indisponibel og nede og angst osv i en periode. 

Hck skriver:

Helt ærligt, så forstår jeg slet ikke den der Facebook "konkurrence" med at hvis man poster noget, at man tæller likes bagefter og sammenligner med andre, det er ikke den vej man skal søge støtte og sympati, det er Facebook ikke vejen til.

Jeg tror også at man skal passe utroligt på, hvis man begynder at sammenligne forskellige sygdomme og hvem der for mest sympati, i bund og grund handler det jo mere om ens nære netværk, og ikke likes på f.eks Facebook. Min far døde relativt tidligt af cancer ( jeg var 14 år ), og jeg har en søn nu som der har psykiske problemer, så jeg har haft begge ting inde på livet.

For mig handler det om signal værdien. Det signal der generelt er i hvor hurtige folk er til at at udvise omsorg og sympati, samt beskeder med tilbud om hjælp og opbakning 

jeg har selv haft kræft tæt ind på livet i familien og der er støtten bare en helt anden. Det er bestemt ikke en likehunting jeg er ude efter eller en konkurrence. Men den kæmpe forskel der er, frustrerer mig. Er sted er det jo fordi jeg dagligt kæmper, og gør tingene værre når man konstant får negative kommentarer, er man ærlig er man et brokkehoved, er man ikke, ja så må man jo sejle direkte igennem uden problemer 

Saphiira skriver:

Jeg forstår godt hvad du mener. Det kan være nemmere at forholde sig til en med kræft end en med psykisk sygdom, men det er to vidt forskellige ting med forskellige udfordringer. 

Derfor synes jeg, det er to ting, som er svære at sammenligne, og mener heller ikke de burde det.

Jeg lider selv af psykisk sygdomme, og det har været rigtigt svært fra starten af, jeg satte en facade op og lod som om, jeg var okay. Jeg har også fået at vide, jeg skal tage mig sammen, mistede venner osv.

Men igennem årene har jeg faktisk oplevet, at jo mere ærlig man er omkring sin sygdom, jo mere forstående er folk faktisk! Jeg har kun oplevet EN gang i mit liv, hvor jeg var ærlig omkring det, at jeg blev dømt på det, og jeg pludselig ikke var en "normal" person, og det var ødelæggende for mig på min uddannelse.

Når jeg har været ærlig omkring mine diagnoser, har folk altid været nysgerrige om, hvad det gør for mig og min hverdag, og hvordan det påvirker mit liv. 

Så min erfaring er, at jo mere lukket man er omkring sin sygdom - jo flere fordomme kommer der, og jo sværere har folk svært ved at forholde sig til det, og derfor kommer med sætninger som "tag dig sammen" osv.

Der vil selvf. altid være nogle personer med fordomme, som man ikke kan ændre på, men sådan er livet med alt desværre. 

Jeg har også tit tænkt, at jeg hellere vil fejle noget fysisk - både for at det er nemmere for mig at forholde mig til, men også for andre, men det synes jeg faktisk ikke, jeg tænker så meget over mere. 

Så mit råd er faktisk at være ærlig omkring det du fejler - uden at folk bliver overvældet af det. Fortæl om det, når lejligheden er der og oplys dem.  

Og så vil jeg give dig et stort kram 

Jeg har været meget ærlig men oplevet det modsatte, det har fået mig til at holde igen. Mistet bla min familie og gør det svært at vide at min familie ikke er i mit liv, heller ikke til de store ting i livet, det gør ondt 

Dorthe1986 skriver:

Jeg læser ts' indlæg som, at det hun ønsker er at det ikke er et tabu at sige man har en psykisk lidelse. Hun ønsker at hvis hun siger "jeg kan simpelthen ikke overskue x og y og z i dag, så jeg er nødt til at blive hjemme" eller hvad det nu er, at det ikke bliver mødt med et "tag dig sammen". Det er uvidenhed på største plan når man møder psykisk syge på den måde. Mon ikke de ville give alt hvad de ejer og har for at opleve eller få et normalt sind tilbage? Et sind, der ikke kører i allerhøjeste gear konstant, med tanker man måske/måske ikke ved er rationelle eller ej. Ja de kan få noget medicin. Men alene den proces der er, før end man finder den behandling, der passer til den enkelte er så lang og kan være så opslidende. Og det er ikke engang sikkert du ender med rette behandling. Gør du er det fantastisk og du har gode chancer for at få et rimeligt godt liv. Ts ønsker jo blot at fordommene skal væk omkring psykisk sygdom. Og ja hun tænker at hvis det var kræft ville folk være der og støtte hende. Og det er ikke urimeligt at tænke, når man så står med en anden form for sygdom, hvor man også har brug for støtte, men hvor folk hellere vender ryggen til, fordi det er så tabu belagt. 

Jeg har selv begge situationer inde på livet: familie der dør af en voldsom kræftform og familie der er psykisk syge. Det jeg personligt frygter allermest er at jeg selv blev psykisk syg, fordi jeg har set hvor ensomt det er, hvor lidt forståelse der er, selv fra nærmeste hold, samt hvordan det psykiatriske system virker. Og fordi jeg personligt ville finde det ulideligt at skulle kæmpe med resten af mit liv, at skulle kæmpe med mit eget sind. 

Jeg siger ikke jeg hellere vil have kræft, jeg er bare mere bange for det andet. 

Men du ser selv her i tråden, at nogle oplever at deres sklerose er en ok undskyldning, men deres depression er ikke. Det er da ikke i orden? 

Ts sammenligner ikke de to sygdomsformer, hun sammenligner den støtte og kærlighed man møder.

Selvfølgelig er det i orden at man samles om den kræftsyge, men man kan vel også samles om den psykisk syge? 

Tak du fik lige ramt hovedet på sømmet 

Abracadabra skriver:

Så læser vi ikke det samme.

Jeg læser, at TS er ked af, at vennerne ikke står i kø med sympati, likes og hjælp med husholdningen, når nu den kræftramte veninde bliver støttet og begunstiget. Lidelsen virker ikke særligt tabubelagt for TS, hun vil bare gerne have mere sympati og omsorg, når hun poster på Facebook. 

Det virker som god gammeldags misundelse, som jeg helt ærligt har svært ved. 

Du misforstår. Dorthe har fanget min intention bag indlægget, hun er bare bedre end jeg er, til at formulere eet rigtigt ud 

Anonym skriver:

For mig handler det om signal værdien. Det signal der generelt er i hvor hurtige folk er til at at udvise omsorg og sympati, samt beskeder med tilbud om hjælp og opbakning 

jeg har selv haft kræft tæt ind på livet i familien og der er støtten bare en helt anden. Det er bestemt ikke en likehunting jeg er ude efter eller en konkurrence. Men den kæmpe forskel der er, frustrerer mig. Er sted er det jo fordi jeg dagligt kæmper, og gør tingene værre når man konstant får negative kommentarer, er man ærlig er man et brokkehoved, er man ikke, ja så må man jo sejle direkte igennem uden problemer 

Har tænkt og funderet over netop det med Facebook, like og svar. Jeg ved godt en familie hvor en af forældrene er syg enten kronisk fysisk eller psykisk, kan have brug for en håndsrækning, kan have brug for krammet og tilkendegivelsen af; jeg er her. 

Og ingen tvivl om jeg jeg nødig vil stå i deres sko (bare mine tude dage hvor jeg er stort set uden evne til at klare dagen er et helvede). Men jeg kan på en eller anden måde bedre relatere mig til frygten for døden og kampen mod kræften end jeg kan til kampen mod angsten fx. Det er ikke fordi jeg ikke anerkender kampen mod angsten og hvor hårdt det må være, men det er fordi jeg ikke forstår eller ikke kan sætte mig selv i den andens sted, mens jeg kan sætte mig i moren der frygter hun skal dø og tabe kampen mod cancer. Giver det mening?

Jeg ville selv være en af dem der gav et like når en mor sker: klarede kemoen i dag. Mens jeg formodentlig ville "glemme" at gøre det, hvis moren skrev: en dag uden angst. Ikke fordi jeg ikke ville give det kram, ikke ville give den anerkendelse og hjælp, men fordi jeg nok ikke helt forstod hvor stor en sejr det var. 

Jeg ville nok også et eller andet sted også være mere tilbøjelig til at have ondt af moren med kræft fordi jeg kunne forstå hendes frygt for at skulle sige farvel. Igen ikke fordi jeg negligerer det som fx du bumler med, men fordi jeg oplever døden som mere skræmmende end en kronisk sygdom. 

Så et eller andet sted forstår jeg godt hvad du mener, men tænker samtidig nej du ønsker jo nok ikke den potentielle død fremfor den kroniske psykiske sygdom.

lineog4 skriver:

Ingen tvivl om det er sndsyg hårdt at stå hvor du står, og netop krammet og forståelsen for man ikke bare tager sig sammen og du skal være glad for du er i live, er alfa og omega. 

Derfor skal det jo i bund og grund heller ikke sammenlignes, det er som at sammenligne æbler og bananer, det er begge frugt, men.... 

Jeg tror såmænd heller ikke det er sygdommen kræft jeg frygter mere end den psykiske sygdom, men det er døden, det er den potentielle død, det det definitive. Jeg frygter såmænd ikke døden i sig selv, da min datter døde valgte jeg at beslutte at døden ikke er skrækkelig, men det er det at sige farvel, at slutte, at forsvinde og efterlade dem jeg elsker højere end livet selv. 

Du har dage, hvor du ikke kan være den mor du vil, hvor du måske endda ikke kan være mor, men det er ikke definitivt, du kan være mor igen lige om lidt. Det frygter jeg ikke lige så meget som jeg frygter selve døden. Ikke fordi jeg ikke er smertelig bevidst om og hårdt det er, hvordan man kan ædes op af den dårlige samvittighed over børnene, for manden, for omverdenen. Ikke fordi jeg negligerer hvor stort et "handicap" det kan være socialt, men simpelthen fordi det ikke er definitivt og ikke er døden i sig selv. Håber det er forståeligt, for ville ikke ønske at pege fingre og sige en sygdom som ikke medfører døden er let, og man skal bare tage sig sammen, men blot fordi jeg frygter døden eller rettere det døden bringer med sig mere end at være indisponibel og nede og angst osv i en periode. 

Men samtidig skal vi huske på, at mange med psykiske sygdomme vælger døden, fordi alt andet bliver uudholdelig... psykiske sygdomme kan virkelig være så slemt at ingen anden mulighed ses...

Samdig så bliver der heldigvis reddet flere med kræft efterhånden, også selvom det er en dødelig sygdom, så får mange buk med skidtet og kan vende tilbage til sin familie... 

Men ja man kan ikke sammenligne, men det synes jeg nu heller ikke ts gør, men hun mangler forståelse og det kan jeg kan fuld ud følge hende i... synes måske man bare skal anerkende at begge dele er slemt, men på hver sin måde... og så forstår jeg heller ikke helt hvorfor nogle følelser er okay, men andre ikke... 

Mathias Villads skriver:

Jeg er så en af dem, som er i lidt i begge kategorier... 

Jeg har mistet begge mine forældre dog ikke til kræft, men min far havde sclerose og min mor havde i en ung alder æggestokkræft, men blev helbredt, men døde så af en blodprop i en alder af 38år.. har mistet flere til kræft, og jeg er selv en kæmpe mulig kandidat til at få brystkræft eller æggestokkræft, så bliver tjekket årlig... men fordi jeg er udsat for at få lortet, har jeg udviklet en massiv angst for at dø og hold nu kæft, hvor er det sindsyg hårdt, for man møder absolut ingen forståelse... og alligevel møder jeg omsorg, men med en tag dig nu sammen, for du er jo i live... 

ja jeg er i live og gør alt for at forebygge og snakker med psykolog, men for helvede nogle dage kan være seje at komme igennem og de dage er du bare ikke mor for dine børn og det er dæleme hårdt at se dem i øjnene og vide, at idag kan jeg ikke være mor, men jeg kæmper og så kommer man igennem en periode hvor man så kan være mor på fuld tid igen, hvorfor må man ikke få et skulder klap for det... nogen gange ville jeg ønske man kunne flå hjernen ud og erstatte den med en anden, så jeg slap med at lide.. for man lider i stilhed og med sig selv, fordi man ikke møder forståelse... Jeg er heldigvis så priviligeret at jeg har et godt netværk og ikke mistet veninder, men alligevel møder jeg faktisk manglede forståelse fra omverden og jeg siger faktisk ikke til nogen at jeg lider af angst, da jeg synes det er tabu og flovt... 

for mit vedkommende var det rigtig slemt en periode, hvor jeg fik medicin til at kunne klare hverdagen, så fik jeg kæmpet mig ud på den anden side med 35 kilo på bagen, som jeg inden havde kæmpet en mægtig kamp for at tabe... men jeg fik trappet mig ud af medicinen på egen hånd og har nu smidt 22 kilo.. så døde min far i sommer og vupti kom angsten tilbage.. nu er jeg på ud på den anden side, men at have en psykisk sygdom har også omkostninger for ens nærmeste... det er noget som påvirker hele familien.. når man så får kæmpet sig ud og får samlet stumperne sammen igen og kigger på den kamp man har kæmpet, så ville et skulderklap og et kram fandme være fantastisk.... 

Kram herfra, du beskeiver det rigtig godt. Min familie vendte mig ryggen allerede fra start. Lidt opbakning og at det ikke er et tabu at kæmpe kunne lette utrolig meget. Det er ikke legalt at have psykiske problemer men et brækket ben kan folk se og forstå. De beder ikke en med benet i gips om at løbe et maraton 

Anonym skriver:

Dette er på ingen måde en negligering af kræft og nej jeg ønsker ikke kræft. Men hvor ville jeg ønske der var samme forståelse af "usynlige" og " ukendte" sygdomme på lige fod med feks det at have kræft 

jeg har i mange år haft fysisk invaliderende sygdom, det har sat sig psykisk og har haft det meget svært det sidste års tid af forskellige årsager. Venner hopper fra og ja selv min nærmeste er hoppet fra fordi de ikke orker besværet med de he syn der er omkring mine handicaps. Feks at jeg ikke ret godt holder til en hel dags aktiviteter, ikke kan tage med på shoppeture og gå en masse osv. 

Har så en veninde der havde fået kræft, efter 1/5 år blev hun erklæret rask, hvilket jo er fantastisk. Hun fik kemo og var heldigvis ikke så påvirket og hed også at det er meget forskelligt hvor hårdt man rammes 

det som gør ondt, er at ved opslag fik hun så meget støtte og ros. 170-200 likes, 50-100 kommentarer om hvor sej hun var og hvor flot hun klarede det, og virkelig positive opslag. 

Tja sender man selv et jubelopsæag med en kæmpe sejr, 3 likes, og kommentarer om at man da bare skal tage sig sammen osv osv. Og endnu værre hvis man skulle nævne at man har en øv-dag og hvor svært det indimellem er, ved kronisk sygdom 

jeg har bestemt ikke brig for negative opslag, dette her er ikke en nedgørelse af nogen men en sorg og frustration over min situation og at der bare ikke er støtte eller noget som ligner og at jeg ser en generel tendens til kæmpe forståelse af kræft patienter og eventuelle følger af behandling, men ikke de som dagligt kæmper i mange mange år med psykisk og fysisk sygdom, og hvor mange må kæmpe resten af livet og leve uden forståelse eller støtte. Har aldrig modtaget noget der minder om en promille af den støtte, hun har modtaget selv fra fremmede som tilbød at køre hende til hospitalet, handle for eem, komme pg hygge om familien, hjælpe til i hjemmet osv osv 

Er lidt paf over dette indlæg. 

Ligger landet ikke der, at nogle sygdomme er værre end andre. Kræft er ødelæggende og visse tilfælde dødelig - og jeg synes personligt ikke at man sammenligne kræft med nogen anden sygdom. 

For mig virker det lidt som om der helst skal høstes mange likes og masser af opmærksomhed.

Hvorfor tror du selv vennerne mm har vendt dig ryggen?