Bare det var kræft

Dette er på ingen måde en negligering af kræft og nej jeg ønsker ikke kræft. Men hvor ville jeg ønske der var samme forståelse af "usynlige" og " ukendte" sygdomme på lige fod med feks det at have kræft 

jeg har i mange år haft fysisk invaliderende sygdom, det har sat sig psykisk og har haft det meget svært det sidste års tid af forskellige årsager. Venner hopper fra og ja selv min nærmeste er hoppet fra fordi de ikke orker besværet med de he syn der er omkring mine handicaps. Feks at jeg ikke ret godt holder til en hel dags aktiviteter, ikke kan tage med på shoppeture og gå en masse osv. 

Har så en veninde der havde fået kræft, efter 1/5 år blev hun erklæret rask, hvilket jo er fantastisk. Hun fik kemo og var heldigvis ikke så påvirket og hed også at det er meget forskelligt hvor hårdt man rammes 

det som gør ondt, er at ved opslag fik hun så meget støtte og ros. 170-200 likes, 50-100 kommentarer om hvor sej hun var og hvor flot hun klarede det, og virkelig positive opslag. 

Tja sender man selv et jubelopsæag med en kæmpe sejr, 3 likes, og kommentarer om at man da bare skal tage sig sammen osv osv. Og endnu værre hvis man skulle nævne at man har en øv-dag og hvor svært det indimellem er, ved kronisk sygdom 

jeg har bestemt ikke brig for negative opslag, dette her er ikke en nedgørelse af nogen men en sorg og frustration over min situation og at der bare ikke er støtte eller noget som ligner og at jeg ser en generel tendens til kæmpe forståelse af kræft patienter og eventuelle følger af behandling, men ikke de som dagligt kæmper i mange mange år med psykisk og fysisk sygdom, og hvor mange må kæmpe resten af livet og leve uden forståelse eller støtte. Har aldrig modtaget noget der minder om en promille af den støtte, hun har modtaget selv fra fremmede som tilbød at køre hende til hospitalet, handle for eem, komme pg hygge om familien, hjælpe til i hjemmet osv osv 

Først læste jeg, så gik jeg igen, men kom tilbage for at give dig .... Usynligt handicap er og bliver det væreste, for folk kan ikke se hvor råddent man har det inden i...  

san skriver:

Først læste jeg, så gik jeg igen, men kom tilbage for at give dig .... Usynligt handicap er og bliver det væreste, for folk kan ikke se hvor råddent man har det inden i...  

Jeg mistede min forholdsvis unge mor til en aggressiv og intraktabel kræft. Jeg bliver helt ærligt lidt provokeret af overskriften - samtidig med at jeg naturligvis også forstår, at en usynlig sygdom kan være ødelæggende.

Abracadabra skriver:

Jeg mistede min forholdsvis unge mor til en aggressiv og intraktabel kræft. Jeg bliver helt ærligt lidt provokeret af overskriften - samtidig med at jeg naturligvis også forstår, at en usynlig sygdom kan være ødelæggende.

Jeg mistet også min mor og et halv år efter min far, til kræft ... Gør mig ondt at høre... Jeg føler mig ikke provokeret af overskriften, ved trådstarter ikke mener det sådan, som hun også skriver.. Men tro bare hun har et budskab om at psykisk sygedom, kan være hårde fordi man ikke altid kan se dem,msommså mange andre sygdomme... 

Kan i princippet godt forstå dig, men må alligevel sige at jeg synes kræft er værre. 

Det er utroligt svært at forholde sig til de "usynlige" sygdomme. Der er ikke noget håndgribeligt og du kan ikke se/vide om folk fejler noget. Ergo er det bare så meget nemmere (groft sagt) at sige folk skal tage sig sammen. 

(Medmindre man er et rummeligt/fordomsfrit menneske, og det er der mange der ikke er, bla mig) 

Min egen teori er også at det ind i mellem virker som om at der er gået lidt sport i de psykiske sygdomme, alle fejler et eller andet, og folk kan i princippet bare påstå det. Ikke fordi jeg tror folk ønsker at fejle noget, MEN jeg tror også der er nogle der misbruger det og bruger det som undskyldning pga diverse årsager.

Håber ikke det er alt for rodet, er sgu svært at forklare hvad man mener, på skrift.

Vil i øvrigt lige tilføje, trods jeg er fordomsfuld, er jeg dog alligevel sikker på at der er folk derude der kæmper med ting man ikke kan se og at det med garanti ikke altid er nemt.

Jeg er helt med på hvad du mener ts! 

Det er klart, man ønsker at man ikke bliver dømt på noget man fejler. At andre sygdomme er mere, i mangel af bedre ord, accepterede at have. 

Min far døde af en ufattelig aggressiv kræft. Han var ikke ret gammel og vi nåede dårligt at fatte han var syg, førend vi stod i kirken og skulle begrave ham. Jeg behøver ikke forklare hvor frygteligt det er. Det kan enhver sætte sig ind i. Men jeg har også to søskende der alvorligt psykisk syge. Og der kan det være svært at forstå hvis de melder afbud til en fødselsdag, grundet deres sygdom. Eller at de synes det er uoverskueligt at tage bussen hjem fra et selskab, selvom de tog bussen derind. Selv nogle af de nærmeste familiemedlemmer kan stille spørgsmålstegn ved det, og så kan man jo kun gisne om hvor svært det er når det gælder resten af omverdenen. 

Og så vil jeg da lige sige til dem der begynder at sammenligne psykiske lidelser med kræft - det giver jo ingen mening. Det er jo to forskellige ting. Og det handler jo ikke om hvad der er værre. Det handler om at ts ønsker at der ikke var så meget modstand mod psykiske lidelser, at psykisk syge kunne modtage lige så meget positiv opbakning, som andre somatiske lidelser. 

Kan i princippet godt forstå dig, men må alligevel sige at jeg synes kræft er værre. 

Det er utroligt svært at forholde sig til de "usynlige" sygdomme. Der er ikke noget håndgribeligt og du kan ikke se/vide om folk fejler noget. Ergo er det bare så meget nemmere (groft sagt) at sige folk skal tage sig sammen. 

(Medmindre man er et rummeligt/fordomsfrit menneske, og det er der mange der ikke er, bla mig) 

Min egen teori er også at det ind i mellem virker som om at der er gået lidt sport i de psykiske sygdomme, alle fejler et eller andet, og folk kan i princippet bare påstå det. Ikke fordi jeg tror folk ønsker at fejle noget, MEN jeg tror også der er nogle der misbruger det og bruger det som undskyldning pga diverse årsager.

Håber ikke det er alt for rodet, er sgu svært at forklare hvad man mener, på skrift.

Vil i øvrigt lige tilføje, trods jeg er fordomsfuld, er jeg dog alligevel sikker på at der er folk derude der kæmper med ting man ikke kan se og at det med garanti ikke altid er nemt.

Der er ikke gået "sport" i psykiske sygdomme - der er sikkert ikke mange flere der lider af psykiske sygdomme i dag end der var for 30 år siden, dengang blev folk bare ikke diagnosticeret og var derfor ikke så synlige så at sige, som de er i dag. Idag er det mere socialt acceptabelt at lide af en psykisk sygdom og vi er blevet mere oplyste og derfor søger flere folk hjælp og derved får en diagnose - dog er der stadig stigmatisering og fordomme fra folk som du selv indrømmer at være en del af, der gør at nogle folk desværre lider i stilhed til den dag de praktisk talt dør. 

Hvorfor gør du ikke noget ved at du er fordomsfuld og ikke særligt rummelig, fremfor bare at konstatere det? Er der også gået sport i at være usympatisk og tilsyneladende være for doven til at sætte ind i andre menneskers situation, eller hvad? Gu' fanden er det da nemmere bare at sige "tag dig sammen" og "du bruger det bare som en undskyldning" - det har også i over 10 år været nemmere for både mig og min økonomi ikke at arbejde aldeles gratis flere timer om ugen, at fortælle hjemløse at de må stille flasken, redde deres egen røv og beholde min 50'er som jeg kunne bruge på en god bøf til mig selv i stedet - men at vælge den nemme og egoistiske løsning i forhold til andre mennesker er sjældent noget der avler noget som helst andet end mere dårligdom - hvis vi alle sammen bare brugte en lille bitte smul kræfter på at nedbryde vores egen ignorance og gav en hjælpende hånd, også bare i form af ord, så var der sikkert færre der kæmpede og flere der kom op ad hullerne, hvis det altså ikke altid var for vores egen bekvemmelighed og snævre syn som mange folk bærer som et trofæ - hvorfor ikke lade der går sport i medmenneskelighed fremfor at sparke til én der allerede ligger ned, fordi det er nemmest i sekundet? 

Loa skriver:

Kan i princippet godt forstå dig, men må alligevel sige at jeg synes kræft er værre. 

Det er utroligt svært at forholde sig til de "usynlige" sygdomme. Der er ikke noget håndgribeligt og du kan ikke se/vide om folk fejler noget. Ergo er det bare så meget nemmere (groft sagt) at sige folk skal tage sig sammen. 

(Medmindre man er et rummeligt/fordomsfrit menneske, og det er der mange der ikke er, bla mig) 

Min egen teori er også at det ind i mellem virker som om at der er gået lidt sport i de psykiske sygdomme, alle fejler et eller andet, og folk kan i princippet bare påstå det. Ikke fordi jeg tror folk ønsker at fejle noget, MEN jeg tror også der er nogle der misbruger det og bruger det som undskyldning pga diverse årsager.

Håber ikke det er alt for rodet, er sgu svært at forklare hvad man mener, på skrift.

Vil i øvrigt lige tilføje, trods jeg er fordomsfuld, er jeg dog alligevel sikker på at der er folk derude der kæmper med ting man ikke kan se og at det med garanti ikke altid er nemt.

Wow. I min verden er psykisk sygdom stadig tabuiseret. Folk holder det tæt ind til kroppen, at de netop er vendt hjem efter en indlæggelse på psykiatrisk pga. en depression, eller at de har en personlighedsforstyrrelse, mens alle ved, at kollega X har brystkræft og Y har en grum gigtsygdom.

Hvis det er en sport at være psykisk syg, så er det godt nok en ensom af slagsen med et meget begrænset publikum. Og når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg, at der er laaaang vej igen. 

Mht. at bruge psykiske lidelser som undskyldning for noget som helst, så har jeg erfaret, at jeg efter at have fået en "accepteret", fysisk sygdom, sclerose, kan bruge den som "alibi" og forklaring i perioder, hvor det reelt ikke er den, men min tendens til depression, der hæmmer og plager mig. Det er så meget mere accepteret at kaste den fysiske sygdom på bordet som "undskyldning". Og det bekræfter du jo også - så hvor meget er der ved at bruge psykisk sygdom som undskyldning, når det alligevel bliver skudt ned af fordomsfulde medmennesker som dig? 

Mor og meget mere skriver:

Wow. I min verden er psykisk sygdom stadig tabuiseret. Folk holder det tæt ind til kroppen, at de netop er vendt hjem efter en indlæggelse på psykiatrisk pga. en depression, eller at de har en personlighedsforstyrrelse, mens alle ved, at kollega X har brystkræft og Y har en grum gigtsygdom.

Hvis det er en sport at være psykisk syg, så er det godt nok en ensom af slagsen med et meget begrænset publikum. Og når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg, at der er laaaang vej igen. 

Mht. at bruge psykiske lidelser som undskyldning for noget som helst, så har jeg erfaret, at jeg efter at have fået en "accepteret", fysisk sygdom, sclerose, kan bruge den som "alibi" og forklaring i perioder, hvor det reelt ikke er den, men min tendens til depression, der hæmmer og plager mig. Det er så meget mere accepteret at kaste den fysiske sygdom på bordet som "undskyldning". Og det bekræfter du jo også - så hvor meget er der ved at bruge psykisk sygdom som undskyldning, når det alligevel bliver skudt ned af fordomsfulde medmennesker som dig? 

Preach 

Essensen DR bestemt ikke at jeg ønsker kræft, eller ikke sympatiserer kræft, men at der er så lidt forståelse for sygdomme både fysiske pg psykiske man ikke kan se, hvor en sejr bliver nedgjort imens kvinden med kræft får thumos up og støtte og omsorg alle vegne. Kamp mod kræft bliver beskrevet som at man er sej og hvor flot man holder ud osv imens man kæmper med en usynlig sygdom og deler hvad der er et kæmpe fremskridt og istedet bliver ignoreret eller nedgjort. 

Min egen familie har vendt mig ryggen, jeg kæmper hver dag med en psykisk syg samt en fysisk sygdom som er usynlig, for  med kroniske smerter ser folk mig jo kun mår jeg har overskud til at ses eller lægge en facade på, hvilket man bliver god til. Når man så er nød til at aflyse kommer problemerne. Senest delte jeg en sejr over at jeg klarede en cykeltur på 500m en kæmpe kæmpe sejr jeg har kæmpet hårdt for, men nej der var så mange negative kommentarer, og tør ikke dele noget nærmest, og så gør det så ondt at vide at feks ved at en som lige har fået diagnosen ksn slå det op, dele og at man vil kæmpe. Masser af likes og opmuntrende kommentarer og så sej vedkommende er, imens man selv sidder og har kæmpet i over et år og endelig lykkedes det, intet positivt. Det er så hårdt at kæmpe hele tiden uden nogen støtte udefra, at man nogen gange føler, hvad forskel gør det, min kamp er ikke værdig.