Bare det var kræft

Tommelise skriver:

Det, jeg skriver, er, at der er mange fordomme over for psykiske sygdomme.

Nu er der jo også forskel på psykiske sygdomme, og der er forskel på graden af depressioner. Jeg var syg i flere år, så for mig er 9 måneder kort tid. Jeg har også været indlagt på psyk. med en psykose, hvor jeg ikke kunne kende forskel på virkelighed og fantasi, og det er altså ingen skovtur.

Du har måske mødt større forståelse end ts, for alle er jo klar over, at det er ganske forfærdeligt at miste sit barn. Jeg håber, da ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at de ikke orkede at have dig i deres liv, fordi du var deprimeret over at have mistet et barn. Det ville da have været direkte ondskabsfuldt, hvis de havde sagt sådan til dig. Men det er jo det, ts oplever. Jeg håber heller ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at du bare skulle tage dig sammen.

Man kan rent faktisk dø af psykisk sygdom - f.eks. anoreksi, som jeg har nævnt. Mange psykisk syge lever i gennemsnit 15-20 år kortere end raske mennesker og har større risiko for at udvikle hjerte- kar-sygdomme. Nogle lever med tilbagevende depressioner, som bliver længere og dybere for hver gang. Nogle lever med skizofreni. Maniodepressive kan ikke helbredes.

Som fleksjobber møder man altså også fordomme.

Kræft er en helt forfærdelig sygdom, jeg har ikke skrevet andet. Og min søster er i gang med efterbehandling netop nu. Tror du ikke, jeg er bange for, hvad der sker med hende ? Men hun har 96 % chance for at være i live efter 15 år (altså hvis man skærer trafikulykker, blodpropper og lign. fra). Det tal er vi nødt til at klamre os til. Tanken om at miste hende er ubærlig. Eftersom der er flere tilfælde af brystkræft i vores familie, ved vi endnu ikke, om det skyldes arvelighed. Hvis min lillesøster har genfejlen, har jeg den måske også.

Det jeg mener er bare, at man ikke ALTID kan konkludere, at kræft er værre en psykisk sygdom. Det kommer an på så mange ting.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først vil jeg lige sige, jo man kan sagtens møde mennesker der mener at sorgen over at miste et lille barn især hvis dette barn ikke var født før det døde, ikke giver retten til at være i sorg særlig længe og man bør tage sig sammen - jeg fik den fx to uger efter jeg havde mistet min 4 dage gammel datter: nå men det kan du jo ikke gå der og sørge over, nej det er bedst for dig at komme i gang med at lave noget.

Derefter så synes jeg det er en underlig rangorden, sammenligning eller hvad man kan kalde det du også laver. Den rangorden som ts jo egentlig gør op med (og jeg er enig med ts) den laver du jo egentlig også bare med omvendte fortegn.

Kunne vi egentlig ikke bare blive enige om det er absurd at sammenligne, absurd at tale om hvad er værst. For for den der står med fødderne solidt placeret i det er det værst. Man bliver ikke mindre deprimeret af man ikke er ved at dø af kræft, det gør ikke mindre ondt i mit brækkede ben fordi jeg ved du har brækket begge to.

Det eneste jeg så tænker i mit stille sind er at døden (som ung og absolut ikke mæt af dage) er værre end at leve. Og klart den der lever med kræften og overlever kræften er jo ikke død, men den der død af kræften, af anoreksi, af selvmordet er død uafhængigt af grunden til døden.

Jeg læser ikke ts vil sammenligne (du må endelig rette mig ts). Men jeg læser hun mangler den støtte og anerkendelse af sin sygdom, og hun kan se det formodentlig er lettere at få den støtte og anerkendelse når man har kræft. Ts skriver ikke kræft er lettere end hendes sygdom, men at kræft er mere anerkendt som en kamp end den kamp hun føler hun står i.

Og nej jeg har ikke haft psykose, jeg har ikke haft en behandlet depression, hvad jeg havde i det lidt over et år jeg absolut ikke kunne se en glæde ved livet og egentlig i mange øjeblikke ønskede ikke-livet også for mine pårørende da jeg jo ikke var noget værd. Det er det tætteste jeg kommer selv med psykiske udfordringer, men jeg har heller ikke haft kræft. Og jeg vil aldrig gøre mig klog på hvad der er værst, for er det ikke lige meget, for den der kæmper mod kræften er det pisse hårdt, for den der kæmper mod depressionen er det pisse hårdt. Og for begge er det jo fantastisk hvis de vinder kampen og for begge er det sørgeligt hvis de taber kampen.

Tommelise skriver:

Det, jeg skriver, er, at der er mange fordomme over for psykiske sygdomme.

Nu er der jo også forskel på psykiske sygdomme, og der er forskel på graden af depressioner. Jeg var syg i flere år, så for mig er 9 måneder kort tid. Jeg har også været indlagt på psyk. med en psykose, hvor jeg ikke kunne kende forskel på virkelighed og fantasi, og det er altså ingen skovtur.

Du har måske mødt større forståelse end ts, for alle er jo klar over, at det er ganske forfærdeligt at miste sit barn. Jeg håber, da ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at de ikke orkede at have dig i deres liv, fordi du var deprimeret over at have mistet et barn. Det ville da have været direkte ondskabsfuldt, hvis de havde sagt sådan til dig. Men det er jo det, ts oplever. Jeg håber heller ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at du bare skulle tage dig sammen.

Man kan rent faktisk dø af psykisk sygdom - f.eks. anoreksi, som jeg har nævnt. Mange psykisk syge lever i gennemsnit 15-20 år kortere end raske mennesker og har større risiko for at udvikle hjerte- kar-sygdomme. Nogle lever med tilbagevende depressioner, som bliver længere og dybere for hver gang. Nogle lever med skizofreni. Maniodepressive kan ikke helbredes.

Som fleksjobber møder man altså også fordomme.

Kræft er en helt forfærdelig sygdom, jeg har ikke skrevet andet. Og min søster er i gang med efterbehandling netop nu. Tror du ikke, jeg er bange for, hvad der sker med hende ? Men hun har 96 % chance for at være i live efter 15 år (altså hvis man skærer trafikulykker, blodpropper og lign. fra). Det tal er vi nødt til at klamre os til. Tanken om at miste hende er ubærlig. Eftersom der er flere tilfælde af brystkræft i vores familie, ved vi endnu ikke, om det skyldes arvelighed. Hvis min lillesøster har genfejlen, har jeg den måske også.

Det jeg mener er bare, at man ikke ALTID kan konkludere, at kræft er værre en psykisk sygdom. Det kommer an på så mange ting.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men igen går du udfra at man sammenligner. 

Folk protestere jo netop imod at ts mener at kræft er at foretrække fordi folk så anerkender man er syg.

Og du trækker jo selv fotdomkortet ved at konkludere at når jeg skriver min depression begyndte at lytte efter 9 mdr at så var den Nolan ikke så slem og slet ikke så slem som din..

Du aner intet om mit forløb og behandling for at komme der til hvor jeg kunne se lys igen.

Og jo jeg har skam mødt folk der mente at da der var gået 2 mdr så burde jeg være kommet videre for nu var hun jo både begravet Osv. 

Jeg ser ikke nogen herinde der ikke anerkender psykisk sygdom 

Jeg ser kun folk der netop mener at kræft og psykisk sygdom ikke kan sammenlignes men at det ikke gør det mere rigtigt at misunde andre for likes Osv på Facebook. 

lineog4 skriver:

Først vil jeg lige sige, jo man kan sagtens møde mennesker der mener at sorgen over at miste et lille barn især hvis dette barn ikke var født før det døde, ikke giver retten til at være i sorg særlig længe og man bør tage sig sammen - jeg fik den fx to uger efter jeg havde mistet min 4 dage gammel datter: nå men det kan du jo ikke gå der og sørge over, nej det er bedst for dig at komme i gang med at lave noget.

Derefter så synes jeg det er en underlig rangorden, sammenligning eller hvad man kan kalde det du også laver. Den rangorden som ts jo egentlig gør op med (og jeg er enig med ts) den laver du jo egentlig også bare med omvendte fortegn.

Kunne vi egentlig ikke bare blive enige om det er absurd at sammenligne, absurd at tale om hvad er værst. For for den der står med fødderne solidt placeret i det er det værst. Man bliver ikke mindre deprimeret af man ikke er ved at dø af kræft, det gør ikke mindre ondt i mit brækkede ben fordi jeg ved du har brækket begge to.

Det eneste jeg så tænker i mit stille sind er at døden (som ung og absolut ikke mæt af dage) er værre end at leve. Og klart den der lever med kræften og overlever kræften er jo ikke død, men den der død af kræften, af anoreksi, af selvmordet er død uafhængigt af grunden til døden.

Jeg læser ikke ts vil sammenligne (du må endelig rette mig ts). Men jeg læser hun mangler den støtte og anerkendelse af sin sygdom, og hun kan se det formodentlig er lettere at få den støtte og anerkendelse når man har kræft. Ts skriver ikke kræft er lettere end hendes sygdom, men at kræft er mere anerkendt som en kamp end den kamp hun føler hun står i.

Og nej jeg har ikke haft psykose, jeg har ikke haft en behandlet depression, hvad jeg havde i det lidt over et år jeg absolut ikke kunne se en glæde ved livet og egentlig i mange øjeblikke ønskede ikke-livet også for mine pårørende da jeg jo ikke var noget værd. Det er det tætteste jeg kommer selv med psykiske udfordringer, men jeg har heller ikke haft kræft. Og jeg vil aldrig gøre mig klog på hvad der er værst, for er det ikke lige meget, for den der kæmper mod kræften er det pisse hårdt, for den der kæmper mod depressionen er det pisse hårdt. Og for begge er det jo fantastisk hvis de vinder kampen og for begge er det sørgeligt hvis de taber kampen.

Jeg rangordner ikke - du læser vist noget, der ikke står der.

Hvis du har læst mit første indlæg, skriver jeg jo NETOP, at det IKKE giver nogen mening at sammenligne kræft og psykisk sygdom. Så jeg har altså ikke sagt, at psykisk sygdom er værre end kræft.

Skulle jeg blive ramt af kræft, ville jeg dog helst rammes af den type, hvor der er størst chance for helbredelse.

Jeg skriver netop også, at ts efterlyser større forståelse for sin sygdom. Hun giver udtryk for, at det er nemmere at få støtte, hvis man har kræft.

Det er faktisk det, jeg har forsøgt at udtrykke i begge mine indlæg, så jeg tror egentlig, at vi er enige. Men jeg vil ikke have skudt i skoene, at jeg mener, at det ene er værre end det andet, når jeg netop skriver det modsatte.

TS jeg håber, at du får den rigtige behandling, og at du har kræfter til at søge støtte i en patientforening el. lign. Eller at der er bare en enkelt veninde, der hænger ved.

Carina:-) skriver:

Men igen går du udfra at man sammenligner. 

Folk protestere jo netop imod at ts mener at kræft er at foretrække fordi folk så anerkender man er syg.

Og du trækker jo selv fotdomkortet ved at konkludere at når jeg skriver min depression begyndte at lytte efter 9 mdr at så var den Nolan ikke så slem og slet ikke så slem som din..

Du aner intet om mit forløb og behandling for at komme der til hvor jeg kunne se lys igen.

Og jo jeg har skam mødt folk der mente at da der var gået 2 mdr så burde jeg være kommet videre for nu var hun jo både begravet Osv. 

Jeg ser ikke nogen herinde der ikke anerkender psykisk sygdom 

Jeg ser kun folk der netop mener at kræft og psykisk sygdom ikke kan sammenlignes men at det ikke gør det mere rigtigt at misunde andre for likes Osv på Facebook. 

Men ts mener jo netop ikke, at kræft er at foretrække, og jeg læser ikke, at hun er misundelig over andres likes. De likes er jo bare et symbol på, at det er noget nemmere at få forståelse, hvis man har kræft, end hvis man har en psykisk sygdom´.

Jeg har ikke skrevet, at min sygdom var værre end din. Jeg skriver jo netop, at det må være forfærdeligt at miste sit barn. Det, der provokerede mig i dit første indlæg var, at du skrev, at ts skulle være glad for at kunne stå op hver dag og vide, at hun ikke døde af sin sygdom. Når du selv har været syg, forstår jeg ikke, at du skriver sådan til hende Du burde jo vide, det KAN man ikke, når man står midt i skidtet - sådan en bemærkning virker netop som negligering og manglende forståelse.

Tommelise skriver:

Men ts mener jo netop ikke, at kræft er at foretrække, og jeg læser ikke, at hun er misundelig over andres likes. De likes er jo bare et symbol på, at det er noget nemmere at få forståelse, hvis man har kræft, end hvis man har en psykisk sygdom´.

Jeg har ikke skrevet, at min sygdom var værre end din. Jeg skriver jo netop, at det må være forfærdeligt at miste sit barn. Det, der provokerede mig i dit første indlæg var, at du skrev, at ts skulle være glad for at kunne stå op hver dag og vide, at hun ikke døde af sin sygdom. Når du selv har været syg, forstår jeg ikke, at du skriver sådan til hende Du burde jo vide, det KAN man ikke, når man står midt i skidtet - sådan en bemærkning virker netop som negligering og manglende forståelse.

 

 

 

 

Tror ikke vi bliver enige 

Jeg bed mærke i at hun nævner hendes veninde får 100 likes og hun får 3 .

Og ligegyldigt hvor slemt en depression er vil jeg stadig foretrække det frem for den aggressive kræft i halsen min søns bedste kammerat døde af i løbet af få mdr.

Jeg stod nemlig op hver dag og selv om alt var sort og mit indre var et stort hul vidste jeg at jeg havde en chance for at komme ud på den anden side.

At der var medicin og terapi som kunne hjælpe mig 

Han kunne bare vente på at dø 

Der er forskellen for mig og jeg kommer aldrig derud hvor jeg  fremhæver mine problemer/sygdomme bare fordi jeg ikke synes nogen forstår hvordan det er at være mig.

Jeg har ondt af ts at hun samtidig med at hun har det skidt skal slås med følelser af "misundelse" over at andre bliver mere anerkendt end hun gør. 

Og mener stadig hun skal søge hjælp i nogen af de støttegrupper der er for der ville hun nok kunne finde nogen der kan forstå hende og give den støtte hun savner. 

Carina:-) skriver:

Tror ikke vi bliver enige 

Jeg bed mærke i at hun nævner hendes veninde får 100 likes og hun får 3 .

Og ligegyldigt hvor slemt en depression er vil jeg stadig foretrække det frem for den aggressive kræft i halsen min søns bedste kammerat døde af i løbet af få mdr.

Jeg stod nemlig op hver dag og selv om alt var sort og mit indre var et stort hul vidste jeg at jeg havde en chance for at komme ud på den anden side.

At der var medicin og terapi som kunne hjælpe mig 

Han kunne bare vente på at dø 

Der er forskellen for mig og jeg kommer aldrig derud hvor jeg  fremhæver mine problemer/sygdomme bare fordi jeg ikke synes nogen forstår hvordan det er at være mig.

Jeg har ondt af ts at hun samtidig med at hun har det skidt skal slås med følelser af "misundelse" over at andre bliver mere anerkendt end hun gør. 

Og mener stadig hun skal søge hjælp i nogen af de støttegrupper der er for der ville hun nok kunne finde nogen der kan forstå hende og give den støtte hun savner. 

Nej jeg tror heller ikke, vi bliver helt enige. Men det skal der jo også være plads til på et debatforum.

Din søns bedste kammerat var jo netop angrebet af en aggressiv kræft. Jeg kender selv en ung mand, som er terminal. Det er frygteligt. Men det er også vigtigt at huske, at kræft ikke altid er lig med døden. Heldigvis er der mange, der bliver helbredt.

Du skriver selv, at du under din depression vidste, at der var chance for at komme ud på den anden side, og du vidste, at medicin og terapi kunne hjælpe dig.

Men der er mange, hvor depressionen er så svær, at de ikke kan komme ud af sengen, og at de ikke tror på, at noget som helst kan hjælpe dem. Hvor de tror, at det eneste, der kan få dem væk fra det forfærdelige, er døden. Hvor de simpelthen ikke tror på, at de kan komme ud på den anden side. Det helvede er frygteligt at være i.

Jeg læser slet ikke ts´s indlæg som misundelse. Og jeg synes ikke, hun fremhæver sine problemer/sygdomme. Men det må være forfærdeligt for hende, at hendes familie og venner vender hende ryggen p.gr.a. hendes sygdom. For hende er det jo en kæmpe sejr, at hun har cyklet 500 m. Og så er det jo trist, at folk er "ligeglade".

Jeg håber også, at hun kan få hjælp i en støttegruppe.

Abracadabra skriver:

Jeg anerkender dit personlige vendetta mod begrebet funktionel lidelse - men forstår det nok ikke. Har du lyst til at debattere i privatbeskeder? For mange af de ting, du skriver hér giver ikke mening for mig som læge - slet ikke, at du skriver, at du selv er læge...

Jeg er altså ikke læge (bare til information) 

Husk der er flere der kan besvare anomymt her

Anonym skriver:

Jeg er altså ikke læge (bare til information) 

Husk der er flere der kan besvare anomymt her

Ja, naturligvis. Derfor er det så ødelæggende for en debat, at folk ikke kan stå ved deres holdninger! Ingen herinde underskriver sig Ursula Pedersen, Søndre Omme, Falster og med fuldt CPR.NR, men man kan da for hulen stå så meget ved sine holdninger, at man underskriver sig FranskStuepige eller Puttegrisen.