Bare det var kræft

lineog4 skriver:

Ingen tvivl om det er sndsyg hårdt at stå hvor du står, og netop krammet og forståelsen for man ikke bare tager sig sammen og du skal være glad for du er i live, er alfa og omega. 

Derfor skal det jo i bund og grund heller ikke sammenlignes, det er som at sammenligne æbler og bananer, det er begge frugt, men.... 

Jeg tror såmænd heller ikke det er sygdommen kræft jeg frygter mere end den psykiske sygdom, men det er døden, det er den potentielle død, det det definitive. Jeg frygter såmænd ikke døden i sig selv, da min datter døde valgte jeg at beslutte at døden ikke er skrækkelig, men det er det at sige farvel, at slutte, at forsvinde og efterlade dem jeg elsker højere end livet selv. 

Du har dage, hvor du ikke kan være den mor du vil, hvor du måske endda ikke kan være mor, men det er ikke definitivt, du kan være mor igen lige om lidt. Det frygter jeg ikke lige så meget som jeg frygter selve døden. Ikke fordi jeg ikke er smertelig bevidst om og hårdt det er, hvordan man kan ædes op af den dårlige samvittighed over børnene, for manden, for omverdenen. Ikke fordi jeg negligerer hvor stort et "handicap" det kan være socialt, men simpelthen fordi det ikke er definitivt og ikke er døden i sig selv. Håber det er forståeligt, for ville ikke ønske at pege fingre og sige en sygdom som ikke medfører døden er let, og man skal bare tage sig sammen, men blot fordi jeg frygter døden eller rettere det døden bringer med sig mere end at være indisponibel og nede og angst osv i en periode. 

Depression er jo faktisk en fysisk sygdom. Her er det bare hjernen der er ramt. Mange undersøgelser har på det seneste peget på at det påvirker kroppen langt mere end man førhen har troet - at noget i hjernen nedbrydes under depression og måske aldrig bliver som før igen. Depression er lidt ligesom at være i en stress tilstand for kroppen. Derfor bliver den belastet meget. Dette er bestemt ikke sundt i længden. Undersøgelser har også vist at tidligere hjerte patienter har større risiko for at dø for tidligt hvis de udvikler depression. Det siger noget om at depression skal tages meget alvorligt. Dertil kommer de alt for mange selvmord som skyldes depression - personer som ikke blev forstået og taget hånd om. Tallet er skræmmende højt, på højde med folk der dør er rygning.

Så depression er bestemt ikke ufarligt, og det kan være ekstremt livskvalitetsnedsættende, så man slet ikke har lyst til at leve. 

Mathias Villads skriver:

Men samtidig skal vi huske på, at mange med psykiske sygdomme vælger døden, fordi alt andet bliver uudholdelig... psykiske sygdomme kan virkelig være så slemt at ingen anden mulighed ses...

Samdig så bliver der heldigvis reddet flere med kræft efterhånden, også selvom det er en dødelig sygdom, så får mange buk med skidtet og kan vende tilbage til sin familie... 

Men ja man kan ikke sammenligne, men det synes jeg nu heller ikke ts gør, men hun mangler forståelse og det kan jeg kan fuld ud følge hende i... synes måske man bare skal anerkende at begge dele er slemt, men på hver sin måde... og så forstår jeg heller ikke helt hvorfor nogle følelser er okay, men andre ikke... 

Vil gerne tilføje at jeg har fuld sympati med kræftramte og detes familier, har selv haft det tæt inde på livet hos flere familue medlemmer 

lineog4 skriver:

Har tænkt og funderet over netop det med Facebook, like og svar. Jeg ved godt en familie hvor en af forældrene er syg enten kronisk fysisk eller psykisk, kan have brug for en håndsrækning, kan have brug for krammet og tilkendegivelsen af; jeg er her. 

Og ingen tvivl om jeg jeg nødig vil stå i deres sko (bare mine tude dage hvor jeg er stort set uden evne til at klare dagen er et helvede). Men jeg kan på en eller anden måde bedre relatere mig til frygten for døden og kampen mod kræften end jeg kan til kampen mod angsten fx. Det er ikke fordi jeg ikke anerkender kampen mod angsten og hvor hårdt det må være, men det er fordi jeg ikke forstår eller ikke kan sætte mig selv i den andens sted, mens jeg kan sætte mig i moren der frygter hun skal dø og tabe kampen mod cancer. Giver det mening?

Jeg ville selv være en af dem der gav et like når en mor sker: klarede kemoen i dag. Mens jeg formodentlig ville "glemme" at gøre det, hvis moren skrev: en dag uden angst. Ikke fordi jeg ikke ville give det kram, ikke ville give den anerkendelse og hjælp, men fordi jeg nok ikke helt forstod hvor stor en sejr det var. 

Jeg ville nok også et eller andet sted også være mere tilbøjelig til at have ondt af moren med kræft fordi jeg kunne forstå hendes frygt for at skulle sige farvel. Igen ikke fordi jeg negligerer det som fx du bumler med, men fordi jeg oplever døden som mere skræmmende end en kronisk sygdom. 

Så et eller andet sted forstår jeg godt hvad du mener, men tænker samtidig nej du ønsker jo nok ikke den potentielle død fremfor den kroniske psykiske sygdom.

Jeg følger hvad du mener og giver også mening 

Er lidt paf over dette indlæg. 

Ligger landet ikke der, at nogle sygdomme er værre end andre. Kræft er ødelæggende og visse tilfælde dødelig - og jeg synes personligt ikke at man sammenligne kræft med nogen anden sygdom. 

For mig virker det lidt som om der helst skal høstes mange likes og masser af opmærksomhed.

Hvorfor tror du selv vennerne mm har vendt dig ryggen? 

 

 

 

Læs resten af tråden

er ikke ude på like hunting og den sidste kommentar føler jeg nærmest du udpeger at jeg selv er skyld i at min familie har vendt mig ryggen. Har ikke brug for flere fordomme, dem får jeg rigeligt af

Anonym skriver:

Depression er jo faktisk en fysisk sygdom. Her er det bare hjernen der er ramt. Mange undersøgelser har på det seneste peget på at det påvirker kroppen langt mere end man førhen har troet - at noget i hjernen nedbrydes under depression og måske aldrig bliver som før igen. Depression er lidt ligesom at være i en stress tilstand for kroppen. Derfor bliver den belastet meget. Dette er bestemt ikke sundt i længden. Undersøgelser har også vist at tidligere hjerte patienter har større risiko for at dø for tidligt hvis de udvikler depression. Det siger noget om at depression skal tages meget alvorligt. Dertil kommer de alt for mange selvmord som skyldes depression - personer som ikke blev forstået og taget hånd om. Tallet er skræmmende højt, på højde med folk der dør er rygning.

Så depression er bestemt ikke ufarligt, og det kan være ekstremt livskvalitetsnedsættende, så man slet ikke har lyst til at leve. 

Tror du misforstår. Jeg er ikke er selund i tvivl om depression, angst osv er alvorlige sygdomme. Jeg har været tæt med nogle der valgte døden ved egen hånd pga pts. 

Jeg vil egentlig bare sige det er lettere at sætte sig ind i det ødelæggende ved kræft, ved frygten for døden når man som ung mor får konstateret kræft end det er at sætte sig ind i konsekvenserne ved fx angst. 

Tal er der tusind af, ikke for at tale dine ned, 'en det er der. Jeg læste et år efter jeg havde mistet en statistik om der var x antal flere mødre der døde inden for 10 år efter de havde mistet et barn end sammenligningsgruppe i samme alder. På samme findes der tal om hvor mange bivirkninger der er efter kemo, hvor mange der får tilbagefald osv. Men det ændrer jo ikke på st jeg frygter døden som kræft potentiel giver end jeg frygter at få angst. Jeg frygter også langt mere at mine børn skal dø end at de skal blive handicappede. Det betyder ikke jeg ønsker de er handicappede, at jeg negligerer den sorg der er forbundet med at få et handicappet barn osv, det betyder bare jeg frygter døden mere. Og for rigtig mange af os helt almindelige mennesker der er kræft lig potentiel død, hvor depression ikke er potentiel død. 

Anonym skriver:

Læs resten af tråden

er ikke ude på like hunting og den sidste kommentar føler jeg nærmest du udpeger at jeg selv er skyld i at min familie har vendt mig ryggen. Har ikke brug for flere fordomme, dem får jeg rigeligt af

Har læst det hele - 

Undskyld hvis du føler det. Jeg udpeger dig ikke som syndebuk, men jeg spørger indtil refleksion fra dig egen side. Det kræver to til tango -

Cassandra skriver:

Har læst det hele - 

Undskyld hvis du føler det. Jeg udpeger dig ikke som syndebuk, men jeg spørger indtil refleksion fra dig egen side. Det kræver to til tango -

 

 

Det var ikke sådan jeg forstod det ikke, jeg er udemærket til refleksion, men der er også forskel i hvordan der spørges, og med det samme at insinuere jeg selv bare er problemet, virker på mig ikke ret dialogskabende. 

lineog4 skriver:

Tror du misforstår. Jeg er ikke er selund i tvivl om depression, angst osv er alvorlige sygdomme. Jeg har været tæt med nogle der valgte døden ved egen hånd pga pts. 

Jeg vil egentlig bare sige det er lettere at sætte sig ind i det ødelæggende ved kræft, ved frygten for døden når man som ung mor får konstateret kræft end det er at sætte sig ind i konsekvenserne ved fx angst. 

Tal er der tusind af, ikke for at tale dine ned, 'en det er der. Jeg læste et år efter jeg havde mistet en statistik om der var x antal flere mødre der døde inden for 10 år efter de havde mistet et barn end sammenligningsgruppe i samme alder. På samme findes der tal om hvor mange bivirkninger der er efter kemo, hvor mange der får tilbagefald osv. Men det ændrer jo ikke på st jeg frygter døden som kræft potentiel giver end jeg frygter at få angst. Jeg frygter også langt mere at mine børn skal dø end at de skal blive handicappede. Det betyder ikke jeg ønsker de er handicappede, at jeg negligerer den sorg der er forbundet med at få et handicappet barn osv, det betyder bare jeg frygter døden mere. Og for rigtig mange af os helt almindelige mennesker der er kræft lig potentiel død, hvor depression ikke er potentiel død. 

Kræften frarøver mange livet. Det samme gør depression på sin vis også. Der er ikke noget liv tilbage at leve. 

Jeg tror man selv skal stå i det for at forstå det. 

Anonym skriver:

Det var ikke sådan jeg forstod det ikke, jeg er udemærket til refleksion, men der er også forskel i hvordan der spørges, og med det samme at insinuere jeg selv bare er problemet, virker på mig ikke ret dialogskabende. 

undskyld - hvornår har jeg insinueret noget som ikke du selv ligger op til. Du er vel del i problemet også. 

lineog4 skriver:

Troede egentlig jeg bare kunne slippe tråden, men dit indlæg satte tankerne i gang.

Jo jeg frygter da en hver sygdom som vil gøre mig indisponibel, gøre mig ensom, gøre mig til en del af den minoritet om hvem der er tabuer. 

Men ærligt jeg frygter mere at dø fra mine børn, skulle sige farvel til dem og vide jeg ikke skal se dem vokse op, ikke skal kunne kramme dem når de oplever en ulykkelig kærlighed, ikke fejre dem når de får deres drømme uddannelse, ikke kunne se på dem med den grænseløse kærlighed der gør de føler sig som noget helt særligt. Og for mig er kræft potentielt et farvel, det er potentielt døden. Mens den psykiske sygdom giver mig muligheden for krammet, for blikket, for oplevelsen, måske begrænset, måske ikke hver dag, men dog en mulighed - den psykiske sygdom er ikke et definitivt farvel til deres mor, mens kræft potentielt er. Så ingen tvivl i mit sind jeg frygter den mere end diverse kroniske sygdomme, døden er for mig et definitivt farvel mens den kroniske sygdom er en definitv begrænsing og jeg vil langt hellere begrænses end jeg vil forsvinde.

Det er ikke fordi jeg ikke også frygter kræft det kan du sørme tro jeg gør. Det jeg mener er at kræft kan jeg være heldig at overleve. Men hvis jeg får en psykisk sygdom, så er det immervæk resten af mit liv. Tænk at ens sind kan blive så sygt man ikke kan kende sig selv, man bliver angst i almindelig situationer, stemmer der måske prøver at overbevise en om at gøre frygtelige ting. Tænk ens sind kan blive så dårligt man vælger at tage sit eget liv. 

Jeg har som sagt to søskende, der er alvorligt psykisk syge. Paranoid skizofren.. og det er i den kaliber jeg frygter. 

Men synes nu heller ikke det her skal handle om hvilken sygdom er værst, eller hvilken en man hellere vil have.

Det handler vel om, at hvorfor er der mere støtte og sympati ved nogle sygdomme, mens ved andre så er der ingenting.