Bare det var kræft

Cassandra skriver:

undskyld - hvornår har jeg insinueret noget som ikke du selv ligger op til. Du er vel del i problemet også. 

Ved ikke lige hvad du mener med jeg er problemet? 

Ja jeg har nogle udfordringer og problemer jeg arbejder med, men du ved jo ikke hvilke jeg bøvler med. 

Anonym skriver:

Kræften frarøver mange livet. Det samme gør depression på sin vis også. Der er ikke noget liv tilbage at leve. 

Jeg tror man selv skal stå i det for at forstå det. 

jeg tænker ikke det skal være en konkurrence mellem død og sygdom, det er faktisk det som provokerer mig lidt fra alle kanter: ej men du/I ved ikke hvad det er, men det helt sikkert værre. 

Og ja man kan kun tale ud fra sig selv, og på samme smider man like på Facebook ud fra sig selv. Og jeg har prøvet en lille udgave af depression, en lille udgave der betød jeg var uden evne til at fungere optimalt for en kortere periode  og glæde var en by i Rusland. Men alligevel kunne jeg sende et smil mod min datter måske en gang om dagen. Jeg har også prøvet døden, og ved hvor ødelæggende den kan være for en familie, hvor definitiv den er og hvordan døden kan slukke alle håb for der er ikke mulighed foe mirakler, for der findes en kur. Og jeg frygter ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer der langt mere det definitive end det ikke definitive, i depressionen er der om ikke andet et håb, et lille spinkelt håb om et mirakel om det hele bliver bedre mens der i døden ikke er en vej tilbage. Det betyder ikke depressionen er let som en leg og bare skal have et lille skulderklap og så gåe det hele nok. Men som menneske ligegyldigt hvordan jeg end forsøger at tænke rationelt så frygter jeg mere den afslutning, at jeg aldrig igen skal se mine børn end jeg frygter sygdom

Anonym skriver:

Jeg har været meget ærlig men oplevet det modsatte, det har fået mig til at holde igen. Mistet bla min familie og gør det svært at vide at min familie ikke er i mit liv, heller ikke til de store ting i livet, det gør ondt 

Jeg er rigtig ked af, at du har haft oplevet det modsatte.. Jeg har som sagt kun oplevet det 1 gang før, og det var virkelig hårdt, og det ødelagde min uddannelsesforløb.  Så tør slet ikke tænke på hvordan det må være med familie  

Du får en rigtig stor kram, og jeg forstår udmærket godt, hvor du ville hen med dit indlæg Så du har fuld forståelse herfra. 

Hvis du har behov for en at snakke med, så er du altid velkommen til at skrive en PB..

Dorthe1986 skriver:

Det er ikke fordi jeg ikke også frygter kræft det kan du sørme tro jeg gør. Det jeg mener er at kræft kan jeg være heldig at overleve. Men hvis jeg får en psykisk sygdom, så er det immervæk resten af mit liv. Tænk at ens sind kan blive så sygt man ikke kan kende sig selv, man bliver angst i almindelig situationer, stemmer der måske prøver at overbevise en om at gøre frygtelige ting. Tænk ens sind kan blive så dårligt man vælger at tage sit eget liv. 

Jeg har som sagt to søskende, der er alvorligt psykisk syge. Paranoid skizofren.. og det er i den kaliber jeg frygter. 

Men synes nu heller ikke det her skal handle om hvilken sygdom er værst, eller hvilken en man hellere vil have.

Det handler vel om, at hvorfor er der mere støtte og sympati ved nogle sygdomme, mens ved andre så er der ingenting. 

For mig er det heller ikke kræften der er frygten men døden. Og uden det er en konkurrence for det er det ikke, og alt er relativt osv. Så frygter jeg døden mere end sygdommen hvor der er et spinkelt håb om er mirakel. Men jeg står også her og er rask, har mine børn og det jeg frygter aller mest i verden er først at en af dem skal dø og næst at jeg skal dø fra dem før de kan klare sig uden en mor, før jeg har fået givet dem alt den kærlighed med i livet som de skal leve på og med, før jeg har rustet dem til min død. 

Saphiira skriver:

Jeg er rigtig ked af, at du har haft oplevet det modsatte.. Jeg har som sagt kun oplevet det 1 gang før, og det var virkelig hårdt, og det ødelagde min uddannelsesforløb.  Så tør slet ikke tænke på hvordan det må være med familie  

Du får en rigtig stor kram, og jeg forstår udmærket godt, hvor du ville hen med dit indlæg Så du har fuld forståelse herfra. 

Hvis du har behov for en at snakke med, så er du altid velkommen til at skrive en PB..

Mange tak, det er rart med lidt forståelse frem, ofte er det fordømmelse jeg bliver mødt med. 

Kræften frarøver mange livet. Det samme gør depression på sin vis også. Der er ikke noget liv tilbage at leve. 

Jeg tror man selv skal stå i det for at forstå det. 

Jeg har vendt tilbage til denne tråd mange gange, og været i tvivl om jeg ville svare, men here goes.....

BARE det var kræft? Den overskrift sårer mig. Jeg har det sidste år kæmpet med kræften og har i forløbet fået fjernet begge bryster, livmoder og æggestokke, samt gennemført et voldsomt kemoforløb. Været så syg, at jeg ikke har orket min datter mere end ganske kort tid, med al den dårlige samvittighed det indebærer. Jeg har frataget hendes tro på, at mor er udødelig, og det er hårdt.

Jeg er i denne uge blevet erklæret fri for kræftceller, men skal leve med den evige frygt for tilbagefald, da det er genetisk. Derudover skal jeg nu bruge alle mine kræfter på at vende tilbage til livet.

Jeg er ligeglad med likes på Facebook eller lignende medier, men lever efter de få gode nyheder der er kommet undervejs i forløbet fra sundhedsvæsenet. Jeg mener det er usundt at jagte likes, da det absolut ikke er det vigtigste.

Jeg føler med alle der har sygdom inde på livet, men "bare det var kræft"? Det tror jeg nu alligevel ikke du ønsker!

Dorthe1986 skriver:

Det er ikke fordi jeg ikke også frygter kræft det kan du sørme tro jeg gør. Det jeg mener er at kræft kan jeg være heldig at overleve. Men hvis jeg får en psykisk sygdom, så er det immervæk resten af mit liv. Tænk at ens sind kan blive så sygt man ikke kan kende sig selv, man bliver angst i almindelig situationer, stemmer der måske prøver at overbevise en om at gøre frygtelige ting. Tænk ens sind kan blive så dårligt man vælger at tage sit eget liv. 

Jeg har som sagt to søskende, der er alvorligt psykisk syge. Paranoid skizofren.. og det er i den kaliber jeg frygter. 

Men synes nu heller ikke det her skal handle om hvilken sygdom er værst, eller hvilken en man hellere vil have.

Det handler vel om, at hvorfor er der mere støtte og sympati ved nogle sygdomme, mens ved andre så er der ingenting. 

Nemlig. Min far begik selvmord som 35-årig grundet bipolar lidelse. For mig er det hverken "værre" eller "bedre" end kræft som dødsårsag - han døde af sin sygdom, punktum - men jeg skal hilse og sige, at reaktionerne fra omgivelserne og måden, hans død er blevet tacklet på, afviger voldsomt fra, hvordan "man" ser på en afdød kræftpatient. Al den skyld og skam og tabuisering, alle de holdninger om, hvor egoistisk, han var sådan at forlade to små børn og en ung kone - det havde jeg været foruden, hvis han var død i en trafikulykke eller af fysisk sygdom. 

Når man ser så fordømmende på folk, der er døde som følge af psykisk sygdom, så siger det også en del om, hvordan man ser på dem i levende live. Og hvordan deres smerter og kamp bare ikke afføder samme forståelse som en kræftsygs. 

At være tæt på en suicidaltruet giver præcis samme bekymring og uro, som det gør at stå en kræftpatient nær. Kommer der tilbagefald efter en god periode, virker behandlingen, er det et vilkår resten af livet at leve med frygten? Eller, set fra den psykisk syges vinkel: Kommer jeg til at forlade mine børn en dag, hvis sygdommen blusser op igen? 

Munder skriver:

Jeg har vendt tilbage til denne tråd mange gange, og været i tvivl om jeg ville svare, men here goes.....

BARE det var kræft? Den overskrift sårer mig. Jeg har det sidste år kæmpet med kræften og har i forløbet fået fjernet begge bryster, livmoder og æggestokke, samt gennemført et voldsomt kemoforløb. Været så syg, at jeg ikke har orket min datter mere end ganske kort tid, med al den dårlige samvittighed det indebærer. Jeg har frataget hendes tro på, at mor er udødelig, og det er hårdt.

Jeg er i denne uge blevet erklæret fri for kræftceller, men skal leve med den evige frygt for tilbagefald, da det er genetisk. Derudover skal jeg nu bruge alle mine kræfter på at vende tilbage til livet.

Jeg er ligeglad med likes på Facebook eller lignende medier, men lever efter de få gode nyheder der er kommet undervejs i forløbet fra sundhedsvæsenet. Jeg mener det er usundt at jagte likes, da det absolut ikke er det vigtigste.

Jeg føler med alle der har sygdom inde på livet, men "bare det var kræft"? Det tror jeg nu alligevel ikke du ønsker!

Kæmpe kæmpe kram - og ha likes er så utrolig ligegyldig når man kæmper sin livs kamp. Da jeg kæmpede min var jeg ikke på Facebook og heldigvis da for det hvis jeg skulle blive såret af at der kom for få likes.

jeg tror det er så sindsyg svært at sætte sig ind i hinandens livssituation og min oplevelse med de som har mistet er der deler sig i to grupper: de der synes deres historie er en af de værste og de der synes deres historier er en af de nemmeste. Jeg er selv en af de sidste og hver gang jeg hører en historie tænker jeg: ej så var jeg alligevel "heldigere". Men begge sider er absurd for man kan ikke gradbøje og rangordne. 

Og du rammer så meget ind i mit hjerte når du skriver, at din datter nu ved mor ikke er udødelig. Det er det jeg stadig nu 10 år efter vi mistede, kan græde over (plus en masse andet), at jeg bragte døden ind i min datters liv, at jeg viste hende intet er sikkert. At jeg aldrig mere kunne sige til hende: der sker ikke noget og mene det helt ærligt og hun heller aldrig ville tro på det igen. 

lineog4 skriver:

jeg tænker ikke det skal være en konkurrence mellem død og sygdom, det er faktisk det som provokerer mig lidt fra alle kanter: ej men du/I ved ikke hvad det er, men det helt sikkert værre. 

Og ja man kan kun tale ud fra sig selv, og på samme smider man like på Facebook ud fra sig selv. Og jeg har prøvet en lille udgave af depression, en lille udgave der betød jeg var uden evne til at fungere optimalt for en kortere periode  og glæde var en by i Rusland. Men alligevel kunne jeg sende et smil mod min datter måske en gang om dagen. Jeg har også prøvet døden, og ved hvor ødelæggende den kan være for en familie, hvor definitiv den er og hvordan døden kan slukke alle håb for der er ikke mulighed foe mirakler, for der findes en kur. Og jeg frygter ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer der langt mere det definitive end det ikke definitive, i depressionen er der om ikke andet et håb, et lille spinkelt håb om et mirakel om det hele bliver bedre mens der i døden ikke er en vej tilbage. Det betyder ikke depressionen er let som en leg og bare skal have et lille skulderklap og så gåe det hele nok. Men som menneske ligegyldigt hvordan jeg end forsøger at tænke rationelt så frygter jeg mere den afslutning, at jeg aldrig igen skal se mine børn end jeg frygter sygdom

Men ens for kræft og alvorlig psykisk sygdom er, at langt fra alle dør af det - men nogen gør. Som jeg læser dig, gør du kræft til sikker død, mens psykisk sygdom levner plads til håb om et mirakel.  Som kræftsyg ville du i mange tilfælde også kunne sende dit barn et smil, du ville kunne blive erklæret rask, du ville kunne leve videre i mange år. Som psykisk syg kunne du springe i døden som 18-årig eller som ung mor. 

Som mor til et kræftramt barn vil du frygte dets død, men det vil du søreme da også som mor til en teenager med alvorlige selvmordsimpulser eller galopperende anoreksi. 

Klart frygter vi alle døden for vores syge pårørende, men den kan da være lige så sandsynlig for en alvorligt psykisk syg som for en kræftramt. 

lineog4 skriver:

Kæmpe kæmpe kram - og ha likes er så utrolig ligegyldig når man kæmper sin livs kamp. Da jeg kæmpede min var jeg ikke på Facebook og heldigvis da for det hvis jeg skulle blive såret af at der kom for få likes.

jeg tror det er så sindsyg svært at sætte sig ind i hinandens livssituation og min oplevelse med de som har mistet er der deler sig i to grupper: de der synes deres historie er en af de værste og de der synes deres historier er en af de nemmeste. Jeg er selv en af de sidste og hver gang jeg hører en historie tænker jeg: ej så var jeg alligevel "heldigere". Men begge sider er absurd for man kan ikke gradbøje og rangordne. 

Og du rammer så meget ind i mit hjerte når du skriver, at din datter nu ved mor ikke er udødelig. Det er det jeg stadig nu 10 år efter vi mistede, kan græde over (plus en masse andet), at jeg bragte døden ind i min datters liv, at jeg viste hende intet er sikkert. At jeg aldrig mere kunne sige til hende: der sker ikke noget og mene det helt ærligt og hun heller aldrig ville tro på det igen. 

Jeg er meget enig med dig.  Men kan på ingen måde sammenligne sygdomme, da de på alle måder vil have forskellig indflydelse på ens liv. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side 

Det der er sværest i min situation er netop det, at jeg ikke kan love min skønne piger at alt bliver godt, når hun vågner med mareridt om natten, for det ville være at lyve....