Bare det var kræft

Helt ærligt, så forstår jeg slet ikke den der Facebook "konkurrence" med at hvis man poster noget, at man tæller likes bagefter og sammenligner med andre, det er ikke den vej man skal søge støtte og sympati, det er Facebook ikke vejen til.

Jeg tror også at man skal passe utroligt på, hvis man begynder at sammenligne forskellige sygdomme og hvem der for mest sympati, i bund og grund handler det jo mere om ens nære netværk, og ikke likes på f.eks Facebook. Min far døde relativt tidligt af cancer ( jeg var 14 år ), og jeg har en søn nu som der har psykiske problemer, så jeg har haft begge ting inde på livet.

Jeg forstår godt hvad du mener. Det kan være nemmere at forholde sig til en med kræft end en med psykisk sygdom, men det er to vidt forskellige ting med forskellige udfordringer. 

Derfor synes jeg, det er to ting, som er svære at sammenligne, og mener heller ikke de burde det.

Jeg lider selv af psykisk sygdomme, og det har været rigtigt svært fra starten af, jeg satte en facade op og lod som om, jeg var okay. Jeg har også fået at vide, jeg skal tage mig sammen, mistede venner osv.

Men igennem årene har jeg faktisk oplevet, at jo mere ærlig man er omkring sin sygdom, jo mere forstående er folk faktisk! Jeg har kun oplevet EN gang i mit liv, hvor jeg var ærlig omkring det, at jeg blev dømt på det, og jeg pludselig ikke var en "normal" person, og det var ødelæggende for mig på min uddannelse.

Når jeg har været ærlig omkring mine diagnoser, har folk altid været nysgerrige om, hvad det gør for mig og min hverdag, og hvordan det påvirker mit liv. 

Så min erfaring er, at jo mere lukket man er omkring sin sygdom - jo flere fordomme kommer der, og jo sværere har folk svært ved at forholde sig til det, og derfor kommer med sætninger som "tag dig sammen" osv.

Der vil selvf. altid være nogle personer med fordomme, som man ikke kan ændre på, men sådan er livet med alt desværre. 

Jeg har også tit tænkt, at jeg hellere vil fejle noget fysisk - både for at det er nemmere for mig at forholde mig til, men også for andre, men det synes jeg faktisk ikke, jeg tænker så meget over mere. 

Så mit råd er faktisk at være ærlig omkring det du fejler - uden at folk bliver overvældet af det. Fortæl om det, når lejligheden er der og oplys dem.  

Og så vil jeg give dig et stort kram 

Og noget helt andet:

Lad være med at tænke på likes på FB. Facebook er noget (undskyld mit sprog) overfladisk pis... 

Loa skriver:

1. Jeg vælger ikke at være anonym,

2. Jeg vælger at være ærlig,

derfor giver det dig ikke ret til at snakke/skrive til mig som det passer dig.

Jeg er vokset op med ekstrem mange fordomme bla over for psykiske sygdomme, så den opvækst kan være utrolig svær at lægge fra sig.

Okay måske er der ikke gået sport i det, men så er det bare blevet populært at slynge om sig/reklamerer med, alle de usynlige sygdomme man fejler. Og jeg har vel for filan da lov at have min mening, selvom den ikke er ens med din!!

Hvor oplever du, at folk slynger om sig med og reklamerer for usynlige sygdomme? Det er nogle frygtelige udtryk at bruge - har du kræft eller gigt, så fortæller du om din sygdom, men har du en ikke-synlig lidelse, så reklamerer du simpelthen for den? 

Når du sidder over for en anden, der betror dig, at hun er syg, møder du så hendes tillid med at tænke, at hun er med på den populære dille med at reklamere for usynlige sygdomme? Eller i hvilke sammenhænge er det, du møder det? 

Når man som du ærligt ytrer, at man ikke er rummelig, men fordomsfuld, så må man da forvente en kraftig modreaktion. Og du fortsætter jo bare dine fordømmende ytringer under dække af, at det grundet din opvækst er svært at lægge af sig - men prøver du, eller har du det fint med at være fordomsfuld? 

1. Jeg vælger ikke at være anonym,

2. Jeg vælger at være ærlig,

derfor giver det dig ikke ret til at snakke/skrive til mig som det passer dig.

Jeg er vokset op med ekstrem mange fordomme bla over for psykiske sygdomme, så den opvækst kan være utrolig svær at lægge fra sig.

Okay måske er der ikke gået sport i det, men så er det bare blevet populært at slynge om sig/reklamerer med, alle de usynlige sygdomme man fejler. Og jeg har vel for filan da lov at have min mening, selvom den ikke er ens med din!!

Har hun da skrevet grimt til dig? 

Og fortæller hun ikke bare sin holdning? Det er en debatside - så når du skriver noget er der jo sikkert nogen der er uenige. 

Hun konstaterer vel bare at netop dit indlæg viser at usynlige handicaps ikke er accepteret og bliver negligeret. Og egentlig er netop dit indlæg et udtryk for ts's frustrationer? 

Hov havde læst forkert - troede du citerede "mor og meget mere". Jeg er enig i at der ikke er skrevet pænt til dig, men jeg forstår ikke man kan gemme sig bag "sådan var min opvækst og derfor har jeg disse fordomme" - hvis du ved du har fordomme, hvorfor prøver du så ikke at gøre dig klogere på netop disse fordomme? 

Abracadabra skriver:

TS sammenligner kræft og 'usynlig' sygdom (ikke nærmere defineret). Og helt ærligt: Så er operation, kemo og strålebehandlinger da noget værre end et forløb hos en psykiater og en fysioterapeut. 

Jeg synes faktisk, at det er helt okay, at netværket samles om én med en pludselig og dødelig diagnose. Det er selvfølgelig træls, at der ikke er plads til alle i centrum af opmærksomhed - men når man nu SKAL vælge, ville jeg også vælge familien med den unge kræftsyge mor.

Jeg tror i øvrigt ikke en kræftsyg slipper for svære smerter og depressive tanker. 

Man skal passe på med sine sammenligninger: Jeg bliver provokeret, og kendte jeg TS personligt, ville jeg muligvis tage afstand. Jeg ville i øvrigt have det temmelig stramt med likes-jagten... 

Jeg ved jo ikke, hvilke sygdomme TS hentyder til, men der findes jo et par I-verdens sygdomme, som bare ER svære at tage så alvorligt som kræft. Jeg tror fx, at hpv-vaccinations-bivirkningsramte skal være ret forsigtige med at påstå, at de hellere ville have kræft...

http://www.b.dk/kultur/mira-wanting-er-doed

Man dør af kræft. Man lever med fibromyalgi. Kræft skal behandles med livsfarlig medicin. Fibromyalgi behandles med psykofarmaka, psykolog og fysioterapeut. 

Når jeg ser på mine børn, ved jeg godt hvilken sygdom og hvilket behandlingsforløb, jeg foretrækker. 

Jeg læser ts' indlæg som, at det hun ønsker er at det ikke er et tabu at sige man har en psykisk lidelse. Hun ønsker at hvis hun siger "jeg kan simpelthen ikke overskue x og y og z i dag, så jeg er nødt til at blive hjemme" eller hvad det nu er, at det ikke bliver mødt med et "tag dig sammen". Det er uvidenhed på største plan når man møder psykisk syge på den måde. Mon ikke de ville give alt hvad de ejer og har for at opleve eller få et normalt sind tilbage? Et sind, der ikke kører i allerhøjeste gear konstant, med tanker man måske/måske ikke ved er rationelle eller ej. Ja de kan få noget medicin. Men alene den proces der er, før end man finder den behandling, der passer til den enkelte er så lang og kan være så opslidende. Og det er ikke engang sikkert du ender med rette behandling. Gør du er det fantastisk og du har gode chancer for at få et rimeligt godt liv. Ts ønsker jo blot at fordommene skal væk omkring psykisk sygdom. Og ja hun tænker at hvis det var kræft ville folk være der og støtte hende. Og det er ikke urimeligt at tænke, når man så står med en anden form for sygdom, hvor man også har brug for støtte, men hvor folk hellere vender ryggen til, fordi det er så tabu belagt. 

Jeg har selv begge situationer inde på livet: familie der dør af en voldsom kræftform og familie der er psykisk syge. Det jeg personligt frygter allermest er at jeg selv blev psykisk syg, fordi jeg har set hvor ensomt det er, hvor lidt forståelse der er, selv fra nærmeste hold, samt hvordan det psykiatriske system virker. Og fordi jeg personligt ville finde det ulideligt at skulle kæmpe med resten af mit liv, at skulle kæmpe med mit eget sind. 

Jeg siger ikke jeg hellere vil have kræft, jeg er bare mere bange for det andet. 

Men du ser selv her i tråden, at nogle oplever at deres sklerose er en ok undskyldning, men deres depression er ikke. Det er da ikke i orden? 

Ts sammenligner ikke de to sygdomsformer, hun sammenligner den støtte og kærlighed man møder.

Selvfølgelig er det i orden at man samles om den kræftsyge, men man kan vel også samles om den psykisk syge? 

Loa skriver:

Kan i princippet godt forstå dig, men må alligevel sige at jeg synes kræft er værre. 

Det er utroligt svært at forholde sig til de "usynlige" sygdomme. Der er ikke noget håndgribeligt og du kan ikke se/vide om folk fejler noget. Ergo er det bare så meget nemmere (groft sagt) at sige folk skal tage sig sammen. 

(Medmindre man er et rummeligt/fordomsfrit menneske, og det er der mange der ikke er, bla mig) 

Min egen teori er også at det ind i mellem virker som om at der er gået lidt sport i de psykiske sygdomme, alle fejler et eller andet, og folk kan i princippet bare påstå det. Ikke fordi jeg tror folk ønsker at fejle noget, MEN jeg tror også der er nogle der misbruger det og bruger det som undskyldning pga diverse årsager.

Håber ikke det er alt for rodet, er sgu svært at forklare hvad man mener, på skrift.

Vil i øvrigt lige tilføje, trods jeg er fordomsfuld, er jeg dog alligevel sikker på at der er folk derude der kæmper med ting man ikke kan se og at det med garanti ikke altid er nemt.

Stor ros for at du er ærlig omkring dine meninger og psykiske sygdomme, alligevel syntes jeg godt nok det rammer. Jeg har en psykisksygdom som i mange år var invaliderende for mit liv og idag har jeg en førtidspension, jeg kender mig selv og mine grænser og hviler derfor ret godt i mig selv. Med tiden har jeg lært at leve med at mine nærmeste alt for ofte glemmer at jeg kæmper med en sygdom og at visse ting er svære end andre. Jeg har så også en kræftknude i mit bryst, den blev opdaget da min datter var 7 mdr og først mente den ikke det var kræft men en godartet tumor, så blev jeg gravid igen og de fandt ud af at den er ondartet, jeg venter på at jeg føder her i april/maj så jeg kan komme i behandling. Jeg syntes det har været en meget svær følelse at mangle støtte så ofte når mim psyke har sat begrænsninger, men nu kan jeg nærmest tillade mig "alt" for jeg har kræft

Derfor har jeg hellere ikke delt det med andre en de allermest tætte, syntes det er så forkert 

Dorthe1986 skriver:

Jeg læser ts' indlæg som, at det hun ønsker er at det ikke er et tabu at sige man har en psykisk lidelse. Hun ønsker at hvis hun siger "jeg kan simpelthen ikke overskue x og y og z i dag, så jeg er nødt til at blive hjemme" eller hvad det nu er, at det ikke bliver mødt med et "tag dig sammen". Det er uvidenhed på største plan når man møder psykisk syge på den måde. Mon ikke de ville give alt hvad de ejer og har for at opleve eller få et normalt sind tilbage? Et sind, der ikke kører i allerhøjeste gear konstant, med tanker man måske/måske ikke ved er rationelle eller ej. Ja de kan få noget medicin. Men alene den proces der er, før end man finder den behandling, der passer til den enkelte er så lang og kan være så opslidende. Og det er ikke engang sikkert du ender med rette behandling. Gør du er det fantastisk og du har gode chancer for at få et rimeligt godt liv. Ts ønsker jo blot at fordommene skal væk omkring psykisk sygdom. Og ja hun tænker at hvis det var kræft ville folk være der og støtte hende. Og det er ikke urimeligt at tænke, når man så står med en anden form for sygdom, hvor man også har brug for støtte, men hvor folk hellere vender ryggen til, fordi det er så tabu belagt. 

Jeg har selv begge situationer inde på livet: familie der dør af en voldsom kræftform og familie der er psykisk syge. Det jeg personligt frygter allermest er at jeg selv blev psykisk syg, fordi jeg har set hvor ensomt det er, hvor lidt forståelse der er, selv fra nærmeste hold, samt hvordan det psykiatriske system virker. Og fordi jeg personligt ville finde det ulideligt at skulle kæmpe med resten af mit liv, at skulle kæmpe med mit eget sind. 

Jeg siger ikke jeg hellere vil have kræft, jeg er bare mere bange for det andet. 

Men du ser selv her i tråden, at nogle oplever at deres sklerose er en ok undskyldning, men deres depression er ikke. Det er da ikke i orden? 

Ts sammenligner ikke de to sygdomsformer, hun sammenligner den støtte og kærlighed man møder.

Selvfølgelig er det i orden at man samles om den kræftsyge, men man kan vel også samles om den psykisk syge? 

Så læser vi ikke det samme.

Jeg læser, at TS er ked af, at vennerne ikke står i kø med sympati, likes og hjælp med husholdningen, når nu den kræftramte veninde bliver støttet og begunstiget. Lidelsen virker ikke særligt tabubelagt for TS, hun vil bare gerne have mere sympati og omsorg, når hun poster på Facebook. 

Det virker som god gammeldags misundelse, som jeg helt ærligt har svært ved. 

Dorthe1986 skriver:

Jeg læser ts' indlæg som, at det hun ønsker er at det ikke er et tabu at sige man har en psykisk lidelse. Hun ønsker at hvis hun siger "jeg kan simpelthen ikke overskue x og y og z i dag, så jeg er nødt til at blive hjemme" eller hvad det nu er, at det ikke bliver mødt med et "tag dig sammen". Det er uvidenhed på største plan når man møder psykisk syge på den måde. Mon ikke de ville give alt hvad de ejer og har for at opleve eller få et normalt sind tilbage? Et sind, der ikke kører i allerhøjeste gear konstant, med tanker man måske/måske ikke ved er rationelle eller ej. Ja de kan få noget medicin. Men alene den proces der er, før end man finder den behandling, der passer til den enkelte er så lang og kan være så opslidende. Og det er ikke engang sikkert du ender med rette behandling. Gør du er det fantastisk og du har gode chancer for at få et rimeligt godt liv. Ts ønsker jo blot at fordommene skal væk omkring psykisk sygdom. Og ja hun tænker at hvis det var kræft ville folk være der og støtte hende. Og det er ikke urimeligt at tænke, når man så står med en anden form for sygdom, hvor man også har brug for støtte, men hvor folk hellere vender ryggen til, fordi det er så tabu belagt. 

Jeg har selv begge situationer inde på livet: familie der dør af en voldsom kræftform og familie der er psykisk syge. Det jeg personligt frygter allermest er at jeg selv blev psykisk syg, fordi jeg har set hvor ensomt det er, hvor lidt forståelse der er, selv fra nærmeste hold, samt hvordan det psykiatriske system virker. Og fordi jeg personligt ville finde det ulideligt at skulle kæmpe med resten af mit liv, at skulle kæmpe med mit eget sind. 

Jeg siger ikke jeg hellere vil have kræft, jeg er bare mere bange for det andet. 

Men du ser selv her i tråden, at nogle oplever at deres sklerose er en ok undskyldning, men deres depression er ikke. Det er da ikke i orden? 

Ts sammenligner ikke de to sygdomsformer, hun sammenligner den støtte og kærlighed man møder.

Selvfølgelig er det i orden at man samles om den kræftsyge, men man kan vel også samles om den psykisk syge? 

Troede egentlig jeg bare kunne slippe tråden, men dit indlæg satte tankerne i gang.

Jo jeg frygter da en hver sygdom som vil gøre mig indisponibel, gøre mig ensom, gøre mig til en del af den minoritet om hvem der er tabuer. 

Men ærligt jeg frygter mere at dø fra mine børn, skulle sige farvel til dem og vide jeg ikke skal se dem vokse op, ikke skal kunne kramme dem når de oplever en ulykkelig kærlighed, ikke fejre dem når de får deres drømme uddannelse, ikke kunne se på dem med den grænseløse kærlighed der gør de føler sig som noget helt særligt. Og for mig er kræft potentielt et farvel, det er potentielt døden. Mens den psykiske sygdom giver mig muligheden for krammet, for blikket, for oplevelsen, måske begrænset, måske ikke hver dag, men dog en mulighed - den psykiske sygdom er ikke et definitivt farvel til deres mor, mens kræft potentielt er. Så ingen tvivl i mit sind jeg frygter den mere end diverse kroniske sygdomme, døden er for mig et definitivt farvel mens den kroniske sygdom er en definitv begrænsing og jeg vil langt hellere begrænses end jeg vil forsvinde.

Jeg er så en af dem, som er i lidt i begge kategorier... 

Jeg har mistet begge mine forældre dog ikke til kræft, men min far havde sclerose og min mor havde i en ung alder æggestokkræft, men blev helbredt, men døde så af en blodprop i en alder af 38år.. har mistet flere til kræft, og jeg er selv en kæmpe mulig kandidat til at få brystkræft eller æggestokkræft, så bliver tjekket årlig... men fordi jeg er udsat for at få lortet, har jeg udviklet en massiv angst for at dø og hold nu kæft, hvor er det sindsyg hårdt, for man møder absolut ingen forståelse... og alligevel møder jeg omsorg, men med en tag dig nu sammen, for du er jo i live... 

ja jeg er i live og gør alt for at forebygge og snakker med psykolog, men for helvede nogle dage kan være seje at komme igennem og de dage er du bare ikke mor for dine børn og det er dæleme hårdt at se dem i øjnene og vide, at idag kan jeg ikke være mor, men jeg kæmper og så kommer man igennem en periode hvor man så kan være mor på fuld tid igen, hvorfor må man ikke få et skulder klap for det... nogen gange ville jeg ønske man kunne flå hjernen ud og erstatte den med en anden, så jeg slap med at lide.. for man lider i stilhed og med sig selv, fordi man ikke møder forståelse... Jeg er heldigvis så priviligeret at jeg har et godt netværk og ikke mistet veninder, men alligevel møder jeg faktisk manglede forståelse fra omverden og jeg siger faktisk ikke til nogen at jeg lider af angst, da jeg synes det er tabu og flovt... 

for mit vedkommende var det rigtig slemt en periode, hvor jeg fik medicin til at kunne klare hverdagen, så fik jeg kæmpet mig ud på den anden side med 35 kilo på bagen, som jeg inden havde kæmpet en mægtig kamp for at tabe... men jeg fik trappet mig ud af medicinen på egen hånd og har nu smidt 22 kilo.. så døde min far i sommer og vupti kom angsten tilbage.. nu er jeg på ud på den anden side, men at have en psykisk sygdom har også omkostninger for ens nærmeste... det er noget som påvirker hele familien.. når man så får kæmpet sig ud og får samlet stumperne sammen igen og kigger på den kamp man har kæmpet, så ville et skulderklap og et kram fandme være fantastisk....