Bare det var kræft

Anonym skriver:

Dette er på ingen måde en negligering af kræft og nej jeg ønsker ikke kræft. Men hvor ville jeg ønske der var samme forståelse af "usynlige" og " ukendte" sygdomme på lige fod med feks det at have kræft 

jeg har i mange år haft fysisk invaliderende sygdom, det har sat sig psykisk og har haft det meget svært det sidste års tid af forskellige årsager. Venner hopper fra og ja selv min nærmeste er hoppet fra fordi de ikke orker besværet med de he syn der er omkring mine handicaps. Feks at jeg ikke ret godt holder til en hel dags aktiviteter, ikke kan tage med på shoppeture og gå en masse osv. 

Har så en veninde der havde fået kræft, efter 1/5 år blev hun erklæret rask, hvilket jo er fantastisk. Hun fik kemo og var heldigvis ikke så påvirket og hed også at det er meget forskelligt hvor hårdt man rammes 

det som gør ondt, er at ved opslag fik hun så meget støtte og ros. 170-200 likes, 50-100 kommentarer om hvor sej hun var og hvor flot hun klarede det, og virkelig positive opslag. 

Tja sender man selv et jubelopsæag med en kæmpe sejr, 3 likes, og kommentarer om at man da bare skal tage sig sammen osv osv. Og endnu værre hvis man skulle nævne at man har en øv-dag og hvor svært det indimellem er, ved kronisk sygdom 

jeg har bestemt ikke brig for negative opslag, dette her er ikke en nedgørelse af nogen men en sorg og frustration over min situation og at der bare ikke er støtte eller noget som ligner og at jeg ser en generel tendens til kæmpe forståelse af kræft patienter og eventuelle følger af behandling, men ikke de som dagligt kæmper i mange mange år med psykisk og fysisk sygdom, og hvor mange må kæmpe resten af livet og leve uden forståelse eller støtte. Har aldrig modtaget noget der minder om en promille af den støtte, hun har modtaget selv fra fremmede som tilbød at køre hende til hospitalet, handle for eem, komme pg hygge om familien, hjælpe til i hjemmet osv osv 

Hvor kan jeg nikke genkendende til det du skriver. Døjer selv med

dødsangst og sikkert også mere generaliseret angst men dødsangst er konstateret og jeg døjer med depressioner. Ingen ved hvilken kamp man går igennem og ingen forstår hvor stor et skridt man tager for bare at gøre noget der skal gøre en stærkere 

Jeg kan sagtens følge dig. Har det selv lidt på samme måde når visse kræft former får mega opmærksomhed og andre må bare klare sig selv. 

Angående Facebook så er et sygedomsforløb der trækker ud måske lidt svære at sætte sig ind i. Og likes jagten bliver din væreste fjende.  

Din sygdom er din og kampen er din og dine nærmeste.  Ikke en old skole kammerat der klikker syntes godt om fra tid til anden. 

Aristocats skriver:

Der er ikke gået "sport" i psykiske sygdomme - der er sikkert ikke mange flere der lider af psykiske sygdomme i dag end der var for 30 år siden, dengang blev folk bare ikke diagnosticeret og var derfor ikke så synlige så at sige, som de er i dag. Idag er det mere socialt acceptabelt at lide af en psykisk sygdom og vi er blevet mere oplyste og derfor søger flere folk hjælp og derved får en diagnose - dog er der stadig stigmatisering og fordomme fra folk som du selv indrømmer at være en del af, der gør at nogle folk desværre lider i stilhed til den dag de praktisk talt dør. 

Hvorfor gør du ikke noget ved at du er fordomsfuld og ikke særligt rummelig, fremfor bare at konstatere det? Er der også gået sport i at være usympatisk og tilsyneladende være for doven til at sætte ind i andre menneskers situation, eller hvad? Gu' fanden er det da nemmere bare at sige "tag dig sammen" og "du bruger det bare som en undskyldning" - det har også i over 10 år været nemmere for både mig og min økonomi ikke at arbejde aldeles gratis flere timer om ugen, at fortælle hjemløse at de må stille flasken, redde deres egen røv og beholde min 50'er som jeg kunne bruge på en god bøf til mig selv i stedet - men at vælge den nemme og egoistiske løsning i forhold til andre mennesker er sjældent noget der avler noget som helst andet end mere dårligdom - hvis vi alle sammen bare brugte en lille bitte smul kræfter på at nedbryde vores egen ignorance og gav en hjælpende hånd, også bare i form af ord, så var der sikkert færre der kæmpede og flere der kom op ad hullerne, hvis det altså ikke altid var for vores egen bekvemmelighed og snævre syn som mange folk bærer som et trofæ - hvorfor ikke lade der går sport i medmenneskelighed fremfor at sparke til én der allerede ligger ned, fordi det er nemmest i sekundet? 

1. Jeg vælger ikke at være anonym,

2. Jeg vælger at være ærlig,

derfor giver det dig ikke ret til at snakke/skrive til mig som det passer dig.

Jeg er vokset op med ekstrem mange fordomme bla over for psykiske sygdomme, så den opvækst kan være utrolig svær at lægge fra sig.

Okay måske er der ikke gået sport i det, men så er det bare blevet populært at slynge om sig/reklamerer med, alle de usynlige sygdomme man fejler. Og jeg har vel for filan da lov at have min mening, selvom den ikke er ens med din!!

1. Jeg vælger ikke at være anonym,

2. Jeg vælger at være ærlig,

derfor giver det dig ikke ret til at snakke/skrive til mig som det passer dig.

Jeg er vokset op med ekstrem mange fordomme bla over for psykiske sygdomme, så den opvækst kan være utrolig svær at lægge fra sig.

Okay måske er der ikke gået sport i det, men så er det bare blevet populært at slynge om sig/reklamerer med, alle de usynlige sygdomme man fejler. Og jeg har vel for filan da lov at have min mening, selvom den ikke er ens med din!!

Jeg synes da min tone har været sober og absolut som den plejer at være her - men jeg kan jo ikke forhindre dig i at føle noget andet. 

Hvornår har du ikke haft lov til at have din mening? Vi er på et debatforum, vi udfordrer hinandens meninger - du er fri som en fugl til at mene hvad du synes - men jeg må også gerne sige dig imod. I stedet for at dreje tingene hen på et personligt plan som dig imod mig, så prøv at forhold dig til de argumenter jeg kommer med og så modargumenter mig. Der er ingen grund til at komme og understrege, at din mening er legal - for det har jeg aldrig nogensinde modsagt. At jeg vælger at modsige dit indlæg, har intet at gøre med du ikke har ret til din mening - intet. Men sådan er omgangen på et debatforum mig bekendt. At man gerne må sige hinanden imod. 

Det skader ikke for en god debat at gå hinanden lidt på klingen - sådan er baby.dk trods alt og når alt kommer til enden så er det intet personligt fra min side af i hvert fald. Derfor kan jeg godt kritisere dine udsagn alligevel. 

Hvis du føler dig forurettet så beklager jeg - men jeg synes det kunne være mest gavnligt for denne debat hvis vi debatterede, som jo praktisk talt er "din mening mod min mening" - at bølgerne jo så går en smule højt er normalt ikke noget jeg oplever folk opfatte som et problem. 

Og for at få det helt på det rene - så har jeg da også fordomme som ethvert andet menneske. Jeg handler også egoistisk - jeg går også nogle gange den "nemme vej" - så misforstå mig endelig ikke som bedre end dig eller nogle andre. Jeg belyser bare, at hvis man er klar over at man besidder nogle ting der ikke er særligt hensigtsmæssigt, så er der meget få gode grunde til ikke at prøve at ændre det - selverkendelse er en fed ting, men det er aller fedest når man også handler på det. Hvis man ved at man er fordomsfuld og kunne mere rummelig, hvad står så i vejen for ikke at udfordre disse ting? For mig er det ofte egoisme og dovenskab - men det er jo også noget vi alle sammen besidder. Vi må bare ikke lade det holde os fast i vores ignorance. 

Dorthe1986 skriver:

Jeg er helt med på hvad du mener ts! 

Det er klart, man ønsker at man ikke bliver dømt på noget man fejler. At andre sygdomme er mere, i mangel af bedre ord, accepterede at have. 

Min far døde af en ufattelig aggressiv kræft. Han var ikke ret gammel og vi nåede dårligt at fatte han var syg, førend vi stod i kirken og skulle begrave ham. Jeg behøver ikke forklare hvor frygteligt det er. Det kan enhver sætte sig ind i. Men jeg har også to søskende der alvorligt psykisk syge. Og der kan det være svært at forstå hvis de melder afbud til en fødselsdag, grundet deres sygdom. Eller at de synes det er uoverskueligt at tage bussen hjem fra et selskab, selvom de tog bussen derind. Selv nogle af de nærmeste familiemedlemmer kan stille spørgsmålstegn ved det, og så kan man jo kun gisne om hvor svært det er når det gælder resten af omverdenen. 

Og så vil jeg da lige sige til dem der begynder at sammenligne psykiske lidelser med kræft - det giver jo ingen mening. Det er jo to forskellige ting. Og det handler jo ikke om hvad der er værre. Det handler om at ts ønsker at der ikke var så meget modstand mod psykiske lidelser, at psykisk syge kunne modtage lige så meget positiv opbakning, som andre somatiske lidelser. 

 

 

 

TS sammenligner kræft og 'usynlig' sygdom (ikke nærmere defineret). Og helt ærligt: Så er operation, kemo og strålebehandlinger da noget værre end et forløb hos en psykiater og en fysioterapeut. 

Jeg synes faktisk, at det er helt okay, at netværket samles om én med en pludselig og dødelig diagnose. Det er selvfølgelig træls, at der ikke er plads til alle i centrum af opmærksomhed - men når man nu SKAL vælge, ville jeg også vælge familien med den unge kræftsyge mor.

Jeg tror i øvrigt ikke en kræftsyg slipper for svære smerter og depressive tanker. 

Man skal passe på med sine sammenligninger: Jeg bliver provokeret, og kendte jeg TS personligt, ville jeg muligvis tage afstand. Jeg ville i øvrigt have det temmelig stramt med likes-jagten... 

Jeg ved jo ikke, hvilke sygdomme TS hentyder til, men der findes jo et par I-verdens sygdomme, som bare ER svære at tage så alvorligt som kræft. Jeg tror fx, at hpv-vaccinations-bivirkningsramte skal være ret forsigtige med at påstå, at de hellere ville have kræft...

http://www.b.dk/kultur/mira-wanting-er-doed

Man dør af kræft. Man lever med fibromyalgi. Kræft skal behandles med livsfarlig medicin. Fibromyalgi behandles med psykofarmaka, psykolog og fysioterapeut. 

Når jeg ser på mine børn, ved jeg godt hvilken sygdom og hvilket behandlingsforløb, jeg foretrækker. 

Loa skriver:

Kan i princippet godt forstå dig, men må alligevel sige at jeg synes kræft er værre. 

Det er utroligt svært at forholde sig til de "usynlige" sygdomme. Der er ikke noget håndgribeligt og du kan ikke se/vide om folk fejler noget. Ergo er det bare så meget nemmere (groft sagt) at sige folk skal tage sig sammen. 

(Medmindre man er et rummeligt/fordomsfrit menneske, og det er der mange der ikke er, bla mig) 

Min egen teori er også at det ind i mellem virker som om at der er gået lidt sport i de psykiske sygdomme, alle fejler et eller andet, og folk kan i princippet bare påstå det. Ikke fordi jeg tror folk ønsker at fejle noget, MEN jeg tror også der er nogle der misbruger det og bruger det som undskyldning pga diverse årsager.

Håber ikke det er alt for rodet, er sgu svært at forklare hvad man mener, på skrift.

Vil i øvrigt lige tilføje, trods jeg er fordomsfuld, er jeg dog alligevel sikker på at der er folk derude der kæmper med ting man ikke kan se og at det med garanti ikke altid er nemt.

Uha, du trickede mig....

Det er lige netop det du skriver som er hele misæren i det her. Manglende tiltro til at folk er syge.

Jeg er selv pårørende og psykisk sygdom har været mere "skadelig" for vores familie end de tilfælde af kræft vi har oplevet. 

Min mand har det har H til.... Var indlagt 6 ud af de første 9 mdr med vores yngste. Han er stadig ikke i stand til at være alene med dem eller håndtere det at lave mad.

Jeg skal klare alt (fuldtids arbejde, børn, mad, rengøring m.v.) Jeg har ingen tid til mig selv og går med men konstant nagende frygt for om min mand igen får det så skidt og ikke får sagt til og dermed ender med at tage sit eget liv.

Vi har bedt om hjælp fra både familie og venner samt kommunen. Kun ganske få venner giver hjælpen og kommunen kommer først på banen når børnene er ødelagt og så er det ikke hjælp men følelsen af trusler om både det ene og det andet....

Så Undskyld at jeg blev provokeret - det er ikke lige DIG men alle dem som dog med rette har svært ved at forstå de usynlige sygdomme. 

Og til trådstarter - jeg har tænkt samme tanke tit....

Xolia skriver:

Uha, du trickede mig....

Det er lige netop det du skriver som er hele misæren i det her. Manglende tiltro til at folk er syge.

Jeg er selv pårørende og psykisk sygdom har været mere "skadelig" for vores familie end de tilfælde af kræft vi har oplevet. 

Min mand har det har H til.... Var indlagt 6 ud af de første 9 mdr med vores yngste. Han er stadig ikke i stand til at være alene med dem eller håndtere det at lave mad.

Jeg skal klare alt (fuldtids arbejde, børn, mad, rengøring m.v.) Jeg har ingen tid til mig selv og går med men konstant nagende frygt for om min mand igen får det så skidt og ikke får sagt til og dermed ender med at tage sit eget liv.

Vi har bedt om hjælp fra både familie og venner samt kommunen. Kun ganske få venner giver hjælpen og kommunen kommer først på banen når børnene er ødelagt og så er det ikke hjælp men følelsen af trusler om både det ene og det andet....

Så Undskyld at jeg blev provokeret - det er ikke lige DIG men alle dem som dog med rette har svært ved at forstå de usynlige sygdomme. 

Og til trådstarter - jeg har tænkt samme tanke tit....

Det er en "skæg" værre end vurdering, en sammenligning af noget så individuelt og relativt. Hvordan kan jeg vide en families forløb har været og er lettere end min families? 

Jeg vil på ingen måde tale de usynlige sygdomme ned, påstå det ikke er sindsyg hårdt, at det er tabubelagt osv. Men jeg provokeres af at du kan skrive jeres forløb har været mere skadeligt end fx et kræftforløb. Jeg lever uden min far pga kræft, min fætter lever uden sin mor og far pga kræft - rimelig skadeligt for en familie elle ri hvert ambuterende når et familiemedlem dør. Jeg her en kær veninde der før hun blev 30 var igennem et kræftforløb, først et år med kemo og alle de ting der følger med. Derefter en konstant frygt for kræften, kommer den igen, får mine børn det, dødsangsten som er konstant, herefter bivrirkninger og nu 7 år efter endelig anerkendt at der er sket så mange skader af kemo så arbejde er en umulighed med mindre det er er flex job og skal nu se hvor mange timer det er muligt, daglige smerter og selvsagt frygten for det kan ske igen. 

Jeg provokeres ikke over det er kræft der sammenlignes med selvom det fylder i min livshistorie, jeg provokeres af sammenligningen: der vi står i er værre agtigt og endda baseret på den samme uvidenhed som ts føler på sin krop, for hvordan ved vi hvordan en familie der er gået gennem et kræftforløb har det, hvad de tænker nu, hvor meget det har påvirket? Jeg har mistet en datter, men vil da aldrig så gå ind og negligere  og tale en mor ned der fortæller om sorgen ved et handicappet barn fx. Mit er ikke værre, det er noget andet og det skal ikke sammenlignes men begge anerkendes som sorg som noget der påvirker familien og som er hårdt

Anonym skriver:

Essensen DR bestemt ikke at jeg ønsker kræft, eller ikke sympatiserer kræft, men at der er så lidt forståelse for sygdomme både fysiske pg psykiske man ikke kan se, hvor en sejr bliver nedgjort imens kvinden med kræft får thumos up og støtte og omsorg alle vegne. Kamp mod kræft bliver beskrevet som at man er sej og hvor flot man holder ud osv imens man kæmper med en usynlig sygdom og deler hvad der er et kæmpe fremskridt og istedet bliver ignoreret eller nedgjort. 

Min egen familie har vendt mig ryggen, jeg kæmper hver dag med en psykisk syg samt en fysisk sygdom som er usynlig, for  med kroniske smerter ser folk mig jo kun mår jeg har overskud til at ses eller lægge en facade på, hvilket man bliver god til. Når man så er nød til at aflyse kommer problemerne. Senest delte jeg en sejr over at jeg klarede en cykeltur på 500m en kæmpe kæmpe sejr jeg har kæmpet hårdt for, men nej der var så mange negative kommentarer, og tør ikke dele noget nærmest, og så gør det så ondt at vide at feks ved at en som lige har fået diagnosen ksn slå det op, dele og at man vil kæmpe. Masser af likes og opmuntrende kommentarer og så sej vedkommende er, imens man selv sidder og har kæmpet i over et år og endelig lykkedes det, intet positivt. Det er så hårdt at kæmpe hele tiden uden nogen støtte udefra, at man nogen gange føler, hvad forskel gør det, min kamp er ikke værdig. 

Jeg forstår dit udgangspunkt; ensomheden og fraværet af forståelse for din ikke så synlige kamp. Samtidig ved jeg med mig selv, at kræft for mig ville være det værst tænkelige. Vi tænker allesammen "Dør han/hun af det?", og selv efter et muligt vellykket behandlingsforløb ligger frygten for, at kræften vender tilbage, vel altid i baghovedet både på patient og omgivelser. Det må være grusomt at leve med. 

Alle kan forholde sig til dette, alle kender til cancer, og derfor liker "alle" en kræftpatients opslag på FB. Nu mener jeg så slet ikke, at et "like" på FB nødvendigvis er udtryk for andet end hurtig, overfladisk sympati, og jeg tror, mange kræftpatienter kan føle sig ensomme i deres kamp, uanset hvad. Et er at like på FB, noget andet er at turde stille op, smide berøringsangsten og spørge ind til, hvordan den syge har det - også psykisk. 

Jeg kender jo ikke din historie og din sygdom, men folk omkring dig aner næppe, hvad du egentlig kæmper med, og du skriver jo, helt klassisk, at du sætter en facade på og kun ses med andre, når du har overskud til det. Så kan det være umådeligt svært for andre at forstå, at en cykeltur på 500 meter er en landevinding og en kæmpesejr. Det er en svær balancegang for de fleste syge, inkl. kræftpatienter, at oplyse andre om tilstanden uden at blive den, der taler om sygdom konstant, og deler man kun facaden og sejrene med omverdenen, er forståelsen for alvoren naturligvis begrænset. Og der er ikke andre end dig til at gøre omverdenen begribeligt, at du ikke kun er facade og overskud. 

Mange kræftpatienter oplever, at de "belønnes" for at være seje og ukuelige, og er de bitre, "svage" og opgivende, falder der ikke nødvendigvis likes og sympati af. I bund og grund tror jeg, du er i samme båd som dem - folk ved bare ikke, hvad de har med at gøre i dit tilfælde. Dertil kommer fordomme og tabu, men det er der kun dig og dine lidelsesfæller til at ændre på. Hvis du skjuler, hvad du kæmper med, kører fordommene videre. 

FB er i mine øjne ikke stedet at fortælle, hvordan jeg helt ærligt har det - og like-hunting er en farlig sport, når det omhandler meget personlige og sårbare emner. Det er i den virkelige verden, du er nødt til at åbne dig og række ud efter andre. Præcis som den kræftsyge, som nok i bund og grund heller ikke kan bruge 100 likes til noget,når dødsangst og uvished nager. 

Først ville jeg ikke skrive noget, da jeg bliver meget berørt af dit indlæg og er klar over, at min egen situation farver mit billede.

Min mor har desværre kræft og er i et behandlingsforløb, og jeg hader denne sygdom, og jeg synes at det er et hårdt forløb både fysisk og psykisk for både den syge og pårørende. Det er en kamp at være positiv, da jeg godt ved, at sygdommen kan medføre døden, men prøver at undgå at tænke for meget negativt, og er alligevel hunderæd for at miste min mor selvom jeg prøver at være positiv.

Jeg ville ønske, at det bare var en anden sygdom, som hun havde, som man ikke dør af, og jeg bliver berørt af din overskrift. Jeg kan til dels godt forstå, at du gerne vil have en forståelse af din situation, men jeg synes ikke helt, at det kan sammenlignes. Jeg forstår godt, at leve med sygdom er hårdt, og nogle gange skal man huske at se tingene fra andres synsvinkel, og når der er stor fokus på kræft, hænger det nok også sammen med, at de fleste af os desværre på et tidspunkt møder det i vores liv, enten os selv eller som pårørende, og vi derfor nemt kan sætte os i, hvad man/ andre gennemgår i et kræftforløb, og den følelsesmæssige rutchebane man er i. Jeg har en bekendt i min omgangskreds, som har været syg grundet psykisk sygdom i mange år, og hun har desværre meget fokus på egen sygdom og hvor hårdt det er. Jeg har i denne periode haft svært ved at rumme dette, da det er for hårdt. Jeg er konstant bekymret for at min mor skal dø af kræft, og selvom jeg forsøger at anerkende de følelser, som min bekendt har, og hvordan hun oplever det, så er og bliver det ikke det samme i min verden, da hun ikke har en dødelig sygdom. 

Jeg har ikke lavet mit oplæg for at være negativ overfor dig, men jeg blev berørt af dit opslag.