Jeg er splittet

Smølfine123 skriver:

Synes ikke ts svarer mere..?

Jeg beklager, at jeg også har andre ting at passe 

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Og jeg er helt enig. Det er jo umuligt at undgå sådanne nederlag i livet. Tænk bare på, når familiemedlemmer dør fra én - det vil jeg heller aldrig kunne beskytte mit barn imod. Sådan er livet, og sådan bør det være. Og selvfølgelig vil det også være en sorg for barnet, hvis det har en anden voksen person tæt inde på livet, som jeg så bryder med. Men jeg er ikke enig i, at det kan sammenlignes med en skilsmisse, for det der ofte er problemet med skilsmisser er, at forældrene skal finde ud af at samarbejde om børnene, hvilket betyder, at børnene bliver kastebolde imellem mor og far - også selvom forældrene egentlig godt kan finde ud af at være praktiske og ansvarlige og ikke være uvenner. 

Igen må jeg understrege, at den potentielle skilsmisse (som stort set alle i denne tråd åbenbart har bidt dybt mærke i) IKKE er mit argument for at få et barn alene. Jeg tænker ikke sådan her: "mine børn skal i hvert fald aldrig nogensinde udsættes for en skilsmisse, så derfor er jeg forpligtet til at få dem alene for at skåne dem mest muligt" - hvis I har fået den opfattelse, kan jeg sagtens forstå, at I synes, mit valg er åndssvagt.

Men skulle jeg nu gå hen og få et barn alene, så vil jeg da allerhelst se på alt det positive ved situationen. Og her er det jo et plus, at barnet trods alt aldrig kommer til at opleve den sorg og den store omvæltning, som en skilsmisse imellem forældrene er. Igen, dette er IKKE ensbetydende med, at jeg partout ikke vil have børn med nogen for at undgå en skilsmisse, men at jeg fremhæver de positive konsekvenser ved et valg, som ER taget (hvis det altså kommer så vidt).

Og selvfølgelig vil mit barn være til stede, hvis jeg i fremtiden går ind i nye forhold. Sådan vil jeg da også helst have det, og det tror jeg også, at barnet vil. Jeg ser det da som en fordel, hvis et andet voksent menneske kan komme ind i vores liv og blive en fantastisk bonusforælder! 

Men lader du dit barn få en tilknytning til en kommende kæreste, få et voksen/barn forhold i fx 10 år så skal I da, altså jer to voksne da give barnet muligheden for at fortsætte med det venskab og det forhold også selvom I ikke længere er kærester. Det er da ligegyldigt om det er en biologisk far eller "bare" en bonusfar, barnet og den mand vil måske have meget dybe følelser for hinanden og der er I voksne stadig forpligtede til at samarbejde og hjælpe barnet med fortsat at have kontakt. Jeg har stadig kontakt med min papmor som min far fandt da jeg var 12 og blev skilt fra da jeg var 19 og forresten døde han da jeg var 23 år. Bare fordi hun ikke er biologisk noget til mig, er hun da en del af mig, mine minder, mit liv. 

Abracadabra skriver:

Mon ikke hun er B-menneske eller bare passer sit arbejde? 

Jeps, udpræget B-menneske (og studerende + arbejdende)  

Anonym skriver:

Jeg har vist ikke skrevet det lige på dén måde. Det ville jeg da aldrig sige til mit barn. Men du mener helt alvorligt, at alle andre familieformer end far, mor og børn er synd for barnet? Selvfølgelig har barnet nogle behov, men jeg tror altså virkelig godt, at disse kan opfyldes på andre måder end i den klassiske model. Jeg synes da, det er fantastisk, at det bliver mere og mere almindeligt med alternative familieformer - det handler jo om, hvad der i den enkelte familie fungerer bedst. Jeg tror altså ikke, at man får ret meget ud af at tvinge sig selv ned i en bestemt kasse, og jeg tror bestemt ikke, at det er til barnets fordel. Men du mener, at uanset hvad, så vil det ALTID være bedre at barnet har en far, end at det kun har en mor, eller hvad?

Absolut.

Når du nu hænger dig så meget i teorien om skilsmisse - hvad så med teorien om, at du bliver psykisk eller fysisk syg og ikke kan tage dig af dit barn? Så bliver det bare sendt videre til et familiemedlem? Ja, meget kan ske, men det er da lige så meget en mulighed som skilsmisse.

migxher skriver:

Han var vist bare ikke klar til at være far. Graviditeten var uventet og min mor valgte at beholde

Jeg føler ikke selv at min mor har grebet det særlig godt an. Vi har snakket en smule om ham men ikke meget. Og hun var ikke rigtig interesseret i at opsøge ham de gange jeg har efterspurgt det, hun kender jo hans navn. 

Så jeg vil sige at åbenhed i hvertfald er vigtigt. Jeg føler at hun har fejet det lidt for meget væk istedet for at give mig konkrete svar når jeg har spurgt ind til ham.

Idag mangler jeg ham dog ikke, jeg var så heldig at få en fantastisk bonus far da jeg var 13(faren til mine søskende), og han er som en far for mig idag. 

Men som barn har jeg klart mangler nogle svar.

Tak for dit svar. Dejligt at høre fra nogen, der selv har oplevet hvad det vil sige ikke at have sin far inde på livet. 

Noget af det, jeg allerede lægger supermeget vægt på, er netop åbenhed. Selvom jeg jo ikke ved, hvordan det er ikke at have en far i sit liv, tror jeg, at åbenhed kan gøre meget. Og især at hvile i sin beslutning - at tro på, at man har truffet det rigtige valg og gør sit allerbedste som mor. Og så selvfølgelig at være åben for en potentiel bonusforælder på et senere tidspunkt - det er jo det, du har oplevet, og som du beskriver har kompenseret meget godt for din manglende biologiske far.

Saphiira skriver:

Vil lige fortælle at jeg ingen far har haft. Først havde jeg intet imod kun at have en mor, men pludselig kom behovet for at vide, hvor jeg kom fra.. altså han lever et sted derude, og jeg fik også fundet ham, men han kan ikke være min far .

Det er ikke alle i min søskendeflok som har "taget det pænt". Min ene søster har nogle issues... netop pga. En manglende far. Det er ikke noget man bare skal tage let på  

jeg ville 100 gange mere være skilsmisse barn, hvor man ser begge sine forældre og har et forhold til dem begge. 

Det er meget svært at vide hvordan ens barn vil tage det, og handler nok også hvordan man snakker om det i opdragelsen, men man skal virkelig ikke gøre det til "ingenting"  

du nævner selv skilsmisse flere gange, derfor jeg lige nævner dette.  

som skrevet tidligere så synes jeg, du skal vente. Du har jo ikke travlt?

Dejligt at høre fra nogen med erfaring - tak for det!

Selvfølgelig er det ikke noget, man skal tage let på. Det tror jeg skam heller ikke. 

Du skriver ikke rigtig noget om, hvordan det er blevet tacklet i din familie, at jeres far ikke har været der. Og det tror jeg, er det allervigtigste i ligningen - hvordan jeg som mor tackler situationen. Hvis jeg lige fra starten er åben, ærlig og hviler i min beslutning, så tror og håber jeg, at mit barn får et godt liv og bliver til et helt menneske. Man kan jo aldrig vide det, men der er mange ting, man aldrig kan vide.

Det er jo heller ikke givet på forhånd, at et barn med to forældre automatisk ikke kan opleve identitetskriser. Jeg er selv vokset op med både min mor og min far, men jeg har i min ungdom mærket nogle psykiske konsekvenser af, at mine forældre aldrig har været specielt åbne om netop psykiske elementer. Dette er bare et eksempel, min pointe er, at hvis man snakker om tingene (i alle sammenhænge), kan mange potentielle kriser og problemer afværges allerede inden de opstår.

Og nej, jeg har måske ikke travlt som det ser ud lige nu. Men jeg vil bare heller ikke så gerne have travlt, og da jeg gerne vil have flere børn har jeg ikke lyst til at trække den dertil, hvor det bliver usikkert, om jeg kan nå det.

lineog4 skriver:

Men du garanterer ikke du skåner dine kommende børn for skilsmisse og hvad der fælger med med mindre du frasiger dig tætte forhold resten af livet. En skilsmisse/et brud gør også ondt selvom det ikke er mellem biologisk mormor far. Jeg gik ind i et forhold med en mand der havde en dreng der lige var fyldt 3 år og jeh brugte utrolig mange tanker og ja faktisk også mange ord om, hvad hvis vi går fra hinanden, hvad er så mit forhold til din søn? 

Næste jeg tænker er, hvis du vælger at blive kor så er du ikke længere alene, dit eget selskab er nu udvidet til at være i konstant selskab med dit barn og tro mig de kræver dit selskab. Keg er også et menneske der nyder mit eget selskab, kunne før i tiden næsten blive desperat hvis ikke jeg havde tiden til mig, tiden til at fordybe mig i en bog, tiden til at sidde i mine egne tanker og bare være. Det er nu 13 år siden jeg har kunne det. Nu er mit eget selskab noget jeg stjæler mig tid til når jeg sidder lidt længere på toilettet og det er ikke parforholdet der ligger sten i vejen, det er børnene. Et liv som mor er fantastisk men det er også hverdagens trummerum: op når vækkeuret bimler 5.30, være en glad og rummelig mor der vækker de trætte børn, en er morgensur og en taler fra han slår øjnene op om alt mellem himmel og jord. Ned på cyklen i sne, regn, sol og blæst lidt over 7, på arbejde til ja som i dag kl 17, hjem og høre om børnenes skønne dage, få lavet mad, putte lidt med den ene, fortælle den anden han ikke skal være vange foe han er spedalsk, små sur teenager som starter den høje musik, om lidt hjælpe med geografi lektier og falde om med den bog jeg sp forfærdelig gerne ville læse når jeg går i seng kl 22. Tiden til mig - hmm jo ja havde da de 10 minutter på cyklen hvor jeg kunne snakke med mig selv (det handlede så om at snakke mig selv hjem fra arbejde og lige tænke over den mail jeg skulle skrive når jeg kommer hjem så jeh kunne holde helt fri, men det var da tid alene). 

Det er fantastisk at have børn, jeg er sikker på det også Kan være fantastisk at være enlig med børn. Men dine argumenter for at ville gøre det alene runger delvist hult for du får ikke alene tiden når du er mor, du skåner ikke for fx skilsmisse hvis du vil være i forhold i fremtiden, du vil bestemme alt selv, der tror jeg sådan helt ærligt at det måske er bedst for dig men ikke for barnet (jeg er selv blevet en lang bedre mor af at skulle bløde op for mine principper i mødet med deres far og at skulle blive forældre sammen). 

Når alt det her er skrevet, så er jeg ikke imod man som kvinde (desværre kan mænd jo ikke) vælger at sætte et barn alene i verden.

men når jeg læser Dit start indlæg tænker jeg en frygt for kontroltab. Jeg vil helst være forælder alene for ellers skal jeg afgive En del af kontrollen, hvis ikke barnet kommer i den tid det er planlagt såmistes kontrollen. Og mest af alt,  kontakten til en clairvoyant for at kende kønnet og hvad sker der med karrieren handler jo også om at have kontrollen. Og at blive forælder er nok det største kontroltab man kan opleve, man skal kunne rumme at barnet overrasker en konstant, at man ikke kan kontrollere verden rundt om det menneske der betyder aller mest for en, at ens barn måske græder når man troede det ville grine, at man oplever følelser som man ikke kan kontrollere, at de bliver syge og man bliver bange, at de siger: jeg kan ikke lide dig osv osv og derfor uden at være clairvoyant vil jeg også ud fra det lidt du har skrevet sige: du er ikke parat endnu. Ikke fordi du vil alene, ikke fordi du vil noget inden for musikken, men fordi du skal være klar til at miste kontrollen, klar til alt ikke følger drejebogen, at du kan blive gravid på et andet tidspunkt end forventet, at du kan få en dreng selvom det er blevet spået der kommer en pige, at barnet ikke nødvendigvis er perfekt osv.

Nej, det gør jeg ikke, men jeg holder stadig fast ved min mening om, at en skilsmisse mellem to forældre og en skilsmisse mellem en forælder og en bonusforælder ikke kan sammenlignes, netop fordi de juridiske aspekter er enten eksisterende eller ikke-eksisterende.

Jeg tænkte nok, at der ville blive nævnt noget med selskabet fra et barn. Og ja, jeg har da tænkt over, om det overhovedet ville være noget for mig med børn i huset. Som teenager var jeg faktisk ret sikker på, at jeg ikke ville have børn. Men det har ændret sig, meget endda, og det er jeg da glad for. I øvrigt mener jeg jo, at man skal reagere på det ønske, der opstår, for det opstår vel ikke uden grund. Om det så skal være lige nu, om et par år eller om mange år er sådan set underordnet i den forbindelse. Og det er heller ikke fordi, jeg ikke er et socialt menneske - jeg elsker da at være sammen med min familie (faktisk bor jeg sammen med min storebror i en meget lille lejlighed - uden døre med undtagelse af badeværelset - så vi kommer hinanden ved, og det går fantastisk), og jeg tror også, jeg vil elske at være sammen med mit barn i det omfang, det nu kræver. Det skal ikke forstås sådan, at jeg gerne vil være i fred 24/7!

Du siger, at du selv er blevet en bedre mor af at være sammen med dine børns far, og det er jo fedt for dig. Men mennesker er jo forskellige, og hvis jeg bliver en bedre mor af at være alene om det, så er det vel sådan, jeg skal gøre? Her vil jeg gerne understrege, at det selvfølgelig ikke er noget, man kan vide på forhånd, men jeg synes, det er ærgerligt, at det ene bliver set som mere rigtigt end det andet, uanset hvilken slags person man er. Jeg mener, man i højere grad bør tage med i sine overvejelser, hvilken person man er, frem for bare at gøre det, der nu er det mest normale. Og ja, det kan da godt være at jeg møder én, som bare gør mig til en meget bedre mor - den mulighed er jeg åben for, men jeg har ikke tænkt mig at vente på den i ti år.

Jeg er enig med dig i det du siger om kontroltab. For ja, jeg kan godt være lidt af et kontrolmenneske. Men jeg skrev ikke til clairvoyanten for at få et "ja/nej" svar - det er ikke hendes melding, der er afgørende for mit valg, den åbnede bare lige op for nogle tanker, som jeg gerne ville dele med jer herinde. Selvfølgelig er jeg bevidst om, at tingene nok ikke går, som jeg planlægger - det gør de jo sjældent, og det er noget af det fine ved livet. Jeg har ingen forventning om at blive gravid i første hug, at få en pige (faktisk har jeg altid følt det mest naturligt at jeg ville få en dreng, så det kom lidt bag på mig at hun skrev dette), at få en musikkarriere inden for kort tid eller at møde en kæreste inden for 2 år. Jeg havde i det hele taget ingen forventning om overhovedet at få et svar fra hende, jeg tænkte bare, at jeg jo lige så godt kunne prøve. 

Det er egentlig rart, at du siger, at du ikke synes jeg er parat endnu, fordi jeg skal være klar til at miste kontrollen, og ikke fordi jeg er alene eller gerne vil ind i musikbranchen. For det er åbenbart, hvad alle andre mener er grunden til, at jeg skal vente. Og når alt kommer til alt, tror jeg også, at sidstnævnte bliver min grund til at vente, for uanset hvor gammel jeg er, er jeg jo bare en person, som godt kan lide at have styr på tingene. Uanset hvornår jeg får børn, bliver dét udfordret, og det glæder jeg mig egentlig til. Det er jo en del af det!

Miti's mama skriver:

Ja det kan være en lang fase. Min egen varede i 5 år. Og hvor er jeg glad for at jeg ventede! Og ja det er din situation jeg henviser til. Kun til moderens fordel? Måske, i din situation som du beskriver den, ja.

Hvad skete der så efter de 5 år? Mistede du pludselig lysten til og ønsket om at få et barn? Og hvor længe endte du med at vente?

Jeg er med på, at du mener, at valget i min situation kun er til moderens (altså min) fordel. Men jeg spørger dig, om du mener, at det per definition kun er til moderens fordel at få et barn alene - altså at når en kvinde vælger at få et barn alene, så er det altid kun til hendes egen fordel, uanset alder, karriere, relationer og alle andre livsvilkår?

lineog4 skriver:

Men kommer der en i dit liv når barnet er to år fx pg du lader det menneske blive knyttet til dit barn, så jo så er du ikke længere alene forælder og måske har denne person ingen juridisk forpligtigelse eller ret, men hverken du eller han kan tillade sig at sige efter 10 år nej nu elsker vi voksne ikke hinanden mere, så nu mister du for good det menneske du elsker. 

Ja egentlig synes jeg det lyder langt værre for er barn end at barnet skal være skilsmissebarn. 

Det er jeg helt med på, men nu snakker jeg udelukkende om det juridiske perspektiv. Det er jo netop tit forældremyndigheden der volder problemer i en skilsmisse - også for barnet, fordi forældrene ikke kan finde ud af det og barnet derfor ender som "gidsel". 

Nu har jeg ikke selv prøvet hverken det ene eller det andet, men som udgangspunkt vil jeg mene, at en skilsmisse mellem et barns forældre er værre. Det er nok også forskelligt fra barn til barn, alt efter hvem du spørger. Vi som voksne kan jo kun træffe de valg, vi tror og håber på er de bedste.

Sprit25 skriver:

Nej jeg ville hvertfald vente til jeg var ældre men nu er jeg også små traditionel og mener barnet har bedst af to forældre specielt hvis mor arbejder meget 

Okay, så det du egentlig mener er, at du ville vente til du var ældre OG havde fundet en partner at få barnet med?