Jeg er splittet

Jeg har i flere år gået med tanken om at blive selvvalgt enlig mor til et donorbarn, og egentlig har jeg også længe haft en ret klar idé om, hvornår jeg ville gå i gang. Jeg har følt mig rimelig afklaret med min beslutning i efterhånden lang tid.

For nylig kontaktede jeg så en clairvoyant for at høre, om hun kunne fortælle mig, hvor mange forsøg det ville tage, før jeg blev gravid, og om hun kunne se, om jeg ville få en dreng eller en pige. Jeg spurgte hende også, om hun kunne sige noget om, hvor jeg ville ende karrieremæssigt - jeg drømmer nemlig om at komme til at arbejde i musikbranchen, men da jeg ved, at det er en svær branche at komme ind i, tænker jeg ofte på min fremtidige karriere med en smule bekymring. Det skal lige siges, at jeg stadig er under uddannelse, men at jeg under alle omstændigheder kommer til at være færdiguddannet, inden jeg får børn. 

Clairvoyanten er nu vendt tilbage med et svar, hvor hun skriver, at hun ikke føler, at jeg er klar til at blive mor endnu. Hun føler, at jeg skal fokusere på mit arbejdsliv, og at jeg har nogle gode muligheder i musikbranchen. Derudover føler hun, at jeg finder en kæreste inden for de næste par år - hun siger ikke noget om, om vi får børn sammen, men det siger jo sig selv, at muligheden nok vil være der. Hun føler også, at jeg får en datter på et tidspunkt. 

Egentlig drejede min henvendelse til hende sig jo slet ikke om, hvorvidt jeg er eller ikke er klar til at blive mor, men alligevel er jeg rimelig ramt af dét, hun skriver. For man kan jo aldrig vide, om man er klar, før man står i det. Jeg har virkelig haft gang i beslutningsprocessen længe, og jeg føler selv, at jeg er klar til at blive mor, men hvad nu, hvis jeg i virkeligheden slet ikke er? Hvis det hele ikke er, som jeg tror eller håber.. Selvfølgelig er det ikke noget glansbillede at have børn, og det synes jeg også, jeg har sørget for at inddrage i mine overvejelser. Men jeg er sgu alligevel lidt bange for, om det er forkert af mig at gøre alvor af min beslutning lige nu.

Det vil uden tvivl blive nemmere at få stablet en karriere på benene mens jeg stadig er barnløs, fordi jeg bedre kan varetage fx frivilligt arbejde, skæve arbejdstider og praktikperioder, som alt sammen kan være med til at hjælpe mig op af musikkarriere-stigen. Men på den anden side er det jo heller ikke umuligt med et barn - så er der bare nogle ting jeg ikke kan, som fx aftenarbejde, men så er der vel andre måder at få erhvervserfaring på. Og jeg ser mest sådan på det, at hvis jeg får et barn, jamen så bliver min karriere bare udskudt lidt. Jeg har ikke noget behov for at gøre det hele på én gang. Spørgsmålet er så bare, hvad jeg skal gøre først, og i mit hjerte har jeg mest lyst til at blive mor snart, mens fornuften siger det modsatte. Jeg tror, jeg kan gøre det nemmere for mig selv ved at koncentrere mig om mit arbejdsliv først, og derefter blive mor. Men jeg kan slet ikke lige overskue at skulle udskyde min plan om at få børn til flere år ude i fremtiden, bliver faktisk helt ked af det ved tanken. Jeg har i flere år glædet mig (og gør det stadig) og talt måneder og uger, og nogle gange føler jeg, at mit liv nærmest mister betydning, hvis ikke jeg snart får mit barn. Ønsket om et barn er brændende, men jeg ville egentlig helst have, at det ikke var sådan - at jeg bare var totalt motiveret for at komme ud og få gang i min karriere. Jeg er relativt ung, og rent praktisk ville der ikke være noget i vejen for at udskyde barnet lidt. Men jeg ved ikke, om jeg kan lægge det til side i en sådan grad, at jeg kan fokusere fuldstændig på alt andet i mit liv. Og jeg har det også sådan, at jeg ikke har lyst til at gå halvhjertet ind til noget. Specielt ikke min karriere.

Med hensyn til at jeg ifølge clairvoyanten finder en kæreste inden for de næste par år, er det ikke noget, der betyder det store i mine overvejelser. Jeg har altid været ret sikker på, at hvis jeg skulle have børn, skulle jeg have dem alene. Og jeg kan ikke forestille mig at møde nogen, som jeg kunne få lyst til at sætte børn i verden sammen med. Det lyder nok underligt i manges ører, men jeg har bare aldrig haft den der drøm om at finde den eneste ene. Faktisk har jeg overhovedet ikke lyst til at bo sammen med en partner og binde mig så meget til en person, som man gør, når man får børn sammen. 

Mit egentlige problem er den splittethed, jeg nu føler. Om jeg virkelig bør vente med at få mit donorbarn og i stedet fokusere på min musikkarriere i nogle år først. Det kan selvfølgelig godt være, at der ikke er noget i dét, som clairvoyanten siger, men som I nok kan fornemme, tager jeg den slags rimelig alvorligt. Jeg tror på, at der er folk, som har den slags evner. 

Egentlig ved jeg ikke, hvad mit formål med indlægget her er.. Tror bare jeg lige havde brug for at lufte mine tanker og min frustration. Jeg er lidt ked af det 

Hvis du har planer om at arbejde på de tidspunkter du nævner så ville jeg vente.. Det er meget svært når man er alenemor... 

Guldlok88 skriver:

Hvis du har planer om at arbejde på de tidspunkter du nævner så ville jeg vente.. Det er meget svært når man er alenemor... 

Såfremt jeg får et barn, har jeg ingen planer om dette. Jeg ved godt, at det ikke er en mulighed som alenemor, det er også derfor jeg påpeger, at det vil være nemmere at gøre disse ting uden et barn 

Anonym skriver:

Jeg har i flere år gået med tanken om at blive selvvalgt enlig mor til et donorbarn, og egentlig har jeg også længe haft en ret klar idé om, hvornår jeg ville gå i gang. Jeg har følt mig rimelig afklaret med min beslutning i efterhånden lang tid.

For nylig kontaktede jeg så en clairvoyant for at høre, om hun kunne fortælle mig, hvor mange forsøg det ville tage, før jeg blev gravid, og om hun kunne se, om jeg ville få en dreng eller en pige. Jeg spurgte hende også, om hun kunne sige noget om, hvor jeg ville ende karrieremæssigt - jeg drømmer nemlig om at komme til at arbejde i musikbranchen, men da jeg ved, at det er en svær branche at komme ind i, tænker jeg ofte på min fremtidige karriere med en smule bekymring. Det skal lige siges, at jeg stadig er under uddannelse, men at jeg under alle omstændigheder kommer til at være færdiguddannet, inden jeg får børn. 

Clairvoyanten er nu vendt tilbage med et svar, hvor hun skriver, at hun ikke føler, at jeg er klar til at blive mor endnu. Hun føler, at jeg skal fokusere på mit arbejdsliv, og at jeg har nogle gode muligheder i musikbranchen. Derudover føler hun, at jeg finder en kæreste inden for de næste par år - hun siger ikke noget om, om vi får børn sammen, men det siger jo sig selv, at muligheden nok vil være der. Hun føler også, at jeg får en datter på et tidspunkt. 

Egentlig drejede min henvendelse til hende sig jo slet ikke om, hvorvidt jeg er eller ikke er klar til at blive mor, men alligevel er jeg rimelig ramt af dét, hun skriver. For man kan jo aldrig vide, om man er klar, før man står i det. Jeg har virkelig haft gang i beslutningsprocessen længe, og jeg føler selv, at jeg er klar til at blive mor, men hvad nu, hvis jeg i virkeligheden slet ikke er? Hvis det hele ikke er, som jeg tror eller håber.. Selvfølgelig er det ikke noget glansbillede at have børn, og det synes jeg også, jeg har sørget for at inddrage i mine overvejelser. Men jeg er sgu alligevel lidt bange for, om det er forkert af mig at gøre alvor af min beslutning lige nu.

Det vil uden tvivl blive nemmere at få stablet en karriere på benene mens jeg stadig er barnløs, fordi jeg bedre kan varetage fx frivilligt arbejde, skæve arbejdstider og praktikperioder, som alt sammen kan være med til at hjælpe mig op af musikkarriere-stigen. Men på den anden side er det jo heller ikke umuligt med et barn - så er der bare nogle ting jeg ikke kan, som fx aftenarbejde, men så er der vel andre måder at få erhvervserfaring på. Og jeg ser mest sådan på det, at hvis jeg får et barn, jamen så bliver min karriere bare udskudt lidt. Jeg har ikke noget behov for at gøre det hele på én gang. Spørgsmålet er så bare, hvad jeg skal gøre først, og i mit hjerte har jeg mest lyst til at blive mor snart, mens fornuften siger det modsatte. Jeg tror, jeg kan gøre det nemmere for mig selv ved at koncentrere mig om mit arbejdsliv først, og derefter blive mor. Men jeg kan slet ikke lige overskue at skulle udskyde min plan om at få børn til flere år ude i fremtiden, bliver faktisk helt ked af det ved tanken. Jeg har i flere år glædet mig (og gør det stadig) og talt måneder og uger, og nogle gange føler jeg, at mit liv nærmest mister betydning, hvis ikke jeg snart får mit barn. Ønsket om et barn er brændende, men jeg ville egentlig helst have, at det ikke var sådan - at jeg bare var totalt motiveret for at komme ud og få gang i min karriere. Jeg er relativt ung, og rent praktisk ville der ikke være noget i vejen for at udskyde barnet lidt. Men jeg ved ikke, om jeg kan lægge det til side i en sådan grad, at jeg kan fokusere fuldstændig på alt andet i mit liv. Og jeg har det også sådan, at jeg ikke har lyst til at gå halvhjertet ind til noget. Specielt ikke min karriere.

Med hensyn til at jeg ifølge clairvoyanten finder en kæreste inden for de næste par år, er det ikke noget, der betyder det store i mine overvejelser. Jeg har altid været ret sikker på, at hvis jeg skulle have børn, skulle jeg have dem alene. Og jeg kan ikke forestille mig at møde nogen, som jeg kunne få lyst til at sætte børn i verden sammen med. Det lyder nok underligt i manges ører, men jeg har bare aldrig haft den der drøm om at finde den eneste ene. Faktisk har jeg overhovedet ikke lyst til at bo sammen med en partner og binde mig så meget til en person, som man gør, når man får børn sammen. 

Mit egentlige problem er den splittethed, jeg nu føler. Om jeg virkelig bør vente med at få mit donorbarn og i stedet fokusere på min musikkarriere i nogle år først. Det kan selvfølgelig godt være, at der ikke er noget i dét, som clairvoyanten siger, men som I nok kan fornemme, tager jeg den slags rimelig alvorligt. Jeg tror på, at der er folk, som har den slags evner. 

Egentlig ved jeg ikke, hvad mit formål med indlægget her er.. Tror bare jeg lige havde brug for at lufte mine tanker og min frustration. Jeg er lidt ked af det 

Jeg kan rigtig godt forstå dit ønske om at blive mor. Virkelig, fordi det er en stor gave omend det er rigtig hårdt arbejde også! Siger jeg som ikke er alenemor, men selv med 2 sæt hænder er det altså hårdt til tider 

Jeg ville udskyde baby projektet for en stund, men ikke fordi der er andre der siger det, men for din skyld og dit kommende barns skyld. Jeg syntes at du snakker meget om dig selv i det her, men det der egentlig er vigtigst, det er at tænke på det kommende barn. Jeg er ikke imod at bruge en donor, men jeg er alligevel ikke helt enig med dig i at fordi du altid har ønsket et barn alene, så skal du bruge en donor. Et barn har altså bedst af at have både en mor og en far, men det behøver ikke være som en kernefamilie, men evt. så med en ven eller en mand som gerne vil være far. Jeg ville tænke lidt mere på barnet og dets behov før dine egne. Dette er ikke negativt ment, men det er bare så du også ser tingene fra en anden synsvinkel

Hvis jeg skal give dig et råd vil jeg råde dig til at vente lidt. Du skriver at du er ret ung, og gerne vil en masse karrieremæssigt også. Så ville jeg "go" for det lige nu og prøve at fokuserer på det, selvom det kan være svært. Men så sæt en tidshorisont og sig fx at om 2 år, så går du i gang hvis du ikke har en mand i dit liv på det tidspunkt. Du skal nok nå at få et eller flere skønne unger, men det lyder ikke som om at det skal være lige her og nu. 

Held og lykke uanset hvad du beslutter

Du tillægger clairvoyance stor værdi. Ellers havde du vel ikke spurgt... Jeg synes (af mange årsager), at du skal vente med at få et donorbarn. Lev musikerdrømmen og din ungdom ud! Hvad nu hvis den synske har ret og du pludselig forelsker dig?

Anonym skriver:

Jeg har i flere år gået med tanken om at blive selvvalgt enlig mor til et donorbarn, og egentlig har jeg også længe haft en ret klar idé om, hvornår jeg ville gå i gang. Jeg har følt mig rimelig afklaret med min beslutning i efterhånden lang tid.

For nylig kontaktede jeg så en clairvoyant for at høre, om hun kunne fortælle mig, hvor mange forsøg det ville tage, før jeg blev gravid, og om hun kunne se, om jeg ville få en dreng eller en pige. Jeg spurgte hende også, om hun kunne sige noget om, hvor jeg ville ende karrieremæssigt - jeg drømmer nemlig om at komme til at arbejde i musikbranchen, men da jeg ved, at det er en svær branche at komme ind i, tænker jeg ofte på min fremtidige karriere med en smule bekymring. Det skal lige siges, at jeg stadig er under uddannelse, men at jeg under alle omstændigheder kommer til at være færdiguddannet, inden jeg får børn. 

Clairvoyanten er nu vendt tilbage med et svar, hvor hun skriver, at hun ikke føler, at jeg er klar til at blive mor endnu. Hun føler, at jeg skal fokusere på mit arbejdsliv, og at jeg har nogle gode muligheder i musikbranchen. Derudover føler hun, at jeg finder en kæreste inden for de næste par år - hun siger ikke noget om, om vi får børn sammen, men det siger jo sig selv, at muligheden nok vil være der. Hun føler også, at jeg får en datter på et tidspunkt. 

Egentlig drejede min henvendelse til hende sig jo slet ikke om, hvorvidt jeg er eller ikke er klar til at blive mor, men alligevel er jeg rimelig ramt af dét, hun skriver. For man kan jo aldrig vide, om man er klar, før man står i det. Jeg har virkelig haft gang i beslutningsprocessen længe, og jeg føler selv, at jeg er klar til at blive mor, men hvad nu, hvis jeg i virkeligheden slet ikke er? Hvis det hele ikke er, som jeg tror eller håber.. Selvfølgelig er det ikke noget glansbillede at have børn, og det synes jeg også, jeg har sørget for at inddrage i mine overvejelser. Men jeg er sgu alligevel lidt bange for, om det er forkert af mig at gøre alvor af min beslutning lige nu.

Det vil uden tvivl blive nemmere at få stablet en karriere på benene mens jeg stadig er barnløs, fordi jeg bedre kan varetage fx frivilligt arbejde, skæve arbejdstider og praktikperioder, som alt sammen kan være med til at hjælpe mig op af musikkarriere-stigen. Men på den anden side er det jo heller ikke umuligt med et barn - så er der bare nogle ting jeg ikke kan, som fx aftenarbejde, men så er der vel andre måder at få erhvervserfaring på. Og jeg ser mest sådan på det, at hvis jeg får et barn, jamen så bliver min karriere bare udskudt lidt. Jeg har ikke noget behov for at gøre det hele på én gang. Spørgsmålet er så bare, hvad jeg skal gøre først, og i mit hjerte har jeg mest lyst til at blive mor snart, mens fornuften siger det modsatte. Jeg tror, jeg kan gøre det nemmere for mig selv ved at koncentrere mig om mit arbejdsliv først, og derefter blive mor. Men jeg kan slet ikke lige overskue at skulle udskyde min plan om at få børn til flere år ude i fremtiden, bliver faktisk helt ked af det ved tanken. Jeg har i flere år glædet mig (og gør det stadig) og talt måneder og uger, og nogle gange føler jeg, at mit liv nærmest mister betydning, hvis ikke jeg snart får mit barn. Ønsket om et barn er brændende, men jeg ville egentlig helst have, at det ikke var sådan - at jeg bare var totalt motiveret for at komme ud og få gang i min karriere. Jeg er relativt ung, og rent praktisk ville der ikke være noget i vejen for at udskyde barnet lidt. Men jeg ved ikke, om jeg kan lægge det til side i en sådan grad, at jeg kan fokusere fuldstændig på alt andet i mit liv. Og jeg har det også sådan, at jeg ikke har lyst til at gå halvhjertet ind til noget. Specielt ikke min karriere.

Med hensyn til at jeg ifølge clairvoyanten finder en kæreste inden for de næste par år, er det ikke noget, der betyder det store i mine overvejelser. Jeg har altid været ret sikker på, at hvis jeg skulle have børn, skulle jeg have dem alene. Og jeg kan ikke forestille mig at møde nogen, som jeg kunne få lyst til at sætte børn i verden sammen med. Det lyder nok underligt i manges ører, men jeg har bare aldrig haft den der drøm om at finde den eneste ene. Faktisk har jeg overhovedet ikke lyst til at bo sammen med en partner og binde mig så meget til en person, som man gør, når man får børn sammen. 

Mit egentlige problem er den splittethed, jeg nu føler. Om jeg virkelig bør vente med at få mit donorbarn og i stedet fokusere på min musikkarriere i nogle år først. Det kan selvfølgelig godt være, at der ikke er noget i dét, som clairvoyanten siger, men som I nok kan fornemme, tager jeg den slags rimelig alvorligt. Jeg tror på, at der er folk, som har den slags evner. 

Egentlig ved jeg ikke, hvad mit formål med indlægget her er.. Tror bare jeg lige havde brug for at lufte mine tanker og min frustration. Jeg er lidt ked af det 

Du har gjort dig mange overvejelser, og det er rigtigt fint - du mangler bare realisme. Som enlig mor kan du ikke realisere dig selv i den branche, den er hård nok som enlig med rundsave på albuerne, men du er tabt på gulvet fra start med et barn på armen.

Tag et valg - det ene er ikke bedre end det andet - men jeg tror, at du vil fortryde, hvis du i det mindste ikke forsøgte at forfølge din karrieredrøm.....og helt ærligt, nå så langt du kan inden baby, du kommer ikke meget videre, når først du har barn, du kan muligvis kravle lidt højere på rangstigen, når barnet bliver ældre og du kan engagere dig helhjertet igen, men i den branche er der også aldersdiskrimination, så ryk nu og gør hvad du kan, du skal nok nå det hele!

God-mor skriver:

Jeg kan rigtig godt forstå dit ønske om at blive mor. Virkelig, fordi det er en stor gave omend det er rigtig hårdt arbejde også! Siger jeg som ikke er alenemor, men selv med 2 sæt hænder er det altså hårdt til tider 

Jeg ville udskyde baby projektet for en stund, men ikke fordi der er andre der siger det, men for din skyld og dit kommende barns skyld. Jeg syntes at du snakker meget om dig selv i det her, men det der egentlig er vigtigst, det er at tænke på det kommende barn. Jeg er ikke imod at bruge en donor, men jeg er alligevel ikke helt enig med dig i at fordi du altid har ønsket et barn alene, så skal du bruge en donor. Et barn har altså bedst af at have både en mor og en far, men det behøver ikke være som en kernefamilie, men evt. så med en ven eller en mand som gerne vil være far. Jeg ville tænke lidt mere på barnet og dets behov før dine egne. Dette er ikke negativt ment, men det er bare så du også ser tingene fra en anden synsvinkel

Hvis jeg skal give dig et råd vil jeg råde dig til at vente lidt. Du skriver at du er ret ung, og gerne vil en masse karrieremæssigt også. Så ville jeg "go" for det lige nu og prøve at fokuserer på det, selvom det kan være svært. Men så sæt en tidshorisont og sig fx at om 2 år, så går du i gang hvis du ikke har en mand i dit liv på det tidspunkt. Du skal nok nå at få et eller flere skønne unger, men det lyder ikke som om at det skal være lige her og nu. 

Held og lykke uanset hvad du beslutter

Jeg kan godt se, at mit indlæg handler meget om mig selv. Dette er dog mest emnet taget i betragtning, da det jo handler om, hvorvidt det for mig er muligt at få både barn og karriere - og i hvilken rækkefølge. Alle de seneste års overvejelser kommer selvfølgelig ikke til udtryk i dette ene indlæg, men jeg kan sige med hånden på hjertet, at jeg virkelig har forsøgt at vende og dreje hvert eneste aspekt af min beslutning, ikke mindst set fra barnets synspunkt.

Selvfølgelig er mit barn det vigtigste i hele beslutningen, men det er jo også netop derfor jeg kommer lidt i tvivl omkring det karrieremæssige. Jeg vil jo altid sætte barnet før mig selv, hvilket muligvis gør det svært for mig at opnå det jeg gerne vil inden for mit arbejdsliv, i hvert fald så længe mit barn er lille. 

Det der skaber splid i mig er rækkefølgen af tingene. Jeg vil gerne nå nogle ting i min karriere, ja, men jeg har egentlig ikke noget behov for at det skal være lige nu. Hvis jeg havde, ville jeg selvsagt vente med børn, måske endda i mange år. 

Jeg kan godt forstå det du siger med, at et barn har bedst af at have både en mor og en far (her mener du vel i det hele taget bare to forældre), men jeg er ikke nødvendigvis enig. Det vigtigste i et barns liv er tryghed, kærlighed og omsorg, og det ved jeg, at jeg kan give mit barn. Selvfølgelig vil det også kunne få det hvis vi er to om det, men jeg ser det ikke sådan, at der er "dobbelt op" fordi barnet har to forældre. Hvis jeg griber det ordentligt an, tror jeg bestemt ikke, at det vil være et nederlag for mit barn kun at have sin mor. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kender dit grundlag for at mene, at det er bedst med både mor og far, tror jeg altså også, det handler meget om de normer, der er bærende for vores samfund og kultur. 

Mit barn bliver skånet for en potentiel skilsmisse og andre udfordringer forældrene imellem, fordi der kun er mig. Selvom mange tænker, at det er hårdere at være én end to forældre, tror jeg faktisk, at jeg vil føle det omvendt. Jeg står for det hele selv, ja, men til gengæld er der også mange ting, jeg ikke skal stå til ansvar for eller gå på kompromis med. Men igen, jeg er også en minoritet når det kommer til det der med parforhold. Og jeg har også haft emnet om regnbuebørn oppe at vende, men i sidste ende tror jeg bare det vil komme til at minde meget om en tilværelse som skilsmissebarn, forstået på den måde, at man jo er intet andet end samarbejdspartnere og kun har barnet til fælles. Jeg vil dog ikke udelukke, at en senere partner kan blive en slags bonusforælder for mit barn, men i dette tilfælde vil det stadig kun være mig, der er forælder til barnet og udelukkende mig, der i sidste ende står for alting ift barnet. Og det tror jeg egentlig, at både mit barn og jeg vil trives udmærket med. 

Om jeg har en partner eller ej om to år er som sagt ikke det afgørende for mig. Og om jeg går i gang til den tid som det er planlagt eller venter et par år mere kommer heller ikke til at gøre den store forskel ift min karriere. Men tusind tak for dit svar og dine råd! 

Abracadabra skriver:

Du tillægger clairvoyance stor værdi. Ellers havde du vel ikke spurgt... Jeg synes (af mange årsager), at du skal vente med at få et donorbarn. Lev musikerdrømmen og din ungdom ud! Hvad nu hvis den synske har ret og du pludselig forelsker dig?

Det gør jeg, ja. Må jeg spørge af hvilke årsager, du ellers synes jeg skal vente? 

På sin vis vil jeg gerne leve musikdrømmen ud, men som sagt tror jeg bare, jeg vil føle, at jeg gør det halvhjertet. Jeg ved allerede nu, hvor svært jeg har ved at koncentrere mig om alle de ting, som lige nu er vigtige i min dagligdag, fordi ønsket og tankerne om et barn fylder så kolossalt meget i mit hoved. 

Og ja, måske har clairvoyanten ret i, at jeg finder en kæreste inden for de næste to år. Men selv hvis jeg gør, er det jo ikke givet, at det er én, jeg gerne vil have børn med. Som udgangspunkt har jeg sindssygt svært ved overhovedet at forestille mig at skulle stifte familie sammen med nogen. Det ligger mig så fjernt. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, om jeg ændrer mening, hvis én eller anden bare sparker benene væk under mig, men selv hvis nogen gør dette, er der jo en risiko for at vi går fra hinanden, og at barnet bliver skilsmissebarn. Og jeg har slet ikke lyst til at binde mig så meget til en person, som man gør, når man vælger at få et barn med vedkommende. Det lyder måske egoistisk, hvis man altså ser det ud fra den holdning, at et barn har bedst af at have begge sine forældre. Men i mine øjne er det bedre at være donorbarn af en enlig mor end at være skilsmissebarn - specielt hvis der er meget knas imellem forældrene, hvilket man jo aldrig kan vide på forhånd.

Anonym skriver:

Du har gjort dig mange overvejelser, og det er rigtigt fint - du mangler bare realisme. Som enlig mor kan du ikke realisere dig selv i den branche, den er hård nok som enlig med rundsave på albuerne, men du er tabt på gulvet fra start med et barn på armen.

Tag et valg - det ene er ikke bedre end det andet - men jeg tror, at du vil fortryde, hvis du i det mindste ikke forsøgte at forfølge din karrieredrøm.....og helt ærligt, nå så langt du kan inden baby, du kommer ikke meget videre, når først du har barn, du kan muligvis kravle lidt højere på rangstigen, når barnet bliver ældre og du kan engagere dig helhjertet igen, men i den branche er der også aldersdiskrimination, så ryk nu og gør hvad du kan, du skal nok nå det hele!

Taler du af erfaring? 

Egentlig synes jeg det er ærgerligt, at du mener, man er "tabt på gulvet fra start" hvis man har et barn når man går ind i musikbranchen. Det kommer vel an på, hvordan man griber tingene an. 

Og jeg prøver netop at tage et valg ved at afsøge fordele og ulemper ved både det ene og det andet. På en måde føler jeg, at min verden er blevet vendt på hovedet i dag, men heldigvis er det ikke lige nu og her, jeg havde tænkt mig at gå i gang med projekt baby, så det er ikke fordi jeg har travlt med at beslutte mig. Jeg vil jo også gerne være helt sikker før jeg foretager mig noget, det er blandt andet derfor jeg også skriver herinde 

Det lyder lidt som om du mener, at når man først har fået børn, kan man lige så godt opgive at gøre mere ved karrieren. Jeg har endnu ikke den store erfaring med arbejdsmarkedet, men hvis det virkelig forholder sig sådan, er der godt nok mange mennesker, som lige så godt kan give op på karrierefronten. Det er vel netop opfattelser som denne, som gør, at folk først kommer i gang med at få børn når det er for sent, fordi de først liiige skal det ene og det andet. Hvorfor kan man ikke få børn først og så fyre den af på jobbet senere?

I øvrigt tror jeg ikke, du har ret i, at der er aldersdiskrimination i musikbranchen. Her skal det lige siges, at jeg IKKE går efter en karriere som udøvende musiker. Jeg satser på booking, management, PR osv., og i disse sammenhænge tvivler jeg virkelig på, at det partout er et minus at have nogle år på bagen. Nu er det jo heller ikke fordi jeg regner med først at gå i gang med en karriere når jeg er 40 

Anonym skriver:

Det gør jeg, ja. Må jeg spørge af hvilke årsager, du ellers synes jeg skal vente? 

På sin vis vil jeg gerne leve musikdrømmen ud, men som sagt tror jeg bare, jeg vil føle, at jeg gør det halvhjertet. Jeg ved allerede nu, hvor svært jeg har ved at koncentrere mig om alle de ting, som lige nu er vigtige i min dagligdag, fordi ønsket og tankerne om et barn fylder så kolossalt meget i mit hoved. 

Og ja, måske har clairvoyanten ret i, at jeg finder en kæreste inden for de næste to år. Men selv hvis jeg gør, er det jo ikke givet, at det er én, jeg gerne vil have børn med. Som udgangspunkt har jeg sindssygt svært ved overhovedet at forestille mig at skulle stifte familie sammen med nogen. Det ligger mig så fjernt. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, om jeg ændrer mening, hvis én eller anden bare sparker benene væk under mig, men selv hvis nogen gør dette, er der jo en risiko for at vi går fra hinanden, og at barnet bliver skilsmissebarn. Og jeg har slet ikke lyst til at binde mig så meget til en person, som man gør, når man vælger at få et barn med vedkommende. Det lyder måske egoistisk, hvis man altså ser det ud fra den holdning, at et barn har bedst af at have begge sine forældre. Men i mine øjne er det bedre at være donorbarn af en enlig mor end at være skilsmissebarn - specielt hvis der er meget knas imellem forældrene, hvilket man jo aldrig kan vide på forhånd.

 

Hvor er det sørgeligt, at du spekulerer så meget i en potentiel skilsmisse, allerede dér signalerer du "mig"-"mig"-"mig", JEG skal have et barn, JEG skal nok selv bestemme, JEG vil have det bedst med, at barnet ikke har en far.....håber clairvoyanten har ret, at du finder den kæreste (der må være af et specielt stof), som kan være med til at ruske lidt i dig - for det handler ikke om dig, det er barnet, der skal være i centrum, det er barnet, der har brug for en mor i balance, det er barnet, der vil elskes af far og mor, det er barnet, der har brug for en far, og det er barnets behov og ikke dine, der skal være altoverskyggende.

Vær du bare stædig og sig, at jeg tager fejl og ikke aner, hvad jeg snakker om, men jeg var dig, indtil jeg fik børn, nu har jeg 4, og jeg kender gamet, og JEG ved, hvad det handler om, så lyt til de kloge damer herinde.