Jeg er splittet

lineog4 skriver:

Intet galt og mener ikke man er hverken mere eller mindre lukket som enlig eller i tosomhed. Det er dine ord om så har du ikke andet at stå til ansvar for og skal ikke gå på kompromis (et tidligere svar), for det lyder jo netop modsat af du lader dine værdier blive udfordret mm. Jeg siger ikke man er mere firkantet når man er alene, men når argumentet for at være selvvalgt enlig forælder er: så skal jeg ikke gå på kompromis så lyder man firkantet. Jeg ville selv forresten da jeg var ung og smuk have kaldt mig selv åben, rund, frisindet osv. Og kan se nu jeg var sindsyg firkantet og en del mere overbevist om jeg havde fundet de vise sten end jeg er nu

Ja børn ændrer en, men det gør et år i Afrika som ulandsfrivillig også, eller at møde et menneske som kan se igennem en, eller at skifte karriere, blive religiøs osv. At få børn er en rejse, det er en selvudvikling men det skal ikke være grunden til st få dem, for der er også en del dage hvor man føler man står i stampe, dage hvor man føler man er gået i stå eller ja lige frem baglæns i sk. Udvikling og man er blevet verdens kedeligste menneske for det eneste man har en holdning til er forskellen på Pampers og libero. Da jeg drømte om børn, drømte jeg om mig i en hvid kHole under et træ med kærligheden der boblede til det lille væsen og samtidig læste keg Kierkegaard. (Er cand mag i filosofi), nørj hvor var det langt væk fra virkeligheden. Først ingen hvid kjole for jeg var jo blevet tyk, og jeg havde pletter på tøjet 2 minutter efter det var kommet på. Kirkegarrd ha ha når jeg endelig havde to minutter uden en baby i armene så faldt jeg sgu i søvn.... træet ja havde lige glemt vi ikke havde en have og nu 13 år efter ligger jeg i sengen med kodylw smerter i balle, lænd og ben. Men men den samme pige som den gang kun sov 2 minutter af gangen hun vil nu 20 minutter over 9 have forklarer BNP og gør jeg det ikke ordentlig får jeg blikket, det hvide ud af øjnene og det sarkastiske: tak mor

Det kan jeg selvfølgelig godt se, men det er ikke sådan, jeg mener det. Håber jeg også du har fået et indtryk af i mit seneste svar til dig.

I hvilken forstand syntes du dengang, at du var åben, rund og frisindet på måder, som du nu betragter som firkantede? 

Jeg har nu heller ikke tænkt mig at få børn som et slags selvrealiseringsprojekt. Og har bestemt ingen visioner om at sidde i en hvid kjole under et træ og læse Kierkegaard (er mere til Descartes, hehe).

I øvrigt satte din sidste kommentar lige et smil på mine læber, det lyder da fantastisk at din 13-årige kan starte dagen ud med at opsøge viden omkring BNP! 

Anonym skriver:

Hvad skete der så efter de 5 år? Mistede du pludselig lysten til og ønsket om at få et barn? Og hvor længe endte du med at vente?

Jeg er med på, at du mener, at valget i min situation kun er til moderens (altså min) fordel. Men jeg spørger dig, om du mener, at det per definition kun er til moderens fordel at få et barn alene - altså at når en kvinde vælger at få et barn alene, så er det altid kun til hendes egen fordel, uanset alder, karriere, relationer og alle andre livsvilkår?

Det gik op for mig at jeg ikke ville kunne forsvare sådan en beslutning overfor et barn. At tage en far fra ham/hende fordi jeg var utålmodig. Året efter mødte jeg min mand og vi har nu 2 børn. 

Ja jeg mener det er egoistisk at få barn alene, at det fratager barnet muligheden for en fuld familie. Det er nu engang fysisk umuligt at være både mor og far. Tragiske ting sker der forhindrer det, men det her er et helt bevidst valg. Ikke at jeg ikke forstår længslen, men det er stadig egoistisk, især når du har tiden, det er at være utålmodig.

Anonym skriver:

Det kan jeg selvfølgelig godt se, men det er ikke sådan, jeg mener det. Håber jeg også du har fået et indtryk af i mit seneste svar til dig.

I hvilken forstand syntes du dengang, at du var åben, rund og frisindet på måder, som du nu betragter som firkantede? 

Jeg har nu heller ikke tænkt mig at få børn som et slags selvrealiseringsprojekt. Og har bestemt ingen visioner om at sidde i en hvid kjole under et træ og læse Kierkegaard (er mere til Descartes, hehe).

I øvrigt satte din sidste kommentar lige et smil på mine læber, det lyder da fantastisk at din 13-årige kan starte dagen ud med at opsøge viden omkring BNP! 

Jeg var langt mere skråsikker alla min datter måtte ikke se fjernsyn før hun var 2 år, jeg ville ikke eje en mobiltelefon, børn blev kræsne fordi forældrene ikke tilbød dem forskelligt mad og krævede de skulle smage, børn der skreg i supermarkedet der skulle man bare.... teori var en beskrivelse af praksis osv osv osv osv. Verden var langt mere sort og hvid, hvor den nu er går (på den gode måde). 

Det er såmænd overhovedet ikke spændende med bnp men blot en geografi opgave der skal laves færdig og egentlig gider hun ikke. Og jeg smilede så modsat lidt over du til en anden svarede du ville nyde de dybe samtaler - jo de kan være dybe, men det kan også være en samtale kl 22 fredag der går sådan her: har du en ide til hvordan jeg bliver god til engelsk, mor? Ja vi kunne gå på biblioteket og låne en bog på engelsk. Jo men mor de bøger jeg kan læse på engelsk interesserer mig ikke. Nej men så kunne du vælge at din interesse var at blive god til engelsk. Da jeg skulle lære islandsk og var voksen startede jeg også med børnebøger. Ja ja mor, men nu er jeg jo ligeglad med at lære engelsk. Jamen skat jeg troede du spurgte hvordan du kunne blive bedre til engelsk. Mor, du vil altid have jeg skal blive bedre, hvorfor er jeh ikke bare god nok? Jamen søde dejlige skat, du er god nok, jeg ville bare svare dig. Nej jeg er ikke god nok, og jeg gider ikke at lære engelsk. Okay. Ja der kan du selv se du gider slet ikke hjælpe mig med at blive god til engelsk - tal skal du have mor.

Anonym skriver:

Det lød bare som om, du mente, at det er min alder, som er problemet. Men det er jo så tydeligvis lige så meget det faktum, at jeg er alene om det 

Hvis du var 30 kunne jeg bedre se meningen med det. Men i en alder af 24 er livet kun begyndt. 

For at citere TV2: kys det nu, det satans liv. 

Jeg var selv 24 da jeg blev gravid. Fast parforhold i 5 år. Min datter tog 1,5 år før jeg blev gravid. Og idag er jeg faktisk glad for hun ikke kom allerede da jeg var 22! De sidste år gjorde lige jeg fik brændt alt af!

Miti's mama skriver:

Det gik op for mig at jeg ikke ville kunne forsvare sådan en beslutning overfor et barn. At tage en far fra ham/hende fordi jeg var utålmodig. Året efter mødte jeg min mand og vi har nu 2 børn. 

Ja jeg mener det er egoistisk at få barn alene, at det fratager barnet muligheden for en fuld familie. Det er nu engang fysisk umuligt at være både mor og far. Tragiske ting sker der forhindrer det, men det her er et helt bevidst valg. Ikke at jeg ikke forstår længslen, men det er stadig egoistisk, især når du har tiden, det er at være utålmodig.

Men så var det vel heller ikke bare en fase - så var det bare utrolig heldigt (eller skæbneagtigt, eller hvordan man nu ser på det) og til alles fordel, at du tilfældigvis mødte din mand året efter.

Hvad hvis du ikke havde mødt din mand (eller en anden partner)? Ville du så aldrig have fået børn? Ville du bare have affundet dig med, at du skulle forblive barnløs, fordi du ikke mente, at dine børn ville kunne få et godt liv uden en far?

lineog4 skriver:

Jeg var langt mere skråsikker alla min datter måtte ikke se fjernsyn før hun var 2 år, jeg ville ikke eje en mobiltelefon, børn blev kræsne fordi forældrene ikke tilbød dem forskelligt mad og krævede de skulle smage, børn der skreg i supermarkedet der skulle man bare.... teori var en beskrivelse af praksis osv osv osv osv. Verden var langt mere sort og hvid, hvor den nu er går (på den gode måde). 

Det er såmænd overhovedet ikke spændende med bnp men blot en geografi opgave der skal laves færdig og egentlig gider hun ikke. Og jeg smilede så modsat lidt over du til en anden svarede du ville nyde de dybe samtaler - jo de kan være dybe, men det kan også være en samtale kl 22 fredag der går sådan her: har du en ide til hvordan jeg bliver god til engelsk, mor? Ja vi kunne gå på biblioteket og låne en bog på engelsk. Jo men mor de bøger jeg kan læse på engelsk interesserer mig ikke. Nej men så kunne du vælge at din interesse var at blive god til engelsk. Da jeg skulle lære islandsk og var voksen startede jeg også med børnebøger. Ja ja mor, men nu er jeg jo ligeglad med at lære engelsk. Jamen skat jeg troede du spurgte hvordan du kunne blive bedre til engelsk. Mor, du vil altid have jeg skal blive bedre, hvorfor er jeh ikke bare god nok? Jamen søde dejlige skat, du er god nok, jeg ville bare svare dig. Nej jeg er ikke god nok, og jeg gider ikke at lære engelsk. Okay. Ja der kan du selv se du gider slet ikke hjælpe mig med at blive god til engelsk - tal skal du have mor.

Nå for dælen, jeg troede hun spurgte ud af interesse. Men det er da altid noget, at hun søger dig, selvom hun egentlig ikke gider den opgave.

Nu var min ytring om hvordan jeg har det med dybe samtaler også bare i forlængelse af det faktum, at børn ofte kræver svar på alt muligt, som man slet ikke selv lige har oppe at vende i momentet. Og her ser jeg det bare som en fordel, at jeg godt kan lide at tage fat i de store spørgsmål her i livet. Jeg er skam ikke bleg for at kaste mig ud i en samtale af den art, som du beskriver - det lyder jo som mig selv og min mor, da jeg var ung teenager 

Sprit25 skriver:

Hvis du var 30 kunne jeg bedre se meningen med det. Men i en alder af 24 er livet kun begyndt. 

For at citere TV2: kys det nu, det satans liv. 

Jeg var selv 24 da jeg blev gravid. Fast parforhold i 5 år. Min datter tog 1,5 år før jeg blev gravid. Og idag er jeg faktisk glad for hun ikke kom allerede da jeg var 22! De sidste år gjorde lige jeg fik brændt alt af!

Nu er der vel også grænser for, hvor meget af livet der når at udspille sig mellem en alder af 24 og en alder af 30. Jeg forstår godt din pointe, men jeg er ikke enig i, at livet først lige er begyndt, når man er 24 (selvfølgelig er det også individuelt). 

I øvrigt falder fertiliteten drastisk, når man er 30, så hvis jeg skal nå at have de børn, jeg gerne vil, og de heller ikke lige skal være pseudotvillinger fordi jeg også skal kunne nå at følge med som alenemor, tror jeg godt nok, jeg vil føle mig presset, hvis jeg først går i gang som 30-årig.

Nu siger du selv, at du blev gravid som 24-årig. Hvis vi siger, at jeg gik i gang til den tid, der oprindeligt var planlagt, og at jeg blev gravid inden alt for længe, ville jeg stå i samme situation som dig, rent aldersmæssigt. Du siger, at du er glad for, at din datter kom, da du var 24, frem for da du var 22. Men jeg går så ud fra, at hvis du havde været alene om det, ville du have ventet til du var omkring 30 (medmindre du selvfølgelig ikke ville have børn medmindre du havde en partner)? 

Jeg synes, du skal vente. I hvert fald til du har fået en fod inden for i musikbranchen og fået en realistisk fornemmelse af, hvad der kan lade sig gøre. En ting er at kigge udefra, noget helt andet er at stå midt i det.

Selvfølgelig kan man godt få karrieren efter barnet, men det er bare nemmere den anden vej rundt.

Med hensyn til din alder, så har du på ingen måde travlt. Jeg siger ikke, at du skal vente, til du er 35, men giv det et par år mere. Både for din egen og for dit fremtidige barns skyld. Da jeg var 23 var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville få en kæreste på den traditionelle måde. Jeg kunne godt forestille mig at møde en, jeg kunne godt med, men jeg troede ikke på det der med kærlighed og forelskelse. Det er jo bare en kemisk reaktion. Og jeg var slet ikke sikker på, jeg ville have børn. To uger efter min 24-års fødselsdag mødte jeg min nuværende mand, og alle mine holdninger blev gjort til skamme. Jeg blev hamrende forelsket (på den der måde, hvor man ikke kan sove eller spise og det gør ondt, selvom man vil hinanden). Og hold nu op, hvor er jeg glad for det! 

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det samme sker for dig, men giv dig selv chancen for at møde en.

Anonym skriver:

Nå for dælen, jeg troede hun spurgte ud af interesse. Men det er da altid noget, at hun søger dig, selvom hun egentlig ikke gider den opgave.

Nu var min ytring om hvordan jeg har det med dybe samtaler også bare i forlængelse af det faktum, at børn ofte kræver svar på alt muligt, som man slet ikke selv lige har oppe at vende i momentet. Og her ser jeg det bare som en fordel, at jeg godt kan lide at tage fat i de store spørgsmål her i livet. Jeg er skam ikke bleg for at kaste mig ud i en samtale af den art, som du beskriver - det lyder jo som mig selv og min mor, da jeg var ung teenager 

Sørme også glad for hun stadig tror jeg ved alt også om bnp  og egentlig har vi et langr bedre forhold og hun er langt lettere end jeg var i samme alder. 

Men nøj hvor er jeg glad for jeg en gang imellem kan sige: nu er det papas tur. 

Også glad for jeg havde en der kendte hende lige så godt som mig da hun fik tvangstanker forrige år. Glad for der er en der kan tage mindste manden når han er i pibehumør efter jeg har Hart en pisse hård dag på arbejde hvor jeg ikke kan være i min egen krop eller klare flere børn. Jeg har været 3 mnd alene med de 3 dejlige børn pg ærligt der var fordele ved at være alene. Der var dog også ulemper og jeg var afhængig af hjælp fordi jeg har er arbejde der gør jeg ikke selv kan hente fra instititution minimum en gang om igen (nogle uger 2 gange). Men jo der var den fordel når de endelig sov (den gang var hun ikke så meget teenager så hun sov før mig) så var der absolut stilhed. Tilgengæld var der så også kun mog når der manglede en liter mælk og jeg lige havde gager nattøj på 

Anonym skriver:

Nu er der vel også grænser for, hvor meget af livet der når at udspille sig mellem en alder af 24 og en alder af 30. Jeg forstår godt din pointe, men jeg er ikke enig i, at livet først lige er begyndt, når man er 24 (selvfølgelig er det også individuelt). 

I øvrigt falder fertiliteten drastisk, når man er 30, så hvis jeg skal nå at have de børn, jeg gerne vil, og de heller ikke lige skal være pseudotvillinger fordi jeg også skal kunne nå at følge med som alenemor, tror jeg godt nok, jeg vil føle mig presset, hvis jeg først går i gang som 30-årig.

Nu siger du selv, at du blev gravid som 24-årig. Hvis vi siger, at jeg gik i gang til den tid, der oprindeligt var planlagt, og at jeg blev gravid inden alt for længe, ville jeg stå i samme situation som dig, rent aldersmæssigt. Du siger, at du er glad for, at din datter kom, da du var 24, frem for da du var 22. Men jeg går så ud fra, at hvis du havde været alene om det, ville du have ventet til du var omkring 30 (medmindre du selvfølgelig ikke ville have børn medmindre du havde en partner)? 

Når du en dag er blevet 30, vil du vide, at alt kan nå at ske på de små seks år :-) Vi siger det ikke for sjov. Vi ved det, for vi har værethende seks år igennem.