Jeg er splittet

Vil lige fortælle at jeg ingen far har haft. Først havde jeg intet imod kun at have en mor, men pludselig kom behovet for at vide, hvor jeg kom fra.. altså han lever et sted derude, og jeg fik også fundet ham, men han kan ikke være min far .

Det er ikke alle i min søskendeflok som har "taget det pænt". Min ene søster har nogle issues... netop pga. En manglende far. Det er ikke noget man bare skal tage let på  

jeg ville 100 gange mere være skilsmisse barn, hvor man ser begge sine forældre og har et forhold til dem begge. 

Det er meget svært at vide hvordan ens barn vil tage det, og handler nok også hvordan man snakker om det i opdragelsen, men man skal virkelig ikke gøre det til "ingenting"  

du nævner selv skilsmisse flere gange, derfor jeg lige nævner dette.  

som skrevet tidligere så synes jeg, du skal vente. Du har jo ikke travlt?

lineog4 skriver:

Må lige indsparke, at skulle du nu få et barn om et år og om to finde den dejlige kæreste. Og denne dejlige kæreste er i dit og dit barns liv i lad os lege 8 år til dit barn er 9 og I så bestemmer jer for at ende forholdet, så vil dit barn opleve skilsmisse eller i hvert fald det der er svært ved skilsmisse nemlig at skulle undvære det voksne menneske som barnet holder af og ser som ens ror del af sit liv. 

Du kan kun beskytte dit potentielle barn for denne følelse ved aldrig at lade dit barn knytte sig til et andet voksent menneske end dig og nogle bedster. Dvs. Dine fremtidige kærlighedsforhold kun skal ske når dit barn bliver passet af andre.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Og jeg er helt enig. Det er jo umuligt at undgå sådanne nederlag i livet. Tænk bare på, når familiemedlemmer dør fra én - det vil jeg heller aldrig kunne beskytte mit barn imod. Sådan er livet, og sådan bør det være. Og selvfølgelig vil det også være en sorg for barnet, hvis det har en anden voksen person tæt inde på livet, som jeg så bryder med. Men jeg er ikke enig i, at det kan sammenlignes med en skilsmisse, for det der ofte er problemet med skilsmisser er, at forældrene skal finde ud af at samarbejde om børnene, hvilket betyder, at børnene bliver kastebolde imellem mor og far - også selvom forældrene egentlig godt kan finde ud af at være praktiske og ansvarlige og ikke være uvenner. 

Igen må jeg understrege, at den potentielle skilsmisse (som stort set alle i denne tråd åbenbart har bidt dybt mærke i) IKKE er mit argument for at få et barn alene. Jeg tænker ikke sådan her: "mine børn skal i hvert fald aldrig nogensinde udsættes for en skilsmisse, så derfor er jeg forpligtet til at få dem alene for at skåne dem mest muligt" - hvis I har fået den opfattelse, kan jeg sagtens forstå, at I synes, mit valg er åndssvagt.

Men skulle jeg nu gå hen og få et barn alene, så vil jeg da allerhelst se på alt det positive ved situationen. Og her er det jo et plus, at barnet trods alt aldrig kommer til at opleve den sorg og den store omvæltning, som en skilsmisse imellem forældrene er. Igen, dette er IKKE ensbetydende med, at jeg partout ikke vil have børn med nogen for at undgå en skilsmisse, men at jeg fremhæver de positive konsekvenser ved et valg, som ER taget (hvis det altså kommer så vidt).

Og selvfølgelig vil mit barn være til stede, hvis jeg i fremtiden går ind i nye forhold. Sådan vil jeg da også helst have det, og det tror jeg også, at barnet vil. Jeg ser det da som en fordel, hvis et andet voksent menneske kan komme ind i vores liv og blive en fantastisk bonusforælder! 

Smølfine123 skriver:

Din ide om hvordan et evt parforhold fungerer med en mand senere er også urealistisk. Du kan ikke bo med en mand og tage dig af alt omkring dit barn... det er netop ikke at tillade dit barn at komme tæt på en kæreste - for tænk nu hvis han gik og lillepigen blev såret. Du KAN ikke beskytte dig selv for sorg ej heller ikke dit barn. Og han/ hun bliver kun robust ved at have en robust mor. .. dvs en som er i stand til at takle også negative og hårde følelser. Det er ikke en god overlevelsesstrategi at ville undgå at komme tæt på andre.

Nej, det er jeg godt klar over. Det er ikke det jeg mener. Selvfølgelig vil en kommende partner indgå i barnets liv og alle gøremål knyttet dertil. Jeg mener blot, at uanset hvad, så vil det stadig være mig, der er forælder til barnet, og dermed mig, som i sidste ende har det fulde ansvar for barnet. Altså at uanset hvem der træder ind i mit liv, kan jeg jo aldrig læsse halvdelen af forældrerollen over på vedkommende. Selvfølgelig betyder dette ikke, at vedkommende ikke kan agere bonusforælder! Jeg snakker mest rent juridisk og ikke så meget praktisk og følelsesmæssigt.

Aristocats skriver:

Jeg har intet imod at kvinder bliver selvvalgt single mødre, jeg synes sågar at det er godt at vi her i Danmark har muligheden, men jeg synes de præmisser du vælger udfra i forhold til at blive singlemor til donorbarn er ude på et skråplan. 

Hvis man ser på størstedelen af selvvalgte singlemødre, er det oftest kvinder der er lidt mere oppe i årene, stadig ikke har fundet en mand og ved, at deres biologiske ur tikker - du er derimod ung og har derfor nok garanteret i hvert fald 15 år at få børn i endnu, har tydeligvis nogle tilknytnings-issues og et forvrænget syn på parforhold og frygter det som alle der vælger at være i et parforhold potentielt kan komme ud for, nemlig at man splittes. Hvis man siger A, må man også sige B. Ja, når man vælger at være i et forhold til et andet menneske og for eksempel får børn med vedkommende, så vælger man også automatisk chancen til at det kan gå galt og ens børn bliver skilsmisse børn - men som en anden debattør sagde, det bliver svært for dig at opleve fed lykke hvis du aldrig tør vove pelsen - for eksempel vove pelsen i forhold til den teoretiske mulighed der er for at din partner forlader dig. 

I bund og grund kan du jo gøre hvad du vil og det skal ingen være herre over andet end dig selv, men jeg synes du overvejer at få det her barn på baggrund af helt forkerte grunde, fremfor noget der er fornuftigt og forståeligt - for mig er det absolut ikke fornuftigt eller forståeligt som sådan, at man som ung kvinde vælger at få et donorbarn fordi man er bange for at knytte sig til en mand. I min optik er det ikke et barn du har brug for, du har brug for at se indad og komme til bunds i hvorfor du har de her tanker i forhold til parforhold - og måske ønsker du egentligt et barn for at fylde det ud som du mangler i dit personlige liv og dit behov for kærlighed og tilknytning, som du ikke lader en partner tør gøre. 

Jeg synes også, det er rigtig godt, at vi har muligheden her i Danmark!

Du siger, at størstedelen af de kvinder, der vælger at blive selvvalgte enlige mødre, er længere oppe i årene, og at deres biologiske ur tikker. Og ja, det er korrekt. Men siger du dermed, at fordi de fleste andre gør sådan, så bør jeg også gøre det? Vi kvinders biologiske ur tikker lige fra vi er teenagere, faktisk er min fertilitet med stor sandsynlighed allerede dalende. Og bare fordi det er normen at vente med at gå i gang til ens fertilitet er på grænsen til at forsvinde, kan jeg ikke se, hvorfor dette skal være afgørende. Hvad, hvis man gerne vil have flere børn? Det kan jo ikke nås, hvis man først går i gang som 40-årig, eller hvornår det nu er, du mener, man bør trække den til. Jeg mener ikke, at valget om at blive solomor altid behøver at være en sidste udvej.

Med hensyn til din påstand om mine tilknytnings-issues og mit forvrængede syn på parforhold, og ja, egentlig også i forhold til din opfattelse af, at jeg kun får et barn alene fordi jeg er bange for at knytte mig til en mand (her skal det nok lige indskydes, at jeg altså er lesbisk), føler jeg lidt, at jeg gentager mit selv. Jeg vil derfor henvise dig til mine seneste indlæg her i tråden, hvor jeg svarer nogle af de andre debattører, som har nævnt noget af det samme.

Anonym skriver:

Jeg er helt enig med dig i, at man får det meste ud af livet, hvis man tør vove pelsen. Og jeg mener bestemt også, at jeg allerede mange gange i mit liv har sluppet med begge hænder og sprunget ud i noget, som jeg slet ikke lige følte mig helt sikker på. 

Og jeg tvivler heller ikke på, at man som forældre er rollemodeller for sit barn - det siger jo sig selv. Men jeg føler ikke, at jeg har tilknytningsbesvær, jeg har igennem mit liv haft mange mennesker tæt på mig, som er kommet og gået og forårsaget sorg, og sådan synes jeg da også, det skal være. Det er en del af det at være menneske og at elske, og det er med til at forme os og få os til at gro. 

Jeg må nok erkende, at jeg har fået formuleret mig lidt uheldigt, når så mange af jer tilsyneladende læser det som om, at jeg aldrig nogensinde vil have en kæreste, fordi jeg er nervøs for at vi går fra hinanden. Det er slet ikke sådan, jeg tænker - jeg nævner bare den potentielle skilsmisse som en ting, som mit barn trods alt undgår, såfremt det bliver sat i verden af mig alene. Igen: det er IKKE ét af mine argumenter for at blive solomor. 

Når jeg ser på mit liv og på mine relationer, ved jeg, at jeg sagtens kan knytte mig. Faktisk knytter jeg mig dybt til andre mennesker, når først de er inde på livet af mig - ja, egentlig skal jeg bare være på bølgelængde med en anden person, før de får en helt speciel betydning for mig. Jeg er en meget sensitiv og kærlig person, når alt kommer til alt. Og jeg synes, verden skal knæle for kærlighed. Det er ikke sådan, at jeg har taget beslutningen om aldrig at skulle være i et parforhold, og derfor bare afviser alt, der kunne blive til noget. Slet ikke! Og jeg ville ikke være de forhold, jeg har været i, foruden.

Men det forholder sig bare sådan, at jeg som person har det fantastisk alene. Igen har det nok også noget at gøre med, at jeg er særligt sensitiv. Ligesom andre mennesker har det allerbedst når de er sammen med deres venner eller familie, i det hele taget bare når de er iblandt andre mennesker, har jeg det allerbedst i mit eget selskab. Det er sådan, jeg slapper allerbedst af. Og jeg ved godt, at det er et tabu at have det sådan, men det er faktisk også noget, jeg arbejder på at ændre ved at tale højt om det. For der er mange andre end mig, der har det sådan. Og det betyder ikke, at man er ude af stand til at knytte sig til andre, eller at man er et koldt og ensomt menneske - tværtimod føler jeg mig oftere ensom, når jeg færdes iblandt andre mennesker, end når jeg er helt alene. Jeg kan ikke ændre på den person jeg er, jeg kan kun omfavne den og få det bedste ud af det. Ikke at jeg ser det som en ulempe at være den slags enspænder - jeg betragter det faktisk som en kæmpe fordel i rigtig mange sammenhænge. 

Nu er det selvfølgelig også svært at danne sig et billede af en anden person ved at debattere på en platform som denne. Men jeg er ret sikker på, at hvis du kendte mig, ville du ikke bekymre dig om, hvorvidt mine børn kommer til at få problemer med at knytte sig, fordi jeg er deres rollemodel. Jeg kan godt se, hvorfor du får det indtryk, når du læser mine indlæg. Men hvis du spurgte de mennesker, jeg har dybe relationer til, ville de tro du snakkede om en helt anden person.

Men du garanterer ikke du skåner dine kommende børn for skilsmisse og hvad der fælger med med mindre du frasiger dig tætte forhold resten af livet. En skilsmisse/et brud gør også ondt selvom det ikke er mellem biologisk mormor far. Jeg gik ind i et forhold med en mand der havde en dreng der lige var fyldt 3 år og jeh brugte utrolig mange tanker og ja faktisk også mange ord om, hvad hvis vi går fra hinanden, hvad er så mit forhold til din søn? 

Næste jeg tænker er, hvis du vælger at blive kor så er du ikke længere alene, dit eget selskab er nu udvidet til at være i konstant selskab med dit barn og tro mig de kræver dit selskab. Keg er også et menneske der nyder mit eget selskab, kunne før i tiden næsten blive desperat hvis ikke jeg havde tiden til mig, tiden til at fordybe mig i en bog, tiden til at sidde i mine egne tanker og bare være. Det er nu 13 år siden jeg har kunne det. Nu er mit eget selskab noget jeg stjæler mig tid til når jeg sidder lidt længere på toilettet og det er ikke parforholdet der ligger sten i vejen, det er børnene. Et liv som mor er fantastisk men det er også hverdagens trummerum: op når vækkeuret bimler 5.30, være en glad og rummelig mor der vækker de trætte børn, en er morgensur og en taler fra han slår øjnene op om alt mellem himmel og jord. Ned på cyklen i sne, regn, sol og blæst lidt over 7, på arbejde til ja som i dag kl 17, hjem og høre om børnenes skønne dage, få lavet mad, putte lidt med den ene, fortælle den anden han ikke skal være vange foe han er spedalsk, små sur teenager som starter den høje musik, om lidt hjælpe med geografi lektier og falde om med den bog jeg sp forfærdelig gerne ville læse når jeg går i seng kl 22. Tiden til mig - hmm jo ja havde da de 10 minutter på cyklen hvor jeg kunne snakke med mig selv (det handlede så om at snakke mig selv hjem fra arbejde og lige tænke over den mail jeg skulle skrive når jeg kommer hjem så jeh kunne holde helt fri, men det var da tid alene). 

Det er fantastisk at have børn, jeg er sikker på det også Kan være fantastisk at være enlig med børn. Men dine argumenter for at ville gøre det alene runger delvist hult for du får ikke alene tiden når du er mor, du skåner ikke for fx skilsmisse hvis du vil være i forhold i fremtiden, du vil bestemme alt selv, der tror jeg sådan helt ærligt at det måske er bedst for dig men ikke for barnet (jeg er selv blevet en lang bedre mor af at skulle bløde op for mine principper i mødet med deres far og at skulle blive forældre sammen). 

Når alt det her er skrevet, så er jeg ikke imod man som kvinde (desværre kan mænd jo ikke) vælger at sætte et barn alene i verden.

men når jeg læser Dit start indlæg tænker jeg en frygt for kontroltab. Jeg vil helst være forælder alene for ellers skal jeg afgive En del af kontrollen, hvis ikke barnet kommer i den tid det er planlagt såmistes kontrollen. Og mest af alt,  kontakten til en clairvoyant for at kende kønnet og hvad sker der med karrieren handler jo også om at have kontrollen. Og at blive forælder er nok det største kontroltab man kan opleve, man skal kunne rumme at barnet overrasker en konstant, at man ikke kan kontrollere verden rundt om det menneske der betyder aller mest for en, at ens barn måske græder når man troede det ville grine, at man oplever følelser som man ikke kan kontrollere, at de bliver syge og man bliver bange, at de siger: jeg kan ikke lide dig osv osv og derfor uden at være clairvoyant vil jeg også ud fra det lidt du har skrevet sige: du er ikke parat endnu. Ikke fordi du vil alene, ikke fordi du vil noget inden for musikken, men fordi du skal være klar til at miste kontrollen, klar til alt ikke følger drejebogen, at du kan blive gravid på et andet tidspunkt end forventet, at du kan få en dreng selvom det er blevet spået der kommer en pige, at barnet ikke nødvendigvis er perfekt osv.

Anonym skriver:

Jeg har da også tit tænkt på, om det bare er en fase, men synes virkelig det er en lang fase. Jeg har haft det som jeg har det i næsten fire år. 

Og jeg kan godt forstå, når du siger, at det er til min egen fordel. Men jeg går ud fra, at du mener, at det er hele situationen taget i betragtning, og ikke kun tidspunktet - altså at det forholder sig sådan, fordi jeg vælger at få et barn alene. Og dette vil jo ikke ændre sig, selv hvis jeg ventede 10 år. Mener du, at det altid kun er til moderens fordel at få et barn alene?

Ja det kan være en lang fase. Min egen varede i 5 år. Og hvor er jeg glad for at jeg ventede! Og ja det er din situation jeg henviser til. Kun til moderens fordel? Måske, i din situation som du beskriver den, ja.

Anonym skriver:

Nej, det er jeg godt klar over. Det er ikke det jeg mener. Selvfølgelig vil en kommende partner indgå i barnets liv og alle gøremål knyttet dertil. Jeg mener blot, at uanset hvad, så vil det stadig være mig, der er forælder til barnet, og dermed mig, som i sidste ende har det fulde ansvar for barnet. Altså at uanset hvem der træder ind i mit liv, kan jeg jo aldrig læsse halvdelen af forældrerollen over på vedkommende. Selvfølgelig betyder dette ikke, at vedkommende ikke kan agere bonusforælder! Jeg snakker mest rent juridisk og ikke så meget praktisk og følelsesmæssigt.

Men kommer der en i dit liv når barnet er to år fx pg du lader det menneske blive knyttet til dit barn, så jo så er du ikke længere alene forælder og måske har denne person ingen juridisk forpligtigelse eller ret, men hverken du eller han kan tillade sig at sige efter 10 år nej nu elsker vi voksne ikke hinanden mere, så nu mister du for good det menneske du elsker. 

Ja egentlig synes jeg det lyder langt værre for er barn end at barnet skal være skilsmissebarn. 

God-mor skriver:

Et barn har i mine øjne bedst af at vide hvor det kommer fra, og have to forældre i deres liv, hvis det er muligt. Selvfølgelig kan man have to mødre, men det er for et menneske meget vigtigt at kende sit biologiske ophav er jeg overbevist om. Jeg kan ikke følge dig i dine argumenter for, hvorfor du er så forhippet på at blive alenemor. Vi alle vil da gerne skåne vores børn for en skilsmisse, men som en anden bruger skriver, så kan du møde en mand lige efter du har født, og i kan være sammen i mange år pg pludselig så braser det. Det vil jo være en skilsmisse på samme måde. Man kan ikke tage sorgerne på forskud og desuden er der altså ikke alle som bliver skilt overhovedet, men du lyder som en der har svært ved at turde binde dig af frygt for at blive såret. Det ville jeg altså arbejde med, så du tør gribe kærligheden når den kommer og opstår. 

Men du har ret i at det til alle tider er en egoistisk beslutning at få børn. 

Jeg er enig med dig, men det er jo faktisk muligt at muliggøre for barnet at kende sit biologiske ophav, når man bruger en donor - i hvert fald, hvis man bruger en åben donor, og især hvis man vælger en udvidet donor (altså en donor, hvor man får en masse personlige og genetiske oplysninger, billeder osv.) Og en potentiel kommende partner skal være velkommen i mit og barnets liv.

Med hensyn til din sammenligning mellem en skilsmisse mellem to forældre og mellem en forælder og en bonusforælder, vil jeg henvise dig til mit svar på lineog4's kommentar. Det er lidt nemmere end at forklare mig igen 

Dejligt, at der er én, der erkender, at det uanset hvad er et egoistisk valg at få børn! 

Anonym skriver:

Jeg er 24. Og ja, jeg er klar over at musikbranchen er én af de hårde. Men du siger, at selv som etableret, er det noget nær umuligt at være alenemor og arbejdende i musikbranchen på én gang. 

Med dette siger du jo, at uanset hvor længe jeg venter med at få børn, kan det aldrig blive en mulighed, så længe jeg arbejder inden for musikbranchen - i hvert fald ikke alene. Jeg kan godt forstå, når du råder mig til at vente, men mener du i så fald, at jeg egentlig burde vente, til jeg ikke længere har tænkt mig at arbejde med musik?

Og ja, der er i mange tilfælde nogle lidt skæve arbejdstider, perioder med mere arbejde etc. i musikbranchen. Men jeg tror ikke, det er umuligt at få et relativt stabilt arbejdsliv. Og selvfølgelig tænker jeg meget over, hvordan jeg skal gribe det hele an i forhold til fx sygdom, pasning og alt sådan noget. Heldigvis har jeg et rigtig stærkt netværk, så uanset hvornår jeg kaster mig ud i det, er jeg heldigvis rimelig godt stillet på det punkt.

 

Nej jeg ville hvertfald vente til jeg var ældre men nu er jeg også små traditionel og mener barnet har bedst af to forældre specielt hvis mor arbejder meget 

Saphiira skriver:

Jeg synes, det lyder til, at du skal vente. Du er stadigvæk ung, og du har altså ikke travlt. Hvorfor ikke få styr på karrieren først? Især hvis du gerne vil være alene mor.

 

Jeg forstår godt din pointe med at vente af den grund, at jeg bliver alenemor. Men hvorfor er det, at det altid bliver set som det ultimativt bedste at sætte karriere før børn? Det synes jeg er ærgerligt.

Og jo, jeg har travlt, hvis jeg skal nå at få de børn, jeg gerne vil have. Jeg har ikke lyst til at være én af de kvinder, som kommer for sent i gang og derfor kun når at få ét barn. Specielt fordi jeg gerne vil give mit barn nogle søskende, især når det er et donorbarn, fordi det så vil få nogen at spejle sig i (udover mig) og stå sammen med igennem alle livets udfordringer.